Kategoriarkiv: Motion

Derfor gik jeg 25 km. i weekenden

change

Jeg har aldrig brudt mig om noget, der var ubehageligt. Jeg har aldrig kunnet lide, når noget gjorde ondt. Det handler om, at jeg instinktivt har blandet rundt i begreberne grænseoverskridende over grænsebrydende. Jeg tænker, at jeg har opfattet de to som én og samme ting. Det er blevet indkodet i mig i en tidlig alder, uden jeg kan sige præcis hvorfor og hvordan. Når jeg har fået overskredet mine grænser, har jeg mærket ubehag og har forbundet det med fare. Så snart jeg har forsøgt at bryde mine grænser, er jeg stødt på ubehag, som så er lig med fare. Ubehag har derfor fået mig til at gå i stå, så jeg ikke oplevede fare. Giver det mening?

Humlen i det er her så, at få mig om programmeret, så jeg ikke længere forbinder al slags ubehag med fare, men kan skelne mellem den gode og den på ingen måder gode ubehag. Det kan lyde som en stor opgave, og det er det måske også, jeg ved det ikke helt endnu. For det kan også være, opgaven allerede er løst, nu hvor jeg har opdaget, at det er sådan det hænger sammen. Kender du det? Det der med, at så snart man opdager problemet, så opløser det sig selv? Så har det ikke længere nogen magt? Det har jeg oplevet flere gange, siden jeg startede på ID Life-coach uddannelsen.

En del af opgaven for mig lyder på, at få brudt nogle grænser, mærke noget ubehag som viser sig slet ikke at være farlig. Det skete f.eks. da jeg startede uddannelsen. Det var det mest grænsebrydende, jeg har prøvet i mange år. Jeg var så bange!! Jeg troede, jeg ville stoppe med at trække vejret, helt bogstaveligt. Jeg var bange helt ind i knoglerne. Her kunne jeg slet ikke skelne i mellem, om det var ud af komfortzonen grænsebrydende, eller om det var en reel fare for mit liv. Det blev én og samme ting. Og så længe de to oplevelser af ubehag ikke er skilt, så vil jeg sidde fast, hvor jeg er. For det meste grænsebrydende er forbundet med ubehag i en eller anden form.

Jeg er så småt ved, at kunne skelne nu. Jeg er ved at opdage, at ikke alle former for ubehag er forbundet med fare og dermed en trussel på mit liv. Det har haft en kæmpe magt over mig, og det har infiltreret det meste af min hverdag. Det har fyldt på rigtig mange områder, både de helt store, og de meget små, det ser jeg nu. Jeg er gået glip af rigtig meget på den konto.

Et helt konkret område er motion. Og nu er vi så ved at nærme os overskriften på det her indlæg, nemlig hvorfor jeg gik 25 km (det blev nu til mere, men hvem tæller) i lørdags. Eller, nej, vi tager lige en omvej mere.

I juni begyndte jeg at løbe, sådan rigtigt. Jeg har forsøgt så mange gange, og det har ikke virket, både pga. min elendige ryg, der nu er rettet nogenlunde op, og fordi det har været enormt ubehageligt. Men jeg prøvede igen, nu hvor ryggen har det bedre. Og det var ubehageligt! Den her gang var der bare noget, der var anderledes. Noget i mit mindset havde ændret sig. Jeg løb ikke længere og tænke “nu dør jeg, nu dør jeg”, som jeg gjorde tidligere (det gjorde jeg rent faktisk!). Nu tænkte jeg, at det var fedt! Og endnu vildere var det, når jeg nogle gange tænkte på noget helt andet. Problemet var bare, at jeg fik ondt i mine skinneben. Jeg løb videre alligevel, for jeg var ikke længere bange for ubehaget og smerten (uklog beslutning måske, men det var nødvendigt for mig). Det i sig selv var ret vildt for mig. Jeg tænkte meget på Annette Fredskov, der løb et maraton om dagen i et år, med sclerose. Hvis hun kan det, så kan jeg fandeme også løbe min korte tur hver 2. dag!

Jeg fik nye sko, kompressionsstrømper og andet udstyr, og jeg løb videre. Det gik bare ikke væk, og lige nu er der dømt et par ugers pause. Og jeg er vred og irriteret og frustreret, for nu VIL jeg det løb! Jeg vil bryde de grænser, jeg vil kunne noget, jeg ikke har kunne tidligere, fordi jeg var bange. Men der er ingen vej udenom, jeg holder pause et par uger nu, så jeg kan nå at komme i gang igen inden det bliver for koldt.

Det helt usædvanlige for mig er så, at jeg ikke har givet op, ikke har lagt mig fladt ned og syntes det var synd for mig, og nu kunne jeg nok heller ikke noget alligevel. Nej, den her gang er anderledes, og jeg ville derfor mærke nogle andre grænser. Jeg ville gå langt. Og jeg aner ikke, hvor langt, langt er! Den længste tur, jeg har gået i mit liv har været på omkring 20 km. og det var tilbage på 1. år af HH. Det er 20 år siden.  Siden har jeg vist ikke bevæget mig over 12 km. Målet blev 25 km, det synes jeg lød passende, for jeg skulle lige ud og mærke, hvad 25 km. egentlig var. 25 km. var en fed tur! Jeg havde dejligt selskab af min skønne veninde, vejret var perfekt, ruten var skøn og det gik rigtig godt. Jeg havde lige et par småfejl i udstyret, men det noterer jeg som erfaring, og næste gang (snart!) går jeg længere. Jeg tænker, at 35 km. må være næste mål, bare for at se, hvordan det er. Det slutter ikke der, jeg vil op på mere, men jeg rykker grænsen stille og roligt, så jeg ikke knækker nakken.

Og om en uge eller to, så er jeg ude og løbe igen. Måske en lidt kortere tur kombineret med noget andet træning til at starte med. For nu skal jeg også i gang med styrketræning herhjemme. Det bliver ubehageligt. Og fedt!

Når verden larmer virkelig meget og jeg har brug for ro…

peaceful

Det er ikke ret længe siden, jeg skrev om stress symptomer De er der endnu, kan jeg afsløre. Jeg tror dog, jeg er ved at nærme mig kernen af problemet. Det handler om flere ting. Det handler om, at jeg har brugt mere energi end jeg havde. Det handler om, at jeg giver hjælp og assistance til andre, jeg har altid en skulder parat, jeg giver virkelig meget af mig selv, men jeg beder sjældent om at få noget den anden vej, og det kommer ikke af sig selv. Det handler også om, at jeg har været i gang med for meget. For spredt fokus, for mange projekter, for mange ambitioner her og nu, for der er for pokker så meget, jeg gerne vil!

Men jeg har i den grad brug for at trække mig! Det viser sig tydeligt, når jeg begynder at ignorere sms´er om aftaler, krav og forventninger. Lidt som at lade være at tømme postkassen, for så er regningerne jo ikke kommet vel? Jeg har kørt for hårdt på siden starten af sommeren, jeg har glemt at stoppe op, mærke efter og trække vejret. Jeg orkede ikke engang at holde min fødselsdag, jeg vil hellere bare sidde i fred, for mine ører summer og mit hjerte hamrer.

“Somme tider, så bliver jeg så urimelig over for mine omgivelser, det gør jeg altså” siger Jørgen Leth i en af hans fantastiske tekster på Ingen regning til mig albummet. Jeg bliver også urimelig. Lige mens jeg er urimelig, så mener jeg bestemt, det er mine omgivelser, der er urimelige!! At de da ikke kan se det? Forstå det? Mærke det? Men det kan de ikke.

Krav og forventninger er det sværeste lige nu. Og andres behov. Jeg har to børn på 6 år, og de har det altså med at stille krav og have både forventninger og behov. Det er jo ikke noget, jeg kan trække mig fra. Men også her bliver jeg urimelig, og det gør mig ondt! Jeg bliver hende sure mor, som er så træls, og som ikke gider noget og som bare siger nej. Jeg bliver dum og sur, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud!

Der er tydelige tegn på, at jeg er gået over grænsen for, hvad jeg kunne rumme. Der er tydelige tegn på, at jeg har lagt låg på min sensitivitet, fordi jeg ikke orker at tage hensyn til det hele tiden. Jeg mærker min menneskelighed, og jeg mærker et behov for, at der er nogen, der spørger MIG, om JEG er ok. Men hvordan skal verden vide det, når jeg aldrig udtrykker det behov? Hvordan skal de regne ud, at når jeg er stille, så er det fordi, jeg er brugt op? Jeg tænkte, det kunne de regne ud, men det kunne de ikke. Og det er vel egentlig ok?

De næste par timer trækker jeg stikket ud til forpligtelser, krav og forventninger. Jeg vil fordybe mig med min forsømte symaskine og sy noget til mig selv. Jeg vil løbe en tur og læse i en bog. Og så vil jeg lade op til vores første skolefest i aften. Der kommer mange tusinde mennesker. Shit!

Smid badevægten ud og skriv en sundhedsdagbog i stedet.

Smid badevægten ud

Jeg kan huske engang, for mange år siden, jeg fandt ud af, at en af mine tætte veninder ikke havde en badevægt! Jeg kunne slet ikke begribe det. Hvordan kunne hun så vide, hvor meget hun vejede? Hvad var så hendes omdrejningspunkt i livet? Jeg vejede mig jo både morgen og aften, vidste hvor meget mit forskellige tøj vejede, vejede mig før og efter motion osv. Og så stod hun der og sagde, at hun ingen vægt havde? Kunne man overhovedet det? Ja, det kunne man åbenbart, og der skulle gå en hulens masse år, før jeg fandt ud af, at livet bare er så meget federe, når man IKKE har en badevægt. For der er da ved Gud ikke noget, der er mere ligegyldigt, end hvor meget vi vejer?! Jeg siger ikke, at overvægt er uden betydning, men det er tallet på vægten. Det, der har betydning er, hvor meget jeg bevæger mig, hvor meget vand jeg drikker, hvor mange grøntsager jeg spiser, hvor glad jeg er, hvor godt jeg sover om natten, hvor meget energi jeg har. Og det kan ingen vægt i verden fortælle mig, og alligevel var det den forbandede vægt, der dag ud og dag ind i mange mange år, var udgangspunktet for, om jeg havde det godt eller ej, om jeg var på rette vej mod vægttab forstås, for vægttab var alt, om jeg var sund i det hele taget.

Så kan man mene, at den er god at måle fremskridt på, den er god til at motivere, når man har tabt sig osv. jeg er bare fuldstændig uenig. Mål i stedet din sundhed på, hvor godt du sover om natten, hvor god din fordøjelse er, hvor træt du er i ulvetimen, hvor meget sukker du har trang til, hvor godt dit humør er. Jeg ved godt, det kan lyde helt grænseoverskridende og fuldstændig utopisk, men virkelig, din sundhed har intet med en badevægt at gøre, den overskygger i stedet alle de andre ting, som du skal lægge mærke til i dit liv.

Hvis det er lidt for angstprovokerende, at smide den ud, så start med at stille den i skuret, på loftet, hos naboen, eller hvad du nu synes, prøv det af, og begynd at måle din sundhed på andre parametre, som giver dig langt mere glæde, og som i sidste ende, er det, der tæller. Mand, det har taget mig lang tid at nå hertil, men jeg kan se nu, at uanset hvilket tal, der står på vægten, så har det ingen betydning, hvis jeg har ondt i min krop, sover dårligt, er sur og træt osv. Vægten er fuldstændig overflødig, fandt jeg ud af efter at have vejet mig dagligt i 20 år. Jeg har ikke savnet den en eneste gang!

Hvordan kan jeg så måle mine fremskridt?

Nogle siger, at i stedet for at veje dig, så kan du måle dig med et målebånd, skrive dine mål ned, og så sammenligne senere. Her er jeg heller ikke enig. Jeg mener, det har samme effekt, for omdrejningspunktet er vægttab, ikke sundhed og det gode helbred. Betyder det noget, om du kan måle dig frem til, at du er blevet 1 cm. mindre eller større om overarmene? Det er du jo, uanset om du måler det eller ej.

Jeg synes hellere, du skal lave dig en sundhedsbog, og holde øje med, hvordan de her 5 områder af dit liv udvikler sig:

-Hvor godt sover du om natten?

-Hvor frisk er du om morgenen?

-Hvor god er din fordøjelse?

-Hvor godt er dit humør?

-Hvordan føles din krop?

Du er selvfølgelig velkommen, til at føje flere områder til listen, hvis der er andre ting, du mener, ville have godt af ekstra fokus i dit liv.

Du kan gøre det på forskellige måder. Du kan enten lave en helt simpel 1-10 skala, under hver punkt, og tegne ind på skalaen, hvor du er lige nu på hver område. Du kan gøre det en gang om ugen, lige tage en status, det er virkelig nemt og enkelt på den måde. Det vil give dig et rigtig fint overblik på, hvad der halter, og hvad der går godt. Du vil kunne følge din udvikling, og du vil kunne gå tilbage og se, at du faktisk har rykket dig, på de dage, hvor du tror noget helt andet.

Du kan også vælge at skrive ned i dagbogsform. Jeg vil stadig anbefale dig, at lave 1-10 skalaen, for den er lige til at slå op på, når du kigger tilbage, men det kan være en rigtig god idé, at skrive et par ord, eller en masse, om hvordan du har det, hvad der er fedt lige nu, om du har gjort noget ekstra godt for din sundhed, hvordan det føles, at få en god nats søvn eller at vågne frisk om morgenen.

Du kan også virkelig give den gas, og både lave 1-10 skalaen, skrive dagbog og sætte billeder eller citater ind i din sundhedsbog. Ikke billeder af kvinder i bikini fra damebladene btw, lad være at købe dem overhovedet (eller mænd i badebukser og 6-pack, hvis jeg har mandlige læsere?) men billeder af, hvad du forbinder med fysisk og mental sundhed. Billeder af friske grøntsager, af en yogastilling, en der løber, en skovsø, en der mediterer, en solopgang, hvad du nu forbinder med sundhed. Ved at tage det ekstra skridt, at du helt lavpraktisk klipper et billede ud, limer det ind i din bog, og kigger på det jævnligt, så sker der noget visuelt i din hjerne, som forstærker dine tanker i den retning.

Sæt dig gerne nogle mål.

Lav bogen til din helt egen, skriv i den, når du har brug for det, læs i den, når du har brug for det. Det vil give dig rigtig meget, som du kan måle på, hvis du har brug for at måle. Og har du brug for at sætte mål, jamen så skriv dine mål ned i bogen. Nu skal jeg ikke diktere, hvad dine mål skal og ikke skal være, men jeg vil foreslå, at dine mål ikke handler om din vægt, men i stedet kunne lyde i retning af:

-Jeg vil være frisk om eftermiddagen.

-Jeg vil bevæge mig i naturen 4 dage om ugen.

-Jeg vil sove godt 8 timer om natten.

-Jeg vil spise grønt til alle måltider.

-Jeg vil grine mere.

 

Noget i den stil. Prøv om du kan undgå ordet “ikke” i dine mål. I stedet for at skrive: “Jeg vil ikke være træt” så skriv “Jeg vil være frisk”…i stedet for at skrive “Jeg vil ikke være så sur” så skriv “Jeg vil være mere glad”.

Mine egne mål lyder noget i retning af:

-Jeg vil dyrke yoga to gange om ugen.

-Jeg vil bevæge mig i naturen 3 gange om ugen.

-Jeg vil vågne frisk om morgenen.

 

Tør du smide badevægten ud?

Tør du prøve? Tør du skifte badevægten ud med en sundhedsdagbog? Hvordan ville dine mål lyde?

Tror du, jeg tager fejl? Eller kunne der være noget om snakken?

Du må meget gerne skrive en kommentar til indlægget, både hvis du føler dig inspireret eller hvis du er lodret uenig.

Billederne nedenfor er eksempler, der inspirerer mig. Hvad inspirerer dig?

rawfoodpyramide

namaste

yoga transform

Og her er et billede, med stof til eftertanke!

badevægt

Når kosten bliver til underholdning i stedet for næring

I går efter yoga havde jeg en snak med min skønne yogalærer. Det tog udgangspunkt i, at jeg gerne vil vide noget mere om ayurveda, og det ved hun noget om. Snakken udviklede sig, på den der fede måde, hvor vi fandt ud af, at vi havde en hel del til fælles omkring vores tilgang til sundhed og verden.

Vi kom til at snakke om, hvordan mange mennesker i dag forholder sig til kosten. Den handler for mange ikke ret meget om nærring, om forebyggelse, om kroppens behov, det handler i stedet om lyst, om smag og om underholdning. Jeg mener, at den underholdende del af kosten for alvor satte ind, inden vi ramlede ind i det der finanskrise. Mand, der var livsnyderi på alle planer, både når det galdt nye biler, huse og fladskærme, men så sandelig også når det galdt rødvin, kød på weber grillen, special øl og høj cigarføring. Der var noget rigtig godt markedsføring bag det her livsnyderi. Det var smart at være livsnyder, og det gav friere rammer og grænserne for sund fornuft blev rykket og nogle gange helt udvisket.

Vi er blevet så vant til, at maden er noget, der skal give os et fix, noget der skal stille et behov her og nu, at vi egentlig ikke tænker ret meget over, hvad kosten betyder for os i det lange løb. Hvad betyder halvfabrikata for vores evne til at detoxe? Hvilke konsekvenser har al den kemi, der er vores mad? Hvor sløret bliver vores hjerne af vores høje sukkerforbrug? Ligesom vi er ved at miste den generation, der oplevede 2. verdenskrig med egne øjne, så er vi også ved at miste de mennesker, der engang spiste den diæt, som vi mennesker egentlig burde spise. Det er ved at blive en del af historiebøgerne, at vi spiste det, vi dyrkede og det vi handlede med hinanden. Vi spiste det, der var i lokalområdet, vi spiste efter årstiderne. Det gør vi ikke længere, nu spiser vi for vores fornøjelses skyld, og luksusvarer er en del af hverdagen, og bliver ikke gemt til en særlig lejlighed.

Jeg kan godt se, at der er fornuft i, at spise det, som kroppen fortæller, den har brug for. Men når vi har brugt de sidste 20-30 år på at ændre kemien i vores krop, ved at fodre den med fødevarer, der ikke er friske , grønne og i sæson, jamen så er kroppen forvirret på sine behov, og derfor sender den nogle helt andre signaler end den burde. Mange af os får flere gange om dagen signaler om, at nu skal vi have noget med sukker i, eller andet der kan omdannes til glukose. Det er vi vant til at genkende enten som raffineret sukker, som brød, som pasta osv, men går vi bare 100 år tilbage i tiden, så bad hjernen sjældent om Matadormix eller Magnumis, den bad om rigtig mad, for det er det, vi er skabt til at spise. Vi er ikke lavet til at spise en pose labre laver i bilen hver dag, eller lige snuppe en Milkshake på McD på vejen hjem fra arbejde. Vores krops kemi er helt forvirret, og vi spiser derfor primært mad for underholdningens skyld, ikke for den grundlæggende energi vi skal have ud af den, ikke fordi vi har brug for særlige vitaminer, mineraler, fedtstoffer, proteiner osv. Vi spiser og drikker som livsnydere, der hver dag skal have klaret det umiddelbare behov for hurtig tilfredsstillelse. Vi har flere og flere fødevarer og drikkevarer, som vi bliver afhængige af, vi kan ikke undvære dem, og vi accepterer det, for det er blevet hverdag.

Det har bare nogle konsekvenser, som vi ikke rigtig ser i øjnene. Vi får kræft, vi får diabetes, vi bliver overvægtige, får depressioner, stress, sclerose, fibromyalgi, psoreasis, eksem, astma, allergi, dårlige knogler, kronisk træthed osv. Så får vi nogle piller, og de færreste læger sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi spiser og drikker. Nogle af dem jeg betegner som kloge hoveder mener, at vi kan spise os ud af 70% af alle sygdomme i dag, men jeg er ikke sikker på gennemsnitsmennesket tror på det. Vi har accepteret sygdom som en del af livet, og så går vi til lægen og får piller. Det er vi hverken blevet gladere eller raskere af. Lad os nu for pokker prøve at se på, hvad der påvirker os hver eneste dag, og det er det, vi drikker, spiser og hvor meget vi bevæger os. Vores krop er ikke bare en pæn skal, der er en hel verden inden i den af organer, celler, knogler osv, som alle har en funktion for dig. Den har ikke brug for aspartam, e-numre, pulvermad, farvestoffer eller andet nemt og underholdende mad, der stiller vores her og nu behov, men som gør os syge, den har brug for næring, ægte næring fra ægte mad. Så kan den faktisk reperere det meste selv, det er nemlig det, kroppen er designet til at kunne.

ayurvedisk ordsprog

En Kapha ude af balance

Jeg går ret meget op i det der yoga for tiden. Ikke kun tirsdag aften, men i det hele taget som en del af mit liv. Jeg prøver at ændre nogle mønstre, indføre nogle gode rene vaner, og droppe dem jeg ikke længere har brug for.

I den forbindelse har jeg også kastet mig over Begynder Yogabogen af Karen Pallisgaard, som jeg har lånt af den her labre larve. Jeg har ikke læst bogen færdig, og vil ikke vurdere om det er en god eller ligegyldig bog. Det jeg vil, er at dele et afsnit med jer, eller rettere resultatet af en test. En test i ren damebladsstil, men jeg synes, den ramte så plet, at jeg må dele det med jer.

Først får I lige en ultra kort forklaring på, hvad dosha er, ellers giver det ingen mening. Og hvis du også har brug for at vide, hvad ayurveda er, så må du lige slå det op eller læse bogen.

Uddrag af Begynder Yogabogen: ” Ayurveda siger, at hvert et menneske har en unik konstitution. Den hedder din prakuti. Den repræsenterer hele dit helbred, viser hvordan din krop bedst arbejder på at være sund og viser, hvilke tendenser og konsekvenser det har, når du kommer ud af balance. Din prakuti er din særlige kombination af fysiske og mentale kendetegn, og den er uforanderlig, du kan se den som din (ayurvediske) DNA:

Prakuti er sammensat af tre livsenergier, som hedder doshaer, og styrer kroppens og sindets funktioner og aktiviteter. Og hold nu tungen lige i munden; hvert af de tre doshaer består af to af naturens fem elementer. Hvert dosha har sine egne fysiske og psykologiske kendetegn, og alle mennesker har deres egen dosering af doshaer –  det er din prakuti. Vi har alle tre doshaer i os, men vil typisk have et eller to dominerende – nogen mennesker har dog fuldstændig ligevægt mellem de tre dosha i deres prakuti.”

Så, nu har du en idé om, hvad dosha er. Jeg har taget testen, og min dominerende dosha er kapha. De to andre er vata og pitta. Resultatet af testen omfatter både noget med den bedste kost for kapha, typsike kendetegn, gode rutiner osv.  Jeg kender ikke lige damebladsbranchen eller hvordan man laver den slags test, så det kan da være, det er total simpelt at give mig følelsen af, at det var en god test med et brugbart resultat, men under alle omstændigheder, så kan jeg bruge det her resultat til noget. Den omfatter også kendetegn for en kapha ude af balance, og det er den del af svaret, jeg gerne vil dele med jer. Det er spot on mig, det her. Ja, det er de typsike kendetegn også, men nu vælger jeg den her del.

Så, en kapha ude af balance:

Kunne bo i sin pyjamas, depressiv, grådig, doven, trækker sig ind i sig selv, slimdannelser, lungeproblemer, langsom, sover mere end 9 timer pr. nat, føler sig tung i krop og sind, orker ikke at tage initiativ, passiv, sofakartoffel, trøstespiser, forandringsangst. Tager på i vægt, astma, hudorme, cyster, væskeophobninger, bærer nag, misundelig, tilbagetrukken.

Godt, så fik vi lige konstateret, at jeg er ude af balance!! Bortset fra astma og hudorme, så er det ret meget mig, det der. Ikke det hele på en gang, og ikke hele tiden, men meget af det slæber jeg rundt på i alt for stor grad. Tænk hvis man kunne ryste det af sig? Som en hund, der kommer op af vandet.

Og jeg har altså gennemlæst de andre dosha også, og de lyder helt anderledes, det er ikke sådan at alle passer på alle. Der er ikke noget revolutionerende i det her, men jeg KAN bruge det til noget. F.eks. har jeg i noget tid gået og tænkt, at jeg har brug for en pause fra mælkeprodukter. Jeg har ikke lyst til dem længere og ja, det gælder også smør, og jeg tror, der er en grund til det, når den slags kommer dumpende. I testens resultat under kost, står der så, at jeg skal undgå mælkeprodukter helt. Så, det tror jeg, jeg prøver i en periode. Det bliver vist ikke svært, for jeg har allerede skåret gevaldigt ned, simpelthen fordi jeg ikke har lyst.

Der står mange andre fine ting, som ville gavne sådan en som mig, men jeg kan desværre ikke citere det hele, så hvis du vil vide mere, så må du læse bogen, ik´.

dosha

Billedet er ikke taget fra bogen, det er fundet på Pinterest

Prana flow yoga

Kan I huske, at jeg for noget tid tilbage meldte mig til yoga? Det går jeg stadig til hver tirsdag aften, og jeg er helt forelsket i det. Jeg går til prana flow yoga, og det viser sig, at det er lige præcis den yoga stil, som min krop havde brug for. Jeg har jo været ret tilbageholden med at starte, fordi jeg var bange for, hvordan både min ryg og mine fødder reagerede, men de bekymringer har næsten jeg ikke længere. Jeg skal nemlig ikke holde hårde stillinger, for prana flow er, som navnet antyder, flydende. Man er hele tiden i bevægelse. Den version jeg går til hedder blid prana flow, så det er nærmest så mildt, som det kan blive.

Men det virker! Altså ikke sådan at jeg nu ikke længere har ondt i ryggen eller skæve fødder, men på den måde, at min krop elsker det. Jeg har det som om, der er forår inden i mig. Alle mine celler åbner sig som bøgeblade, mine muskler bliver vækket til live, jeg kan trække vejret fuldstændig frit. Den her krop på 36 år har været udsat for lidt af hvert. Jeg har ikke været god ved den, og det har sat sine spor. Jeg har røget i 15 år, jeg har drukket cola light i 10 år (KUN cola light), jeg har ikke motioneret, jeg har spist med varierende omtanke, jeg har haft en depression, jeg har haft stress, jeg har haft kræft, jeg har fået hormonbehandlinger for barnløshed etc. Det er ikke ligefrem det, der giver en sund sjæl i en sund krop, men måske er det det, der giver en vågen sjæl i en hårdt brugt krop. Jeg er så bevist om, hvad jeg skal og ikke skal nu, og der er ingen vej tilbage, men det tager tid, at ændre vaner, at bryde dårlige mønstre og jeg skal ikke forlange mere af mig selv, end jeg kan klare. Men jeg har vist mig selv, at jeg kan. Jeg troede faktisk ikke, at jeg ville få bugt med den cola light vane, men det gjorde jeg. Jeg fik nok af at drikke hvad jeg mener er giftig sodavand hver dag, og så stoppede jeg, jeg har ikke set mig tilbage, det er nu 4 år siden.

Så jeg tror på, jeg kan, det er bare et spørgsmål om, hvornår tiden er rigtig og jeg er klar. Nu er jeg så klar til prana flow. Hvis du vil se, hvad prana flow går ud på, så se med her. Ok, det er ikke sådan jeg ser ud, når jeg er til yoga kan jeg godt afsløre, Christine May på videoen har vist dyrket det længere end 6 uger haha. Er det ikke smukt?

 

 

Lever vi det der liv, eller går dagene bare?

I går faldt jeg over en artikel fra BT, som fortæller om en sygeplejerske på et hospice, der har skrevet en bog, der handler om top 5 over de ting, folk fortryder på deres dødsleje. Gør dig selv en tjeneste, og læs artiklen. Det tager et øjeblik. Endnu mere interessant kunne det være, at læse bogen, men så langt er jeg ikke endnu.

Det fik mig til at tænke over igen, hvad vi vælger at bruge vores liv på og hvad vi vælger, ikke at bruge vores liv på. Da jeg stod og skulle vælge, om jeg ville starte på ID life-coach uddannelsen, tænkte jeg en del gange, at det var nok også for sent. For jeg er jo hele 36 år. Egentlig handlede den undskyldning nok mest om frygt for det ukendte, men ikke desto mindre, så dukkede det op flere gange. Men for pokker, det nytter jo ikke noget, at putte mig selv ned i en kasse, og så bo i den kasse for evigt. Jeg lever forhåbentligt 50 år endnu, og de skal vel ikke alle leves på samme måde som nu?

Jeg er sikker på, jeg også har ting, jeg fortryder, når det er en dag er mig, der ligger og venter på døden. Men jeg vil dælme ikke fortryde, at jeg ikke sprang ud af kassen ind i mellem, og prøvede en anden. Vi bliver frygtelig fastlåste i vores liv, for vi låser os selv fast, efter min mening. Vi tager en uddannelse i vores unge år, og så lever vi de næste 50 år ud fra den. Hvis vi tager beslutningen om at tage en ny uddannelse 10 år senere, ja så er det jo nærmest en beslutning, der kan måles på Richter skalaen. Jeg ved godt, at en del gør det, men nu snakker jeg om majoriteten. Ja, og ellers tager vi ikke en uddannelse i vores unge år, og så lever vi ud fra den beslutning de næste 50 år. Vi gemmer os bag undskyldninger og bortforklaringer om økonomi, og hvad med børnene, og nu har vi jo købt hus, og bilen skal også betales. Så kan vi da ikke bare pakke kufferten og rejse jorden rundt. Nej, det er måske ikke alle forundt, at rejse jorden rundt. Og det er heller ikke alle der har lyst. Men alle har da lyst til NOGET! Og jeg synes virkelig, det giver mere mening, at mærke efter, når man er 36 år, om det er tid til, at livet skal tage en ny retning, få noget nyt indhold, end det er at mærke det, når man er 86.

Selvfølgelig er det ikke sådan, at alle er kede af det liv, de lever. Jeg er heller ikke ked af mit. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan ryste posen lidt, og se hvad der sker. Som eksempel, så har jeg haft stående længe i min sidebar, at jeg gerne vil være god til yoga. Ja, det vil jeg virkelig gerne. Det er en drøm, jeg altid har haft. Men hey, ville det så ikke være en god idé, at DYRKE yoga? Jo, det tror jeg nok, det ville. Der er mange ting, jeg gerne vil, men det sker jo ikke, så længe jeg ikke gør noget ved det. Og så kan jeg sidde der på et hospice, og fortælle en sygeplejerske om 50 år, at jeg ville sådan ønske, jeg var blevet god til yoga, eller i det mindste var begyndt til yoga, og holdt ved det.

Jeg vil også rigtig gerne have meditation som en fast del af min hverdag. Men hey, ville det så ikke være smart, at begynde at meditere noget mere? Jo, det ville det nok. Det er jo ikke uoverkommelige ønsker, der er på min liste lige nu vel? Kom dog i gang!!

Jeg har en drøm om, at tage ud og rejse et halvt års tid, når ungerne er 10-12 år. Men der går de jo i skole! De er puttet i skolekassen fra de starter om 5 måneder og så de næste 10 år som minimum. De næste 10 år har jeg i princippet ikke råderet over mine børns liv, udover de uger om året, som samfundet har valgt, jeg kan råde over. Jeg er bestemt fortaler for skolen, det skal der ikke være tvivl om, men jeg er også fortaler for, at vi nogle gange, gør noget andet. Springer ud i livet. Springer ud af kassen. Jeg tror næppe, at det, at mine børn rejser rundt i verden et halvt år i deres skolealder, gør dem fortabt for evigt. Tvært imod. Men for pokker, hvor kan man vælge, at se mange forhindringer i sådan en beslutning. Drømmen lever, så må jeg se, om vi også får udlevet den.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om andres liv er et liv, de ikke fortryder, når de en dag er ved vejs ende. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker sig om. Hvis man har en hverdag, hvor man konstant glæder sig til det bliver fredag, så man kan holde weekend, så går man jo glip af så meget. Med det mener jeg ikke, at hver dag skal være en fest, at hver dag skal leves som var det den sidste. Livet går op og ned, og nogle dage går bare, men hvis dagene bare går i 20 år, så er det pludselig en anden snak.

Måske er 36 år den helt rigtige alder, at få startet på at skrive den der bucket list. Og ikke bare skrive den, men rent faktisk også udføre nogle af de ting, jeg går og drømmer om.

Og inden jeg fik afsluttet det her indlæg, har jeg meldt mig til yoga i aften kl. 18.30. Bum!

life

Jeg har taget vejen til venstre

I dag er dag 15 i min 14 dages udfordring. Og da jeg for et par dage siden skrev om dag 9, var det faktisk dag 11. Dagenen flyver åbenbart af sted. Også selvom jeg løber. Og når nu jeg siger, det er dag 15 i min 14 dages udfordring, så betyder det, at jeg fortsætter! Jeg er blevet virkelig glad for at vågne med den løbetur om morgenen, så jeg ser ingen grund til at stoppe. Jeg ved ikke med dig, men jeg er selv vældig imponeret haha. Jeg har aldrig (som i: ALDRIG!) løbet 15 dage i træk, og jeg har aldrig brudt mig om at løbe. (At jeg så ikke har kunne i nogle år pga. ryggen er noget andet). Men ved at lave taktikken om, så jeg løber virkelig kort, men hver dag, så har jeg ændret min indstilling. Planen er opstået efter inspiration fra min mand, der i den grad er transformeret af løb. Han startede i september med at løbe 5 km. HVER dag! Ind i mellem har han taget en svømmedag i stedet, og nu er han så begyndt til boksning en gang om ugen for afvekslingen, men ellers har han løbet hver eneste dag siden september. Selv 1. januar var han ude kl. 7. om morgenen. Bare fordi. Og i lørdags løb han så sin første marathon distance. Jeg er virkelig imponeret. Både over at han klarede en marathon, men i særdeleshed over hans vedholdenhed på de 5 daglige km. Han havde ikke andre mål, end at gøre det igen i morgen. Ikke noget med tider, (han er dog temmelig hurtig!) ikke noget med distancer, det handlede bare om, at få km. i benene. Hver dag! Det har i den grad inspireret mig. Han har taget nogle afstikkere på 10, 15, 20 km. og 30 en enkelt gang, for at blive klar til marathon, men ellers er det de 5, der har drevet ham dertil. Jeg løber så 700 meter i stedet for 5 km. men som sagt, så handler det om noget helt andet for mig. Det handler om mindset. Det handler om, at sætte sig et mål og fuldføre det. Ingen undskyldninger, ingen bortforklaringer, ingen sovepude. Og det gjorde jeg. Jeg fortsætter, fordi jeg for en gangs skyld ikke vil stoppe med noget, som gør mig godt. Det er jeg ellers pokkers god til.

Nå, men det var jo den her snak om vejen ud af komfortzonen, vi kom fra. Og jeg har valgt. Jeg ER gået til venstre, jeg er på vej ud af komfortzonen. På torsdag starter jeg på en 2 årig uddannelse som ID life-coach. Jeg vil hjælpe andre (og mig selv undervejs) med at blive den bedste version af sig selv. Med at sætte et mål og fuldføre. Med at overkomme de hårde dele i livet og komme ud på den anden side. Den dag jeg meldte mig til, var jeg ved at kaste op (for real!!) jeg havde det så dårligt, jeg rystede og kunne næsten ikke få luft. Det er voldsomt angstprovokerende for mig på så mange planer. Jeg skal til at lære noget nyt. Jeg skal til at lære at lære igen! Jeg skal gøre det sammen med 20-30 fremmede mennesker på intensive modulhold. Puha, jeg får helt koldsved bare af at skrive om det nu. Men jeg er også klar. Jeg vil det her. Jeg har egentlig ville det i mange år, men jeg har ikke været klar. Det er jeg åbenbart nu. Så nu gør jeg det. Så kryds fingre for mig på torsdag, hvor jeg drejer skarpt til venstre.

me

Dag 9

Måske skulle min næste udfordring hedde noget med at blogge hver dag? For egentlig har jeg jo ikke lyst til, der går 9 dage mellem indlæggene, men den ene dag tager den anden…

Jeg er nu nået til dag 9 i min udfordring. Og faktisk går det rigtig fint. Jeg har løbet de to runder hver morgen, og det har været helt ok. Selve det at løbe er jeg stadig ikke ret glad for, og det er kun fordi, jeg synes, det er ubehageligt! Men så snart jeg åbner døren og går ud i den friske luft ved 6.30 tiden, så vågner jeg på en helt anden måde end jeg er vant til. Vejret har heldigvis været med mig, jeg er endnu ikke kommet gennemblødt tilbage, men derimod frisk og klar til dagen.

Jeg er ved Gud ikke morgen menneske. I morges vågnede jeg af mig selv kl. 5.30, men jeg kom først op 6.20. Dynen er tung, kroppen er tung og jeg elsker bare at ligge der under dynen. At ligge og lytte til et barn eller to, der er langt væk i tryg og varm søvn, det er noget af det bedste jeg ved. Eller at høre små fortællinger om nattens drømme, det nyder jeg også. Men nu er jeg så også begyndt at nyde, at vågne i den friske luft.

Der er endnu ikke sket de store mirakler på konditionsfronten. Og alligevel er der måske. De to første dage kom jeg tilbage med tarvelig slim i halsen og høj puls (ja, efter 700 meter!!), og selvom jeg stadig synes det er tungt at komme igennem de to runder, så falder pulsen hurtigere igen, og det der slim i halsen har jeg ikke længere. Til gengæld så havde jeg gjort rent på badeværelset i dag, inden jeg fulgte ungerne i børnehave, så måske er der sket noget med morgen energien?

better

Bortset fra det, så er jeg træt for tiden. Træt helt ind i knoglerne. Blame it on february siger Jane, og det gør jeg så. Og så venter jeg utålmodigt på marts! For selvom jeg egentlig ikke har følt mig træt af vinteren, som så mange tidligere år, så er jeg nok alligevel i underskud af frisk luft, D-vitamin og meget andet, som forårssolen bringer med sig. Så jeg hutler mig igennem og glæder mig over, at solen ind i mellem er begyndt at kigge frem igen. Det spiller måske også ind, at vi har valgt vores januar rejse fra i år. Den der uge i sol og varme har kroppen og sindet nok manglet, men jeg satser på en rejse til foråret, og ind til da hepper jeg på den danske sol.

14 dages udfordring – ryk ud af komfortzonen

Lige for tiden står jeg ved en skillevej. Jeg skal vælge. Til højre ligger komfortzonen, der har jeg befundet mig længe, der er trygt og godt. Jeg kan fortsætte dagene stille og roligt, fortælle mig selv, at det er ok, at være der. Det er nemt, og helt ærlig så behøver livet ikke altid at være så svært vel? Jeg har haft min del af svært, synes jeg, men jeg ved jo også godt, at der er mere svært i vente, så hvorfor ikke være her i ro og fred så længe?

Til venstre fører vejen ud af komfortzonen. Til venstre ligger noget nyt og potentielt farligt og lurer. Noget ukendt, der kan koste mig en masse kræfter og æde mig op. Men til venstre ligger også udfordring og udvikling. Der ligger muligheder. Muligheder for at udvikle mit potentiale. For at optimere mig selv. Den slags kan ryste mig og gøre mig bange. Jeg ved ikke altid, om jeg kan klare det, eller om det knækker mig og lader mig tilbage med en fiasko, lader mig tilbage med forpligtelser, jeg ikke kunne leve op til. Den tanke giver mig ondt i maven.

Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg mærker gang på gang, hvordan tingene spiller sammen. Nogle vil måske mene, jeg ser det, jeg vil se. Andre forstår. Og hvis begivenheder pludselig viser sig som en rød tråd, er det så ikke min pokkers pligt, at lytte efter?

For et par dage siden mødte jeg en kær veninde fra folkeskolen. Vi har ikke set hinanden i 10-12 år. Vi holdt sammen dengang, og pludselig kom vi fra hinanden. Vi har skrevet en smule sammen på Facebook, men vi har ikke mødtes i alle de år. Pludselig stod hun der. Jeg mødte hende lige på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun i den grad er rykket ud af komfortzonen. Hun er alene med sin lille pige på 1 år, og har sagt sit trygge faste job op, uden at have et andet. Min reaktion til hende var “sejt”. Hun sagde, at det var hun glad for at høre, det var jeg den første, der havde sagt. Alle andre mente, det var uforsvarligt, og forstod hende ikke. Og det forstår jeg sådan set godt. Og jeg kan da også sagtens sige sejt, jeg står ikke alene med en lille pige og det store ansvar. Jeg har det trygt og godt her, hvor jeg er. Men jeg synes virkelig det er sejt. For pludselig ville hun ikke have siddet 6 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det, nej så ville hun have siddet 15 år, 20 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det. Ville det have været sejere? Nej, jeg synes det er sejt, at man i den grad tør ryste posen og vælge en anden vej. More power to you, kære ven.

Der har været flere af den slags oplevelser på det seneste. Og andre slags. Alle peger i sammen retning for mig. Og nu er det min forbandede pligt at lytte efter og agere!

Hvad vejen til venstre konkret byder på, det vil jeg ikke komme nærmere ind på endnu, men når jeg ved mere, så ved I også mere. Men indtil da, har jeg sat en udfordring for mig selv. Jeg har givet mig selv en udfordring, som, i den grad flytter mig ud af min komfortzone af flere årsager. For det første foregår den om morgenen, men det er her jeg mener, den kan give bedst udbytte for mig. For det andet, er det ubehageligt, og jeg kan virkelig ikke lide noget der er ubehageligt! For det tredje er den nødvendig. Og for det fjerde vil det vise mig, om jeg kan rykke mig, og dermed give mig adgang til vejen til venstre. For jeg er faktisk klar til at gå til venstre.

De næste 14 dage vil jeg hver morgen, som det første, løbe 2 runder om rækkehusene her. Og jeg er allerede lidt i panik over, at jeg nu har sagt det højt, og dermed har følelsen af at forpligte mig i højere grad, end hvis jeg kun sagde det til mig selv. Så ville jeg jo kunne snyde mig selv (?!).  Jeg gjorde det i morges, det tog 5 minutter og 42 sekunder. Distancen er 0,71 km. Så vi er altså inden for en tidsramme, der kan lade sig gøre for de fleste, vil jeg mene? Hverken tid eller distance er i sig selv interessant for mig, jeg er fuldstændig ligeglad med at løbe turen hurtigere, eller lige tage en runde mere osv. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at sætte mig et mål og fuldføre. Det handler om, at gentage. Det handler om at presse mig selv, og det handler om, at se, hvordan det er at løbe de 710 meter om 14 dage. For i dag var det altså ikke rart. Jeg bryder mig ikke om det.

Efter løbeturen lavede jeg vægttræning i ca. 4 minutter, og jeg lavede 2 gange solhilsen, som også varede ca. 4 minutter. Så, alt i alt er vi på 13-14 minutters træning, og hvis jeg gør tøj klar om aftenen, og bare skal springe i skoene om morgenen, så er vi alt i alt på under 20 minutter. Og giver det overhovedet mening, med så lidt motion? Ja, det gør det faktisk. Det betyder noget psykisk. Det betyder en ny start på dagen , det betyder at jeg bryder vaner, det betyder, at jeg gør noget andet. Og det er det, det hele handler om for mig. At jeg så samtidig får brugt min krop 20 min. mere aktivt end jeg plejer, er bare dejligt for mig.

Forstår I, hvad jeg mener? Jeg vil rykke nogle grænser, og om det så handler om at gå en kort tur, løbe en runde, cykle på arbejde, smøre madpakken aftenen i forvejen, spise grøntsager hver morgen, putte en tsk. sukker mindre i kaffen, hvor end det er, din udfordring ligger, så er det måske på tide, at rykke sin grænse. Bare lidt? Vil du være med? For mig har det ingen betydning, hvad din udfordring er, men jeg synes, det kunne være spændende, hvis du vil være med. Bare i 14 dage, men HVER dag. Og er din udfordring i motionens verden, så er dårligt vejr ingen undskyldning. Det her handler om at overvinde den psykiske del af udfordringen. Det SKAL kunne lade sig gøre i 14 dage. Lad os se, hvad det rykker. Lad os se, hvad der findes på den anden side af komfortzonen. Det ville være så rart med lidt selskab.

comfortzone