Kategoriarkiv: Yoga

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

5 mål der skal gøre det næste år til mit bedste år nogensinde!

37

Jeg havde fødselsdag i går. 37 år. Bum!

Fødselsdagsentusiasmen er dalet lidt med årene. Ikke pga. den stigende alder, for den har jeg det sådan set fint nok med. Og det er ikke fordi, jeg ikke mener, jeg er værd at fejre. Og jeg kan faktisk meget godt lide at få gaver. Så, hvad mon det egentlig handler om? Jeg ved det ikke, men en fødselsdag er et godt tidspunkt at tage en status på, hvordan det egentlig går, ikke?

Lige for tiden arbejder jeg med, at være rummelig og omsorgsfuld over for mig selv. Jeg øver mig i at lade være at skælde mig selv ud over, alle de år jeg føler, jeg har spildt på at leve i en boble af frygt. Og inderst inde tror jeg på, at det jeg har oplevet, de erfaringer jeg har draget, handler om, at jeg skal bruge det til noget senere hen, men ind i mellem slås jeg med en lille djævel, der bander og svovler over alle de år, jeg gemte mig væk fra verden. Men jeg lærte noget der, noget som en dag kommer andre til gavn, det ved jeg. Så jeg øver mig i rummelighed.

Jeg er også i en gang med en form for selv-coaching. Det er svært at komme helt uden om, når nu jeg er fedtet ind i coaching miljøet meget af tiden, og jeg får virkelig meget ud af det. Jeg møder rigtig meget selvindsigt, jeg opdager rigtig mange sider af mig selv, jeg havde gemt væk, og jeg er blevet nysgerrig på, hvor meget jeg egentlig rummer, og hvad jeg kan udvikle mig til. Jeg er utålmodig efter at vokse, at lære, at kunne mere. Jeg vil rejse, jeg vil læse, jeg vil udforske, og jeg vil gøre det her år til et fantastisk år.

Hvordan gør jeg så det? Tja, jeg har aldrig sat mig sådan et mål før, men egentlig har jeg aldrig sat mig ret mange mål. Men hvis jeg ikke sætter mål, så har jeg ingen retning. Og hvis jeg ikke har en retning, så ender jeg med at gå i ring.

Jeg er blevet inspireret af en fantastisk coach, Robin Sharma, til at spørge mig selv: Hvilke 5 ting skal ske det næste år, for at gøre det her år, til mit bedste år nogensinde? Det har jeg gået og tænkt lidt på. Mit bud er:

-Jeg skal komme i rigtig god fysisk form. Jeg skal fortsætte min yoga to gange om ugen, og også indføre en ugentlig yogarutine herhjemme, så jeg kommer op på 3 gange. Desuden skal jeg fortsætte det løb, jeg er kommet i gang med, og så krydser jeg fingre for, at kroppen holder til det.

-Jeg skal meditere som en naturlig del af min hverdag. Det kan være, det kræver nogle kurser i meditation, eller bare skrap øvelse, som er skrevet ind i min kalender.

-Jeg skal tilgive mig selv mine fejltrin og gøre dem til erfaringer i stedet. Jeg skal lade være at være så hård ved mig selv, og give slip på, at fortiden kunne have været anderledes.

-Jeg  skal lære at få flere ting gjort på kortere tid. Jeg skal optimere min dag med struktur, planlægning og rutiner. Jeg skal have ryddet endnu mere ud i vores hjem, for hvis vi har færre ting, er der mindre oprydning. Jeg skal have frigivet noget tid, som jeg kan bruge mere produktivt end tilfældet er nu. Der er plads til forbedring!

-Jeg skal nærme mig en form for balance. Jeg skal skrive ned, tage status, sætte små mål, og pejle mig mere ind på, hvor balancen findes. Jeg skal have mere balance i min kost, og spise på mine egne præmisser og efter min egen overbevisning, og ikke efter hvad andre mener. Jeg skal have balance i alene tid og social tid, jeg skal lære at sige til og fra, og finde mig selv igen.

Så det er den retning, jeg arbejder i nu. Jeg føler mig målrettet og opsat, og jeg ser frem til at tage en status igen om et år, og mærke hvordan det føles, at faktisk nå i mål med mine mål. Jeg regner med, jeg tager målsætning op som et emne ind i mellem, for jeg har på fornemmelsen, det er et område, der halter lidt hos mange mennesker. Vi kører lidt på autopilot, mange af os, uden at sætte os et helt konkret mål. Det håber jeg, I vil være med på. Lad mig endelig vide, hvis der er noget mere konkret omkring målsætning, som I gerne vil læse om, så vil jeg se, om jeg kan vinkle det, så I får svar.

Tak fordi I læste med. I er mere end velkomne til at smide en kommentar, det er altid dejligt, at høre jeres tanker om, det jeg skriver. Rigtig god dag.

Brainstorm på stress symptomer

I går til yoga, da vi lå i restorativ*, kunne jeg mærke et ekstra stort behov for at blive liggende. Jeg lå, som altid, med en øjenpude på, og var helt inde i min egen verden. Jeg ville bare så gerne trække tiden ud, ligge der så længe, jeg havde brug for det. Da tiden var gået, var det nærmest grænseoverskridende for mig, at vende tilbage til rummet. Jeg ville bare så gerne blive i roen. Sådan foregår det desværre ikke, yogatimen sluttede, men jeg måtte bruge lidt tid til at tænke over, hvorfor jeg lige i går havde det store behov for at forsvinde ind i min ro, ind i min egen verden.

Og det var rigtig svært at indrømme over for mig selv, men jeg må nok indse, at jeg på det seneste har fået et par af de pokkers stress symptomer igen, og tankerne er begyndt at hobe sig op og blive filtret ind i hinanden. Det er ikke stort og alvorligt og farligt lige nu, men det bliver det, hvis ikke jeg stopper op nu, finder ud af, hvad det drejer sig om, og viser, at jeg er blevet klogere end sidst. Mine symptomer på en stress, der ligger og lurer er en indvendig sitren i hele kroppen, for høj puls, for mange tanker, træthed, meget overfladisk vejrtrækning, øget behov for at spise på følelserne.

På en måde kommer det bag på mig. Jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg havde styr på det nu. Det har jeg i det store hele også, og jeg regner da med, at bide den her over, inden den får ordenligt fat. Men det kan jeg kun, hvis jeg finder ud af, hvad det handler om.

Jeg har brainstormet lidt på det, bare for at få styr på, hvad det egentlig er, jeg går og tænker på for tiden. For der er ikke synderligt meget, der har ændret sig i min hverdag som sådan. Eller måske er der.

Jeg vil gerne dele min brainstorm med jer, måske kan I bruge det, måske kan I ikke. Jeg mener, at en brainstorm er et yderst virkningsfuldt værkstøj, til at få tankerne ud af hovedet og ned på papir. Få det hele med, også det du synes lyder fjollet eller ubrugeligt. Skriv det ned, kig på det, gå væk, kig på det igen dagen efter, føl efter i maven. Hvad reagerer du på, af det du har skrevet ned? Er der noget, der giver et sug i maven, tårer i øjnene eller andre fysiske signaler? Hvilke vil du gerne krybe udenom, og hvilke kan du nemt slette igen?

Brainstorm på mulige årsager til stress symptomer, uden filter.

-børnenes skolestart

-ny struktur herhjemme

-rod på kontoret

-kost der ikke nærer mig optimalt

-alt for lidt vand

-urolig søvn

-for mange jern i ilden

-en følelse af utilstrækkelighed

-utålmodighed

-perfektionisme

-spørgsmål omkring egen virksomhed

-tanker omkring mine evner

-følelsen af at være bagud

-for lidt ro

-mangel på meditation

-for meget kaffe

-følelsen af at skulle være noget for nogen meget af min tid

-mine besøg af selvindsigt den seneste tid

-nye relationer, hvordan skal de være fremover

-gamle relationer, hvad gør godt og hvad gør ikke

-præstationsangst

-følelsen af forkerthed

-iver efter at ville det hele på den halve tid

-følelsen af at give uden at modtage

-en masse ny viden på meget kort tid

-har svært ved at sætte grænser

 

Jeg skriver alt det ned, som jeg forbinder med en ubalance i mit liv for tiden, også det jeg ellers ikke ville forbinde med stress. Bliv ved at skrive ned, til du har siddet 5 minutter uden at kunne finde på mere. Vær sikker på, du har det hele med, også det du ikke har lyst til at skrive ned og se i øjnene. Listen er til dig alene, ingen andre behøver at se den, så du kan godt skrive det hemmelige og det grimme ned også. Det meste kan måske slettes igen, men det er ligegyldigt, det handler om, at få belyst, hvad der rører sig i livet for tiden, som kan bidrage til en ubalance. Derefter kan vi arbejde med det, flytte noget hen på nogle andre pladser, slette noget, og fremhæve noget andet. Alle tingene på listen, fylder noget i mit liv lige nu, og når jeg får skrevet det ned på den måde, så kan jeg se, at det faktisk er ret mange tanker på en gang. Det kan også være, det er et enkelt område, der skal kigges på, og så er det overstået.

Tankemylderet mærkes ved, at jeg tænker alle tankerne på en gang, og ikke en af gangen, som jeg helst vil kunne, og som jeg ellers har kunne siden januar. Nu får jeg alle tankerne filtret ind i et garnnøgle i hovedet hele tiden, og jeg skal stille og roligt vikle dem ud igen. Det her skal løses, inden det sætter sig, det er der ingen tvivl om. Tidligere havde jeg tankemylder, når jeg gik i seng, det har jeg ikke nu. Jeg falder fint i søvn, men vågner til gengæld flere gange om natten og tænker og tænker, og kan ikke falde i søvn igen.

De næste par dage vil jeg bruge på at kigge på min liste ind i mellem, overstrege noget, understrege noget andet. Og så vil jeg bruge lidt tid på, at finde ind til roen i min egen verden, der hvor jeg var i går, og se om jeg kan tage noget af det med mig tilbage til virkeligheden.

Synes du det giver mening, at lave en brainstorm på den slags symptomer i livet? Lad mig endelig høre.

shavasana

*restorativ er de 5-15 minutter efter aftenens yogapraksis, hvor vi ligger i en afslappende, modtagelig stilling, ofter den der hedder shavasana, som du kan se på billedet herover, men det kan også være andre utrolig givende stillinger. Det er i restorativ, vi høster frugterne af den praksis, vi lige har været igennem, det er her, der sker noget helt særligt i krop og sind.

 

Dans som om ingen ser det

Helt uden jeg var klar over det, er jeg blevet mere og mere forkrampet som årene er gået. Min krop har fysisk trukket sig sammen, jeg har meget svært ved at give slip og være afslappet, som i RIGTIG afslappet. Ikke på den der nu har jeg ædt julemiddag og smider mig på sofaen afslappet, men som noget, der kommer indefra. Der, hvor man slipper hæmningerne og lader kroppen gå derhen, hvor den gerne vil.

To helt fysiske oplevelser er med til at få min krop til at give slip. Den ene er yogaen, som kræver af mig, at jeg er fuldt til stede, og at jeg giver kroppen frit spil. Jeg bruger hver en muskel, hver en celle i kroppen under sådan en yogapraksis, det er som om min krop bliver vækket til live efter den har ligget i hi. Jeg elsker det, virkelig! Jeg kan give mig hen til yogaen, jeg overgiver mig, og netop når det er Prana flow yoga, så er der hele tiden en mindre eller større bevægelse i gang, og det kan føles som en dans. Jeg kan også mærke, at jeg bliver dygtigere, og det nyder jeg i den grad også. Jeg bruger mindre og mindre energi på, hvad de forskellige stillinger hedder, selvom de for det meste bliver nævnt ved deres oprindelige navn og ikke en dansk version. Yogaen bliver mere flydende for mig, og jeg håber, jeg med små skridt får det integreret mere og mere i mit daglige liv. Ikke kun yogastillingerne (asanas), men hele yogalivet med karmayoga, meditationen, kosten osv, for det er som at komme hjem.

En anden ting, der får mig til at give slip er dans. Vi danser på ID-lifecoach uddannelsen. Vi rykker alle stolene ud til siden, (vi har et virkelig dejligt stort lyst lokale på Østerbrogade) musikken bliver skruet op, og det kan være alt fra afrikansk stammemusik til Danser med drenge. Det var SÅ grænseoverskridende den første gang. 20 fremmede stod der, kiggede ned i gulvet og tænkte pis pis pis!!!! Jeg troede et kort øjeblik, at jeg ville besvime, hvem ved, måske ville jeg faktisk falde død om! Jeg var ANGST! Men jeg gjorde det, og på dag 4 glædede jeg mig, til vi skulle danse.

Vi mødes så kun 4 dage hver 2. måned, men alligevel har det gjort en kæmpe forskel for mig. Det har åbnet en dør, dansen har vist mig noget, jeg havde pakket væk. Det handler om kropsfornemmelse, det handler om at komme ud af komfortzonen, om at rykke grænser, om at give slip, om at turde noget, jeg ikke turde før. Det handler ikke om, at se tjekket ud, at se fjollet ud, at være god til det eller noget andet. Det handler bare om at være, og det er helt vildt fedt! Tænk, det havde jeg glemt. Jeg havde glemt, hvordan det føles at give slip, at mærke min krop. Det at mærke min krop, hvad den kan, hvad den gør, hvad den vil, har været sådan en øjenåbner for mig. Det har givet mit et helt andet forhold til min krop. I mange år har jeg hadet min krop, jeg følte mig altid bare som den tykke, klodsede, utjekkede og jeg blev ked af det, når jeg så på mig selv. Sådan har jeg det slet ikke længere. Jeg nyder min krop nu! I stedet for at dømme den på vægten, så fejrer jeg den og glædes over, hvad den kan. Den kan SÅ meget!  Der er en hel verden inden i kroppen, som hver eneste dag, gør hvad den skal for at passe på mig. I alt for mange år så jeg den som en skal, der enten kunne være tyk eller slank, ikke andet. Det er helt forsvundet, og noget af det, der virkelig har ændret det, har været dansen og yogaen.

Så, en opfordring herfra. Dans! Prøv at danse helt for dig selv derhjemme. Skru op for musikken, rul gardinenerne ned, hvis du har brug for det, luk øjnene, hav bare tæer, så du får kontakt til underlaget og bare stille og roligt prøv at give slip. Se hvad der sker, når dansen starter i armene eller bagdelen, se hvad der sker, når du bevæger hele kroppen på en gang, se hvad der sker, når du hopper. Du hopper måske ikke første gang, måske vrikker du bare med tæerne første gang, det er også helt fint, men prøv det nogle gange, og se om du finder en eller anden form for forløsning ved det. Jo mere modstand du føler mod at prøve, jo mere trænger du måske til at prøve det? Jo mere det provokerer dig, jo mere ville det måske gøre dig godt?

Jeg vil virkelig gerne høre om det, hvis du prøver det af, så smid mig en kommentar enten om dine tanker omkring det, din modstand eller dit forsøg. God fornøjelse.

dance

Når kosten bliver til underholdning i stedet for næring

I går efter yoga havde jeg en snak med min skønne yogalærer. Det tog udgangspunkt i, at jeg gerne vil vide noget mere om ayurveda, og det ved hun noget om. Snakken udviklede sig, på den der fede måde, hvor vi fandt ud af, at vi havde en hel del til fælles omkring vores tilgang til sundhed og verden.

Vi kom til at snakke om, hvordan mange mennesker i dag forholder sig til kosten. Den handler for mange ikke ret meget om nærring, om forebyggelse, om kroppens behov, det handler i stedet om lyst, om smag og om underholdning. Jeg mener, at den underholdende del af kosten for alvor satte ind, inden vi ramlede ind i det der finanskrise. Mand, der var livsnyderi på alle planer, både når det galdt nye biler, huse og fladskærme, men så sandelig også når det galdt rødvin, kød på weber grillen, special øl og høj cigarføring. Der var noget rigtig godt markedsføring bag det her livsnyderi. Det var smart at være livsnyder, og det gav friere rammer og grænserne for sund fornuft blev rykket og nogle gange helt udvisket.

Vi er blevet så vant til, at maden er noget, der skal give os et fix, noget der skal stille et behov her og nu, at vi egentlig ikke tænker ret meget over, hvad kosten betyder for os i det lange løb. Hvad betyder halvfabrikata for vores evne til at detoxe? Hvilke konsekvenser har al den kemi, der er vores mad? Hvor sløret bliver vores hjerne af vores høje sukkerforbrug? Ligesom vi er ved at miste den generation, der oplevede 2. verdenskrig med egne øjne, så er vi også ved at miste de mennesker, der engang spiste den diæt, som vi mennesker egentlig burde spise. Det er ved at blive en del af historiebøgerne, at vi spiste det, vi dyrkede og det vi handlede med hinanden. Vi spiste det, der var i lokalområdet, vi spiste efter årstiderne. Det gør vi ikke længere, nu spiser vi for vores fornøjelses skyld, og luksusvarer er en del af hverdagen, og bliver ikke gemt til en særlig lejlighed.

Jeg kan godt se, at der er fornuft i, at spise det, som kroppen fortæller, den har brug for. Men når vi har brugt de sidste 20-30 år på at ændre kemien i vores krop, ved at fodre den med fødevarer, der ikke er friske , grønne og i sæson, jamen så er kroppen forvirret på sine behov, og derfor sender den nogle helt andre signaler end den burde. Mange af os får flere gange om dagen signaler om, at nu skal vi have noget med sukker i, eller andet der kan omdannes til glukose. Det er vi vant til at genkende enten som raffineret sukker, som brød, som pasta osv, men går vi bare 100 år tilbage i tiden, så bad hjernen sjældent om Matadormix eller Magnumis, den bad om rigtig mad, for det er det, vi er skabt til at spise. Vi er ikke lavet til at spise en pose labre laver i bilen hver dag, eller lige snuppe en Milkshake på McD på vejen hjem fra arbejde. Vores krops kemi er helt forvirret, og vi spiser derfor primært mad for underholdningens skyld, ikke for den grundlæggende energi vi skal have ud af den, ikke fordi vi har brug for særlige vitaminer, mineraler, fedtstoffer, proteiner osv. Vi spiser og drikker som livsnydere, der hver dag skal have klaret det umiddelbare behov for hurtig tilfredsstillelse. Vi har flere og flere fødevarer og drikkevarer, som vi bliver afhængige af, vi kan ikke undvære dem, og vi accepterer det, for det er blevet hverdag.

Det har bare nogle konsekvenser, som vi ikke rigtig ser i øjnene. Vi får kræft, vi får diabetes, vi bliver overvægtige, får depressioner, stress, sclerose, fibromyalgi, psoreasis, eksem, astma, allergi, dårlige knogler, kronisk træthed osv. Så får vi nogle piller, og de færreste læger sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi spiser og drikker. Nogle af dem jeg betegner som kloge hoveder mener, at vi kan spise os ud af 70% af alle sygdomme i dag, men jeg er ikke sikker på gennemsnitsmennesket tror på det. Vi har accepteret sygdom som en del af livet, og så går vi til lægen og får piller. Det er vi hverken blevet gladere eller raskere af. Lad os nu for pokker prøve at se på, hvad der påvirker os hver eneste dag, og det er det, vi drikker, spiser og hvor meget vi bevæger os. Vores krop er ikke bare en pæn skal, der er en hel verden inden i den af organer, celler, knogler osv, som alle har en funktion for dig. Den har ikke brug for aspartam, e-numre, pulvermad, farvestoffer eller andet nemt og underholdende mad, der stiller vores her og nu behov, men som gør os syge, den har brug for næring, ægte næring fra ægte mad. Så kan den faktisk reperere det meste selv, det er nemlig det, kroppen er designet til at kunne.

ayurvedisk ordsprog

Noget om overbevisninger

Jeg har nu været på 2. modul af ID-life coach uddannelsen. Det har været en rutsjebanetur. Egentlig var det stille og roligt op og ned, mens jeg var der, men dagene derefter har været et ordenligt dyk ned, og jeg er stadig fuldstændig drænet. Vi lærte, på det her modul, om overbevisninger, og noget om at give slip på fortiden. Én ting er, at man skal lære en masse, men samtidig skal jeg også forholde mig til 19 andre elever, OG jeg skal stille op som klient hver dag og blive pillet fra hinanden uden altid at blive sat rigtig sammen igen. Jeg siger jer bare, så bliver man altså træt!

Jeg har lært en hel del om at finde frem til andres overbevisninger, men jeg har så sandelig også lært en masse om mine egne! Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med overbevisninger, så er det de små sætninger, vi går og fortæller os selv hele tiden, sætninger som begrænser os i vores udvikling. Det kan f.eks. være “jeg er ikke god nok til det”, “jeg har ikke tillid til andre mennesker” eller “andre mennesker kan ikke rigtig lide mig”…sætninger i den stil. Overbevisninger er noget vi har troet på længe, og pludselig er det blevet til vores sandhed. Og selvom der måske skulle sidde en enkelt eller to derude, som tænker at de ingen overbevisninger har, så tro mig, det har alle!

Overbevisninger kan bestemt også være positive, men vi koncentrerede os selvklart mest om de negative, for det er dem, der er hæmmende for os, det er dem, der begrænser os, men i en vis grad også beskytter os. Overbevisninger er konklusioner, vi har draget på baggrund af vores erfaringer. Det kan bestemt både være godt og skidt, men de gode hæmmer os ikke i vores liv, det gør de negative så absolut.

Selvom jeg synes, det er rigtig hårdt at stå model til det her, så er det også helt utrolig lærerigt. Jeg lærer så meget, og jeg suger det hele til mig som en svamp. Men det er godt nok tomt og underligt at sidde i stilhed efter 4 så intense dage, og ikke have nogen i sin nærhed, som ved, hvad jeg lige har været igennem. Jeg kan ikke forklare det her til nogen. Det er sikkert også fint nok, og om et par dage, så letter det lidt, men lige nu, der er det svært.

Jeg glæder mig så vildt til at prøve det her på nogen. Jeg har selvfølgelig prøvet det på nogle af de andre elever, og jeg havde en vildt god oplevelse med en af dem, hvor vi faktisk fik fuldstændig fjernet en af hendes meget hæmmende overbevisninger. Den gik simpelthen i opløsning. Det var fedt!! Men jeg glæder mig til at prøve det på helt andre mennesker, jeg glæder mig til at se, hvad det kan føre med sig.

I går aftes var jeg til yoga. Jeg glædede mig rigtig meget, for det giver mig mere, end jeg havde troet muligt. Jeg har det hver gang som om, jeg kommer hjem, når jeg er til yoga. Altså ikke som at mit hjem ikke er hjemme, men hjem i mig selv. Tingene falder på plads, jeg falder på plads. Krop, sjæl, mening, formål mødes på samme tid i mig. Sådan var det også i går, og det trængte jeg i den grad til efter weekendens udfordringer.

body mind

Derudover, så har der været stille her på kanalen, for vi har været en tur på Mallorca. Vi gik all in på charter, men det kan være, der kommer billeder fra det en anden dag.

En Kapha ude af balance

Jeg går ret meget op i det der yoga for tiden. Ikke kun tirsdag aften, men i det hele taget som en del af mit liv. Jeg prøver at ændre nogle mønstre, indføre nogle gode rene vaner, og droppe dem jeg ikke længere har brug for.

I den forbindelse har jeg også kastet mig over Begynder Yogabogen af Karen Pallisgaard, som jeg har lånt af den her labre larve. Jeg har ikke læst bogen færdig, og vil ikke vurdere om det er en god eller ligegyldig bog. Det jeg vil, er at dele et afsnit med jer, eller rettere resultatet af en test. En test i ren damebladsstil, men jeg synes, den ramte så plet, at jeg må dele det med jer.

Først får I lige en ultra kort forklaring på, hvad dosha er, ellers giver det ingen mening. Og hvis du også har brug for at vide, hvad ayurveda er, så må du lige slå det op eller læse bogen.

Uddrag af Begynder Yogabogen: ” Ayurveda siger, at hvert et menneske har en unik konstitution. Den hedder din prakuti. Den repræsenterer hele dit helbred, viser hvordan din krop bedst arbejder på at være sund og viser, hvilke tendenser og konsekvenser det har, når du kommer ud af balance. Din prakuti er din særlige kombination af fysiske og mentale kendetegn, og den er uforanderlig, du kan se den som din (ayurvediske) DNA:

Prakuti er sammensat af tre livsenergier, som hedder doshaer, og styrer kroppens og sindets funktioner og aktiviteter. Og hold nu tungen lige i munden; hvert af de tre doshaer består af to af naturens fem elementer. Hvert dosha har sine egne fysiske og psykologiske kendetegn, og alle mennesker har deres egen dosering af doshaer –  det er din prakuti. Vi har alle tre doshaer i os, men vil typisk have et eller to dominerende – nogen mennesker har dog fuldstændig ligevægt mellem de tre dosha i deres prakuti.”

Så, nu har du en idé om, hvad dosha er. Jeg har taget testen, og min dominerende dosha er kapha. De to andre er vata og pitta. Resultatet af testen omfatter både noget med den bedste kost for kapha, typsike kendetegn, gode rutiner osv.  Jeg kender ikke lige damebladsbranchen eller hvordan man laver den slags test, så det kan da være, det er total simpelt at give mig følelsen af, at det var en god test med et brugbart resultat, men under alle omstændigheder, så kan jeg bruge det her resultat til noget. Den omfatter også kendetegn for en kapha ude af balance, og det er den del af svaret, jeg gerne vil dele med jer. Det er spot on mig, det her. Ja, det er de typsike kendetegn også, men nu vælger jeg den her del.

Så, en kapha ude af balance:

Kunne bo i sin pyjamas, depressiv, grådig, doven, trækker sig ind i sig selv, slimdannelser, lungeproblemer, langsom, sover mere end 9 timer pr. nat, føler sig tung i krop og sind, orker ikke at tage initiativ, passiv, sofakartoffel, trøstespiser, forandringsangst. Tager på i vægt, astma, hudorme, cyster, væskeophobninger, bærer nag, misundelig, tilbagetrukken.

Godt, så fik vi lige konstateret, at jeg er ude af balance!! Bortset fra astma og hudorme, så er det ret meget mig, det der. Ikke det hele på en gang, og ikke hele tiden, men meget af det slæber jeg rundt på i alt for stor grad. Tænk hvis man kunne ryste det af sig? Som en hund, der kommer op af vandet.

Og jeg har altså gennemlæst de andre dosha også, og de lyder helt anderledes, det er ikke sådan at alle passer på alle. Der er ikke noget revolutionerende i det her, men jeg KAN bruge det til noget. F.eks. har jeg i noget tid gået og tænkt, at jeg har brug for en pause fra mælkeprodukter. Jeg har ikke lyst til dem længere og ja, det gælder også smør, og jeg tror, der er en grund til det, når den slags kommer dumpende. I testens resultat under kost, står der så, at jeg skal undgå mælkeprodukter helt. Så, det tror jeg, jeg prøver i en periode. Det bliver vist ikke svært, for jeg har allerede skåret gevaldigt ned, simpelthen fordi jeg ikke har lyst.

Der står mange andre fine ting, som ville gavne sådan en som mig, men jeg kan desværre ikke citere det hele, så hvis du vil vide mere, så må du læse bogen, ik´.

dosha

Billedet er ikke taget fra bogen, det er fundet på Pinterest