Kategoriarkiv: Mor

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

Når verden larmer virkelig meget og jeg har brug for ro…

peaceful

Det er ikke ret længe siden, jeg skrev om stress symptomer De er der endnu, kan jeg afsløre. Jeg tror dog, jeg er ved at nærme mig kernen af problemet. Det handler om flere ting. Det handler om, at jeg har brugt mere energi end jeg havde. Det handler om, at jeg giver hjælp og assistance til andre, jeg har altid en skulder parat, jeg giver virkelig meget af mig selv, men jeg beder sjældent om at få noget den anden vej, og det kommer ikke af sig selv. Det handler også om, at jeg har været i gang med for meget. For spredt fokus, for mange projekter, for mange ambitioner her og nu, for der er for pokker så meget, jeg gerne vil!

Men jeg har i den grad brug for at trække mig! Det viser sig tydeligt, når jeg begynder at ignorere sms´er om aftaler, krav og forventninger. Lidt som at lade være at tømme postkassen, for så er regningerne jo ikke kommet vel? Jeg har kørt for hårdt på siden starten af sommeren, jeg har glemt at stoppe op, mærke efter og trække vejret. Jeg orkede ikke engang at holde min fødselsdag, jeg vil hellere bare sidde i fred, for mine ører summer og mit hjerte hamrer.

“Somme tider, så bliver jeg så urimelig over for mine omgivelser, det gør jeg altså” siger Jørgen Leth i en af hans fantastiske tekster på Ingen regning til mig albummet. Jeg bliver også urimelig. Lige mens jeg er urimelig, så mener jeg bestemt, det er mine omgivelser, der er urimelige!! At de da ikke kan se det? Forstå det? Mærke det? Men det kan de ikke.

Krav og forventninger er det sværeste lige nu. Og andres behov. Jeg har to børn på 6 år, og de har det altså med at stille krav og have både forventninger og behov. Det er jo ikke noget, jeg kan trække mig fra. Men også her bliver jeg urimelig, og det gør mig ondt! Jeg bliver hende sure mor, som er så træls, og som ikke gider noget og som bare siger nej. Jeg bliver dum og sur, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud!

Der er tydelige tegn på, at jeg er gået over grænsen for, hvad jeg kunne rumme. Der er tydelige tegn på, at jeg har lagt låg på min sensitivitet, fordi jeg ikke orker at tage hensyn til det hele tiden. Jeg mærker min menneskelighed, og jeg mærker et behov for, at der er nogen, der spørger MIG, om JEG er ok. Men hvordan skal verden vide det, når jeg aldrig udtrykker det behov? Hvordan skal de regne ud, at når jeg er stille, så er det fordi, jeg er brugt op? Jeg tænkte, det kunne de regne ud, men det kunne de ikke. Og det er vel egentlig ok?

De næste par timer trækker jeg stikket ud til forpligtelser, krav og forventninger. Jeg vil fordybe mig med min forsømte symaskine og sy noget til mig selv. Jeg vil løbe en tur og læse i en bog. Og så vil jeg lade op til vores første skolefest i aften. Der kommer mange tusinde mennesker. Shit!

Strandtur i stormvejr

strand strand strand strand strand strand strand

strand

strand strand strand strand strand strand strand

strand

strand strand

 

strand

 

Hvert år tænker jeg “I år tager vi ud, og ser de der køer danse”…hvert år bakker jeg ud. Jeg kan simpelthen ikke overskue menneskemængden, når det kommer til stykket. Heldigvis når jeg at bakke ud, inden jeg får involveret hele familien i projektet, og i stedet kan jeg smide en tur på stranden i puljen. På stranden er der luft. I dag var der måske lige lidt rigeligt luft, men dejligt var det nu alligevel. Der skal egentlig ikke meget til, før ungerne er glade og tilfredse. En beskeden madpakke, en flaske vand, et par spande og skovle, happy days.

Kære Dagbog – jeg er her endnu.

Egentlig så mistede jeg motivationen lidt til at blogge her hen over sommeren. Jeg tænkte, at det nok ville vende tilbage, når efteråret ramte, når dagene blev kortere. Men det skete ikke rigtig. Når jeg tænker mig godt om, så kan jeg se nu, at det er fordi, livet på den anden side af skærmen har fyldt så meget, at den her del af livet blev sorteret fra. Der var simpelthen ikke plads til at præstere her også. Alt hvad jeg skrev blev halvhjertet, lidt uinteressant og små kedeligt og endte med at blive slettet igen. Tja, det bliver det måske også fremover, men nu er presset herude i den virkelige verden i hvert fald lettet lidt, så jeg giver det en chance mere.

Da jeg læste det her indlæg for nogle dage siden, så gik det også op for mig, at det Ulla siger i sit meget velskrevne indlæg også spillede ind hos mig. Det vidste jeg bare ikke, før hun sagde det højt. Samtidig har jeg for tiden lidt svært ved at finde den røde tråd i min blog. Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg bidrage med? Hvor har jeg noget at byde ind med? Jeg har brug for at definere bloggen på en måde, så det ikke bliver et stort misk mask af alt og intet. Hvad er det, I gerne vil læse om? Vil I læse om mig og min familie? Er det opskrifter? Er det billeder af de ting, jeg syr? Er det en blanding, hvor det hele er med? Med Ullas indlæg i tankerne, så ville det være rigtig dejligt med lidt feedback her.

Men når nu jeg alligevel skriver, så kan jeg da fortælle, om lidt af det, der har fyldt mit liv den sidste tid.

Jeg har fået min egen hule. Min kære mand har fået sig et kontor ude i byen, så jeg er nu alene på skansen herhjemme i dagtimerne. Det nyder vi begge i stor stil. For skal jeg være helt ærlig, så er fælles kontor med manden på hjemmeadressen ikke det, der har bidraget allermest til hverken vores arbejds eller privatliv de sidste måneder. Vi havde begge brug for forandring. Det betyder, at jeg nu har mere luft omkring mig, mere ro og det har han også. Det har givet os en masse på arbejdsfronten, og det har givet mig plads til at drømme stort i mit lille rum. De drømme vil jeg gerne dele med jer snart, men det må vente lidt endnu. Jeg er ikke klar.

Derudover, så har min lille Ronja fyldt meget i mine tanker. Hun har haft det svært, og egentlig har det nok handlet meget om, at JEG har haft det svært. Det smitter hende med det samme, når jeg har de der stressede knuder i maven. Et af de karaktertræk hun har arvet fra mig, på godt og ondt, er at hun er særlig sensitiv. Forskellen ligger så i, at jeg er voksen, jeg kan læse mig frem til, hvad det drejer sig om, både for hende og for mig selv, jeg kan mærke efter, men hun er lille, og må bare spille med. Jeg kan ikke forklare hende det. Endnu. Det har givet nogle rigtig dumme situationer, når både hun og jeg er brugt op, og der samtidig også er en lille dreng og en far, som også har brug for en plads her i familien. Nu er mine knuder i maven langsomt ved at løsne sig, og det smitter heldigvis også. Det er helt utroligt, så stor indflydelse både det sagte og usagte har på vores små børn. Sikke et ansvar man bærer på. Jeg håber, vi er på rette spor nu.

Jeg har været hos min ene fysioterapeut i dag. Som nogle måske kan huske, så går jeg hos to forskellige (mand og kone). Den lange historie omkring hvad der er kommet ud af det forløb, vil jeg fortælle om en anden dag, det kræver vist sit eget indlæg. Men i hvert fald, så har jeg hen over sommeren ikke været ret meget hos ham, mest hos hende. Og i dag da jeg kom, der lyste han helt op. Han var så glad og kunne tydeligt se, at den kvinde der kom ind af døren i dag, er en helt anden, end den der kom hos ham første gang tilbage i januar! Det skal lige indskydes, at den mand altså ikke er en normal fysioterapeut. Han kan noget mere, det er jeg ikke i tvivl om. Han behandler hele mennesket, ikke kun den smerte, der lige sidder i lænden, nakken eller hvor den nu sidder. Og han så, at jeg er kommet langt. Han har forstået mig, og behandlet mig ud fra, hvad han så. Det har været fantastisk, og det var rigtig dejligt, at han så noget andet i dag. Jeg har fået glimtet i øjet tilbage, min holdning ændrer sig, mine konstante smerter er på retur, lige nu har jeg flere dage uden smerter i ryggen end jeg har med smerter. Det er en ny verden. Boblen om mit hoved er sprunget, jeg føler det nærmest som om, jeg ikke kunne se, og nu har fået briller.

Jeg tager et skridt af gangen. Det kan godt være, det ikke altid går så hurtigt, men jeg er på vej. Men SKAL det gå hurtigt? Jeg har vist aldrig gjort noget hurtigt, til stor irritation for min omverden og mig selv ind i mellem, men hvis det nu engang er sådan jeg er? Der er jo en grund til, vi har fået indrettet vores liv herhjemme, som vi har. Jeg passer ikke ned i hurtig kassen. Jeg passer ikke ind i det konventionelle arbejdsliv. Det ødelægger mig. Men jeg føler stadig, jeg skal undskylde for det?! Hvorfor skal jeg hele tiden stræbe efter, at lave mig om, så jeg passer ind i det liv, som andre lever? Ja, jeg er SÅ privilegeret, at det kan lade sig gøre sådan her, men er det forkert? Det betyder ikke, at jeg bare fiser den af, for det gør jeg langt fra. Jeg halter altid bagud, har altid travlt. Men jeg nyder, at jeg kan gøre det jeg skal i ro og fred. Og se, nu følte jeg alligevel et behov for at fortælle, at jeg faktisk har travlt og er bagud?! Endnu en gang skulle jeg forklare og forsvare. Selv på en blog, hvor de fleste læsere, slet ikke er nogen, jeg møder i mit virkelige liv. Utroligt. Det må jeg arbejde videre på.

Nå, måske var det et sidespring, eller måske var det det, jeg virkelig ville sige? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald noget af det, der rører sig i mit liv for tiden. Det der fylder mine tanker.

Og er det så ikke ved at være fast, at der til indlæggene om mine tanker, hører et pinterest quote? Jo, det tror jeg vist nok, så her får I en af mine favoritter for tiden. Jeg siger det bare…

busy

I de her dage, går tankerne tilbage

Ronja og Bertram

De sidste to aftener har jeg tilbragt på Hillerød sygehus. For en gangs skyld med et fantastisk formål, nemlig at sidde og nusse med den skønneste dejligste lille Josefine. Min kære veninde og kæresten har fået den dejligste lille pige, og uden at sige for meget, så er hun altså usædvanlige dejlig, sådan rent objektivt host host. For 4,5 år siden var det mig, der lå på Hillerød sygehus (ja og et par gange siden, men det er en anden historie), dog ikke på barselsgangen, men på neo natal. Jeg fødte to små rollinger 6 uger for tidligt. Og når jeg siger små, så mener jeg små. 1840 gram og 1970 gram. Der kan man tale om, at være bange for, de går i stykker, når man rører dem.

At sidde der i stolen med den yndigste lille pige, sender bestemt tankerne tilbage til dengang det var os. Shit, det var hårdt med hårdt på. Jeg tror bestemt, at alle nye forældre synes det er benhårdt, og man kan jo kun tage udgangspunkt i sit eget liv og egne oplevelser. Min oplevelse var vist chok tilstand. Hvem var de to baryler? Hvor længe skulle vi være her? Ville jeg nogensinde selv kunne give dem mad? Hvorfor græd de? Hvordan stoppede man det? Hvornår ville vi nogensinde få noget søvn? Ville de tage på i vægt? Hvor var jeg i alt det her? Hvordan skulle jeg dække deres behov? Hvad VAR deres behov? Var der en manual et sted? Hvorfor spiste de forældre længere nede af gangen kun røde pølser? Jaja, madpolitiet var allerede på spil dengang.  Mon knuden i maven ville løsne sig igen? Ville jeg stoppe med at få daglige grådanfald? 3 uger var vi der. Og da vi kom hjem, så blev det for alvor hårdt. Christ.

Jeg kan huske, det bedste råd, jeg nogensinde har fået i forbindelse med at blive mor, det var da jeg fik en sms fra en god veninde, mens vi stadig var indlagt, som skrev “Hvis man ikke får den altoverskyggende forelskede mor-følelse fra dag et, så er det ok, det skal nok komme!” Og så hyyyylede jeg. TAK!! Jeg var ikke helt forkert, jeg gjorde ikke alt galt, og det var ok, jeg ikke var som en mor på film, der bare havde styr på det hele fra fødslen. Tak tak tak! Det glemmer jeg aldrig. Og grunden til, jeg ikke havde forestillet mig, den følelse af at stå og kigge på dem og tænke “hvem er I, hvad vil I her?” er nok fordi, det er tabu. Det er der i hvert fald ikke ret mange, der siger højt. Men i virkeligheden er der jo nok mange mødre, der har det sådan. Og fædre. Og hun havde ret, veninden, det kom. Men det tog tid, vi skulle lige lære hinanden lidt at kende. Den kom langsomt, den der mor følelse. Men den kom. Og i dag har jeg ikke længere følelsen af, at jeg var forkert og jeg manglede noget. Jeg var helt normal. Og jeg er ikke bange for at sige det højt.

En af de klogeste bogtitler, der nogensinde er lavet må være “Jeg var en virkelig god mor, før jeg fik børn”. Jeg har ikke læst bogen endnu. Den står i min reol, men hey, tiden har ikke været til det, for jeg har for travlt med at være mor. Og det er fandeme ikke for tøsedrenge, kan jeg godt hilse og sige. Indrømmet, jeg har måske ikke de nemmeste roligste børn i verden, og de har måske ikke de nemmeste og roligste forældre i verden  men jeg har heldigvis de dejligste, men hold kæft, hvor var jeg klog, inden jeg selv fik børn. Det er jeg ikke mere. Jeg prøver at overleve, og have børn der overlever også. Parforholdet skal også gerne overleve, så vi ikke ender med en familie, der en dag bliver fundet hovedløse, fordi vi har revet knoppen af hinanden. Og det der med overskudsmor, glem det. Her er jeg lykkelig, hvis bare jeg er mor og ikke underskudsmor. Overskudsmor er alt for ambitiøst.

Der flyver virkelig mange tanker gennem hovedet i de her dage. Især om den noget barske start vi havde. Indtil videre ser det ud til, at Josefine og hendes mor og far har en noget blidere start, og det gør mig glad. De skal nok få kam til deres hår, og de skal nok komme til at synes, at det er benhårdt, for de har jo DERES situation og tage udgangspunkt i, og man skal ikke altid sammenligne sig med andre, hvor det hele var anderledes. Man er hvor man er, og det skal man have lov at være. Og indtil videre er vi alle overlevet, vi har alle hovedet siddende solidt på skuldrerne, og bogen får jeg nok læst en dag, når ungerne er flyttet hjemmefra. Men pyt, vi klarede den start, og morfølelsen er alive and kicking, og selv om min facebook opdatering her til morgen lød “Har lige hylet som en Sirene (måske knap så elegant, måske lød det mere som en gammel sur heks med en fløjte galt i halsen) for at få ungernes opmærksomhed. Nu har jeg hovedpine. Jeg skal vist ikke være Sirene i mit næste liv.” så ved jeg allerede, hvad jeg vil være i mit næste liv. Jeg vil være MOR!

 

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

På strandtur i januar, ja tak!

Noget af det bedste, vi nogensinde har indført, i vores lille familie, er sol og varme i januar måned. Det er nu 2. år vi flygter sydpå her midt i vinterkulden. Det udsprang af, at jeg som de fleste nok ved efterhånden  fik konstateret livmoderhalskræft i januar 2011, og da vi nærmede os januar 2012 så skulle den altså være anderledes end året før! Sidste år gik turen til Tenerife, i år valgte vi Gran Canaria. Vi har ikke lyst til at rejse alt for langt, mens ungerne stadig er så små, for de er altså ikke nemme på en lang flytur. Og jeg skal lige love for, vi valgte rigtigt i år. Vi boede på Radisson Blu på sydkysten i en lille rolig by. Og hold nu kæft, det var lækkert! Alt var bare i orden, og vi bor hellere end gerne på et af Radissons hoteller igen.

Vi har i den grad nydt livet. Vi har ikke lavet andet end at bade, dase, spise, se Bennys badekar, læse og sårn. Jeg fik endda læst et par blade ved poolkanten, og jeg nød i fulde drag, at mine børn er blevet lidt større, så jeg lige kunne trække vejret ind i mellem.

Vi havde ca. 23 grader hver dag, dvs. der var ca. 30 graders temperaturforskel på her og der. Tror I det var koldt, da jeg skulle ud og hente bilen på P15 torsdag nat, da vi landede 4 timer forsinket? Og så havde jeg i øvrigt glemt min jakke i kufferten. Shit jeg frøs! Men jeg klager ikke, ikke det mindste. Vi har haft en skøn skøn uge.

I skal selvfølgelig se billeder. Her er et lille udpluk af dem fra kameraet, jeg er ikke nået til dem fra telefonen endnu, og så er der også dem, ham faren har taget, så der kommer måske en omgang mere en af dagene. For der er da ikke noget bedre, end at se andres feriebilleder vel?

Gran Canaria januar 2013

Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013

Lidt fredagssnak om sygdom, kage, kys og kram.

Lys i januar

Herhjemme er vi syge igen. I hvert fald halvdelen af os. Nogen har feber, og nogen skal holde sig i temmelig fornuftig afstand af toilettet. Vi er faktisk ikke kommet os rigtig over juleferiens influenza, og måske det gør os ekstra sårbare, for vi er ellers ret sjældent syge herhjemme. I hvert fald ikke noget i stil med en influenza. Nej, her har det de sidste par år været kræft, diskus prolaps, et skævt bækken og andet i den stil. Man kan i virkeligheden blive helt taknemmelig for bare at have mavepine.

Jeg skulle have været på Riget i dag. Min sidste 3 måneders kontrol. Herefter overgår jeg til 6 måneders kontrol, det glæder jeg mig til. Så føler jeg, jeg hører til en anden statestik. Jeg hører til en gruppe, hvor der er endnu mindre risiko for tilbagefald. Den gruppe vil jeg gerne være en del af. Kontrollen på Riget i dag er udsat et par uger. Jeg ville ellers gerne have det overstået. Om et par dage, er det to år siden jeg fik konstateret livmoderhalskræft, så ligesom sidste januar, så fylder det lidt ekstra i min bevidsthed i de her dage. Der er bare noget ved mærkedage, der gør noget ved én. Man tænker lidt ekstra, det fylder lidt mere. Og den sørgelige besked om Mira Wanting gjorde selvfølgelig også noget ved mig. Jeg må endnu en gang opfordre både kvinder og mænd til at få den HPV-vaccine. Der er faktisk ikke nogen undskyldninger. Jeg vil virkelig gerne høre fra den, der har en undskyldning, der holder vand? Bare afsted med jer, og husk også at få de årlige celleskrab, ik?

Nå, nu skal det hele ikke gå op i sygdom elendighed vel, det er trods alt fredag, det er da også noget. Jeg har planer om en fredagskage, nu må vi se, om det bliver til noget. Jeg har gået rundt med en kage i hovedet i en uges tid, og den trænger til at blive bagt meget underlig sætning, jeg kan godt høre det! Uanset sygdom, så er der jo nogen, der insisterer på fredagsguf, jaja, det gør jeg også, så jeg skal have bikset noget sammen. Og en klistret chokoladekage med creme fraiche til lyder da temmelig fornuftig, ik? Kig ind senere, så er der måske kage på menuen.

Så du for øvrigt det nye program “Du skal dø” med den skønne Anders Lund Madsen i går? Tankevækkende program. Det kan vist nok få nogle til at give et ekstra kys eller kram.

Og hey, det slår mig lige, at 3 af mine absolut top favoritter inden for tv og underholdning hedder Anders. Anders Lund Madsen, Anders Matthesen og Anders Agger. Lidt skørt.

Og så har jeg vist ikke mere at sige for nu, bortset fra at I skal huske at nyde fredagen og hinanden og lidt kage derude. Giv et kram, fordi I kan. Giv et kys, fordi I har lyst. Rigtig god weekend til dig og dine.

Krydderkagefigurer som børnene kan stikke ud

Jeg er færdig med at bage, jeg siger det bare. Jeg bager ikke mere kage i år lige bortset fra kransekage. Og ungerne har vist også opbrugt deres udstikskvote for denne december. Jeg har halveret antallet af småkager, jeg plejer at bage, og alligevel er jeg træt af det nu. Det har måske noget at gøre med, at jeg faktisk havde mere eller mindre droppet både sukker og hvede, og nu har det møg fået mig ned med nakken igen. Jeg går rundt i en sukkerosteklokke og er konstant frisk på en morfar. Tja, det har vel været meget godt at få bekræftet, at jeg i den grad har det bedre uden de to ting i mit liv. Sidespring…tilbage på sporet. Det med småkagerne har måske også noget at gøre med, at mine vanillekranse splattede ud jeg bager dem altså ikke næste år, så det sagt!! og mine pebernødder smager af mindre end de plejer, fordi alle krydderierne er skiftet ud med økokrydderier, der er noget mildere i smagen. Men når nu Urtekram endelig har fået et fornuftigt sortiment, så må Santa Maria altså vige pladsen og ryge ud til højre.

Ronja bager krydderkagefigurer

Anyway, i går bagte vi så til ungernes stue i børnehaven. Vi havde spurgt på forhånd, om det var ok, vi havde noget med, for sidste år havde de ikke lyst, og det er også helt rimeligt. Men det var helt fint, de har vist også kun fået noget en enkelt anden dag. Og er der noget børn mangler i den her tid, så er det da bagværk?! Nej, pjat, jeg valgte bare at lade mine børns glæde ved at dele noget ud, de selv havde bagt, trumfe mine principper, det skal der være plads til i vores liv ind i mellem. Så vi bagte krydderkagefigurer. Jeg havde ikke prøvet opskriften før, men jeg kunne godt fornemme, der ikke ville være nok krydderi, i dén jeg havde fundet hos Mette Blomsterberg, så jeg ændrede lidt på forholdene. Her er den opskrift jeg endte ud med.

Bertram bager krydderkagefigurer

Krydderkager til 3 bageplader:

350 gram  mel

200 gram stuetempereret smør

150 gram flormelis

3 tsk. kanel

1 tsk. kardemomme

1/2 tsk. stødt nellike

1 tsk. stødt ingefær

3 bægrer pasteuriseret æggeblommer (eller bare 4-5 æggeblommer fra hele æg)

 

Bland mel, smør, flormelis, og krydderier til det er ensartet. Tilsæt æg, bland godt og stil på køl i en times tid eller mere. Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord, og stik dem ud. Bag ca. 6 min. ved 175 grader.

Kagerne bliver ret ok. Den var fin nok at arbejde med for børnene, og det var det vigtigste. Jeg lavede nogle tidligere på måneden med ungerne efter en anden opskrift, og den var simpelthen så tør og kedelig i smagen, det var den her ikke.

Herhjemme pyntede drillenissen kagerne med glasur i nat, det gav ligesom lidt mere fest over dem.

Krydderkagefigurer klar til uddeling i børnehaven

Post cancer snak

I går havde jeg en aftale med min frisør. Jeg skulle hverken klippes, farves eller dulles op på nogen måde. Vi skulle snakke om livet efter kræft. Vi har nemlig en særlig ting til fælles. Vi har begge haft livmoderhalskræft. Hun fik det konstateret, lige som jeg var færdigbehandlet. Vi har været igennem stort set det samme forløb i forhold til operation, kemo og stråler. Vi har begge mand og to små børn. Vi er præcis samme alder.

Efter endt behandling har vi haft to forskellige forløb. Jeg har haft alle de forventede bivirkninger (og den liste er lang, den vil jeg skåne jer for) indtil 4 måneder efter endt behandling, hvor jeg fik en ganske usædvanelig bivirkning. Mine syninger i underlivet sprang op. Mit væv var så ødelagt af stråler, at det ikke kunne holde sammen længere. Det var en helt absurd omgang, jeg var igennem der, også det vil jeg skåne jer for, for det er egentlig ikke så meget det, jeg ville snakke om. Jeg ridser bare lige de grove streger op for jer.

Min frisør var igennem et noget andet forløb. Hun fik infektioner i kroppen, som lægerne desværre opdagede meget sent og nærmest ved et tilfælde. Og grunden til man kan overse den slags er jo, at man i forvejen har det rigtig skidt og hele kroppen er ude på et skråplan, når man får kemo og stråler. Hendes infektioner sendte hende ind og ud af hospitalet i 4 måneder straight. Når hun endelig fik lov at være hjemme, skulle hun alligevel møde på Riget 3 gange i døgnet til behandling. Også det forløb er en meget lang og barsk historie. Hun er endt ud med en af de rigtig sjældne bivirkninger af strålebehandlig, nemlig lymfeødem i benet. Og det er for livet. Det er barsk, det siger jeg bare. Jeg kan huske, jeg selv var hundeangst for den bivirkning, men jeg slap indtil videre. Det gjorde hun ikke.

Det var lige den virkelig korte version af vores 2011 sammenlagt. Jeg startede mit forløb i starten af januar 2011, hun sluttede i slutningen af december 2011.

Og hvad så, når man er færdig? Ja, hvad så! Så står man der, og har haft kræft. Det hele er vendt på hovedet. Verden er gået videre, hverdagen vender langsomt tilbage. Er man glad? Er man ked af det? Er man vred? Er man bange? Hele det forløb efterfølgende går man med alene. Uanset hvor mange og hvem jeg har talt med om, hvad der sker inde i mig, så er jeg i bund og grund alene med det. Jeg kan aldrig på nogen måde, få forklaret andre, hvordan der er inde i mig. Lige med den undtagelse af andre, der har været igennem præcis det samme. De ved det. De kan mærke det. Og i går var første gang, jeg for alvor gjorde brug af det. Det har været længe undervejs, men jeg har ikke været klar. Min kære frisør har været til gruppekurser på Herlev sygehus nogle gange, og ses nu med de andre damer privat hver 3. måned. Jeg skal med næste gang. Jeg har taget et langt tilløb. Hver gang jeg så meget som overvejede, at mødes med andre, der har været det samme igennem, så fik jeg kvalme. Nu prøver jeg. Nu tror jeg godt, jeg kan.  Og i går var en blid start. Det var nogle gode, men bestemt også hårde timer. Jeg var helt færdig, da jeg kom hjem. På en måde fyldt op og på en måde fuldstændig drænet.

I dag er mit hoved stadig fyldt af tanker. Hvis jeg kunne, så satte jeg mig, og stirrede ud af vinduet hele dagen. Det kan jeg ikke, og det er nok meget godt i sidste ende. Jeg vil bruge min tid på noget andet. Jeg vil gå i gang  med at lave julehemmeligheder med ungerne. Og i sidste ende, er det jo det, der tæller. Tid med børnene, tid til livet, og tid til julehemmeligheder ikke mindst. Og når vi nu er ved snakken om tid sammen, så har Ronja stået og hevet i mig i lang tid nu, fordi hun vil lave perleplader med mig. Så det vil jeg lave nu. Perleplader. Og senere gælder det julehemmeligheder. Og måske noget varm kakao med flødeskum. Sammen.