Kategoriarkiv: Tilbehør

Lækker 3 farvet morgenmadssalat med broccoli, radiser og blåbær

broccolisalat

Jeg er lidt udfordret på morgenmadsfronten for tiden. Der er ikke ret meget, jeg har lyst til. Jeg prøver at gemme mine æg til frokost, og jeg holder så vidt muligt en pause fra mælkeprodukter i store mængder, så den græske yoghurt er røget på køl for et stykke tid siden. Det er ved at være på den tid af året, hvor jeg gerne vil have noget varmt, men jeg har ikke helt fundet ud af hvad, endnu.

Så, nu spiser jeg salat. Så er dagen ligesom skudt i gang med en ordentlig omgang rå grøntsager, og det kan ingen vel have indvendinger mod? Den her salat tog 6-7 minutter at lave, og den kan sagtens laves aftenen i forvejen, og så er det bare at tage den ud af køleskabet om morgenen. Den kan selvfølgelig bruges til alle dagens måltider, den eneste grund til, jeg kalder den morgenmadssalat er, at jeg har spist den om morgenen, og så synes jeg morgenmadssalat er et dejligt ord.

Lækker 3 farvet salat:

1/2 broccoli i små buketter

1 håndfuld revet  og hakket gulerod og æble (fordi det havde jeg på køl fra i går)

5 radiser skåret i skiver

1 håndfuld blåbær

pinjekerner

Dressing:

2 store tsk. god mayonaise

3 tsk. creme fraiche 38%

1 spsk. sød chili

salt

Rist pinjekernerne gyldne og stil dem til side. Bland broccoli, gulerødder og radiser. Rør dressingen sammen, hæld den over broccolien og drys med blåbær og pinjekerner på toppen. Det var det. Nemt ikke?

Der er så mange gode grunde til at starte dagen med grøntsager, og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste grund til at lade være?

Hvad tænker du om en stor portion grøntsager til morgenmad?

Raw food frokost salat

Raw food frokost salat

Raw food frokost salat

Jeg havde brug for at gøre lidt ekstra ud af min frokost i går, efter jeg havde lavet den brainstorm på stress symptomer, som endte i en temmelig lang liste. Jeg havde brug for energi, og noget min krop ville sætte pris på. Jeg er meget inspireret af raw food for tiden, jeg læser og lytter, og lærer en masse om, hvad raw food gør ved kroppen. Man kan sige, det er en meget naturlig gren for mig, at bevæge mig ud af, eftersom jeg er vegetar, og stræber efter så ren en kost som muligt. Det er i hvert fald et område, der skal udforskes, der er noget godt at hente der.

Nå, egentlig ville jeg bare dele min salat med jer. Så kan man diskutere, hvorfor jeg vælger at kalde den raw food, og ikke bare en salat, som det jo i bund og grund er. Tja, det er nok mest fordi, jeg er blevet inspireret til den i en af mine raw food bøger, og så er den helt igennem rå og ren. Når jeg spiser sådan en portion til frokost, så er min energi mærkbar forøget efter jeg har spist, i forhold til de dage, hvor jeg ikke rigtig får noget grønt og levende til frokost.

Fis i en hornlygte med det levende mad? Nej, jeg tror det ikke, jeg tror, den er god nok. Jeg kan se pointen i, at rå mad er nemmere at fordøje fordi det indeholder de enzymer, som kroppen ellers selv skal producere, hvis maden er opvarmet, og dermed har mistet de enzymer verdens korteste forklaring på raw food, jeg ved det godt. Og hvis maden er nemmere at fordøje, så er der mere energi i overskud til noget andet, og derfor bliver man ikke lige så træt efter et måltid. Jeg er ikke interesseret i et raw liv som sådan, men jeg er interesseret i at være bevidst om, at en del af min kost skal bestå af rå rene grøntsager og gode fedtstoffer, hvis jeg vil have optimal næring. Hvis du synes, raw food lyder farligt og mystisk, så er man jo velkommen til bare at kalde det en salat.

Jeg har ikke rigtig mål på det, jeg har blandet, jeg brugte, hvad der var i køleskabet. Det hele blev snittet meget fint og tålmodigt.

Jeg brugte:

broccoli

forårsløg

peberfrugt

agurk

gulerødder

avokado

nektarin

mandler

Jeg lavede en dressing af:

1/2 dl. oliven olie

1 tsk. kokossukker (ok, den er faktisk ikke rå, brug evt. rå honning)

1 tsk. tamari

1/2 citron

1 tsk. eddike

Smag den til, måske den skal være mere sur, mere sød.

Det var faktisk det. Det var den bedste frokost, jeg længe har spist.

Har du nogle tanker omkring raw food, du gerne vil dele, så er du mere end velkommen.

Lækker sommersalat med spidskål, jordbær og mormordressing

spidskål og jordbær

spidskål og jordbær

Her er opskriften på en dejlig let sommersalat med spidskål. Egentlig tror jeg godt, jeg kunne leve af ananas og jordbær lige for tiden, jeg mister fuldstændig lysten til at lave mad, når temperaturen er så høj som nu. Men det går jo ikke, så det er bare om, at finde de lette sommerretter frem. I går blev det til den her lækre salat, den var rigtig dejlig og frisk.

Spidskålsalat:

1/2 fintsnittet spidskål

1 håndfuld fintsnittet frisk spinat

8 jordbær skåret i mindre stykker

8 mandler hakket groft

 

Mormordressing:

1 dl. piskefløde

1 spsk. eddike

1 tsk. kokossukker

saften fra en halv citron

Bland dressingen og rør rundt til sukkeret er opløst og dressingen tykner lidt. Smag til om den er tilpas sur sød til dine smagsløg, og ellers tilpasser du den.

Bland spidskål og spinat, hæld dressingen over og fordel det godt. Vend nu jordbær i og drys til sidst de hakkede mandler over.

Nem og enkel salat, der dur her i varmen. Velbekomme og god weekend.

Vi går på ferie i dag, så der bliver muligvis lidt længere mellem indlæggene her, men mon ikke I også er ude og nyde det der sommervejr. Men kig forbi, her bliver ikke helt stille.

Tunfrikadeller med kikærter og en simpel tomatsalat

Tunfrikadeller

Tomatsalat

Helt simpelt og helt vildt godt.

Tunfrikadeller til et par dage:

3 dåser tun i vand

1 dåse kikærter

2 æg

1 løg

1 håndfuld persille

saft og skræl af 1 citron

1 håndfuld rasp eller 1 spsk. fiber Husk

salt

peber

Hæld vandet fra tunen og hæld det i en skål. Skil det fra hinanden til mindre stykker med en gaffel. Blend kikærter, persille, æg, løg, salt, peber og citron i en foodprocessor til det er rimelig fint. Hæld det derefter op i skålen med tun og bland godt rundt. Rør rasp eller fiber Husk i og lad farsen hvile 10 min. Steg tunfrikadellerne i kokosolie eller smør i et 3-5 minutter på hver side til de er gyldne og sprøde.

De kan sagtens smides i fryseren til en anden god gang, eller rester kan bruges til frokost næste dag, hvor de også er glimrende på rugbrød med remolade.

Her blev de serveret med en frisk tomatsalat, som jeg lavede af:

Tomater i tern

Avokado i tern

Finthakket løg

Lidt hakket persille

Olivenolie

Balsamico eddike

Salt

Peber

Det hele blandes nænsomt, lad det gerne hvile uden for køleskabet en halv times tid inden servering.

 

 

 

 

 

Hjemmelavet forårsruller med rejer

Hjemmelavede forårsruller, det er noget af det bedste. Og jeg laver det alt for sjældent. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det er jo ikke mere besværligt end alt mulig andet. Nu er det tilbage på menuen herhjemme, for det smager virkelig godt. Og det er faktisk også en god resteret, for det gør ikke så meget, om de grøntsager, der kommer i, synger på sidste vers.

IMG_5316

Det der med mængder, det har jeg altså svært ved i den her opskrift, så her er bare, hvilke ingredienser jeg har brugt i de her ruller.

Hvidkål

løg

porre

revet gulerod

bønnespirer

små rejer

Forårsrulledej

Evt. frisk koriander eller anden krydderurt

Lidt soya og peber, evt. salt

Overhæld bønnespirerne med kogende vand, det er noget med bakterier. Hak løg, hvidløg, porre, bønnespirer og revet gulerod helt fint. Steg grøntsagerne i kokosolie til det bliver gyldent og mørt. Steg derefter de små rejer i kokosolie til de bliver mindre og sprøde. Jeg bruger aldrig tigerrejer, der er noget lusk ved dem, det kan jeg mærke. Bland rejer og grønt. Rul nu fyldet ind i forårsrulledej, eller evt. filodej eller rispapir. Du kan se min guide til at rulle rispapirruller, hvis du er i tvivl om, hvordan du ruller dem bedst.

Steg dem nu gyldne og knasende sprøde i godt med olie. Dyp dem i soya og chilisovs.

Velbekomme.

Dahl, en vegetar klassiker

En kær veninde har lige været et par uger i Indien, en fantastisk tur. Da jeg sad og så billeder og hørte hendes dejlige fortælling, fik jeg selvfølgelig lyst til indisk mad. Egentlig ikke et tema der kører ret ofte herhjemme, det er som om, jeg glemmer det lidt. Og det er ret begrænset, hvad jeg laver fra den del af verden. Men en dahl, det kan jeg da lave. Så det gjorde jeg.

IMG_5308

Her er min version:

1 løg i tern

1 spsk. kokosolie

2 dl. røde linser skyllet i koldt vand

2 fed hvidløg

1 tsk. karry

1 dåse hakket tomater eller en halv flaske passata

vand

1 tsk. stødt spidskommen

1 tsk. stødt koriander

salt

peber

Steg løgene bløde i kokosolien ved middel varme. Tilsæt karry, spidskommen, presset hvidløg og koriander. Rør rundt et øjeblik, hæld linserne i gryden og dæk dem med vand. lad det simre 5-10 minutter ved middel varme. Hvis det ser ud som om, det bliver for tørt, så tilsæt lidt mere vand. Hold øje med det, så det ikke sætter sig i bunden. Tilsæt tomaterne, salt og peber. Lad det nu simre i 20 minutter, gerne uden låg, så det koger lidt ind og tykner. Smag det til inden servering.

Server dahlen med en klat græsk yoghurt 10% på toppen og pres gerne lidt frisk citron ud over.

Her er det serveret med nutanas falafler, og stegt spidskål med ærter og æble.

Knasende knækbrød uden hvedemel

Hjemmelavet knækbrød

Så lykkedes det mig, at få lavet en portion knækbrød uden hvedemel, som smager helt vildt godt. Jeg har forsøgt mig et par gange tidligere, men jeg har ikke været helt tilfreds med resultatet. Det er jeg her. Og hvor er det dog nemt.

Her er hvad jeg brugte til 2 bageplader knækbrød:

2,5 dl. solsikkefrø

2 dl. hørfrø

1 dl. sesamfrø

4 spsk. fiberhusk

4 spk. sesammel

1 tsk. salt

1/2 dl. oliven olie

4 dl. vand

Bland alle ingredienser og lad det hvile 10-15 min. mens ovnen varmer op til 150 grader. Del dejen i to og rul den ud på to bageplader. Jeg gør det ved at lægge dejen mellem to stykker bagepapir og så bruge en kagerulle. Det skal være ret tyndt, det fylder stort set hele pladen. Du kan så skære dejen i firkanter allerede nu, hvis du vil have nogle fine kantede stykker. Det glemmer jeg som regel, og knække det bare i stykker, når det er bagt og kølet ned. Det giver lidt rustikke stykker knækbrød, men pyt, jeg er ikke sart på det punkt. De skal bage ca. 40 min. hold øje med dem og når de er gyldne og du synes de virker sprøde, så er de færdige.

God fornøjelse og velbekomme.

Mine oopsies

Hvis man kender lidt til lchf (low carb high fat) verdenen (som efterhånden er vokset sig gigantisk i DK), så kender man også Oopsies. Et helt igennem fjollet navn, som jeg ikke forstår. Det er fra de svenske lchf´ere så vidt jeg kan regne ud. Måske var der en, der lavede dem ved en fejl engang og sagde oops? Skørt navn i hvert fald.

De originale oopsies synes jeg er lidt for vandbakkelse agtige, de giver mig ikke helt det, jeg gerne vil have, som erstatning for det brød, jeg ikke længere spiser. Og så orker jeg ikke det der med at dele æg op i piske i to skåle, så jeg har lavet min egen variant, som har sesammel i, og som bare er pisket i en enkelt skål for nemheds skyld.

Sesam oopsies lchf

Oopsie sandwich med mayo, ost, salat og tomat.

Sesamoopsies:

3 æg

1/2 tsk. salt

1/2 tsk. bagepulver

100 gram Philadelphia original (ikke light!)

1 spsk. Husk (loppefrøskaller)

3 spsk. sesammel

Pisk æg og Philadelphia sammen til en ensartet masse, tilsæt resten af ingredienserne og pisk igen.

Fordel dejen i klatter på bagepapir, der bliver 8-10 stykker af den her portion alt efter størrelse. Bag dem i ovnen ved 150 grader i ca. 20-25 minutter. Kig til dem, når de er gyldne og faste, så er de færdige.

De kan bruges som sandwichbrød, burgerboller eller andet i den dur. Den her oopsie variation deler førstepladsen over lchf brød for tiden, med Jane Faerbers grøntsagsfladbrød fra hendes über lækre bog Spis dig mæt og glad.

 

Kakaosmør

Kakaosmør

Nu er jeg ikke ligefrem den smørforskrækkede type længere, tværtimod. Jeg er vild med smør. God ægte økologisk smør. Sådan har det ikke altid været. Jeg har bestemt været på Kærgården bølgen, og på den bølge, hvor man slet ikke spiser fedtstof. Jeg er helt sikker på, at jeg nu er blevet klogere og sundere ved at vælge smørret til, og rigeligt af det. Længe leve ægte mad med smør til.

Hvidløgssmør, persillesmør, urtesmør osv, det kender vi, og det smager jo fantastisk!! Men hvad med kakaosmør? Jeg kendte det i hvert fald ikke, før jeg selv fandt på det. Og det var et simpelt eksperiment med et rigtig godt resultat.

5-7 dadler klippet i 2-3 stykker hver, lagt i blød i koldt vand i 30-60 min.

2 spsk. god kakao

100 gram blødt smør

Hæld vandet fra dadlerne (det kan bruges i bagværk til at give sødlig smag) og blend de tre ingredienser i minihakkeren eller andet. Jamen, det var det!

Kan du se det for dig, iskoldt kakaosmør på en pandekage med bananstykker ovenpå? Ronja har spist det på knækbrød med stor fornøjelse. Sig til, hvis du finder på lækre anvendelsesmuligheder, så lover jeg det samme ;)

 

Glimt af maden herhjemme den seneste tid

Madglimt

LCHF sesampandekager med peanutbutter, jordbær, banan og kokossirup

IMG_3481

Kanelsnegle

IMG_3486

Speltboller

IMG_3535

Sprød omelet med salat og agurkesalat

IMG_3554

Paneret blomkål

IMG_3558

Rester til morgenmad, edamamebønner, blomkål, æg og creme fraiche

IMG_3566

Klar til rispapirruller

IMG_3776

Mad på farten fra køletasken i Sverige

IMG_3831

Fisk på bål

IMG_3889

Is i rå mængder (og nej, hun spiste ikke op)

Pandekager på bål

Pandekager på bål

Laksefrikadeller med blomkålscouscous

Laksefrikadeller med blomkålscouscous

LCHF gulerodsboller

LCHF gulerodsboller

Morgenæggekage

Morgenæggekage med alt godt fra køleskabet

Hindbær fra haven

Hindbær fra haven

Hjemmelavet koldskål

Hjemmelavet koldskål til en varm sommeraften

Fuldfed ymer med jordbær, blåbær, banan og kokossirup

Hjemmelavet koldskål med bær og melon

Fuldfed ymer med jordbær, blåbær, banan og kokossirup

Fuldfed ymer med jordbær, blåbær, banan og kokossirup

Sprød omelet med tomat, avokado og purløg

Sprød omelet med tomat, avokado og purløg

Hjemmelavet is

Hjemmelavet is

Sprød omelet med pesto og salat

Sprød omelet med pesto og salat