Kategoriarkiv: Ungerne

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

Næsten gratis glæder med børn i ferien – Kronborg

 

Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg Kronborg

Kronborg

Kronborg er et af mine absolut favoritsteder i Nordsjælland. Jeg elsker at være der. Både når vi skal fiske på en sommerdag, eller når jeg har brug for højt til loftet på en stormende aprildag som i dag. Ungerne og jeg kørte en tur dertil i dag. Jeg trængte til at komme UD! Blive rusket igennem af vinden, og ungerne trængte til at rende frit, og jeg havde ikke lyst til at bruge en formue på projektet. Jeg synes efterhånden, det er svært, at lave noget som familie, uden det koster en masse, men der dur Kronborg hver gang.

Jeg synes virkelig, der er mange sjove ting at lave der for en børnefamilie. Der er en masse at kigge på for ungerne, der er gode bakker at rende i, sten af samle, der er smukke kanoner, Hansen is i cafeen og andet godt. For de voksne er der lækker kaffe i Kafferisteriet, der er små gallerier at kigge i, smukke bygninger og andre fine ting.

Turen kostede mig 14 kr. i parkering, to is, en mandelcroissant og en lille kaffe. Det var så også helt ekstraordinært, at ungerne både fik en is hver og en kage til deling, men sådan blev det i dag, og alle var glade. Vi kunne have rendt deroppe i flere timer, men vi løb tør for parkeringstid, så 1,5 time blev det til. Vi nåede slet ikke ind på slotspladsen, så der ER altså virkelig mulighed for at bruge nogle gode aktive timer næsten gratis.

For et halvt års tid siden var mine unger der med børnehaven, hvor de også var inde på slottet, det var også et stort hit, så det kan bestemt også anbefales.

Hvis man ikke er så nøjeregnende med pengene, så ligger Øresundsakvariet lige ved siden af. Det er klart mine børns ynglingsakvarie, for det er småt! Ikke nogle kæmpe bassiner de ikke kan overskue alligevel, men et lille fint sted med fisk fra Øresund, bum. Man kan røre ved en masse krabber, fladfisk, søstjerner osv, det er virkelig et hit.

God påske derude.

Strandtur i stormvejr

strand strand strand strand strand strand strand

strand

strand strand strand strand strand strand strand

strand

strand strand

 

strand

 

Hvert år tænker jeg “I år tager vi ud, og ser de der køer danse”…hvert år bakker jeg ud. Jeg kan simpelthen ikke overskue menneskemængden, når det kommer til stykket. Heldigvis når jeg at bakke ud, inden jeg får involveret hele familien i projektet, og i stedet kan jeg smide en tur på stranden i puljen. På stranden er der luft. I dag var der måske lige lidt rigeligt luft, men dejligt var det nu alligevel. Der skal egentlig ikke meget til, før ungerne er glade og tilfredse. En beskeden madpakke, en flaske vand, et par spande og skovle, happy days.

Vi mennesker kan klare meget mere end vi kan tåle

Jeg synes, det er helt genialt sagt. Det er lige præcis, den sætning jeg har ventet på.

Jeg har været til foredrag med Chris Macdonald. Sikke en stjerne. Det var rigtig dejligt at se ham live, at mærke hans gode og stærke energi. Og jeg har plukket mig et par guldkorn, som jeg har taget med hjem. En af dem er: “Vi mennesker kan klare meget mere end vi kan tåle”. JA!!

Hele hans udgangspunkt er, at se på, hvad vi mennesker er designet til, og hvad vi så rent faktisk byder os selv. Vi er f.eks. designet til at kunne tåle 1 kilo sukker om året. Ja, om ÅRET! I gennemsnit i Danmark spiser vi 1 kilo om UGEN!! Men vi mennesker er robuste, vi tilpasser os, så derfor kan vi klare det. Problemet er bare, at vi kan ikke TÅLE det. Det gør os syge, trætte, triste, deprimerede, afhængige, stressede. Ofte uden vi overhovedet aner det. Vi vænner os langsomt til det. Vores organer kan heller ikke tåle det, men det opdager vi først, når det er for sent. Vi giver sjældent vores organer ret meget opmærksomhed, det er ikke noget vi tænker på at passe på og pleje, for umiddelbart kan vi jo klare det. Vi kan bare ikke tåle det i længden.

I søndags var Bertram til fødselsdag i det nye legeland, vi har fået i nabobyen. Han var der i 2,5 time. På den tid nåede han at konsumere 1 liter (1 LITER!!) slush ice, en stor cola, en burger, pommes frites og så fik han en slikpose med hjem. Drengen er ikke blevet 6 år endnu. Og det virker lidt som om, at mange ikke sætter spørgsmålstegn ved den slags længere? Har vi accepteret, at det er normalen? For børnene klarer det jo fint, og de vil jo så gerne have det.  Ja, det vil de da, det er jo designet til at de vil købe det og så købe noget mere, og så lidt mere endnu. Problemet er bare, at de KAN IKKE TÅLE DET!!!

Gang på gang føler jeg mig som den hysteriske mor, der ser spørgelser. Men jeg ved, jeg har ret. Derfor blev jeg også så glad, da Chris Macdonald sagde lige præcis de to ting. At vi mennesker kan klare meget mere end vi kan tåle, og at mennesket er designet til at kunne tåle 1 kilo sukker om året. Han er bekymret, og det samme er jeg. Det er nok mere hans opgave end min, at rykke ved befolkningen generelt, men jeg vil i det mindste gerne have lov passe på mine egne børn og skåne dem for alt for meget sukker. Og farvestoffer. Og sødemidler. Og MSG. Og hormonforstyrrende stoffer. Og sprøjtegifte. Og alt mulig andet kemi. Det er virkelig en kamp op af bakke det her, men jeg går hellere end gerne op af bakke, når det drejer sig om mine børns sundhed. Ja, det er ikke bare op af bakke, det er også i modvind, nogle gange med stiv kuling, men sådan er det, det tager jeg med.

Bertram havde dårlig mave dagen efter fødselsdagen, og han vågnede om natten med hovedpine. En 6 årig dreng, der vågner om natte med hovedpine. I rest my case for nu.

Chris Macdonald snakkede også om mange andre fine ting end sukker, bl.a. vejrtrækning, motion, søvn, tv vaner og andet. Jeg var godt underholdt, og jeg blev klogere på nogle områder og blev bekræftet på andre. Jeg vil gerne give en varm anbefaling med på vejen. Jeg ville ønske, han var gået lidt mere i dybden med nogle ting, men sådan er det med de foredrag på 2 timer inkl. pause, det når ligesom kun overfladen.

foodlike products

Jeg ved det bare!

Jeg havde lagt tøj frem til Bertram i morges.

Bertram: “Mor, du har lagt en kortærmet”

Mig: “Ja, og lynlåstrøjen som du skal tage uden på”

Bertram: “Wappertrøjen?”

Mig: “Øh?”

Bertram: “Yay, det er wappertrøjen”

Mig: “Øh?”

Mig: “Nååår, rappertrøjen?”

Bertram: “Ja, wappertrøjen. Det er sådan en wappere har på. De er mega seje”

Mig: “Synes du rappere er seje?” (Bare skyd mig)

Bertram: “Ja”

Mig (nu med tics): “Jeg synes, ninjaer er sejere”

Bertram: “Nå, men de er også seje. Sådan en ninja wapper”

Mig: “Ok, en ninja wapper. Men rappere er jo nogen der synger”

Bertram: “Er det det??!”

Ok, så vi har lidt tid at løbe på endnu, men jeg VED bare, at Nemesis kommer til at ramme mig så hårdt i nakken for alle de år, jeg udsatte min mor for Metallica (som stadig sparker røv i øvrigt!), og om et par år, så skal jeg høre wap fra morgen til aften fra 1. salen. Jeg VED det bare!!!

Lidt om lchf kage, mit indre sukkermonster og en opskrift på snaskede chokolademuffins.

Som de fleste af jer ved, så hælder jeg til lchf kosten. Når jeg skriver hælder til, så betyder det, at jeg egentlig bare føler, at jeg spiser mad, og ikke er så glad for alle de kasser, det kan puttes i. Det kan hurtigt give en fornemmelse af, at man gør noget forkert, hvis man ikke konstant overholder nogle bestemt principper eller retningslinjer. Og den følelse har jeg egentlig haft nok af i mine fedtforskrækkede dage! Hvis mad konstant handler om rigtigt og forkert, så synes jeg nydelse, nærring og energidelen træder i baggrunden, og det har jeg ikke længere lyst til.

Når det er sagt, så har jeg jo mærket, hvor stor forskel det har gjort for mig, at jeg har budt fedtstof velkommen i mit liv efter mange mange år uden. Og at jeg samtidig har minimeret sukkerindtag og ikke længere lever af hjemmebagte boller og rugbrødsmadder. Det har givet min krop en ro. Og den ro mærker jeg især, når jeg ikke har den! For jeg tager også nogle gange nogle valg, som er virkelig dårlige for mig, og så må jeg æde konsekvenserne de følgende dage, ja uger kan det vare. Suk. Der mærker jeg for alvor, hvor godt det er for mig, at spise lchf kost.

Men, jeg har været nød til, at finde mig et sted midt i mellem, hvor jeg tager hensyn til alle i familien. Det er en lang forklaring, så det vil jeg ikke gå i dybden med, for lige nu handler det egentlig bare om kage og bagværk. Det er nemlig ikke lykkedes mig endnu, at sælge kage og brød herhjemme, som er bagt helt uden mel. Ind i mellem lykkes det, men det er for sjældent til, at jeg egentlig orker. Jeg selv er rigtig glad for det, og jeg finder oftest min inspiration hos denne dejlige dame, og hun kan om nogen sit stof. Men når jeg bager lchf kage, så er det oftest små portioner, for det er mest mig der spiser det. Jo, der er bestemt nogle opskrifter, som ryger indenbords med stor appetit, som børnekiksene fra Janes Spis dig mæt og slank, bananbrødet sluger ungerne også gerne, og mine egne glutenfri knækbrød spiser hele familien, men når jeg skal lave kage, så må jeg altså gå på kompromis.

Det er ikke ret tit, vi bager kage. Egentlig ærgrer det mig lidt, for ungerne elsker at bage, og det kan være en rigtig hyggelig ting, at gøre sammen. Det kan også være en aktivitet fra helvede, hvis begge børn er med og de hele tiden bliver uvenner over hvem der skal hvad, og det ender med mel og æg i hele køkkenet!! Jeg elsker kage, jeg elsker at bage kage, og at spise kage, men der er så meget kage og guf alle vegne, at det sjældent levner plads til, at vi selv får bagt. Og så er der lige det med, at hvis jeg ikke bager lchf style, så dukker det ondeste sukkermonster op i mig. Det er f.eks. gerne til børnefødselsdage, jeg får et gensyn med det kære sukkermonster. Når bunden er lagt med hvide boller, og kage, ja, så er det man finder mig begravet i lagkagen på den Gollum agtige måde “Mmmm, my precious” når aftensmadstiden nærmer sig. Sukkermonsteret i mig råber “Vig bort, rigtig mad, det er mig, der bestemmer i dag!”  Og så er det, jeg går i seng klokken 21 med hovedpine og ondt i hele kroppen. Og det er ikke væk næste dag. Nej, der må jeg døje med de onde sukkertømmermænd, som betyder jeg er sur og træt hele dagen, og drømmer om den forbandede lagkage, som intet godt gør for mig.

Den kamp orker jeg ikke ret tit. Det er uværdigt, og det gør ikke noget godt for mig eller min familie. Så er det ligesom bare nemmere, at lade være med at bage. Eller tage til børnefødselsdag, men den del er ligesom en del af livet, jeg må lære, at navigere i.

Nå, men al den her kagesnak kommer sig af, at i går var begge børn hjemme. Bertram er syg, og Ronja fik en velfortjent fridag. Men eftersom hun ikke var syg, men var i fin hopla, og ikke lå splattet ud på sofaen, så skulle der ske noget. Og hun ville så gerne bage! Jeg har en muffinbog, hun ofte beundrer, og hendes store yndige øjne fik mig overtalt. Jeg holdt mig dog fra muffinbogen, men fik kringlet den, så jeg kunne lave nogle muffins, hvor vi mødes på midten. Jeg tog udgangspunkt i mine hjemmelavede mælkesnitter, for de var jo eddergode, og indeholder mindre hvedemel og sukker end mange andre kager. De blev virkelig gode! Og sukkermonsteret blev holdt på afstand. Og så var Ronja så venlig, at dele muffins ud til det meste af nabolaget, så der ikke lå 18 muffins og fristede. Det hjælper også på det, ik!

Her er, hvad jeg brugte til 18 muffins:

150 gram blødt smør

5 spsk. kokossukker

2 æg

5 spsk. hvedemel

6 spsk. fiberrigt mandelmel

5. spsk. kakao

2 spsk. fiber Husk

2 tsk. bagepulver

2 dl. sødmælk

Pisk smør og æg luftigt, tilsæt et æg af gangen og pisk videre. Bland alle de tørre dele, og pisk dem i også, du kan også bare vende det hurtigt i med en ske, så bliver dejen mere typisk muffinagtig. Til sidst vendes mælken i, lidt af gangen.

Fordel dejen i ca. 18 muffin forme (alt efter hvor store du vil have dem) og bag dem i et kvarters tid ved 180 grader. Laver du dem større, skal de have lidt længere. Stik i dem med f.eks. en spids kniv, for at tjekke om de er færdige. Lad dem køle af 5 minutter i formen, og vend dem derefter ud på en rist.

chokolademuffins

Her er de næsten direkte fra ovnen, men da de var kølet ned fik Ronja lov at pynte nogle med både glasur og hjertekrymmel. Så var det ligesom også sikrere, at jeg ikke gik amok og åd dem alle, for jeg bryder mig ikke om glasur. Eller krymmel.

chokolademuffins

Efterårstur til Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

En gang om året er vi en tur på frilandsmuseet med mormor i Brede ved Lyngby. Det er altid en rigtig dejlig tur som ikke koster alverden. Indgangen er gratis, men efterhånden er der kommet en del ting undervejs, der koster. Vi har altid en madpakke og en kande kaffe med som vi spiser ved en lille legeplads, hvor der er opstillet borde og bænke til formålet. Naturen er fantastisk, ungerne synes det er sjovt, at kigge på det gamle huse, og så er der altid lidt sjov og spas på den store plæne. Efterhånden synes jeg dog, at noget af det sjov og spas er lige lovlig bekosteligt. Det meste man kan prøve eller købe koster 20 kr. pr. barn. Og når man så gerne vil prøve både det ene og det andet, så løber det op, og vi må sige stop for i dag. På den ene side, så forstår jeg jo godt, at tingene koster, og jeg (og mormor) betaler gerne for en tur i den gamle karrusel, og for at fiske i andedammen, men når det koster 25 kr. for en ridetur, der varer ca. 40 sek. (og det er ikke løgn, den tur tager altså under et minut), så bliver det altså for meget for mig. En hestevognstur rundt på hele arealet koster 20 kr. pr. person, så hvordan de har regnet sig frem til, at 25 kr. for 40 sekunder på en hest er rimeligt, det gad jeg godt vide.

Nå, vi havde en dejlig dag. Vi er der som regel i sommerferien, men i år blev det til en tur i efterårsferien i stedet. Ungerne var derinde med børnehaven i sommeren, så vi ventede et par måneder. Så fik vi set stedet i efteråret, og det var også utrolig smukt. Vi var en tur med hestevognen, som blev trukket af prutte Niels og Gunilla. Bertram og Ronja har fortalt meget op prutte Niels, siden de mødte ham i sommeren med børnehaven. Og jeg skal love for, han fik vist os, hvorfor han hedder sådan. Bertram og Ronja var heldige at få de særlige pladser foran, hvor de fortalte historier og hilste på folk hele vejen rundt på området. Både undervejs og efter turen havde Bertram spørgsmål efter spørgsmål, og et af dem var selvfølgelig, hvor Gunillas tissekone var ja vi er stadig i tissekone, tissemand, numse fasen. Hvor lang tid varer den mon??!! . Kusken var sød og tålmodig og svarede Bertram på det hele. Den dreng går aldrig ned på spørgsmål, det er helt sikkert.

En varm anbefaling af Frilandsmuseet herfra, men husk at tage godt med 20′ ere med.

Frilandsmuseet er lukket for i år, men åbner igen til foråret.

Kære Dagbog – jeg er her endnu.

Egentlig så mistede jeg motivationen lidt til at blogge her hen over sommeren. Jeg tænkte, at det nok ville vende tilbage, når efteråret ramte, når dagene blev kortere. Men det skete ikke rigtig. Når jeg tænker mig godt om, så kan jeg se nu, at det er fordi, livet på den anden side af skærmen har fyldt så meget, at den her del af livet blev sorteret fra. Der var simpelthen ikke plads til at præstere her også. Alt hvad jeg skrev blev halvhjertet, lidt uinteressant og små kedeligt og endte med at blive slettet igen. Tja, det bliver det måske også fremover, men nu er presset herude i den virkelige verden i hvert fald lettet lidt, så jeg giver det en chance mere.

Da jeg læste det her indlæg for nogle dage siden, så gik det også op for mig, at det Ulla siger i sit meget velskrevne indlæg også spillede ind hos mig. Det vidste jeg bare ikke, før hun sagde det højt. Samtidig har jeg for tiden lidt svært ved at finde den røde tråd i min blog. Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg bidrage med? Hvor har jeg noget at byde ind med? Jeg har brug for at definere bloggen på en måde, så det ikke bliver et stort misk mask af alt og intet. Hvad er det, I gerne vil læse om? Vil I læse om mig og min familie? Er det opskrifter? Er det billeder af de ting, jeg syr? Er det en blanding, hvor det hele er med? Med Ullas indlæg i tankerne, så ville det være rigtig dejligt med lidt feedback her.

Men når nu jeg alligevel skriver, så kan jeg da fortælle, om lidt af det, der har fyldt mit liv den sidste tid.

Jeg har fået min egen hule. Min kære mand har fået sig et kontor ude i byen, så jeg er nu alene på skansen herhjemme i dagtimerne. Det nyder vi begge i stor stil. For skal jeg være helt ærlig, så er fælles kontor med manden på hjemmeadressen ikke det, der har bidraget allermest til hverken vores arbejds eller privatliv de sidste måneder. Vi havde begge brug for forandring. Det betyder, at jeg nu har mere luft omkring mig, mere ro og det har han også. Det har givet os en masse på arbejdsfronten, og det har givet mig plads til at drømme stort i mit lille rum. De drømme vil jeg gerne dele med jer snart, men det må vente lidt endnu. Jeg er ikke klar.

Derudover, så har min lille Ronja fyldt meget i mine tanker. Hun har haft det svært, og egentlig har det nok handlet meget om, at JEG har haft det svært. Det smitter hende med det samme, når jeg har de der stressede knuder i maven. Et af de karaktertræk hun har arvet fra mig, på godt og ondt, er at hun er særlig sensitiv. Forskellen ligger så i, at jeg er voksen, jeg kan læse mig frem til, hvad det drejer sig om, både for hende og for mig selv, jeg kan mærke efter, men hun er lille, og må bare spille med. Jeg kan ikke forklare hende det. Endnu. Det har givet nogle rigtig dumme situationer, når både hun og jeg er brugt op, og der samtidig også er en lille dreng og en far, som også har brug for en plads her i familien. Nu er mine knuder i maven langsomt ved at løsne sig, og det smitter heldigvis også. Det er helt utroligt, så stor indflydelse både det sagte og usagte har på vores små børn. Sikke et ansvar man bærer på. Jeg håber, vi er på rette spor nu.

Jeg har været hos min ene fysioterapeut i dag. Som nogle måske kan huske, så går jeg hos to forskellige (mand og kone). Den lange historie omkring hvad der er kommet ud af det forløb, vil jeg fortælle om en anden dag, det kræver vist sit eget indlæg. Men i hvert fald, så har jeg hen over sommeren ikke været ret meget hos ham, mest hos hende. Og i dag da jeg kom, der lyste han helt op. Han var så glad og kunne tydeligt se, at den kvinde der kom ind af døren i dag, er en helt anden, end den der kom hos ham første gang tilbage i januar! Det skal lige indskydes, at den mand altså ikke er en normal fysioterapeut. Han kan noget mere, det er jeg ikke i tvivl om. Han behandler hele mennesket, ikke kun den smerte, der lige sidder i lænden, nakken eller hvor den nu sidder. Og han så, at jeg er kommet langt. Han har forstået mig, og behandlet mig ud fra, hvad han så. Det har været fantastisk, og det var rigtig dejligt, at han så noget andet i dag. Jeg har fået glimtet i øjet tilbage, min holdning ændrer sig, mine konstante smerter er på retur, lige nu har jeg flere dage uden smerter i ryggen end jeg har med smerter. Det er en ny verden. Boblen om mit hoved er sprunget, jeg føler det nærmest som om, jeg ikke kunne se, og nu har fået briller.

Jeg tager et skridt af gangen. Det kan godt være, det ikke altid går så hurtigt, men jeg er på vej. Men SKAL det gå hurtigt? Jeg har vist aldrig gjort noget hurtigt, til stor irritation for min omverden og mig selv ind i mellem, men hvis det nu engang er sådan jeg er? Der er jo en grund til, vi har fået indrettet vores liv herhjemme, som vi har. Jeg passer ikke ned i hurtig kassen. Jeg passer ikke ind i det konventionelle arbejdsliv. Det ødelægger mig. Men jeg føler stadig, jeg skal undskylde for det?! Hvorfor skal jeg hele tiden stræbe efter, at lave mig om, så jeg passer ind i det liv, som andre lever? Ja, jeg er SÅ privilegeret, at det kan lade sig gøre sådan her, men er det forkert? Det betyder ikke, at jeg bare fiser den af, for det gør jeg langt fra. Jeg halter altid bagud, har altid travlt. Men jeg nyder, at jeg kan gøre det jeg skal i ro og fred. Og se, nu følte jeg alligevel et behov for at fortælle, at jeg faktisk har travlt og er bagud?! Endnu en gang skulle jeg forklare og forsvare. Selv på en blog, hvor de fleste læsere, slet ikke er nogen, jeg møder i mit virkelige liv. Utroligt. Det må jeg arbejde videre på.

Nå, måske var det et sidespring, eller måske var det det, jeg virkelig ville sige? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald noget af det, der rører sig i mit liv for tiden. Det der fylder mine tanker.

Og er det så ikke ved at være fast, at der til indlæggene om mine tanker, hører et pinterest quote? Jo, det tror jeg vist nok, så her får I en af mine favoritter for tiden. Jeg siger det bare…

busy