Kategoriarkiv: Udfordringer

Derfor gik jeg 25 km. i weekenden

change

Jeg har aldrig brudt mig om noget, der var ubehageligt. Jeg har aldrig kunnet lide, når noget gjorde ondt. Det handler om, at jeg instinktivt har blandet rundt i begreberne grænseoverskridende over grænsebrydende. Jeg tænker, at jeg har opfattet de to som én og samme ting. Det er blevet indkodet i mig i en tidlig alder, uden jeg kan sige præcis hvorfor og hvordan. Når jeg har fået overskredet mine grænser, har jeg mærket ubehag og har forbundet det med fare. Så snart jeg har forsøgt at bryde mine grænser, er jeg stødt på ubehag, som så er lig med fare. Ubehag har derfor fået mig til at gå i stå, så jeg ikke oplevede fare. Giver det mening?

Humlen i det er her så, at få mig om programmeret, så jeg ikke længere forbinder al slags ubehag med fare, men kan skelne mellem den gode og den på ingen måder gode ubehag. Det kan lyde som en stor opgave, og det er det måske også, jeg ved det ikke helt endnu. For det kan også være, opgaven allerede er løst, nu hvor jeg har opdaget, at det er sådan det hænger sammen. Kender du det? Det der med, at så snart man opdager problemet, så opløser det sig selv? Så har det ikke længere nogen magt? Det har jeg oplevet flere gange, siden jeg startede på ID Life-coach uddannelsen.

En del af opgaven for mig lyder på, at få brudt nogle grænser, mærke noget ubehag som viser sig slet ikke at være farlig. Det skete f.eks. da jeg startede uddannelsen. Det var det mest grænsebrydende, jeg har prøvet i mange år. Jeg var så bange!! Jeg troede, jeg ville stoppe med at trække vejret, helt bogstaveligt. Jeg var bange helt ind i knoglerne. Her kunne jeg slet ikke skelne i mellem, om det var ud af komfortzonen grænsebrydende, eller om det var en reel fare for mit liv. Det blev én og samme ting. Og så længe de to oplevelser af ubehag ikke er skilt, så vil jeg sidde fast, hvor jeg er. For det meste grænsebrydende er forbundet med ubehag i en eller anden form.

Jeg er så småt ved, at kunne skelne nu. Jeg er ved at opdage, at ikke alle former for ubehag er forbundet med fare og dermed en trussel på mit liv. Det har haft en kæmpe magt over mig, og det har infiltreret det meste af min hverdag. Det har fyldt på rigtig mange områder, både de helt store, og de meget små, det ser jeg nu. Jeg er gået glip af rigtig meget på den konto.

Et helt konkret område er motion. Og nu er vi så ved at nærme os overskriften på det her indlæg, nemlig hvorfor jeg gik 25 km (det blev nu til mere, men hvem tæller) i lørdags. Eller, nej, vi tager lige en omvej mere.

I juni begyndte jeg at løbe, sådan rigtigt. Jeg har forsøgt så mange gange, og det har ikke virket, både pga. min elendige ryg, der nu er rettet nogenlunde op, og fordi det har været enormt ubehageligt. Men jeg prøvede igen, nu hvor ryggen har det bedre. Og det var ubehageligt! Den her gang var der bare noget, der var anderledes. Noget i mit mindset havde ændret sig. Jeg løb ikke længere og tænke “nu dør jeg, nu dør jeg”, som jeg gjorde tidligere (det gjorde jeg rent faktisk!). Nu tænkte jeg, at det var fedt! Og endnu vildere var det, når jeg nogle gange tænkte på noget helt andet. Problemet var bare, at jeg fik ondt i mine skinneben. Jeg løb videre alligevel, for jeg var ikke længere bange for ubehaget og smerten (uklog beslutning måske, men det var nødvendigt for mig). Det i sig selv var ret vildt for mig. Jeg tænkte meget på Annette Fredskov, der løb et maraton om dagen i et år, med sclerose. Hvis hun kan det, så kan jeg fandeme også løbe min korte tur hver 2. dag!

Jeg fik nye sko, kompressionsstrømper og andet udstyr, og jeg løb videre. Det gik bare ikke væk, og lige nu er der dømt et par ugers pause. Og jeg er vred og irriteret og frustreret, for nu VIL jeg det løb! Jeg vil bryde de grænser, jeg vil kunne noget, jeg ikke har kunne tidligere, fordi jeg var bange. Men der er ingen vej udenom, jeg holder pause et par uger nu, så jeg kan nå at komme i gang igen inden det bliver for koldt.

Det helt usædvanlige for mig er så, at jeg ikke har givet op, ikke har lagt mig fladt ned og syntes det var synd for mig, og nu kunne jeg nok heller ikke noget alligevel. Nej, den her gang er anderledes, og jeg ville derfor mærke nogle andre grænser. Jeg ville gå langt. Og jeg aner ikke, hvor langt, langt er! Den længste tur, jeg har gået i mit liv har været på omkring 20 km. og det var tilbage på 1. år af HH. Det er 20 år siden.  Siden har jeg vist ikke bevæget mig over 12 km. Målet blev 25 km, det synes jeg lød passende, for jeg skulle lige ud og mærke, hvad 25 km. egentlig var. 25 km. var en fed tur! Jeg havde dejligt selskab af min skønne veninde, vejret var perfekt, ruten var skøn og det gik rigtig godt. Jeg havde lige et par småfejl i udstyret, men det noterer jeg som erfaring, og næste gang (snart!) går jeg længere. Jeg tænker, at 35 km. må være næste mål, bare for at se, hvordan det er. Det slutter ikke der, jeg vil op på mere, men jeg rykker grænsen stille og roligt, så jeg ikke knækker nakken.

Og om en uge eller to, så er jeg ude og løbe igen. Måske en lidt kortere tur kombineret med noget andet træning til at starte med. For nu skal jeg også i gang med styrketræning herhjemme. Det bliver ubehageligt. Og fedt!

Dans som om ingen ser det

Helt uden jeg var klar over det, er jeg blevet mere og mere forkrampet som årene er gået. Min krop har fysisk trukket sig sammen, jeg har meget svært ved at give slip og være afslappet, som i RIGTIG afslappet. Ikke på den der nu har jeg ædt julemiddag og smider mig på sofaen afslappet, men som noget, der kommer indefra. Der, hvor man slipper hæmningerne og lader kroppen gå derhen, hvor den gerne vil.

To helt fysiske oplevelser er med til at få min krop til at give slip. Den ene er yogaen, som kræver af mig, at jeg er fuldt til stede, og at jeg giver kroppen frit spil. Jeg bruger hver en muskel, hver en celle i kroppen under sådan en yogapraksis, det er som om min krop bliver vækket til live efter den har ligget i hi. Jeg elsker det, virkelig! Jeg kan give mig hen til yogaen, jeg overgiver mig, og netop når det er Prana flow yoga, så er der hele tiden en mindre eller større bevægelse i gang, og det kan føles som en dans. Jeg kan også mærke, at jeg bliver dygtigere, og det nyder jeg i den grad også. Jeg bruger mindre og mindre energi på, hvad de forskellige stillinger hedder, selvom de for det meste bliver nævnt ved deres oprindelige navn og ikke en dansk version. Yogaen bliver mere flydende for mig, og jeg håber, jeg med små skridt får det integreret mere og mere i mit daglige liv. Ikke kun yogastillingerne (asanas), men hele yogalivet med karmayoga, meditationen, kosten osv, for det er som at komme hjem.

En anden ting, der får mig til at give slip er dans. Vi danser på ID-lifecoach uddannelsen. Vi rykker alle stolene ud til siden, (vi har et virkelig dejligt stort lyst lokale på Østerbrogade) musikken bliver skruet op, og det kan være alt fra afrikansk stammemusik til Danser med drenge. Det var SÅ grænseoverskridende den første gang. 20 fremmede stod der, kiggede ned i gulvet og tænkte pis pis pis!!!! Jeg troede et kort øjeblik, at jeg ville besvime, hvem ved, måske ville jeg faktisk falde død om! Jeg var ANGST! Men jeg gjorde det, og på dag 4 glædede jeg mig, til vi skulle danse.

Vi mødes så kun 4 dage hver 2. måned, men alligevel har det gjort en kæmpe forskel for mig. Det har åbnet en dør, dansen har vist mig noget, jeg havde pakket væk. Det handler om kropsfornemmelse, det handler om at komme ud af komfortzonen, om at rykke grænser, om at give slip, om at turde noget, jeg ikke turde før. Det handler ikke om, at se tjekket ud, at se fjollet ud, at være god til det eller noget andet. Det handler bare om at være, og det er helt vildt fedt! Tænk, det havde jeg glemt. Jeg havde glemt, hvordan det føles at give slip, at mærke min krop. Det at mærke min krop, hvad den kan, hvad den gør, hvad den vil, har været sådan en øjenåbner for mig. Det har givet mit et helt andet forhold til min krop. I mange år har jeg hadet min krop, jeg følte mig altid bare som den tykke, klodsede, utjekkede og jeg blev ked af det, når jeg så på mig selv. Sådan har jeg det slet ikke længere. Jeg nyder min krop nu! I stedet for at dømme den på vægten, så fejrer jeg den og glædes over, hvad den kan. Den kan SÅ meget!  Der er en hel verden inden i kroppen, som hver eneste dag, gør hvad den skal for at passe på mig. I alt for mange år så jeg den som en skal, der enten kunne være tyk eller slank, ikke andet. Det er helt forsvundet, og noget af det, der virkelig har ændret det, har været dansen og yogaen.

Så, en opfordring herfra. Dans! Prøv at danse helt for dig selv derhjemme. Skru op for musikken, rul gardinenerne ned, hvis du har brug for det, luk øjnene, hav bare tæer, så du får kontakt til underlaget og bare stille og roligt prøv at give slip. Se hvad der sker, når dansen starter i armene eller bagdelen, se hvad der sker, når du bevæger hele kroppen på en gang, se hvad der sker, når du hopper. Du hopper måske ikke første gang, måske vrikker du bare med tæerne første gang, det er også helt fint, men prøv det nogle gange, og se om du finder en eller anden form for forløsning ved det. Jo mere modstand du føler mod at prøve, jo mere trænger du måske til at prøve det? Jo mere det provokerer dig, jo mere ville det måske gøre dig godt?

Jeg vil virkelig gerne høre om det, hvis du prøver det af, så smid mig en kommentar enten om dine tanker omkring det, din modstand eller dit forsøg. God fornøjelse.

dance

Medicinrester i kroppen og noget om detox

Jeg har for nylig fundet ud af, at jeg har medicinrester i kroppen fra min tid med kræft. Jeg har desuden opbygget en hel masse andre giftstoffer og slam, som jeg gerne vil af med. Det sidder i fedtvævet, primært omkring hofterne og lårene.

Jeg er på ingen måde interesseret i at have de giftstoffer og medicinrester i min krop, de skal ud og væk! Men hvordan gør griber man lige den slags an? Det første jeg tænker, er selvfølgelig detox, men det er som om, der klæber sig noget, der handler om vægttab og farer omkring det ord. Jeg gik selvfølgelig til den klogeste, jeg kender på området, Jane, og spurgte om, hvad hendes tanker er omkring detox. Jane har altid en sund portion skepsis, som jeg drager fordel af, og hun forklarede mig, hvad hun mener farerne er, og hvordan man med fordel kan gribe det helt naturligt an.

Jeg ved egentlig ikke ret meget om detox. Noget har altid fascineret mig ved emnet, men jeg har aldrig rigtig fået sat mig ind i, hvad det rent faktisk er, der sker i kroppen, når den skal afgiftes, og hvad der er sket i kroppen, for at den er blevet forgiftet i første omgang. Jeg huskede dog, at da jeg så Hungry for change var stødt op Dr. Alejandro Junger, som fortæller og forklarer en masse og detox, udrensning og genopbygning. Jeg finder ham ganske troværdig, og jeg tror på mavefornemmelsen. Så da Jane anbefalede* mig Dr. Alejandros Clean bog, så havde jeg min retning.

Så den læser jeg lige nu, for Jane var så sød at sende mig hendes kopi. Det giver virkelig mening, det manden siger. Jeg tør stole på ham, og jeg begynder snart en omgang detox. Jeg skal lige læse lidt mere, for jeg skal vide mere om, hvordan jeg opbygger leverens afgiftningssystem inden jeg kaster mig ud i det. Det er nemlig, så vidt jeg har forstået, der farerne ligger begravet ved detox. Detox sker i to faser i leveren, og mange detox programmer tager kun hensyn til fase 1, som betyder, at man er værre stillet end da man startede, fordi kroppen ikke længere gemmer giftstofferne i fedtvævet, men det ryger ud i blodbanerne. Det må ikke ske, og derfor er det vigtigt, at leveren er rustet til fase 2, som sørger for at gøre giftstofferne vandopløselige, så de kan komme ud gennem urin, afførring og sved.

Jeg har desuden set hele den times interview med Dr. Alejandro Junger, som er lavet til Hungry for change filmen. Her forklarer han også i overskuelige detaljer, hvordan det med detox hænger sammen. Jeg forstår, hvad han siger, og jeg vil gerne snart i gang. Jeg skal bare være sikker på, jeg ikke kaster mig ud i noget, jeg ikke ved nok om. Så jeg læser lidt mere.

Og bare lige, så I ikke tror, jeg er ude i noget snavs med det her detox, så er det i bund og grund en eliminationsdiæt, jeg skal i gang med, og så består to måltider om dagen af frisklavet juice. Det handler om, at give fordøjelsessystemet en pause, så det kan koncentrere sig om andet, end at fordøje mad hele tiden. Så der er ikke noget hurlumhej med en masse specialprodukter eller piller, det er bare ren mad, og det er jo lige sådan, jeg kan lide det.

Ifølge Dr. Alejandro kan man detoxe sig ud af det meste, og det glæder jeg mig til at finde ud af meget mere om. Jeg tror sådan set på det, og min overbevisning om at ren kost giver det bedste og sundeste liv, lever i bedste velgående.

foodlike products

Citat af Dr. Alejandro Junger

*Jeg vil lige understrege, at Jane har anbefalet mig, at læse bogen, hun har ikke anbefalet mig, at følge programmet til punkt og prikke, så det er helt på eget initiativ og for egen regning, jeg gør det her. Så ikke noget med, at følge den detox fordi “det har Jane sagt”, det har hun nemlig ikke. 

Noget om overbevisninger

Jeg har nu været på 2. modul af ID-life coach uddannelsen. Det har været en rutsjebanetur. Egentlig var det stille og roligt op og ned, mens jeg var der, men dagene derefter har været et ordenligt dyk ned, og jeg er stadig fuldstændig drænet. Vi lærte, på det her modul, om overbevisninger, og noget om at give slip på fortiden. Én ting er, at man skal lære en masse, men samtidig skal jeg også forholde mig til 19 andre elever, OG jeg skal stille op som klient hver dag og blive pillet fra hinanden uden altid at blive sat rigtig sammen igen. Jeg siger jer bare, så bliver man altså træt!

Jeg har lært en hel del om at finde frem til andres overbevisninger, men jeg har så sandelig også lært en masse om mine egne! Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med overbevisninger, så er det de små sætninger, vi går og fortæller os selv hele tiden, sætninger som begrænser os i vores udvikling. Det kan f.eks. være “jeg er ikke god nok til det”, “jeg har ikke tillid til andre mennesker” eller “andre mennesker kan ikke rigtig lide mig”…sætninger i den stil. Overbevisninger er noget vi har troet på længe, og pludselig er det blevet til vores sandhed. Og selvom der måske skulle sidde en enkelt eller to derude, som tænker at de ingen overbevisninger har, så tro mig, det har alle!

Overbevisninger kan bestemt også være positive, men vi koncentrerede os selvklart mest om de negative, for det er dem, der er hæmmende for os, det er dem, der begrænser os, men i en vis grad også beskytter os. Overbevisninger er konklusioner, vi har draget på baggrund af vores erfaringer. Det kan bestemt både være godt og skidt, men de gode hæmmer os ikke i vores liv, det gør de negative så absolut.

Selvom jeg synes, det er rigtig hårdt at stå model til det her, så er det også helt utrolig lærerigt. Jeg lærer så meget, og jeg suger det hele til mig som en svamp. Men det er godt nok tomt og underligt at sidde i stilhed efter 4 så intense dage, og ikke have nogen i sin nærhed, som ved, hvad jeg lige har været igennem. Jeg kan ikke forklare det her til nogen. Det er sikkert også fint nok, og om et par dage, så letter det lidt, men lige nu, der er det svært.

Jeg glæder mig så vildt til at prøve det her på nogen. Jeg har selvfølgelig prøvet det på nogle af de andre elever, og jeg havde en vildt god oplevelse med en af dem, hvor vi faktisk fik fuldstændig fjernet en af hendes meget hæmmende overbevisninger. Den gik simpelthen i opløsning. Det var fedt!! Men jeg glæder mig til at prøve det på helt andre mennesker, jeg glæder mig til at se, hvad det kan føre med sig.

I går aftes var jeg til yoga. Jeg glædede mig rigtig meget, for det giver mig mere, end jeg havde troet muligt. Jeg har det hver gang som om, jeg kommer hjem, når jeg er til yoga. Altså ikke som at mit hjem ikke er hjemme, men hjem i mig selv. Tingene falder på plads, jeg falder på plads. Krop, sjæl, mening, formål mødes på samme tid i mig. Sådan var det også i går, og det trængte jeg i den grad til efter weekendens udfordringer.

body mind

Derudover, så har der været stille her på kanalen, for vi har været en tur på Mallorca. Vi gik all in på charter, men det kan være, der kommer billeder fra det en anden dag.

Jeg har taget vejen til venstre

I dag er dag 15 i min 14 dages udfordring. Og da jeg for et par dage siden skrev om dag 9, var det faktisk dag 11. Dagenen flyver åbenbart af sted. Også selvom jeg løber. Og når nu jeg siger, det er dag 15 i min 14 dages udfordring, så betyder det, at jeg fortsætter! Jeg er blevet virkelig glad for at vågne med den løbetur om morgenen, så jeg ser ingen grund til at stoppe. Jeg ved ikke med dig, men jeg er selv vældig imponeret haha. Jeg har aldrig (som i: ALDRIG!) løbet 15 dage i træk, og jeg har aldrig brudt mig om at løbe. (At jeg så ikke har kunne i nogle år pga. ryggen er noget andet). Men ved at lave taktikken om, så jeg løber virkelig kort, men hver dag, så har jeg ændret min indstilling. Planen er opstået efter inspiration fra min mand, der i den grad er transformeret af løb. Han startede i september med at løbe 5 km. HVER dag! Ind i mellem har han taget en svømmedag i stedet, og nu er han så begyndt til boksning en gang om ugen for afvekslingen, men ellers har han løbet hver eneste dag siden september. Selv 1. januar var han ude kl. 7. om morgenen. Bare fordi. Og i lørdags løb han så sin første marathon distance. Jeg er virkelig imponeret. Både over at han klarede en marathon, men i særdeleshed over hans vedholdenhed på de 5 daglige km. Han havde ikke andre mål, end at gøre det igen i morgen. Ikke noget med tider, (han er dog temmelig hurtig!) ikke noget med distancer, det handlede bare om, at få km. i benene. Hver dag! Det har i den grad inspireret mig. Han har taget nogle afstikkere på 10, 15, 20 km. og 30 en enkelt gang, for at blive klar til marathon, men ellers er det de 5, der har drevet ham dertil. Jeg løber så 700 meter i stedet for 5 km. men som sagt, så handler det om noget helt andet for mig. Det handler om mindset. Det handler om, at sætte sig et mål og fuldføre det. Ingen undskyldninger, ingen bortforklaringer, ingen sovepude. Og det gjorde jeg. Jeg fortsætter, fordi jeg for en gangs skyld ikke vil stoppe med noget, som gør mig godt. Det er jeg ellers pokkers god til.

Nå, men det var jo den her snak om vejen ud af komfortzonen, vi kom fra. Og jeg har valgt. Jeg ER gået til venstre, jeg er på vej ud af komfortzonen. På torsdag starter jeg på en 2 årig uddannelse som ID life-coach. Jeg vil hjælpe andre (og mig selv undervejs) med at blive den bedste version af sig selv. Med at sætte et mål og fuldføre. Med at overkomme de hårde dele i livet og komme ud på den anden side. Den dag jeg meldte mig til, var jeg ved at kaste op (for real!!) jeg havde det så dårligt, jeg rystede og kunne næsten ikke få luft. Det er voldsomt angstprovokerende for mig på så mange planer. Jeg skal til at lære noget nyt. Jeg skal til at lære at lære igen! Jeg skal gøre det sammen med 20-30 fremmede mennesker på intensive modulhold. Puha, jeg får helt koldsved bare af at skrive om det nu. Men jeg er også klar. Jeg vil det her. Jeg har egentlig ville det i mange år, men jeg har ikke været klar. Det er jeg åbenbart nu. Så nu gør jeg det. Så kryds fingre for mig på torsdag, hvor jeg drejer skarpt til venstre.

me

Dag 9

Måske skulle min næste udfordring hedde noget med at blogge hver dag? For egentlig har jeg jo ikke lyst til, der går 9 dage mellem indlæggene, men den ene dag tager den anden…

Jeg er nu nået til dag 9 i min udfordring. Og faktisk går det rigtig fint. Jeg har løbet de to runder hver morgen, og det har været helt ok. Selve det at løbe er jeg stadig ikke ret glad for, og det er kun fordi, jeg synes, det er ubehageligt! Men så snart jeg åbner døren og går ud i den friske luft ved 6.30 tiden, så vågner jeg på en helt anden måde end jeg er vant til. Vejret har heldigvis været med mig, jeg er endnu ikke kommet gennemblødt tilbage, men derimod frisk og klar til dagen.

Jeg er ved Gud ikke morgen menneske. I morges vågnede jeg af mig selv kl. 5.30, men jeg kom først op 6.20. Dynen er tung, kroppen er tung og jeg elsker bare at ligge der under dynen. At ligge og lytte til et barn eller to, der er langt væk i tryg og varm søvn, det er noget af det bedste jeg ved. Eller at høre små fortællinger om nattens drømme, det nyder jeg også. Men nu er jeg så også begyndt at nyde, at vågne i den friske luft.

Der er endnu ikke sket de store mirakler på konditionsfronten. Og alligevel er der måske. De to første dage kom jeg tilbage med tarvelig slim i halsen og høj puls (ja, efter 700 meter!!), og selvom jeg stadig synes det er tungt at komme igennem de to runder, så falder pulsen hurtigere igen, og det der slim i halsen har jeg ikke længere. Til gengæld så havde jeg gjort rent på badeværelset i dag, inden jeg fulgte ungerne i børnehave, så måske er der sket noget med morgen energien?

better

Bortset fra det, så er jeg træt for tiden. Træt helt ind i knoglerne. Blame it on february siger Jane, og det gør jeg så. Og så venter jeg utålmodigt på marts! For selvom jeg egentlig ikke har følt mig træt af vinteren, som så mange tidligere år, så er jeg nok alligevel i underskud af frisk luft, D-vitamin og meget andet, som forårssolen bringer med sig. Så jeg hutler mig igennem og glæder mig over, at solen ind i mellem er begyndt at kigge frem igen. Det spiller måske også ind, at vi har valgt vores januar rejse fra i år. Den der uge i sol og varme har kroppen og sindet nok manglet, men jeg satser på en rejse til foråret, og ind til da hepper jeg på den danske sol.

14 dages udfordring – ryk ud af komfortzonen

Lige for tiden står jeg ved en skillevej. Jeg skal vælge. Til højre ligger komfortzonen, der har jeg befundet mig længe, der er trygt og godt. Jeg kan fortsætte dagene stille og roligt, fortælle mig selv, at det er ok, at være der. Det er nemt, og helt ærlig så behøver livet ikke altid at være så svært vel? Jeg har haft min del af svært, synes jeg, men jeg ved jo også godt, at der er mere svært i vente, så hvorfor ikke være her i ro og fred så længe?

Til venstre fører vejen ud af komfortzonen. Til venstre ligger noget nyt og potentielt farligt og lurer. Noget ukendt, der kan koste mig en masse kræfter og æde mig op. Men til venstre ligger også udfordring og udvikling. Der ligger muligheder. Muligheder for at udvikle mit potentiale. For at optimere mig selv. Den slags kan ryste mig og gøre mig bange. Jeg ved ikke altid, om jeg kan klare det, eller om det knækker mig og lader mig tilbage med en fiasko, lader mig tilbage med forpligtelser, jeg ikke kunne leve op til. Den tanke giver mig ondt i maven.

Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg mærker gang på gang, hvordan tingene spiller sammen. Nogle vil måske mene, jeg ser det, jeg vil se. Andre forstår. Og hvis begivenheder pludselig viser sig som en rød tråd, er det så ikke min pokkers pligt, at lytte efter?

For et par dage siden mødte jeg en kær veninde fra folkeskolen. Vi har ikke set hinanden i 10-12 år. Vi holdt sammen dengang, og pludselig kom vi fra hinanden. Vi har skrevet en smule sammen på Facebook, men vi har ikke mødtes i alle de år. Pludselig stod hun der. Jeg mødte hende lige på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun i den grad er rykket ud af komfortzonen. Hun er alene med sin lille pige på 1 år, og har sagt sit trygge faste job op, uden at have et andet. Min reaktion til hende var “sejt”. Hun sagde, at det var hun glad for at høre, det var jeg den første, der havde sagt. Alle andre mente, det var uforsvarligt, og forstod hende ikke. Og det forstår jeg sådan set godt. Og jeg kan da også sagtens sige sejt, jeg står ikke alene med en lille pige og det store ansvar. Jeg har det trygt og godt her, hvor jeg er. Men jeg synes virkelig det er sejt. For pludselig ville hun ikke have siddet 6 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det, nej så ville hun have siddet 15 år, 20 år i et elendigt job, der gjorde hende ked af det. Ville det have været sejere? Nej, jeg synes det er sejt, at man i den grad tør ryste posen og vælge en anden vej. More power to you, kære ven.

Der har været flere af den slags oplevelser på det seneste. Og andre slags. Alle peger i sammen retning for mig. Og nu er det min forbandede pligt at lytte efter og agere!

Hvad vejen til venstre konkret byder på, det vil jeg ikke komme nærmere ind på endnu, men når jeg ved mere, så ved I også mere. Men indtil da, har jeg sat en udfordring for mig selv. Jeg har givet mig selv en udfordring, som, i den grad flytter mig ud af min komfortzone af flere årsager. For det første foregår den om morgenen, men det er her jeg mener, den kan give bedst udbytte for mig. For det andet, er det ubehageligt, og jeg kan virkelig ikke lide noget der er ubehageligt! For det tredje er den nødvendig. Og for det fjerde vil det vise mig, om jeg kan rykke mig, og dermed give mig adgang til vejen til venstre. For jeg er faktisk klar til at gå til venstre.

De næste 14 dage vil jeg hver morgen, som det første, løbe 2 runder om rækkehusene her. Og jeg er allerede lidt i panik over, at jeg nu har sagt det højt, og dermed har følelsen af at forpligte mig i højere grad, end hvis jeg kun sagde det til mig selv. Så ville jeg jo kunne snyde mig selv (?!).  Jeg gjorde det i morges, det tog 5 minutter og 42 sekunder. Distancen er 0,71 km. Så vi er altså inden for en tidsramme, der kan lade sig gøre for de fleste, vil jeg mene? Hverken tid eller distance er i sig selv interessant for mig, jeg er fuldstændig ligeglad med at løbe turen hurtigere, eller lige tage en runde mere osv. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at sætte mig et mål og fuldføre. Det handler om, at gentage. Det handler om at presse mig selv, og det handler om, at se, hvordan det er at løbe de 710 meter om 14 dage. For i dag var det altså ikke rart. Jeg bryder mig ikke om det.

Efter løbeturen lavede jeg vægttræning i ca. 4 minutter, og jeg lavede 2 gange solhilsen, som også varede ca. 4 minutter. Så, alt i alt er vi på 13-14 minutters træning, og hvis jeg gør tøj klar om aftenen, og bare skal springe i skoene om morgenen, så er vi alt i alt på under 20 minutter. Og giver det overhovedet mening, med så lidt motion? Ja, det gør det faktisk. Det betyder noget psykisk. Det betyder en ny start på dagen , det betyder at jeg bryder vaner, det betyder, at jeg gør noget andet. Og det er det, det hele handler om for mig. At jeg så samtidig får brugt min krop 20 min. mere aktivt end jeg plejer, er bare dejligt for mig.

Forstår I, hvad jeg mener? Jeg vil rykke nogle grænser, og om det så handler om at gå en kort tur, løbe en runde, cykle på arbejde, smøre madpakken aftenen i forvejen, spise grøntsager hver morgen, putte en tsk. sukker mindre i kaffen, hvor end det er, din udfordring ligger, så er det måske på tide, at rykke sin grænse. Bare lidt? Vil du være med? For mig har det ingen betydning, hvad din udfordring er, men jeg synes, det kunne være spændende, hvis du vil være med. Bare i 14 dage, men HVER dag. Og er din udfordring i motionens verden, så er dårligt vejr ingen undskyldning. Det her handler om at overvinde den psykiske del af udfordringen. Det SKAL kunne lade sig gøre i 14 dage. Lad os se, hvad det rykker. Lad os se, hvad der findes på den anden side af komfortzonen. Det ville være så rart med lidt selskab.

comfortzone

Glimt fra en kornfri uge

I sidste uge spiste jeg ikke korn eller dvs jeg spiste stort set ikke korn. Undtagelserne var da ham faren panerede rødspætter i fredags, og et par af de muffins, jeg lavede til kagegæsterne i går. Grunden til endnu en kornfri uge er, at min trang til brød er mindsket virkelig meget efterhånden, og jeg kan tydeligt se, forskellen på, hvor mange grøntsager jeg indtager, om jeg spiser brød eller ej. Den her uge, har faktisk været, som jeg ønsker mit forhold til korn skal være fremover. Som udgangspunkt ingen eller et minimum af brød, med plads til en muffn og en paneret fisk, hvis det er det, dagen byder på.

Min favoritfrokost for tiden, tunsalat lavet af en dåse god tun i vand, en spsk. græst yoghurt 10%, 1 tsk. Hellmans mayonaise, saften af en halv citron, salt og peber. En håndfuld blandet grøn salat og en råkost med appelsinsaft.

Lidt blandede grøntsager til rispapirruller. Årh mand, det smager bare stadig så sygt godt.

En typisk omelet hjemme hos mig, stegt peberfrugt, løg og tomat (eller andet grønt), 2-3 æg, en skive flødehavarti, og et par håndfulde blandet grøn salat med lidt balsamico på.

Ok, jeg har været lidt fedtet med billederne, det kan jeg godt se. Jeg troede faktisk, jeg havde fået taget flere. Anyway, så har det været en fornøjelse. Og mængden af grønt stiger sådan set ret proportionelt med faldet i mængden af brød, så jeg fortsætter den vej.

Ej, jeg spiste da også en par bidder af både en banankage og en romkugle, da vi var på Krogerup i weekenden, men SÅ spiste jeg altså heller ikke mere, jeg sværger.

Daytime tv, tykke maver og en udfordrende udfordring

Jeg ser stort set aldrig tv i løbet af dagen, men i dag er jeg er alene hjemme, manden arbejder ude i byen, så her er stille uden hans musik, kontorlyde og bandeord når noget ikke vil som han vil. Så jeg tændte for tv´et, da jeg spiste frokost og fandt ud af, hvorfor jeg aldrig ser tv om dagen. Jeg zappede rundt for at finde noget, der ikke var OL agtigt, og hvad finder jeg? Et program om en der er afhængig af at spise skurepulver! WTF?? Det er fandme for underligt, så er det sagt. Tv´et forbliver slukket i dagtimerne.

I går morges, da jeg afleverede ungerne i børnehave, sagde Bertram til en medhjælper, på den sødeste glade måde: “Du har en tyk mave”. Jeg krympede mig lidt, og distraherede ham. Vi har haft “du har en tyk mave” snakken før, for på et tidspunkt skal de vel lære, at folk kan blive kede af det, når man kommer med visse udtalelser? Men det er dælme svært at forklare, at man ikke må sige ting, som rent faktisk passer?! Nå, men tyk mave karmaen ramte mig da lige smak i fjæset, da jeg vinkede og gik. Mødte to piger på legepladsen på vej ud, som spurgte om jeg havde en baby i maven. Jeg er heldigvis udstyret med en selvindsigt, der gør mig i stand til at grine af sådan noget, mange andre bliver jo virkelig kede af det. Det der med børn og fulde folk holder vist stik, og jeg er nu et skridt nærmere indmeldelsen i det der fitnesscenter, jeg har snakket om.

Den der madspildsudfordring er altså ikke helt nem. Jeg anstrenger mig virkelig, og jeg gør det langt bedre end jeg tidligere har gjort, men jeg kan altså ikke helt undgå at smide ud. Er det mon en forkælet holdning? Måske er det et spørgsmål om tilvænning? Jeg har brugt en masse, som jeg ellers ville have smidt ud, og det er jeg tilfreds med, men nogle ting egner sig bare ikke til en overnatning i køleskabet. Et trick jeg kan anbefale, er at tage tingene ud af køleskabet, og ikke bare kigge ind i køleskabet. Det gør det noget nemmere, at blive inspireret, at det kommer ud på bordet. Og så skriver jeg mig lige bag øret, at det er en god idé, at sortere ud i køleskabet, INDEN man giver sig i kast med sådan en udfordring i det offentlige rum. Fjols

Og fyi, i aften skal de her lækre fætre indgå som en del af et måltid med rester. Lidt af en teaser hva?

Madspildsudfordring

Jeg beundrer folk med systemer. Tænk at nogle mennesker, kan lave madplan for en måned eller kun handle en gang om ugen, eller ordne grøntsager til ugens forbrug på en søndag. Om det så handler om økonomi, tid, etik eller det hele på en gang kan vel variere, men i hvert fald er tingene på en eller anden måde sat i system. Jeg kan det ikke. Jeg har flere gange forsøgt mig med madplaner og storindkøb, men det går ikke, jeg dur ikke til det. Hvordan i alverden kan jeg vide om søndagen, hvad jeg har lyst til at spise om onsdagen? Hvad nu hvis jeg ikke har noget med rødkål på menuen, og når jeg så handler, så støder jeg på de fineste flotte rødkål, som inspirerer mig til en masse rødkålsretter? Nej, jeg er vist alt for impulsstyret.

I går skulle bilen afleveres til mekaniker, og vi får den først mandag aften. Derfor skulle jeg handle ind inden, i hvert fald de tungeste ting. Jeg handlede de varer, der så lækre friske ud og som er i sæson, og så fandt jeg på noget aftensmad. Men jeg har da ikke fået handlet ind til en planlagt aftensmad til i aften og i morgen aften. 3 dage skulle jeg planlægge, og den gik ikke. Som så ofte før, så må jeg åbne køleskabet, og så kommer menuen ud fra, hvad der viser sig. Det i sig selv har jeg det fint nok med. Det inspirerer mig og gør mig dygtigere hele tiden. Men den seneste tid har jeg lagt mærke til, at vores madspild er øget betragteligt. Og alt det her gik jeg og tænkte meget på i Bulgarien, så husholdning kan jeg vist ikke holde helt ferie fra. Vi snakkede om det på ferien, for jeg synes virkelig, det er blevet værre. Så det her indlæg var allerede undervejs, inden jeg opdagede DR2 temaet om madspild i går aftes. Det så jeg selvfølgelig med største fornøjelse, når nu tankerne kredser om det, og jeg så den inspirerende No Impact Man bagefter. Alt det her tilsammen giver vist anledning til en lille udfordring. Dem har jeg ellers ikke været meget for i den seneste tid, for mine sidste udfordringer til mig selv, faldt ikke så heldigt ud, synes jeg. Men nu hopper jeg på den igen, og hvis nogle derude har lyst til at være med, så er I hjertlig velkommen, bare sig til.

Udfordringen lyder på, at de næste to uger, dvs til og med søndag d. 19. august skal ALLE madvarer i køleskabet bruges. Alle rester skal finde plads på menuen. Jeg er ikke så naiv, at jeg udfordrer mig selv til madplaner og indkøb en gang om ugen, men det her er også rigeligt. Intet må smides ud, og hvis jeg gør, så dokumenterer jeg det og står til ansvar.

 Samtidig vil jeg ind i mellem give eksempler på de gode retter af restemad, som jeg forhåbentligt får bikset sammen.

Desuden inspirerede programmet mig til at få en kompostbeholder, så det må jeg vist lige få snakket med ham manden om. Ja, høns gad jeg da også godt, men jeg er ikke sikker på, at resten af rækkehuskvarteret er enige i, at det er en god idé. Måske man kunne bestikke dem med æg? Og jeg kom da også til at tænke på, hvor containerne er hos den lokale Irma?? Er de låst inde? Skal man planke den, eller er de mon tilgængelige? Det der skralderi lyder altså ikke helt tosset. Hvis man både kan skaffe rødvin, ost og chokoladeskildpadder på den måde, så lyder det ikke så skørt endda. Men det må blive en anden udfordring….måske.