Tag-arkiv: børn

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Jeg ved det bare!

Jeg havde lagt tøj frem til Bertram i morges.

Bertram: “Mor, du har lagt en kortærmet”

Mig: “Ja, og lynlåstrøjen som du skal tage uden på”

Bertram: “Wappertrøjen?”

Mig: “Øh?”

Bertram: “Yay, det er wappertrøjen”

Mig: “Øh?”

Mig: “Nååår, rappertrøjen?”

Bertram: “Ja, wappertrøjen. Det er sådan en wappere har på. De er mega seje”

Mig: “Synes du rappere er seje?” (Bare skyd mig)

Bertram: “Ja”

Mig (nu med tics): “Jeg synes, ninjaer er sejere”

Bertram: “Nå, men de er også seje. Sådan en ninja wapper”

Mig: “Ok, en ninja wapper. Men rappere er jo nogen der synger”

Bertram: “Er det det??!”

Ok, så vi har lidt tid at løbe på endnu, men jeg VED bare, at Nemesis kommer til at ramme mig så hårdt i nakken for alle de år, jeg udsatte min mor for Metallica (som stadig sparker røv i øvrigt!), og om et par år, så skal jeg høre wap fra morgen til aften fra 1. salen. Jeg VED det bare!!!

Et par glad i låget tegninger

Se lige hvad der hænger på opslagstavlen herhjemme for tiden, er det ikke bare de herligste tegninger? Det er Bertram, der står bag, han har den sejeste tegnestil. Der er tænkt over alle detaljer, intet er tilfældigt. Fint ik?

Og nu er det jo ikke sådan, at Ronja ikke har fed stil, for det har hun bestemt, og det viser jeg gerne frem en anden dag. Jeg synes bare, de to her skulle have lov at stå alene, for de er da lige til at blive lykkelig af at se på, i hvert fald hvis man er moren til tegneren.

Nogle gange mangler jeg altså et svar…

…f.eks. når ens barn siger “Mor, se han har skoldkopper” om den tydeligvis voldsomt acneplaget unge mand ved kassen i Netto.

…eller “Far, han smager af lakrids” om en vældig sort ung mand, der passerer på gaden.

…eller “Du har en tyk mave” til en der rent faktisk har en tyk mave.

…eller “Hvad sagde han” om den kvinde der netop gik forbi med sin hund.

…eller “Se mor, han er fra Afrika” om en anden vældig mørk ung mand.

…eller “Se ham der mor” når en temmelig krumbøjet, tydeligt handicappet ældre mand går forbi.

Nogle gange kommer jeg til at fnise, andre gange får jeg lyst til at grave mig ned, men for pokker, de mener jo aldrig noget ondt. Nogle gange mangler jeg altså bare et svar….

Sukker og sødestoffer, endnu en gang.

Mit indtryk er egentlig, at der har kørt en ret intens debat om sukker og sødestoffer i flere år nu. En debat som bogen Kernesund familie* vel var med til at starte op? Er det ikke nogenlunde derfra den har kørt? Eller var det bare der, jeg blev interesseret og så har det hængt fast hos mig? I hvert fald så læste jeg Kernesund familie, mens jeg var gravid, og jeg var lidt sent ude med den bog, og eftersom mine børn nu er 4 år, så er det omkring 5 år den debat må have kørt i mit hoved? Men på de 5 år, oplever jeg ikke, at der er sket ret mange reelle ændringer, så i det store hele er folk vel ikke enige i konklusionen om farerne ved både sukker og kunstige sødemidler. Men eftersom jeg selv tror på det, og selv gør en masse for at holde sukker i stram snor og sødestoffer helt ude, så får jeg konstant følelsen af at være hysterisk, overdrevet og ude af trit med virkeligheden. Jeg føler ofte, at jeg står alene med mine holdninger (heldigvis deler min kære mand og jeg holdninger om det her emne), men når nu vi må gå ud fra, at alle vil det bedste for deres børn, og jeg virkelig tror på, at sødestoffer er giftige og sukker er noget møg i dagligdagen, så ville det da være underligt, hvis ikke jeg forsøger, at holde det ude af deres hverdag? Men når nu det er noget, som andre mener er helt ok i større eller mindre mængder, så ender jeg som hende den hysteriske mor. Jeg er bare helt sikker på, at andre forældre også ville forsøge at undgå, at deres børn får “fødevarer” som de selv anser som giftige eller bare som noget møg. Men så så længe det “bare” drejer sig om sukker og kunstige sødemidler, som er så infiltreret i vores hverdag, så er det mig, der er galt på den.

Et frugt og grøntfad, som jeg lavede den anden dag til ungerne og deres legekammerater, som var med hjemme fra børnehaven. Det blev revet væk som varme boller.

Jeg er selv en overvægtig sukkerjunkie, så jeg ved på tætteste hold, hvad det møg kan gøre ved én. Jeg tror faktisk, de fleste mennesker er sukkerjunkier, ganske uden de ved det, men det er en anden snak. Jeg har selv drukket cola light, og kun cola light i ca. 13 år, så også her ved jeg, hvad det gør ved kroppen, og hvor afhængig man bliver. Jeg drikker det ikke længere, jeg stoppede fra den ene dag til den anden, jeg har ikke savnet det, og jeg rører det ikke igen. Så det er ikke fordi, jeg ikke har erfaringer med både sukker og de kunstige sødemidler, for det har jeg i den grad. Det er noget bras, det gør ikke noget godt for nogen, og det har sneget sig ind så mange steder, at vi ikke engang længere opdager, hvor meget vi får på en dag.

Jeg har oplevet episoder med både sukker og sødestoffer, som generede mig, så sent som i dag, og det er endnu kun tidlig eftermiddag. Ungerne skulle til frisør i dag, den ene efter den anden. Vi kørte ned til byen, Bertram og ham faren gik ind først, og jeg skulle i økobiksen og købe noget specielt kokosmel (som hun så ikke havde, hmrf)så der gik Ronja og jeg ind. Da vi kom derind, var der temmelig mange børn, godt nok er det lørdag, men alligevel. De fik alle sammen en lille økologisk skub-op-is af den slags vi selv har liggende i fryseren, så den genkendte Ronja selvfølgelig, og ville gerne have en. Der var åbenbart gang i noget skattejagt, som startede i økobiksen. Jeg tænkte, at det kunne vi da lige nå, inden det blev Ronjas tur til at blive klippet. Vi fik et skattekort, Ronja fik sin lille is, og vi gik afsted mod de butikker, der stod på kortet. Første stop var en skobutik, og gæt hvad Ronja fik? En slikkepind!! WTF? En slikkepind og en reklame nøglekæde. Gæt om hun overhovedet har set, at hun fik andet end slikkepinden? Hvorfor ikke bare nøjes med kæden? Nu ville Ronja slet ikke have mere is, nu ville hun have slikkepind. Fokus er på nuværende tidspunkt røget fuldstændig for pigen og jeg er småirriteret indeni, og er egentlig klar til at stoppe skattejagten her. Jeg kan så se på kortet, at man også kan gå ind i en lille børnetøjsbutik på vej tilbage til frisøren, så det prøver jeg lige, for de giver vel ikke slikkepinde alle steder? Nej, det gjorde de ikke, for i børnetøjsbutikken fik vi så juice! Hvorfor kan de ikke dele noget reklamebras ud i stedet? Godt så, jeg kapitulerer og går tilbage mod frisøren. Bertram ser selvfølgelig gevinsterne og vil også, og det kan jeg da fint forstå. Ham faren går derfor i Økobiksen og starter forfra. Han kommer dog ikke til skobutikken, men havner i stedet i brillebutikken, og det er jo fint nok, for der får man en ballon. Men kan man nøjes med en ballon? Nej, de får da også en pose med ikke mindre end 8 bolcher (som faren puttede i lommen). Der er faktisk 5 butikker endnu på kortet, og en af dem er endda slikbutikken, men her er man da selv ude om det, hvis man går derind så det gjorde vi ikke. Da Ronja og jeg er færdige i mødes vi med drengene, og vi må selvfølgelig i brillebiksen så Ronja også får en ballon. Og så bad jeg om KUN at få en ballon, tak. Ronja blev glad for sin ballon, men havde hun også fået bolcher, så havde ballonen være overflødig. I mellemtiden havde faren og Bertram fundet vej til en herretøjsbutik, så da vi kom tilbage til dem, sad Bertram med endnu en slikkepind. Og så sluttede festen altså. Jeg vil tro, vi har været i byen i 50 minutter max, inkl to frisørbesøg, og på den tid havde ungerne fået i alt 6 slikkepinde (ja, for de fik jo også hos frisøren, som ikke var så venlig, at spørge forældrene først, om det var i orden), de 3 smadrede halvvejs, de opdagede intet af det andet de fik, og der var ballade over at de ikke fik ens osv osv osv.

Så kan man måske argumentere for, at det er også fordi, de ikke får noget ret tit, så bliver de helt vilde, når de endelig gør. Men nej, det passer ikke. De får faktisk ret tit noget, lidt for tit faktisk. Både herhjemme og andre steder. Så det argument holder ikke. Det handler om, at de selvfølgelig kan mærke, hvor dejligt kroppen får det af at få sukker, ligesom alle andre. De kan som små børn bare ikke se de langsigtede mulige konsekvenser, og der skal jeg som forældre træde til, det er vel min pligt?

Senere hjemme sidder Ronja hos en af de andre i bebyggelsen og hygger. Jeg kommer lige derover, fordi jeg ikke har set hende længe, og vil lige tjekke om alt er ok. Hun sidder så, og drikker blåt saftevand. Hun viser mig det, og hun har ikke drukket ret meget, jeg tror faktisk ikke, hun kunne lide det. Og det stank, jeg siger det bare. Det kan da for pokker ikke gøre noget godt for nogen, at drikke noget så kunstigt som blå Fun light, der stinker som jeg ved ikke hvad? Og hvad gør jeg? Ingenting. Jeg sluger min kamel og lister hjem igen. Der er så mange følelser blandet ind i det mad, så hvis jeg siger noget til de forældre, der til daglig giver deres eget barn Fun light, så vil det lyde som om, jeg anfægter deres evner som forældre. Og det er ikke det jeg gør, jeg vil bare gerne have lov, at vælge noget andet på mine og mine børns vegne. Det kan muligvis godt være, det virker fordømmende på andre, men det er ikke det, der er hensigten.

Og her er beviset på, at jeg ikke er det mindste hellig. Fredagsguffen i går var hjemmelavet jordbæris i vafler med en mini flødebolle på toppen. Så det handler vitterlig ikke om, at jeg ikke under dem noget, jeg er bare ked af, at det er blevet så stor en del af hverdagen, og at vi som forældre skal føle, at vi skal forsvare os, fordi vi ikke har lyst til at vores børn skal have blå saftevand og slikkepinde fra Gud og hver mand. Det er IKKE synd for børnene, at sukkerindtaget bliver holdt i kort snor, det mente jeg i går, det mener jeg i dag, og jeg mener det højst sandsynligt også i morgen. Og så fik jeg vist raset ud for den her gang.

God lørdag aften herfra.

*Jeg vil lige pointere, at jeg ikke er ubetinget tilhænger af den kernesunde livsstil, men jeg mener, hun har fat i nogle pointer, som trængte til at blive hevet frem i lyset.

Havregrynspandekager

Når katten er ude, danser musene på bordet? I hvert fald er ham faren i Dublin og vi herhjemme fik pandekager til aftensmad. De er rimelig oldshool, ikke så meget fikumdik, det eneste er, at jeg har udskriftet halvdelen af melet med havregryn. Så får de noget mere tyngde og en smule fiber. Bertram assisterede mig, han rørte dejen sammen og hældte det på panden for mig. Vi var et godt team.

Ca. 10 store havregrynspandekager:

3/4 liter mælk

3 dl. havregryn

3 dl. hvedemel

3 æg

lidt salt

1 tsk. vaniljesukker

2 spsk. sukker

Det hele røres sammen med et piskeris og så skal det hvile en halv times tid, så havregrynene suger lidt væde. Se så om konsistensen passer, det er forskelligt hvor store æg er, hvor meget melet suger osv.

Steg i smør eller kokosolie. De her pandekager blev ret tykke og de er lavet på en stor pande, så der skal ikke så mange til at mætte.

Vi spiste dem med friske jordbær, vaniljeis og hjemmelavet jordbær/rabarber marmelade

Der er forskel på teknik, når man spiser pandekager, men ned, det kommer de i hvert fald.