Kategoriarkiv: Motion

Stavgang

Det der med motion har godt nok svært ved at falde mig helt naturligt. Jeg kan godt lide følelsen bagefter, jeg kan godt lide, hvad det gør ved min krop, jeg elsker at være ude i naturen og alt det, men jeg er virkelig god til at sætte det nederst på dagsordnen. Og det hører bare slet ikke til helt dernede. Der er faktisk ikke rigtig noget dårligt at sige om bevægelse. Og slet ikke den slags, der foregår i naturen. Jeg synes bare, det kan tage så pokkers lang tid nogle gange.

Netop pga. tiden har jeg endnu en gang forsøgt mig med løb på trods af virkelig dårlige erfaringer og skader. Det gik ikke. Efter 2. gang fik jeg smerter i venstre skinneben og det blev siddende i 5 dage. Venstre skinneben er det værste faresignal for mig i forhold til ryggen, det er der, smerten sidder, inden det kan gå rigtig galt for mig. Så jeg droppede det igen. Jeg ville bare gerne spare tid og løbe mine kilometer frem for at gå dem altid.

Nu tror jeg, at jeg har fundet en mellemvej. Stavgang. Jamen, er det ikke sådan noget pensionister gør, spørger du? Jo, det er det vist nok. I hvert fald er jeg ret overbevist om, at melder jeg min ind i en stavgang klub hvis den slags findes, så vil jeg være absolut yngste medlem. Og jeg kan nu med erfaring sige, at det forstår jeg overhovedet ikke! For det er jo rigtig godt!! Jeg har fået et par stænger i fødselsdagsgave, og jeg skulle lige tage tilløb, men nu har jeg prøvet det nogle gange, og sikke en forskel fra almindelig gang. Jeg får langt mere fart på, jeg får meget mere bevægelse i kroppen, jeg kan mærke det i både arme og i mavemusklerne. Jeg får en anden rytme og et fast tempo. Det er ikke helt så nemt at stoppe op og dufte til blomsterne. Jo vist, der skal også være plads til at dufte, men ikke hver gang og ikke flere gange, for så render tiden altså fra mig.

Grunden til jeg var længe om at komme i gang, var at flere sagde til mig, at så skulle jeg på kursus og lære det. Åh! Det har jeg altså hverken tid, overskud, tålmodighed eller økonomi til lige nu. Men så fandt jeg i stedet en instruktionsvideo på youtube, som hjalp mig i gang, og så gik det bare derud af.

Sådan et par stænger koster under 300 kr. og det er mindre end en måneds abonnement koster i et fitnesscenter. Det er vigtigt at vælge teleskopstænger med håndtag, så de kan indstilles præcis efter højde, og så kan de nemt gøres korte og f.eks. tages med i kufferten på ferie.

I morges var jeg ude igen. I regnvejr. Og jeg glemte at skifte til regnjakke, da jeg havde afleveret ungerne, så jeg kom ved en fejl af sted i vinterjakken. Så får man varmen kan jeg afsløre. Og våd blev jeg godt nok også. Men sikke en dejlig tur, selv i regnvejr.

Stavgang

Stavgang

Jeg er så heldig, at have den dejligste natur lige ude for min dør, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde bliver træt af, at gå lige præcis der. Det med at motionere i naturen frem for i et fitness center, har den store fordel for mig, at jeg får ro! Jeg har aldrig musik i ørerne, for det er ikke noget, der gør mig rolig, tvært i mod. Jeg kan ind i mellem godt lytte til en lydbog, men det er sjældent efterhånden. Jeg har virkelig fundet ud af, at der bare er nogle tidspunkter, hvor der skal være helt stille. Og jeg skal helst gøre det alene. Det er ofte her, jeg får de gode idéer, det er her, jeg får tænkt nogle tanker til ende, for jeg har jeg ikke ret meget andet at lave. Som særlig sensitiv er det ekstra vigtigt, at finde nogle områder, hvor der ikke er snak, musik eller andre indtryk. Da jeg var i fitnesscenter kunne jeg sagtens gå derfra mere stresset end da jeg kom, for der var tid på alt og der var mange mennesker, musik der spillede og ofte også tv der kørte. Det gjorde ikke noget godt for mig. På mine gåture lader jeg op i stedet for at blive drænet. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at det er sådan det hænger sammen for mig, men pyt, nu har jeg lært det og jeg nyder det.

Kære dagbog

I dag har jeg været til træning for første gang i 2,5 måned. Hvordan den pause blev så lang, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har bare ikke kunne rumme det. Mit hoved har været fyldt til bristepunktet, og trykker jeg på overlev i en periode. Men det må jeg se at komme ud over, for min krop kan altså ikke tåle, at jeg ikke bruger den. Jeg er vind og skæv, og jeg har virkelig potentiale til at ende med en krop, der ikke KAN bruges, sådan som jeg har behandlet den. Det er op til mig lige nu.

Det var hårdt. Og det gjorde lidt ondt. Og gensynsglæden med lokationen var fraværende. De mangler altså noget på væggene, noget man bliver glad af. Jeg har snakket med lederen om noget tapet for længe siden, jeg håber det bliver til noget en dag. Men jeg fik gjort det jeg skulle, og jeg er godt tilfreds med min indsats for i dag. De næste par dage er det nok knap så sjovt, men…

stop giving up

…måske skulle jeg bare snart lade være at holde de der lange pauser. For jeg ved jo, at så snart jeg er inde i rytmen, så går det ok, og det giver mig den der rummelighed. Jeg kan vælge den gode cirkel, hvor motion giver mig energi og glæde, som giver mig overskud til at gøre ting jeg ellers ikke orker, som gør mig til en gladere mor, og en gladere kæreste, en gladere mig, som så gerne vil træne mere, for at få mere af det gode. Eller jeg kan vælge den dårlige cirkel, hvor jeg ikke motionerer, som resulterer i at have ondt over alt, og det er virkelig noget der dræner mig for energi go overskud, som så gør, at jeg ikke orker at træne. Bom bom, den er egentlig ikke så svær vel? Eller er den? For gang på gang, så går det jo skævt. Ikke kun for mig, men for langt de fleste mennesker. Det går ikke som vi regnede med, det går ikke som vi planlagde.

Det hårdeste er, når man, hver gang det går skævt, føler sig som en fiasko, som en doven hund og man banker sig selv i hovedet med det. Den nagende dårlige samvittighed, der hvisker mig i øret hver dag, jeg ikke kommer afsted. For mit rationelle jeg ved godt, at jeg ikke er en doven hund. Det har jeg måske troet i mange år, men det gør jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg ikke er doven. Og alligevel så sidder den der lille djævel på skulderen, og prøver at overbevise mig om noget andet. Jeg håber, jeg en dag får bugt med den og kan begynde at fortælle mig selv gode positive beskeder, som gavner mig. Hvis jeg kan overføre filosofien fra min kost “Fyld mere af det gode på, så ryger det dårlige automatisk ud”  så skal det nok lykkes en dag. Og eftersom jeg har sendt mig selv temmelig mange dumme beskeder i over 30 år, så kan det godt være, det tager lidt tid, at lave om på det mønster. Some day…

 

Tak Jane for din dagbogsopfordring. Jeg giver det et skud, så må vi se :)

Glimt fra en kornfri uge

I sidste uge spiste jeg ikke korn eller dvs jeg spiste stort set ikke korn. Undtagelserne var da ham faren panerede rødspætter i fredags, og et par af de muffins, jeg lavede til kagegæsterne i går. Grunden til endnu en kornfri uge er, at min trang til brød er mindsket virkelig meget efterhånden, og jeg kan tydeligt se, forskellen på, hvor mange grøntsager jeg indtager, om jeg spiser brød eller ej. Den her uge, har faktisk været, som jeg ønsker mit forhold til korn skal være fremover. Som udgangspunkt ingen eller et minimum af brød, med plads til en muffn og en paneret fisk, hvis det er det, dagen byder på.

Min favoritfrokost for tiden, tunsalat lavet af en dåse god tun i vand, en spsk. græst yoghurt 10%, 1 tsk. Hellmans mayonaise, saften af en halv citron, salt og peber. En håndfuld blandet grøn salat og en råkost med appelsinsaft.

Lidt blandede grøntsager til rispapirruller. Årh mand, det smager bare stadig så sygt godt.

En typisk omelet hjemme hos mig, stegt peberfrugt, løg og tomat (eller andet grønt), 2-3 æg, en skive flødehavarti, og et par håndfulde blandet grøn salat med lidt balsamico på.

Ok, jeg har været lidt fedtet med billederne, det kan jeg godt se. Jeg troede faktisk, jeg havde fået taget flere. Anyway, så har det været en fornøjelse. Og mængden af grønt stiger sådan set ret proportionelt med faldet i mængden af brød, så jeg fortsætter den vej.

Ej, jeg spiste da også en par bidder af både en banankage og en romkugle, da vi var på Krogerup i weekenden, men SÅ spiste jeg altså heller ikke mere, jeg sværger.

Søren, Umahro og Safter

I går var jeg til Safter arrangement med Søren Ejlersen fra Aarstiderne og Umahro Cadogan, i anledning af deres nye bog Safter. Det var ikke på Madbanditten manér det heldige asen, nej jeg havde såmænd betalt 125 kr. for en billet.

Jeg er meget begejstret for både Søren Ejlersen og Umahro Cadogan. De har virkelig fat i den lange ende, det er jeg ikke i tvivl om. Det er to kloge mænd, og de lever som de prædiker.  Mine forventninger var dog ikke skruet helt i vejret, jeg havde lidt på fornemmelsen, at jeg ikke ville gå derfra meget klogere end da jeg kom, men jeg kunne alligevel ikke gå glip af det, for tænk hvis nu. Men det skulle vise sig, jeg havde ret. Det jeg lærte, kunne være kogt ned til 5 minutters foredag, men nu var det jo heller ikke kun til min ære, de herrer var kommet forbi. Jeg er sikker på, at Hr. og Fru Danmark lærte en del, og det er jo alle tiders. Så vil jeg bare gerne til et volumen II foredrag, hvor der er krydret med ekstra nørderi.

Jeg synes, det var noget ustruktureret, jeg manglede en rød tråd, og meget af det var lidt snik snak agtigt. Desuden synes jeg der gik meget tid med at fortælle om projekt Aarstiderne. Det er sådan set også fint nok, hvis det var et gratis foredrag. Men nu havde jeg trods alt betalt 125 kr. for den ene time, og så virker det bare lidt skævt for mig, at den halve time går med reklame for både bog og Aarstiderne. Jeg var godt klar over på forhånd, at det selvfølgelig er pga. deres nye bog Safter, at de er på vej rundt i landet, og jeg synes jo både de to herrer er vældig interessante og værd at lytte til, men jeg kunne mærke, da jeg gik derfra, at jeg var lidt irriteret over de penge dér. Måske kan du også fornemme det?

Jeg købte selvfølgelig deres bog som planlagt, den blev solgt billigt. Der blev solgt så mange, at de ikke havde nok med, så jeg måtte blive skrevet op,og så sender de den til mig. De solgte også abonnementer til Aarstiderne, og dem røg der da også nogle stykker af. Jeg er bestemt glad for, de får spredt juicing budskabet, og jeg støtter selvfølgelig Aarstiderne i allerhøjeste grad, men det var ikke et foredrag, der gav mig ret meget med hjem. De 125 kr. er dog tjent ind igen, ved den billige bogpris, så helt snydt føler jeg mig ikke, og jeg kan såmænd godt anbefale en aften med de to kloge hoveder, hvis man ikke ved noget om emnet. De holdt bare lidt for meget på deres viden, efter min mening, det var sgu lidt tyndt, og det ærgrer mig, for jeg ville så gerne give dem topkarakter. Det kan de så få for noget andet, men ikke for den her aften.

Men derfor skal budskabet ikke gå tabt. Juicing er det nye sort, og jeg kan kun anbefale at komme med på bølgen. Selv min mor, som jeg havde med under armen i går, vil have sig en juicer, og så skal hun dælme køre rødbedesaft ned og få sænket det blodtryk. Det er et fantastisk koncept, og hele idéen om Safter bogen kan jeg kun give thumbs up. Nu har jeg af gode grunde ikke set den endnu, men jeg glæder mig, og DEN har jeg store forventninger til.

(Og undervejs, mens jeg skrev det her, har jeg så fundet ud af, at i dag kan man komme til GRATIS præsentation af bogen på Krogerup i Humlebæk, så nu er jeg faktisk en smule irriteret!!??)

Når nu vi har troet på light i så mange år…

…så er det ikke så underligt, at udfordringen i at tro-om-igen er så stor.

Reklame fra Hjemmet oktober 1959.

Det de dog forstod, var at sukker var en dårlig idé, men hvad pokker hjælper det, når man erstatter det med noget, der i mine øjne, er endnu værre. Jeg troede selv på light i mange år. Jeg er nok så autoritesttro, at jeg regner med, at det “de kloge” siger, det er rigtigt. For hvis det ikke er det, hvem pokker kan vi så stole på? Nu nøjes jeg med at stole på mig selv og min egen mavefornemmelse, og det giver egentlig meget mere mening. Men jeg skulle et godt stykke over de 30, før jeg fik overbevist mig selv om, at jeg nok skulle holde mig fra kunstige sødemidler, og i stedet holde mig til fødevarer, der ikke er lavet på et laboratorie.

Det betyder også, at jeg har slippet min fedtforskrækkelse. Fuldstændig. Faktisk har jeg i den grad skruet op for mit fedtindtag. Arh, det gør godt for min krop. Det betyder ikke, at jeg bare spiser som før, og så øger fedtindtaget, for så ville det jo ende helt galt. Jeg har skruet ned for kulhydraterne. Dem som vi i så mange år, var overbevist om, var gode for os. Selv den gamle kostpyramide mente, det var en god idé, med pasta, brød og ris som den primære fødekilde i dagligdagen. Det skal jeg lige love for, at MIN krop ikke var enig i, men hvad viste jeg, “de kloge” sagde jo noget andet?! Nu har jeg vendt det hele på hovedet, og hold-nu-op en forskel det gør for mig.

Men man bliver jo fed af fedt? Eller gør man? Egentlig lidt spøjst, at det har været min og de fleste andres klare overbevisning i virkelig mange år. At fedt er det, der sætter sig direkte som fedt på kroppen. En kvindekrop er i stand til at lave et helt nyt menneske på 9 måneder, og det kan vi vel være enige om, er en temmelig kompleks proces? Når kroppen kan det, så kunne det jo være, at kroppen også var en smule mere kompleks indrettet, end at den bare suger den fede ost direkte ned på lårene?

Nu vil jeg ikke gøre mig klogere end jeg er, og min evne til at genfortælle den videnskabelige del bag mine holdninger, bærer bestemt præg af min fuldstændige elendige evne til at genfortælle fakta. Men jeg kan da fortælle, at det anslås, at hver 4. svensker (og så kan det vel næppe bare være en dille?)i dag lever LCHF (low carb, high fat), som du kan læse mere om bl.a. hos Madbanditten Fede Tider og Kostdoktorn Jeg lever ikke selv LCHF,  jo hvis vi siger det står for lower carb, higher fat. Jeg befinder mig nok et sted midt i mellem. Jeg har ikke længere dage, hvor jeg lever af 80% brød, jeg er faktisk kommet så langt, at jeg bliver rigtig skidt tilpas, hvis jeg får for meget brød. Og så bliver jeg træt og halvsur. Jeg spiser virkelig sjældent pasta, og når jeg gør, så er det kun pga. tidsmangel, fordi jeg ikke lige har tid til at lave noget andet til mig selv og ham faren, end til ungerne (som spiser fuldkornspasta jævnligt). Alt light er udelukket, fuldstændig, for mit og børnenes vedkommende. Børnene har nu aldrig fået det, og det var måske et fint hint til mig selv, at jeg ikke ville byde mine børn det. Ham faren drikker en sjælden gang i mellem en light cola, men det er kun pga. smagen. Han trænger nogle gange til noget andet end danskvand, og han kan bare bedst lide den light. Men når man tænker på, at jeg i 15 år ikke drak andet end cola light hver dag (ja, ikke andet), så synes jeg virkelig, jeg har taget et vigtigt skridt for mig selv, ved at skrotte det helt og aldeles. Der er sket mange andre ændringer i min kost, bl.a. bruger jeg igen smør på brødet, spiser fuldfed ymer, der kommer fløde i sovsen, til gengæld er mængden af brød måske en tiendedel af hvad den plejer at være, pasta er ofte erstatten med grøntsager, jeg har skruet op for proteinindtaget, og så juicer jeg derud af. Min søde tand er blevet meget mindre sød. Sukkerindtaget er i det hele taget reduceret kraftigt, både for voksne og børn herhjemme. Efter jeg stoppede med cola light, har jeg slet ikke brug for, at alt skal smage sødt, og så giver det jo sig selv, at sukkeret bliver indtaget i langt mindre mængder, virkelig langt mindre mængder.

Og hvad er der så sket med vægten, tænker du? Den går stille og roligt ned. Skørt ikke? Mit blodsukker er langt mere stabilt, og jeg har det i det hele taget bare bedre i min egen krop. Nu er jeg mere varsom med, hvem jeg anser for “de kloge”, til gengæld er jeg langt mindre varsom med, at lytte til min egen fornemmelse, og  jeg mærker godt og grundigt efter, hvilke svar jeg får fra min krop, når jeg byder den både den ene og den anden slags kost.

Jeg er ikke ude på at missionere, men da jeg så i MinusSukker reklamen i Hjemmet fra 1959, som jeg købte på loppemarked i weekenden, så blev jeg helt forskrækket. Jeg blev klar over, at vejen væk fra light er endnu mere sej og stejl end jeg først havde antaget. For sikke mange år, vi har været på den bølge, det ligger jo nærmest i blodet?

En kontrol, og en gang træning

Og hvor skal jeg så lægge fokus? Skal jeg fokusere på, at jeg har været til endnu en 3 måneders kontrol på Riget, eller skal jeg fokusere på, at jeg på trods af, hvor meget sådan en kontrol kræver af mig mentalt, rent faktisk tog til træning først? Bare lige så det giver mening for alle, også nye læsere, så har jeg for nylig meldt mig ind i et fitnesscenter, og jeg har for 1,5 år siden haft livmoderhalskræft. Nogle dage ser jeg bagud, nogle dage ser jeg fremad. Kræften ligger bagud, og skal gerne blive der, træning ligger nu og fremad, og sådan skulle det gerne fortsætte. Måske vil jeg i dag bare fokusere på, at begge dele er en del af mig. Den ene del fylder meget i tankerne, den anden del kommer til at fylde meget i hverdagen fremover.

Jeg er stadig rask, hallelulja. Jeg hader dagene op til en kontrol. Ikke fordi jeg går og tror det vender tilbage, for de har jo for pokker taget hele mit underliv og mere til, men alligevel så kører tankerne på højtryk lige op til. Der er en grund til, man går til kontrol, og det er at det rent faktisk kan vende tilbage, uanset hvor meget de har taget ud. Og den tanke er svær at slippe helt. Som dagene går, bliver tankerne færre, de er ikke længere alt opslugende, men de er der. Hver dag. Og de der tanker om at leve sit liv, og leve det lykkeligt, for man ved aldrig, de er der også. De sætter baren højt. Ikke på den måde, at livet kun er lykkeligt, hvis jeg bestiger Mount Everest, eller hopper ud fra et fly med en faldskærm, for sådan har jeg det slet ikke. Men at finde frem til en grundglæde, og holde fast i den, det betyder noget. Det betyder noget, at jeg bruger min tid, på noget jeg holder af, småt som stort. Bruger min tid, på mennesker jeg holder af. Kysser mine børn til de bliver vanvittige af mig, husker mig selv i hverdagens hverdag, stopper op og dufter til blomsterne. Det lyder banalt, men når tingene har været sat så meget på spidsen, som de har været for mig, så går det fra at være banalt til at være meget bogstaveligt.

Og derfor har jeg længe ikke haft lyst til det træning. Et fitnesscenter er ikke særlig dufte-til-blomsterne-agtigt. Men jeg er kommet på andre tanker, bedre tanker. For jeg har fået flettet det sammen med grundglæden. At passe på min krop på den motionsagtige måde, er en vigtig del af et godt helbred. Og et godt helbred betyder sgu noget. Det kan hjælpe til, at jeg bliver mindre plaget af min diskus prolaps. Det kan hjælpe til, at jeg får mere energi.Det kan hjælpe mig til at tabe de der 10 kg. jeg vejer for meget, så jeg rent statistisk har mindre risiko for utallige andre sygdomme, som jeg gerne vil være foruden. Det kan hjælpe til, at jeg viser et sundt og godt forbillede for mine børn, så også de gerne skulle lære, at man skal passe på sig selv. Men jeg er undskyldningernes kvinde. Jeg har altid en god forklaring på, hvorfor jeg ikke fik trænet i dag. Det har jeg altid haft. Jeg har altid en god forklaring på, hvorfor jeg ikke får dyrket motion, uanset hvor godt det er for mig. Og netop derfor, var jeg temmelig stolt, da jeg i går, inden min kontrol, fyldte drikkedunken med vand, tog træningstøjet på, og tog til træning og gav den hele armen, på trods af, at jeg lige er startet op. Jeg kunne så nemt være blevet hjemme. Lige den her undskyldning, synes jeg virkelig gav mening. Men nej, jeg tog det rigtige valg for mig, og hvis jeg ikke kan bruge en kræftkontrol som undskyldning for at blive hjemme, ja så er jeg vist løbet tør for undskyldninger all together.

I dag har vi været i biografen med ungerne. Vi så Modig. I den møder prinsesse Merida skovnymferne, der viser hende vej til hendes skæbne et par gange undervejs. Det ville ikke være dårligt, med et par nymfer i mit liv ind i mellem, når jeg farer vild, og ikke helt ved, i hvilken retning min skæbne ligger. Hvor ville de mon vise mig hen? Jeg håber, jeg har ret, når jeg føler, at de i hvert fald ikke ville vise mig tilbage til sygdom, men frem i livet og at sygdommen var en bumbet omvej, og nu er jeg på rette vej igen. På vej mod min skæbne, som forhåbentligt er brolagt med grundglæde og mennesker jeg elsker. Jeg tror, jeg er på vej.

Et billede min kære søn har taget af mig. Et billede som min forfængelighed af mange årsager, kunne stoppe mig i at vise, men lige der, da han fangede mig, lyste hans grundglæde sådan ud af ham, han var lykkelig over at måtte låne mors højt elskede kamera, og det smittede. Så til trods for morgenhår, runde kinder og det at jeg muligvis ser en smule bælgøjet ud, så var jeg lige der lykkelig. Og lykke vejer mere end runde kinder, trods alt.

 

Så skete det!

Jeg er blevet en af dem. En del af hypen. Jeg er gået over til the dark side. Jeg har gjort, som de kloge befaler. Jeg har bidt i det sure æble. Jeg har lukket øjnene og sprunget i med begge ben. Jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter! Fandme så. Og det skal nok blive godt. Det er ikke en af de store kæder med psykotisk musik bragende ud i alle kroge, eller med 400 tv skærme med TV2 News, som ingen mening giver, fordi der ikke er lyd på. Der er roligt. Ikke på falde i søvn måden, overhovedet ikke, men det er en del af konceptet, at det skal være lidt mere zen-agtigt, og ikke så psyko stressende, som sådan nogle steder, i mine øjne, godt kan være.

Jeg har været rigtig nervøs for at starte. Nervøs for ryggen. Tænk nu hvis, og alt det der, men ryggen er samtidig den primære årsag til at komme i gang. Derudover kunne en af grundene f.eks. være, at Ronja for et par uger siden kiggede kærligt på mig, og sagde “når jeg bliver voksen, bliver jeg så lige så tyk som dig mor?” Årh, det var sagt med så meget kærlighed, jeg blev helt rørt faktisk. Og det er ikke fordi, jeg er forfængelig, at de ord er med til at skubbe mig i gang, det er sådan set mere fordi, jeg gerne vil være det gode forbillede. Og uanset hvad, så giver det altså god mening, at tabe de der 10-12 kg. af rent helbredsmæssige årsager. Det kan godt være at 10 kg. bare ser ud som om, man har lidt ekstra til gården og gaden, men min ryg slæber jo også rundt på de 10 kg. hver dag. Kan I høre, hvordan jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er det helt rigtige med det der fitnesscenter?

Anyway, jeg var der i over 2 timer i går, jeg havde en vældig vittig og snakkesalig instruktør med rundt, som hjalp mig til rette. Jeg har fået lagt et program, som er godt for ryggen, og nu er det bare derud af. Jeg er en liiiille smule træt i armene i dag, så er det sagt, men bortset fra det, så går det ok, og jeg er ikke skræmt ved tanken om at vende tilbage i morgen. Og tænk, lige som jeg melder mig ind, smider han et ekstra yoga hold på, så der nu er et formiddagshold til mig og seniorerne hehe. Mon ikke jeg skulle kaste mig ud i det også, om en uges tid eller to. Det tror jeg nok jeg skal.

Daytime tv, tykke maver og en udfordrende udfordring

Jeg ser stort set aldrig tv i løbet af dagen, men i dag er jeg er alene hjemme, manden arbejder ude i byen, så her er stille uden hans musik, kontorlyde og bandeord når noget ikke vil som han vil. Så jeg tændte for tv´et, da jeg spiste frokost og fandt ud af, hvorfor jeg aldrig ser tv om dagen. Jeg zappede rundt for at finde noget, der ikke var OL agtigt, og hvad finder jeg? Et program om en der er afhængig af at spise skurepulver! WTF?? Det er fandme for underligt, så er det sagt. Tv´et forbliver slukket i dagtimerne.

I går morges, da jeg afleverede ungerne i børnehave, sagde Bertram til en medhjælper, på den sødeste glade måde: “Du har en tyk mave”. Jeg krympede mig lidt, og distraherede ham. Vi har haft “du har en tyk mave” snakken før, for på et tidspunkt skal de vel lære, at folk kan blive kede af det, når man kommer med visse udtalelser? Men det er dælme svært at forklare, at man ikke må sige ting, som rent faktisk passer?! Nå, men tyk mave karmaen ramte mig da lige smak i fjæset, da jeg vinkede og gik. Mødte to piger på legepladsen på vej ud, som spurgte om jeg havde en baby i maven. Jeg er heldigvis udstyret med en selvindsigt, der gør mig i stand til at grine af sådan noget, mange andre bliver jo virkelig kede af det. Det der med børn og fulde folk holder vist stik, og jeg er nu et skridt nærmere indmeldelsen i det der fitnesscenter, jeg har snakket om.

Den der madspildsudfordring er altså ikke helt nem. Jeg anstrenger mig virkelig, og jeg gør det langt bedre end jeg tidligere har gjort, men jeg kan altså ikke helt undgå at smide ud. Er det mon en forkælet holdning? Måske er det et spørgsmål om tilvænning? Jeg har brugt en masse, som jeg ellers ville have smidt ud, og det er jeg tilfreds med, men nogle ting egner sig bare ikke til en overnatning i køleskabet. Et trick jeg kan anbefale, er at tage tingene ud af køleskabet, og ikke bare kigge ind i køleskabet. Det gør det noget nemmere, at blive inspireret, at det kommer ud på bordet. Og så skriver jeg mig lige bag øret, at det er en god idé, at sortere ud i køleskabet, INDEN man giver sig i kast med sådan en udfordring i det offentlige rum. Fjols

Og fyi, i aften skal de her lækre fætre indgå som en del af et måltid med rester. Lidt af en teaser hva?

Middelfart tur-retur

Ja, det var ganske vist i Lørdags, jeg kom hjem fra Middelfart, men siden da har jeg haft en lille syg dreng og en dårlig ryg, så jeg rev lige et par dage ud af kaldenderen på familiekontoen. Nu er den lille dreng rask, det er ryggen ikke, men den er til at arbejde med. Det var en fed tur til Middelfart. Og den sætning troede jeg egentlig aldrig, jeg ville sige, men der var den altså. Når man først har fået de der børn, rækkehus og en Volvo Stationcar, så kan en tur til Middelfart med en kær veninde pludselig virke meget eksotisk. Allerede inden vi nåede til Fyn, havde vi snakket mere sammen, end vi har formået de sidste par måneder, så turen virkede absolut efter hensigten. Planen var nemlig ingenting. Og det gik faktisk fint med den plan, især når man tænker på, at min veninde Trine kan være temmelig svær at holde i ro. Men udsigten fra den store terasse på vores opholdssted dragede, så selv Trine måtte kapitulere og bare nyde roen.

Vi havde udsigt over Lillebælt og de to broer, oppe fra en bakketop, og det var ikke så ringe endda.

Og ved I hvad? Jeg kom i det der fitnesscenter, som jeg lige vil benytte lejligheden til at omdøbe til et motionsrum i kælderen. Kælder eller ej, så virkede det efter hensigten, så lidt over 8 fredag morgen stod vi dernede og oksede afsted på henholdsvis crosstrainer og løbebånd. Trine er i gang med projekt løb for tiden, det gør hun godt. Mig selv, jeg skulle bare overleve, og det gjorde jeg. Jeg fik onduleret både crosstrainer og løbegåbånd, og jeg fik lavet øvelser for ryg, mave og en gang udstræk. og jeg fik følt på nærmeste hold, hvor lidt der skal til, før min krop bliver forskrækket og ikke kan forstå, hvad der sker. Nøj, hvor fik jeg trætte ben! Men det fik sat endnu en omgang tanker i gang, så tør man mon sætte næsen op efter, at én får meldt sig ind i fitnesscenter efter sommerferien?

Nå, der var også det mad der. To gange lækker aftensmad i Middelfart og en tarvelig gang frokost i Fredericia. Frokosten først. Scenen er sat: En helt almindelig provins café, der har samme menukort som alle andre steder. Her har jeg som regel 2-3 valg som fiskespisende vegetar, og som altid er et af de valg en tunsandwich. Jeg havde lige set nabobordet få sådan en, og den så ok ud, men der var klart for lidt salat til, jeg gider altså ikke bare en dåse tun med mayo og en bolle. Jeg spurgte så, om vi kunne få noget ekstra salat til, bare en håndfuld grønt, I ved. Det var hun ikke sikker på, hun måtte lige spørge, men det ville i hvert fald koste ekstra. Godt så. Hun kom meget stolt tilbage og sagde, at det kunne vi godt, men nævnte ingen pris, så jeg tænkte, at mon ikke man bare får sådan en håndfuld, uden ekstra beregning? Øh nej! Da regningen kom, så jeg, at vi havde betalt 15!! kr. ekstra pr. person for en lille klat rucola! Det er jo røveri ved højlys dag. Bevares, jeg bliver ikke ruineret af de 15 kr. men helt ærlig, Café 47, der må I lige stramme lidt op! (og apropos dyre madpriser, har I så bemærket at priserne i supermarkedet har taget endnu et nøk op? Jeg har været i Irma i dag, hvor dåsetun var steget fra 40 til 45 kr for 3 stk, og de er altså lige steget fra 35 kr. for 3 stk. og økologisk hvedemel koster nu 43 kr. for 2x2kg i stedet for de sædvanelige 35 kr. Det er da nogle voldsomme prisstigninger?)

God mad fik vi bestemt også, og det var rent faktisk i Middelfart. Der ligger en lækker italienk restaurant nede ved vandet, Dolce Vita hedder den. Der spiste vi begge aftener. Den første aften fik vi en lækker risotto med rejer (jeg lærer vist aldrig, at risotto er den vildeste bombe i maven, eller også mener jeg måske bare, at det er det værd, for nøj, hvor jeg elsker risotto!) den anden aften valgte vi laks bagt med ingefær og citrus, med grønt til. Og anden aften kunne vi tilmed sidde udendørs med fantastisk udsigt over Lillebælt og Middelfarts noget så fine havnefront. Der må virkelig være pøset nogle penge i den havn, men flot, det var det.

Jeg havde godt læst, at der skulle ligge en bank ved fronten, i en bygning der har fundet adskillelige priser, (man er vel turist) og da jeg så den, kunne jeg godt forstå hvorfor. Jeg var helt betaget af den. Om den passer ind, kan diskuteres, men fornyelse må der til en gang i mellem.

Jeg synes, det er en fantastisk smuk bygning, og den er i hvert fald noget mere interessant end min lokale Danske Bank, hvor jeg hører til. Jeg kunne kigge på den længe.

Sidst, men ikke mindst, så fik jeg da lidt godter med hjem. Til mig selv. Jeg fik tanket op på t-shirts, og en enkelt sommerbluse, et par nye sko blev det også til, det er vist lige dem jeg har ledt efter i et års tid. Og så købte jeg sørme et lille stykke kunst til mig selv, på et fint galleri ved den gamle lillebæltsbro. Jeg har tidligere set sådan en lille fætter i samme serie på en anden blog, hvor jeg straks forelskede mig i den, så da jeg så familien, kunne jeg ikke modstå fristelsen. Søjledyr hedder de små filurer.

Fin lille fyr ik? Han er fuld af spræl og udtryk, jeg er helt vild med ham.

Og sådan gik turen i store træk til Middelfart. Jeg nød det, Trine nød det, jeg gør det gerne igen.