Kategoriarkiv: Sommer

Koldskål og tømmermænd

Aldrig mere, er det ikke det man siger? Altså når man går og klynker dagen derpå? Så langt vil jeg dog alligevel ikke gå, for hold nu op, hvor havde vi det sjovt i går! Min gode ven Jane havde inviteret mig med til Bruce Springsteen koncert i Parken, og den slags siger man jo ikke nej tak til, vel? Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg drikker meget sjældent alkohol, så der skal altså ikke ret meget til, før det virkelig koster mig dyrt dagen efter. I går blev det til 2 øl og 3 fadøl, og det er jo langt fra ungdommens mængder, hvor man nærmest var bundløs, men det er nok til, at jeg hele dagen bare har sukket efter at få dagen overstået. Jeg har ikke lavet dagens gode gerning, men i eftermiddags fik jeg alligevel lavet en omgang koldskål. Det var det eneste, jeg lige kunne overskue at spise, udover min meget sene morgenmad. Appetitten har ikke lige været på sit højeste i dag, det må jeg sige.

Ronja skulle have en ven med hjem fra børnehave i dag fremragende timing, I know og når jeg har tid, så laver jeg som regel altid noget de kan smovse, når de kommer hjem. I dag blev det så koldskål, for det trængte jeg til.

Low carb koldskål

Her er den version, jeg fik lavet i dag, og den var god!

6 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk. kokossukker

1 spsk. sukrin

1 tsk. vaniljepulver

1/2 dl. fløde

1/2 liter ymer

1/2 liter kærnemælk

Pisk æg, vaniljepulver, sukker og sukrin til det bliver luftigt. Tilsæt fløden og pisk et minut eller to mere. Pisk til sidst ymer og kærnemælk i. Det var det. Det tager ca. 5 min. fra start til slut, og den korte arbejdstid var bestemt også med i overvejelserne, inden jeg gav efter for koldskålstrangen.

Koldskål er bare sommer, ik? Det er en af ungernes sommer favoritter, og det er bestemt også en af mine. Vi sparer ikke på koldskålen herhjemme i de varme måneder. Og selvom jeg ikke ligefrem blev frisk af sådan et glas, så hjalp det på selvmedlidenheden og holdt mig kørende resten af eftermiddagen.

LCHF koldskål

På strandtur i januar, ja tak!

Noget af det bedste, vi nogensinde har indført, i vores lille familie, er sol og varme i januar måned. Det er nu 2. år vi flygter sydpå her midt i vinterkulden. Det udsprang af, at jeg som de fleste nok ved efterhånden  fik konstateret livmoderhalskræft i januar 2011, og da vi nærmede os januar 2012 så skulle den altså være anderledes end året før! Sidste år gik turen til Tenerife, i år valgte vi Gran Canaria. Vi har ikke lyst til at rejse alt for langt, mens ungerne stadig er så små, for de er altså ikke nemme på en lang flytur. Og jeg skal lige love for, vi valgte rigtigt i år. Vi boede på Radisson Blu på sydkysten i en lille rolig by. Og hold nu kæft, det var lækkert! Alt var bare i orden, og vi bor hellere end gerne på et af Radissons hoteller igen.

Vi har i den grad nydt livet. Vi har ikke lavet andet end at bade, dase, spise, se Bennys badekar, læse og sårn. Jeg fik endda læst et par blade ved poolkanten, og jeg nød i fulde drag, at mine børn er blevet lidt større, så jeg lige kunne trække vejret ind i mellem.

Vi havde ca. 23 grader hver dag, dvs. der var ca. 30 graders temperaturforskel på her og der. Tror I det var koldt, da jeg skulle ud og hente bilen på P15 torsdag nat, da vi landede 4 timer forsinket? Og så havde jeg i øvrigt glemt min jakke i kufferten. Shit jeg frøs! Men jeg klager ikke, ikke det mindste. Vi har haft en skøn skøn uge.

I skal selvfølgelig se billeder. Her er et lille udpluk af dem fra kameraet, jeg er ikke nået til dem fra telefonen endnu, og så er der også dem, ham faren har taget, så der kommer måske en omgang mere en af dagene. For der er da ikke noget bedre, end at se andres feriebilleder vel?

Gran Canaria januar 2013

Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013 Gran Canaria januar 2013

Kærnemælkshorn og kokosmakroner

Til min fødselsdag bagte jeg kærnemælkshorn og kokosmakroner. Og egentlig endte det med, at det slet ikke var det, jeg havde lyst til, men der var det ligesom for sent. Jeg lavede kærnemælkshorn efter Brdr. Prices opskrift og gæsterne var vældig tilfredse. Skal jeg lave dem igen, vil jeg klart bruge mindre smør, for jeg synes, de blev lige butterdejsagtige nok, men smagen var dejlig og dejen var god at arbejde med.

Den originale opskrift:

500 gram hvedemel

500 gram smør (vil nok foretrække 300 gram)

2 dl. kærnemælk

50 gram sukker

hakkede mandler

perlesukker

æg til pensling

Smør og sukker til remonce

Ca. 250 gram marcipan (jeg brugte nok nærmere 150 gram)

Mel og sukker smuldres med margarinen og tilsættes 2 dl kærnemælk. Saml dejen hurtigt og sæt den i køleskabet i nogle timer, gerne natten over.

Når dejen har hvilet, rulles den ud og skæres i trekanter ca. 15 x 15 x 10. Læg en klat remonce og en lille klump marcipan på hver. (Remoncen laves af lige dele sukker og smør som røres blødt og afkøles lidt inden brug.)

Så rulles trekanterne sammen til horn og der pensles med æg og drysses med hakkede mandler og perlesukker. Bag dem ved 180 grader i ca 20 min. men hold øje med dem, de må ikke blive for mørke.

Mine justeringer ville klart være at bruge mindre smør, og så brugte jeg heller ikke 250 gram marcipan. Jeg blandede ca. 150 gram marcipan i remoncen. Det skal ikke blandes alt for grundigt, så kan det skille, men bare lige blandes hurtigt med hænderne.

 

Jeg lavede også kokosmakroner, og det har jeg aldrig prøvet før. Lidt underligt, når man tænker på, hvor nemt det er, og hvor godt det smager. Jeg fandt den her opskrift som jeg stort set fulgte.

Kokosmakroner.

20 stk.

150 gr revet marcipan

250 gr sukker

250 gr kokosmel

3/4 spsk hvedemel

2 æg (jeg brugte 2 plus en ekstra hvide)

Det hele blandes og formes til kugler, sættes på pladen og bages i ca. 10 min. Sæt gerne 2 bageplader oven på hinanden, for sukkeret kan nemt brænde på i bunden ellers. Dyp dem evt. i smeltet chokolade.

Grunden til at jeg valgte den opskrift var fordi, der er marcipan i, og så kan man vel ikke gå helt i byen? De blev helt udemærket, men jeg vil gerne have dem lidt mere luftige næste gang, så det må jeg løse. Måske er det lige præcis det med marcipanen der gør, at de bliver lidt tunge, og man kan vist ikke få det hele? Jeg tror, den her opskrift er perfekt til nogle tykke småkager, nogle kokos-marcipan småkager. Lyder det ikke lækkert?

At være lopper, er ikke for tøsedrenge

Så blev jeg endelig en del af loppernes verden. I søndag, på årets varmeste dag, havde jeg min debut, hvis man altså ser bort fra dengang jeg som barn sad uden foran rækkehuset med mit legetøj på et tæppe. Det var en sjov dag, og jeg gør det gerne igen, men som den dansker jeg er, så skal jeg jo lige nævne vejret! Shit det var varmt. 7 timer straight uden skygge og uden solcreme, flot Rikke. Tror I jeg var rød i bærret, da jeg kom hjem?  Og hvor tror I kunderne befandt sig? På loppemarked, stranden eller hjemme i skyggen? Det var i hvert fald ikke på loppemarkedet, kan jeg godt afsløre. Der plejer at være sort af mennesker, og det var der så absolut ikke. Men, det var en god dag, jeg kom af med en hel del ting. Jeg havde halvt skrammel, halvt tøj med. Der røg en del af de dyre ting, og ikke så meget skrammel, men jeg endte da med en omsætning på 1400 kr. trods det varme vejr, så jeg kan kun være tilfreds.

Jeg er blevet nogle erfaringer rigere må man sige, så jeg er godt klædt på til næste gang. Og der bliver bestemt en næste gang, for jeg synes faktisk, det var ret sjovt. Men det var også en hård dag, sådan rent fysisk. Jeg brugte en del tid på at forberede, pakke, sortere og gøre klar. Skuret er nu ordnet helt i bund, og det er godt nok dejligt. Loftet nåede jeg aldrig til, for så meget kunne jeg slet ikke have med. Tingene skulle så pakkes ud og sættes frem, jeg havde heldigvis en rigtig god hjælp i min kære veninde Nina. Hun er en handlingens kvinde, og der er altså fart på, når hun er i nærheden. Nina havde en aftale fra kl. 12, så derefter var jeg på egen hånd. Det gik fint, jeg hyggede mig, og krøb ind i mellem i skygge hos min venlige loppenabo, der havde parasol med. Og så kom det med at pakke ned. Jeg var en af de sidste, der forlod pladsen. En hel time var jeg om at pakke bilen. Jeg vinder altså ikke DM i bilpakning, og med en rigtig træt ryg, og 35 graders varme, så var det ikke dagens højdepunkt, men jeg klarede det på egen hånd, og det er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med.

Naboloppen var en fornøjelse. Ikke nok med at jeg krøb i skygge hos hende, og fik en hyggelig sludder, så købte hun også op til flere ting hos mig. Så mange at jeg endte med at forære hende en nederdel, hun havde kig på. Desuden hentede hun koldt at drikke til mig på tanken, og da vi var ved at pakke ned, forærede hun mig den fine buket hér. Hun havde lidt blomster med til salg, og den her lille fine buket blev ikke solgt. Den fik jeg, samt et lille bundt andre blomster til udplantning. Det gjorde mig rigtig glad.

Det eneste jeg fortryder fra den dag, var at jeg ikke købte den pokkers poncho i standen overfor mig. En alt for lækker tung, strikket vinterponcho fra DAY. Jeg vidste godt, jeg ville fortryde det, men jeg synes på en måde, det virkede så tåbeligt, at bruge halvdelen af mit overskud på en enkelt ting. Dumt, for stod hun og bankede på med den nu, så købte jeg den på stedet.

En rigtig god dag, jeg gør det meget gerne igen.

Min stemme er i overgang, mit hår er helt forkert…

…jeg går i det forkerte tøj, og så er jeg genert. Endnu en gang er jeg gået rundt med en børnesang i hovedet. Den her gang var det til arbejdsdag i børnehaven. Vi skulle male legeplads. Og skal man overhovedet det? Eller betaler vi rigeligt for den institution allerede, så det burde være med i prisen? Den debat har kørt lidt frem og tilbage herhjemme de seneste dage. Vi er vist ikke enige.

Anyway, jeg troppede op i børnehaven kl 16 til en omgang maling. Sagde på forhånd, at jeg blev så længe ryggen ville være med, jeg vidste godt, den ikke ville have kræfter til alle 3 timer. Og hvor er jeg dog god til, at føle mig helt skævt placeret i sådan en forældreflok. Jeg var den eneste fra vores stue (WTF??), så jeg kendte faktisk ikke nogle. Ungerne var lige med nede og kigge i starten og de skulle lige stryge med et par pensler, og så røg de altså hjem til ham faren igen. Jeg får total spat af mine unger i sådan en situation. De er som små lopper, døve lopper vel at mærke. Andre havde også børn med, men de var sådan nogle, der bare tullede rundt og legede, rakte en pensel og højst lavede et hyl, hvis de slog sig. Det er egentlig ikke fordi, jeg ønsker mine børn er anderledes end de er, men hvis de bare en gang i mellem havde den der slow motion knap, så ville jeg altså bruge den. I hvert fald nød jeg, at jeg bare kunne give den gas uden unger, så jeg kunne komme ud af røret igen, for jeg føler mig virkelig ikke godt tilpas, når jeg ikke kender nogle, og der ikke er nogle, jeg kan spejle mig i. Og når man så har der der issue med, at de andre er de rigtige voksne, der har styr på deres unger, og jeg er bare sådan en der leger mor, med to børn, der efter 10 min. har væltet et telt, kravlet på malerbordet, insisteret på at få alle juice i hele børnehaven og selv snuppet to pensler og givet sig i kast med at male et gyngestativ. Ej, jeg kan godt selv høre, at det er nogle skønne unger jeg har, men lige i situationen, så kan det godt være mega nederen. Og mega nederen er så åbenbart ikke et udtryk vi bruger meget på de her kanter, kunne jeg fornemme, da jeg sagde det til en anden mor dernede, men det var altså også hende med det ultra velopdragne barn, der sad på gyngen og ventede på at hjælpe sin mor med at bære malerspanden, når hun skulle ned fra stigen. Måske er der ikke så meget, der er mega nederen hjemme hos dem? Men det er der altså her!! Og det er såmænd også fint nok, men kunne andre så ikke også være så venlige, at bekræfte mig i, at det er mega nederen hjemme hos dem også, i stedet for at lade som om, at alt er så pisse perfekt? hvad mon de andre forældre har tænkt, da en pædagog spurgte om jeg havde sendt ungerne hjem og jeg svarede “Ja, jeg får total fnat af dem”

Jeg skred, da det var tid til pizza. Ryggen ville absolut ikke være med mere, og jeg nåede hjem i tide til aftensmad i min helt egen fantastiske OG til tider mega nereden familie. Vi fik tortillas med en masse lækkert fyld, ristet en tur i toasteren, som ham faren havde taget med ud i haven, og det var pisse perfekt, så er det sagt!

En tur på havnen

I dag har vejret været perfekt sommervejr i mine øjne. 20-25 grader, sol, en sky ind i mellem, en let lun brise, sådan Danmark! Bedre bliver sommeren ikke for mig. Og så inviterede mormor på frokost på havnen, ahmen så når vi da toppen af poppen, hva? Vi spiste lige ved siden af den nye krabbefiskerplads, så det var ikke meget mad ungerne fik spist, og fred være med det. Det andet var sjovere. Jeg spiste derimod rub og stub af min lækre asiatiske salat med rejer i rød karry, sprøde grøntsager og perfekt kogte nudler.

Vi fangede krabber og med vi mener jeg ungerne og deres far, drak saftevand, kastede fiskestangen ud fra molen, stødte på en mink, (der IKKE var i godt humør), spiste is og fangede krabber igen.

Tjek lige havfruen her, der tager et hvil på stenene.

Og nej, jeg tvinger ikke min søn til at tage strømper på i sommervarmen, han VIL have dem på!

Op til flere krabber og en enkelt reje blev det til. Og der var ingen tvivl om, at det var os, der havde fiskerfar med. Han er vild med det shit, og det var tydeligt at se, sammenlignet med de andre fædre. Og det er ikke for at disse  deres rosévin eller deres grissinier gu er det så, men nogle gange har man lov at være stolt af lige præcis sin egen mand, og tænke hold kæft han er lækker, godt det er ham, jeg er sammen med, ik?

Glimt fra stranden

Ungerne og jeg tog en tur på stranden i dag. Den strand hvor jeg selv kom som barn. Det er sjældent jeg kommer der længere, men i dag tog vi derned for at lege. Det var langt fra badevejr, så det var bare med spande, skovle og et tæppe. Det var rigtig hyggeligt. Det var langt sjovere end jeg havde regnet med. Børn har jo en evne til at finde på og se muligheder i helt andre ting end voksne, så de fandt selv på en masse at lave. Turen sluttede med en is, men ikke på den strand. Ishuset var ganske vist åbent, men da ungerne stod klar med deres is i hånden, fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne betale med kort, og vi måtte pænt aflevere isene tilbage. Gæt selv om det var sjovt for to rødder på 4 år?? Nå, men vi kørte hjemad og fandt en is på havnen i stedet, så det gik alligevel. En hyggelig tur på en af de sidste feriedage til trods for vind, skyer og store bølger.

Tomatsovs med spinat og pinjekerner, grøn salat med balsamico, pinjekerner og parmesan, kartofler med parmesan.

Det er dejligt med fod i eget køkken igen. Misforstå mig ikke, vi havde en rigtig dejlig ferie. Ungerne har fået så meget ud af at bade så meget, og vi trængte alle til at komme væk. Vi boede i en rigtig fin lejlighed, jeg har ingen klager der. Det var et rigtig fint kompleks, heller ingen klager der. Det er kun maden, jeg kan klage over. Men det gør så også, at jeg nyder mit eget køkken ekstra meget. Her er hvad Casa Nørregaard bød på tirsdag aften:

Kartofler i ovnen med parmesan:

Kartofler skrabet og skåret i skiver koges i ca. 5 minutter. Hæld i et godt ildfast fad, og stil i en 250 grader forvarmet ovn. Efter ca. 15 min. hældes max. en dl. fløde over og det vendes rundt. Drys en håndfuld groft revet parmesan eller anden ost ud over, og giv det 5 min. mere.

Tomatsovs med frisk spinat og pinjekerner

Lidt olivenolie

3 tomater i tern

4 store håndfulde frisk spinat hakket groft

1  lille løg i tern

1 fed presset hvidløg

1-2 dl. fløde

Evt. lidt muskatnød

1 lille håndfuld pinjekerner ristet på en tør pande

Steg løg gyldne ved middel varme i olivenolie. Tilsæt hvidløg og spinat, rør rundt et minuts tid til spinaten er faldet sammen. Tilsæt tomater, og lad det simre et par minutter. Tilsæt fløde, smag til med salt og peber, og evt. en smule muskat. Giv det et par minutter mere ved svag varme, og lige inden servering drysses de ristede pinjekerner over.

Grøn salat med balsamico, parmesan og pinjekerner.

Grøn salat efter eget valg. Jeg brugte iceberg, for det var det, der var i øko version, men jeg foretrækker som regel romain.

Et skvæt olivenolie

En sjat god balsamico. Jeg brugte en fra Il fornaio, den var god.

En lille håndfuld groft revet parmesan eller anden ost

En smule pinjekerner ristet på en tør pande

Ja, der er ikke meget hokus pokus her. Hakket salat blandes med resten, det er ligesom det. Meget simpelt, men rigtig lækkert.

Vi fik stegte dorader til, men det fik jeg ikke et billede af. Manden havde købt fine friske dorade filetter, som blev stegt i lidt olivenolie, og til sidst tilsættes en klar smør og blandede krydderurter efter eget valg. I dag blev det til frisk oregano, rosmarin, persille og basilikum. Måske en spøjs blanding, men det er virkelig godt.

Velbekomme…