Tag-arkiv: elaine aaron

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.