Kategoriarkiv: Særlig sensitiv

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

Når verden larmer virkelig meget og jeg har brug for ro…

peaceful

Det er ikke ret længe siden, jeg skrev om stress symptomer De er der endnu, kan jeg afsløre. Jeg tror dog, jeg er ved at nærme mig kernen af problemet. Det handler om flere ting. Det handler om, at jeg har brugt mere energi end jeg havde. Det handler om, at jeg giver hjælp og assistance til andre, jeg har altid en skulder parat, jeg giver virkelig meget af mig selv, men jeg beder sjældent om at få noget den anden vej, og det kommer ikke af sig selv. Det handler også om, at jeg har været i gang med for meget. For spredt fokus, for mange projekter, for mange ambitioner her og nu, for der er for pokker så meget, jeg gerne vil!

Men jeg har i den grad brug for at trække mig! Det viser sig tydeligt, når jeg begynder at ignorere sms´er om aftaler, krav og forventninger. Lidt som at lade være at tømme postkassen, for så er regningerne jo ikke kommet vel? Jeg har kørt for hårdt på siden starten af sommeren, jeg har glemt at stoppe op, mærke efter og trække vejret. Jeg orkede ikke engang at holde min fødselsdag, jeg vil hellere bare sidde i fred, for mine ører summer og mit hjerte hamrer.

“Somme tider, så bliver jeg så urimelig over for mine omgivelser, det gør jeg altså” siger Jørgen Leth i en af hans fantastiske tekster på Ingen regning til mig albummet. Jeg bliver også urimelig. Lige mens jeg er urimelig, så mener jeg bestemt, det er mine omgivelser, der er urimelige!! At de da ikke kan se det? Forstå det? Mærke det? Men det kan de ikke.

Krav og forventninger er det sværeste lige nu. Og andres behov. Jeg har to børn på 6 år, og de har det altså med at stille krav og have både forventninger og behov. Det er jo ikke noget, jeg kan trække mig fra. Men også her bliver jeg urimelig, og det gør mig ondt! Jeg bliver hende sure mor, som er så træls, og som ikke gider noget og som bare siger nej. Jeg bliver dum og sur, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud!

Der er tydelige tegn på, at jeg er gået over grænsen for, hvad jeg kunne rumme. Der er tydelige tegn på, at jeg har lagt låg på min sensitivitet, fordi jeg ikke orker at tage hensyn til det hele tiden. Jeg mærker min menneskelighed, og jeg mærker et behov for, at der er nogen, der spørger MIG, om JEG er ok. Men hvordan skal verden vide det, når jeg aldrig udtrykker det behov? Hvordan skal de regne ud, at når jeg er stille, så er det fordi, jeg er brugt op? Jeg tænkte, det kunne de regne ud, men det kunne de ikke. Og det er vel egentlig ok?

De næste par timer trækker jeg stikket ud til forpligtelser, krav og forventninger. Jeg vil fordybe mig med min forsømte symaskine og sy noget til mig selv. Jeg vil løbe en tur og læse i en bog. Og så vil jeg lade op til vores første skolefest i aften. Der kommer mange tusinde mennesker. Shit!

Brainstorm på stress symptomer

I går til yoga, da vi lå i restorativ*, kunne jeg mærke et ekstra stort behov for at blive liggende. Jeg lå, som altid, med en øjenpude på, og var helt inde i min egen verden. Jeg ville bare så gerne trække tiden ud, ligge der så længe, jeg havde brug for det. Da tiden var gået, var det nærmest grænseoverskridende for mig, at vende tilbage til rummet. Jeg ville bare så gerne blive i roen. Sådan foregår det desværre ikke, yogatimen sluttede, men jeg måtte bruge lidt tid til at tænke over, hvorfor jeg lige i går havde det store behov for at forsvinde ind i min ro, ind i min egen verden.

Og det var rigtig svært at indrømme over for mig selv, men jeg må nok indse, at jeg på det seneste har fået et par af de pokkers stress symptomer igen, og tankerne er begyndt at hobe sig op og blive filtret ind i hinanden. Det er ikke stort og alvorligt og farligt lige nu, men det bliver det, hvis ikke jeg stopper op nu, finder ud af, hvad det drejer sig om, og viser, at jeg er blevet klogere end sidst. Mine symptomer på en stress, der ligger og lurer er en indvendig sitren i hele kroppen, for høj puls, for mange tanker, træthed, meget overfladisk vejrtrækning, øget behov for at spise på følelserne.

På en måde kommer det bag på mig. Jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg havde styr på det nu. Det har jeg i det store hele også, og jeg regner da med, at bide den her over, inden den får ordenligt fat. Men det kan jeg kun, hvis jeg finder ud af, hvad det handler om.

Jeg har brainstormet lidt på det, bare for at få styr på, hvad det egentlig er, jeg går og tænker på for tiden. For der er ikke synderligt meget, der har ændret sig i min hverdag som sådan. Eller måske er der.

Jeg vil gerne dele min brainstorm med jer, måske kan I bruge det, måske kan I ikke. Jeg mener, at en brainstorm er et yderst virkningsfuldt værkstøj, til at få tankerne ud af hovedet og ned på papir. Få det hele med, også det du synes lyder fjollet eller ubrugeligt. Skriv det ned, kig på det, gå væk, kig på det igen dagen efter, føl efter i maven. Hvad reagerer du på, af det du har skrevet ned? Er der noget, der giver et sug i maven, tårer i øjnene eller andre fysiske signaler? Hvilke vil du gerne krybe udenom, og hvilke kan du nemt slette igen?

Brainstorm på mulige årsager til stress symptomer, uden filter.

-børnenes skolestart

-ny struktur herhjemme

-rod på kontoret

-kost der ikke nærer mig optimalt

-alt for lidt vand

-urolig søvn

-for mange jern i ilden

-en følelse af utilstrækkelighed

-utålmodighed

-perfektionisme

-spørgsmål omkring egen virksomhed

-tanker omkring mine evner

-følelsen af at være bagud

-for lidt ro

-mangel på meditation

-for meget kaffe

-følelsen af at skulle være noget for nogen meget af min tid

-mine besøg af selvindsigt den seneste tid

-nye relationer, hvordan skal de være fremover

-gamle relationer, hvad gør godt og hvad gør ikke

-præstationsangst

-følelsen af forkerthed

-iver efter at ville det hele på den halve tid

-følelsen af at give uden at modtage

-en masse ny viden på meget kort tid

-har svært ved at sætte grænser

 

Jeg skriver alt det ned, som jeg forbinder med en ubalance i mit liv for tiden, også det jeg ellers ikke ville forbinde med stress. Bliv ved at skrive ned, til du har siddet 5 minutter uden at kunne finde på mere. Vær sikker på, du har det hele med, også det du ikke har lyst til at skrive ned og se i øjnene. Listen er til dig alene, ingen andre behøver at se den, så du kan godt skrive det hemmelige og det grimme ned også. Det meste kan måske slettes igen, men det er ligegyldigt, det handler om, at få belyst, hvad der rører sig i livet for tiden, som kan bidrage til en ubalance. Derefter kan vi arbejde med det, flytte noget hen på nogle andre pladser, slette noget, og fremhæve noget andet. Alle tingene på listen, fylder noget i mit liv lige nu, og når jeg får skrevet det ned på den måde, så kan jeg se, at det faktisk er ret mange tanker på en gang. Det kan også være, det er et enkelt område, der skal kigges på, og så er det overstået.

Tankemylderet mærkes ved, at jeg tænker alle tankerne på en gang, og ikke en af gangen, som jeg helst vil kunne, og som jeg ellers har kunne siden januar. Nu får jeg alle tankerne filtret ind i et garnnøgle i hovedet hele tiden, og jeg skal stille og roligt vikle dem ud igen. Det her skal løses, inden det sætter sig, det er der ingen tvivl om. Tidligere havde jeg tankemylder, når jeg gik i seng, det har jeg ikke nu. Jeg falder fint i søvn, men vågner til gengæld flere gange om natten og tænker og tænker, og kan ikke falde i søvn igen.

De næste par dage vil jeg bruge på at kigge på min liste ind i mellem, overstrege noget, understrege noget andet. Og så vil jeg bruge lidt tid på, at finde ind til roen i min egen verden, der hvor jeg var i går, og se om jeg kan tage noget af det med mig tilbage til virkeligheden.

Synes du det giver mening, at lave en brainstorm på den slags symptomer i livet? Lad mig endelig høre.

shavasana

*restorativ er de 5-15 minutter efter aftenens yogapraksis, hvor vi ligger i en afslappende, modtagelig stilling, ofter den der hedder shavasana, som du kan se på billedet herover, men det kan også være andre utrolig givende stillinger. Det er i restorativ, vi høster frugterne af den praksis, vi lige har været igennem, det er her, der sker noget helt særligt i krop og sind.

 

Noget om overbevisninger

Jeg har nu været på 2. modul af ID-life coach uddannelsen. Det har været en rutsjebanetur. Egentlig var det stille og roligt op og ned, mens jeg var der, men dagene derefter har været et ordenligt dyk ned, og jeg er stadig fuldstændig drænet. Vi lærte, på det her modul, om overbevisninger, og noget om at give slip på fortiden. Én ting er, at man skal lære en masse, men samtidig skal jeg også forholde mig til 19 andre elever, OG jeg skal stille op som klient hver dag og blive pillet fra hinanden uden altid at blive sat rigtig sammen igen. Jeg siger jer bare, så bliver man altså træt!

Jeg har lært en hel del om at finde frem til andres overbevisninger, men jeg har så sandelig også lært en masse om mine egne! Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med overbevisninger, så er det de små sætninger, vi går og fortæller os selv hele tiden, sætninger som begrænser os i vores udvikling. Det kan f.eks. være “jeg er ikke god nok til det”, “jeg har ikke tillid til andre mennesker” eller “andre mennesker kan ikke rigtig lide mig”…sætninger i den stil. Overbevisninger er noget vi har troet på længe, og pludselig er det blevet til vores sandhed. Og selvom der måske skulle sidde en enkelt eller to derude, som tænker at de ingen overbevisninger har, så tro mig, det har alle!

Overbevisninger kan bestemt også være positive, men vi koncentrerede os selvklart mest om de negative, for det er dem, der er hæmmende for os, det er dem, der begrænser os, men i en vis grad også beskytter os. Overbevisninger er konklusioner, vi har draget på baggrund af vores erfaringer. Det kan bestemt både være godt og skidt, men de gode hæmmer os ikke i vores liv, det gør de negative så absolut.

Selvom jeg synes, det er rigtig hårdt at stå model til det her, så er det også helt utrolig lærerigt. Jeg lærer så meget, og jeg suger det hele til mig som en svamp. Men det er godt nok tomt og underligt at sidde i stilhed efter 4 så intense dage, og ikke have nogen i sin nærhed, som ved, hvad jeg lige har været igennem. Jeg kan ikke forklare det her til nogen. Det er sikkert også fint nok, og om et par dage, så letter det lidt, men lige nu, der er det svært.

Jeg glæder mig så vildt til at prøve det her på nogen. Jeg har selvfølgelig prøvet det på nogle af de andre elever, og jeg havde en vildt god oplevelse med en af dem, hvor vi faktisk fik fuldstændig fjernet en af hendes meget hæmmende overbevisninger. Den gik simpelthen i opløsning. Det var fedt!! Men jeg glæder mig til at prøve det på helt andre mennesker, jeg glæder mig til at se, hvad det kan føre med sig.

I går aftes var jeg til yoga. Jeg glædede mig rigtig meget, for det giver mig mere, end jeg havde troet muligt. Jeg har det hver gang som om, jeg kommer hjem, når jeg er til yoga. Altså ikke som at mit hjem ikke er hjemme, men hjem i mig selv. Tingene falder på plads, jeg falder på plads. Krop, sjæl, mening, formål mødes på samme tid i mig. Sådan var det også i går, og det trængte jeg i den grad til efter weekendens udfordringer.

body mind

Derudover, så har der været stille her på kanalen, for vi har været en tur på Mallorca. Vi gik all in på charter, men det kan være, der kommer billeder fra det en anden dag.

Lever vi det der liv, eller går dagene bare?

I går faldt jeg over en artikel fra BT, som fortæller om en sygeplejerske på et hospice, der har skrevet en bog, der handler om top 5 over de ting, folk fortryder på deres dødsleje. Gør dig selv en tjeneste, og læs artiklen. Det tager et øjeblik. Endnu mere interessant kunne det være, at læse bogen, men så langt er jeg ikke endnu.

Det fik mig til at tænke over igen, hvad vi vælger at bruge vores liv på og hvad vi vælger, ikke at bruge vores liv på. Da jeg stod og skulle vælge, om jeg ville starte på ID life-coach uddannelsen, tænkte jeg en del gange, at det var nok også for sent. For jeg er jo hele 36 år. Egentlig handlede den undskyldning nok mest om frygt for det ukendte, men ikke desto mindre, så dukkede det op flere gange. Men for pokker, det nytter jo ikke noget, at putte mig selv ned i en kasse, og så bo i den kasse for evigt. Jeg lever forhåbentligt 50 år endnu, og de skal vel ikke alle leves på samme måde som nu?

Jeg er sikker på, jeg også har ting, jeg fortryder, når det er en dag er mig, der ligger og venter på døden. Men jeg vil dælme ikke fortryde, at jeg ikke sprang ud af kassen ind i mellem, og prøvede en anden. Vi bliver frygtelig fastlåste i vores liv, for vi låser os selv fast, efter min mening. Vi tager en uddannelse i vores unge år, og så lever vi de næste 50 år ud fra den. Hvis vi tager beslutningen om at tage en ny uddannelse 10 år senere, ja så er det jo nærmest en beslutning, der kan måles på Richter skalaen. Jeg ved godt, at en del gør det, men nu snakker jeg om majoriteten. Ja, og ellers tager vi ikke en uddannelse i vores unge år, og så lever vi ud fra den beslutning de næste 50 år. Vi gemmer os bag undskyldninger og bortforklaringer om økonomi, og hvad med børnene, og nu har vi jo købt hus, og bilen skal også betales. Så kan vi da ikke bare pakke kufferten og rejse jorden rundt. Nej, det er måske ikke alle forundt, at rejse jorden rundt. Og det er heller ikke alle der har lyst. Men alle har da lyst til NOGET! Og jeg synes virkelig, det giver mere mening, at mærke efter, når man er 36 år, om det er tid til, at livet skal tage en ny retning, få noget nyt indhold, end det er at mærke det, når man er 86.

Selvfølgelig er det ikke sådan, at alle er kede af det liv, de lever. Jeg er heller ikke ked af mit. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan ryste posen lidt, og se hvad der sker. Som eksempel, så har jeg haft stående længe i min sidebar, at jeg gerne vil være god til yoga. Ja, det vil jeg virkelig gerne. Det er en drøm, jeg altid har haft. Men hey, ville det så ikke være en god idé, at DYRKE yoga? Jo, det tror jeg nok, det ville. Der er mange ting, jeg gerne vil, men det sker jo ikke, så længe jeg ikke gør noget ved det. Og så kan jeg sidde der på et hospice, og fortælle en sygeplejerske om 50 år, at jeg ville sådan ønske, jeg var blevet god til yoga, eller i det mindste var begyndt til yoga, og holdt ved det.

Jeg vil også rigtig gerne have meditation som en fast del af min hverdag. Men hey, ville det så ikke være smart, at begynde at meditere noget mere? Jo, det ville det nok. Det er jo ikke uoverkommelige ønsker, der er på min liste lige nu vel? Kom dog i gang!!

Jeg har en drøm om, at tage ud og rejse et halvt års tid, når ungerne er 10-12 år. Men der går de jo i skole! De er puttet i skolekassen fra de starter om 5 måneder og så de næste 10 år som minimum. De næste 10 år har jeg i princippet ikke råderet over mine børns liv, udover de uger om året, som samfundet har valgt, jeg kan råde over. Jeg er bestemt fortaler for skolen, det skal der ikke være tvivl om, men jeg er også fortaler for, at vi nogle gange, gør noget andet. Springer ud i livet. Springer ud af kassen. Jeg tror næppe, at det, at mine børn rejser rundt i verden et halvt år i deres skolealder, gør dem fortabt for evigt. Tvært imod. Men for pokker, hvor kan man vælge, at se mange forhindringer i sådan en beslutning. Drømmen lever, så må jeg se, om vi også får udlevet den.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om andres liv er et liv, de ikke fortryder, når de en dag er ved vejs ende. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker sig om. Hvis man har en hverdag, hvor man konstant glæder sig til det bliver fredag, så man kan holde weekend, så går man jo glip af så meget. Med det mener jeg ikke, at hver dag skal være en fest, at hver dag skal leves som var det den sidste. Livet går op og ned, og nogle dage går bare, men hvis dagene bare går i 20 år, så er det pludselig en anden snak.

Måske er 36 år den helt rigtige alder, at få startet på at skrive den der bucket list. Og ikke bare skrive den, men rent faktisk også udføre nogle af de ting, jeg går og drømmer om.

Og inden jeg fik afsluttet det her indlæg, har jeg meldt mig til yoga i aften kl. 18.30. Bum!

life

Er det farligt, at blive ked af det?

Jeg havde en oplevelse den anden dag, som jeg gerne vil dele med jer. Men jeg vil ikke udlevere nogen, og jeg vil ikke bryde den fortrolighed, jeg har med vedkommende. Så for at dele det, så bliver det meget udetaljeret, men prøv om du kan følge med, og hav med i tankerne, at jeg ikke kan være specifik.

Jeg kan lige starte med at fortælle kort, om en helt anden oplevelse, som jeg havde, da jeg var på 1. modul af ID-life coach uddannelsen i weekenden. Hver dag  lærte vi nogle nye værktøjer, som vi skulle ud i grupper og øve. De to første dage skulle vi øve en 15 minutters coaching session, den sidste dag var det 40 minutter. På den 40 minutters session var det mig, der var klient. Ca. halvvejs inde i forløbet fangede min coach noget i mig, han ramte plet, og fra det ene sekund til det andet væltede tårerne ud af øjnene på mig. Her kunne min coach vælge to veje. Han kunne trøste mig, enten fordi han synes det var ubehageligt, eller han var bange for, at jeg synes, det var ubehageligt. Eller han kunne vælge at lade mig være i det, og selv være i det med mig. Han valgte heldigvis det sidste. Måske fordi han var ok med det, måske fordi han så, at jeg var ok med det, eller måske var det for ufordringens skyld. I hvert fald lod han mig blive i det. Og det var der, jeg begyndte at rykke. Fordi jeg ikke længere tænkte, men følte. Jeg gav slip og var bare i det. Havde han trøstet mig, havde han ville løse det, havde han spurgt om jeg ville have en pause, så var jeg lukket i igen. Så var jeg begyndt at tænke. Jeg siger ikke, at målet i sig selv er tårer, slet ikke, men hvis der er brug for dem, så skal de have lov at være der.

Og så tilbage til den oprindelige historie. Jeg havde en oplevelse en aften, hvor det samme skete for en veninde. Hun snakker sig ud af tingene, rationaliserer, tænker, bruger mange ord. Hun vil ikke føle. Det kan der være mange årsager til, det skal jeg ikke være dommer over. Det er jo et helt sædvaneligt handlingsmønster. Men så skete der noget i samtalen, hvor jeg ramte noget, og hun blev ked af det. Og ved I hvad? Det var fedt. Årsagen til hun blev ked af det, var selvfølgelig ikke fed, men det at hun gav slip, bare i 15 sekunder, og ikke lod tankerne styre, men lod følelserne fylde, det gjorde en forskel. Og jeg havde ikke brug for at trøste, hun havde ikke brug for at blive trøstet. Vi kunne bare være i det lidt, og hun opdagede forskellen på at tænke og føle.

Jeg tror desværre, det er en noget overset kvalitet efterhånden, det der med at mærke efter. Jo, vi kan alle sige, at vi lige skal stoppe op og mærke efter, men kan vi det? Virkelig mærke efter? Jeg har ikke kunne i mange år. Det troede jeg, at jeg kunne. Lige indtil jeg rent faktisk kunne. Så mærkede jeg forskellen, og der er en bragende forskel. Tidligere når jeg mærkede efter, så tog tankerne alligevel over. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde det, jeg mærkede ikke, hvordan jeg havde det. Kan I følge mig her?

For mit vedkommende, så har det været afgørende, at nå dertil, hvor jeg virkelig mærker efter. Om det er vigtigt for alle, det skal jeg ikke kunne sige. Måske har det noget at gøre med, at jeg er særlig sensitiv, og jeg derfor skal have følelserne med mig alle vegne. Jeg kan ikke slippe af med dem alligevel, de fylder så meget i mig, så jeg kan lige så godt lære at tyde dem, mærke dem, bruge dem. Måske ser verden helt anderledes ud, hvis man er udstyret med en helt normal sensitivitet, det ved jeg ikke.

Normalt når nogle er kede af det, eller mærker noget, der ikke er rart, så skal vi straks i gang med at fikse det, vi går i løsningsmode, vi skal blive glade igen. Men hvorfor er det så pokkers farligt, at være ked af det? For mit eget vedkommende, så har jeg temmelig let til tårer. Det betyder ikke altid, at jeg er ked af det, når tårerne triller, men når jeg virkelig er ked af det, så er det måske også ok? Måske er det lige der, jeg kan mærke noget andet. Det behøver ikke være farligt, det behøver ikke stoppe, det kan tværtimod være til stor gavn. Det kan være forbundet med forløsning, at være ked af det. Og når jeg tænker tilbage, hvor folk har forsøgt (af et absolut godt hjerte, vil jeg gerne understrege) at få mig ud af ked af det-heden, så kan jeg se situationer, hvor jeg har tænkt “så lad mig dog for helvede være ked af det!!” Men det er bare ikke alle (ind i mellem mig selv inklusiv) som kan rumme, når andre er kede af det. Det vækker måske noget i en selv, man ikke bryder sig om at føle. Måske ved man ikke, hvad man skal sige, gøre, mene. Men vi er vel udstyret med de her følelser af en årsag. Hvem mon kommer bedst ud på den anden side af hjertesorg, den der kan græde, føle og finde forløsning, eller den der er tapper, holder på det, eller slet ikke mærker? Jeg tror, evolutionen har ramt meget godt plet med både tårer, følelser og ked af det-hed. Men vi skal turde være i det, ellers kan vi ikke bruge det til noget.

feel

1. modul på ID-life coach uddannelsen er klaret

Jeg er kommet hel ud på den anden side af 1. modul på ID-life coach uddannelsen. Fredag morgen var jeg ikke overbevist om, at jeg virkelig ville komme hel igennem det, men det gjorde jeg. Jeg gik ikke i stykker. Tværtimod. Og egentlig vidste jeg det fra starten, at jeg havde en barriere, jeg skulle forcere, men at der ville være rart på den anden side. Og der er altså rart her. Jeg kan trække vejret igen, jeg kan få luft. Det kunne jeg faktisk også lørdag og søndag, men torsdag og fredag fik jeg vist ikke meget ilt til hjernen.

Men sikke en weekend. Jeg er så glad så glad så glad for, jeg er startet på den uddannelse. Lige præcis den uddannelse, lige præcis nu, med lige præcis de mennesker. Det har været voldsomt grænseoverskridende på så mange planer, men for pokker, hvor har det givet mig meget. Især har det vist mig, at jeg kunne. SGU! Jeg kunne rykke mine grænser, jeg kunne trække vejret uden for komfortzonen, jeg kunne være i det trods angst, panik og ondt i hele kroppen. Jeg kunne vokse.

Jeg smutter igen, jeg ville bare lige opdatere på, at jeg stadig er i live, ingen medstuderende eller lærere har spist mig eller knækket mig. Jeg er lidt stærkere i dag, end jeg var i sidste uge.

tiptoe