Tag-arkiv: efterår

Godefterårsmorgen

Jeg har blå himmel på vej, kaffe i koppen, en rigtig sløj pige på sofaen godt underholdt af Pippi Langstrømpe på de 7 have, en dreng der leger med sine nye længe ønskede Ninjagoer og en far der sover endnu. Jeg har en rolig lørdag morgen. Bortset fra den sløje pige, som har ondt i maven og kastede op i går aftes ud over spisebordet, så er det en rigtig dejlig morgen. Jeg blev først vækket efter 7, og det er da ikke den værste måde at starte en weekend.

Senere er vi inviteret til den store familiesammenkomst hos farmor og farfar, jeg skal have en salat med. Jeg har efterårsingredienser i hovedet, noget med æbler og balsamico. Hvis resultatet bliver godt, skal jeg nok dele i morgen.

Jeg håber, den blå himmel varer ved og jeg håber, at Ronja bliver hurtigt frisk igen. God weekend.

Klatkager af risengrød

Nogle tager til Barcelona og smæsker sig i tapas, andre bliver hjemme og spiser risengrød med ungerne. Sådan er vi så forskellige. Og heldigvis er risengrød ikke værre, end at man kan lave lækre klatkager af resterne, og så kan dem i Barcelona da bare komme an med deres tapas, kan de! Og så har vi vist fået på plads, at det IKKE var mig, der var rejst til de varmere himmelstrøg for en stund. Heldigvis var jeg ikke det mindste misundelig. Vi fik nemlig dejlige klatkager herhjemme til morgenmad, og det er da ikke det værste. Jeg har blandet held med klatkager. Nogle gange er de blevet gode, andre gange mindre gode, og dem jeg lavede i weekenden, var de bedste jeg har præsteret til dato. Jeg kan godt lide, at de er gode faste, med lidt tykkelse på, og ikke bare er noget der føles som en stegt klat grød. Det lykkedes til fulde med den her portion. De var også rigtig gode i eftermiddagsmadpakken. Hurra for store portioner risengrødsrester, så bliver der nemlig klatkager til flere dage. Jeg lavede dem over to dage, så I får målene på sådan en halv omgang.

Ca. 8 tykke klatkager:

En rest risengrød der svarer til 3-4 dl.

2 æg

1,5 dl. mel (jeg brugte halv hvede og halv groft spelt, tror den grove spelt gjorde den store forskel)

Vaniljepulver

Knust kardemomme

Rør æggenen ud i risengrøden, ét af gangen. Tilsæt resten, rør godt rundt til du får en ensartet klatkagedej. Sæt dem i klatter på en varm pande med smør eller kokosolie. Steg dem i et par minutter på hver side, et voila, så er der klatkager.

Vi altså os, der ikke var i Barcelona og leve det søde tapasliv spiste dem med peanutbutter og bananskiver.

Vi havde det nu hyggeligt herhjemme. Jeg hev stikket ud et par dage, og vi har bare haft en masse langsom tid, og det har vi alle tre nydt. Jeg er ikke verdensmester i nærvær, når køkkenet flyder, vasketøjet skal ordnes osv.. Det stresser mig enormt, men jeg lukkede øjnene for det, og tog det hen af vejen, og var i stedet 100% til stede, når vi spillede spil, lavede puslespil, tegnede, lavede perleplader, bagte banankage og alt det, man nu laver på regnvejrsefterårsdage.