Tag-arkiv: fødsesldag

5 mål der skal gøre det næste år til mit bedste år nogensinde!

37

Jeg havde fødselsdag i går. 37 år. Bum!

Fødselsdagsentusiasmen er dalet lidt med årene. Ikke pga. den stigende alder, for den har jeg det sådan set fint nok med. Og det er ikke fordi, jeg ikke mener, jeg er værd at fejre. Og jeg kan faktisk meget godt lide at få gaver. Så, hvad mon det egentlig handler om? Jeg ved det ikke, men en fødselsdag er et godt tidspunkt at tage en status på, hvordan det egentlig går, ikke?

Lige for tiden arbejder jeg med, at være rummelig og omsorgsfuld over for mig selv. Jeg øver mig i at lade være at skælde mig selv ud over, alle de år jeg føler, jeg har spildt på at leve i en boble af frygt. Og inderst inde tror jeg på, at det jeg har oplevet, de erfaringer jeg har draget, handler om, at jeg skal bruge det til noget senere hen, men ind i mellem slås jeg med en lille djævel, der bander og svovler over alle de år, jeg gemte mig væk fra verden. Men jeg lærte noget der, noget som en dag kommer andre til gavn, det ved jeg. Så jeg øver mig i rummelighed.

Jeg er også i en gang med en form for selv-coaching. Det er svært at komme helt uden om, når nu jeg er fedtet ind i coaching miljøet meget af tiden, og jeg får virkelig meget ud af det. Jeg møder rigtig meget selvindsigt, jeg opdager rigtig mange sider af mig selv, jeg havde gemt væk, og jeg er blevet nysgerrig på, hvor meget jeg egentlig rummer, og hvad jeg kan udvikle mig til. Jeg er utålmodig efter at vokse, at lære, at kunne mere. Jeg vil rejse, jeg vil læse, jeg vil udforske, og jeg vil gøre det her år til et fantastisk år.

Hvordan gør jeg så det? Tja, jeg har aldrig sat mig sådan et mål før, men egentlig har jeg aldrig sat mig ret mange mål. Men hvis jeg ikke sætter mål, så har jeg ingen retning. Og hvis jeg ikke har en retning, så ender jeg med at gå i ring.

Jeg er blevet inspireret af en fantastisk coach, Robin Sharma, til at spørge mig selv: Hvilke 5 ting skal ske det næste år, for at gøre det her år, til mit bedste år nogensinde? Det har jeg gået og tænkt lidt på. Mit bud er:

-Jeg skal komme i rigtig god fysisk form. Jeg skal fortsætte min yoga to gange om ugen, og også indføre en ugentlig yogarutine herhjemme, så jeg kommer op på 3 gange. Desuden skal jeg fortsætte det løb, jeg er kommet i gang med, og så krydser jeg fingre for, at kroppen holder til det.

-Jeg skal meditere som en naturlig del af min hverdag. Det kan være, det kræver nogle kurser i meditation, eller bare skrap øvelse, som er skrevet ind i min kalender.

-Jeg skal tilgive mig selv mine fejltrin og gøre dem til erfaringer i stedet. Jeg skal lade være at være så hård ved mig selv, og give slip på, at fortiden kunne have været anderledes.

-Jeg  skal lære at få flere ting gjort på kortere tid. Jeg skal optimere min dag med struktur, planlægning og rutiner. Jeg skal have ryddet endnu mere ud i vores hjem, for hvis vi har færre ting, er der mindre oprydning. Jeg skal have frigivet noget tid, som jeg kan bruge mere produktivt end tilfældet er nu. Der er plads til forbedring!

-Jeg skal nærme mig en form for balance. Jeg skal skrive ned, tage status, sætte små mål, og pejle mig mere ind på, hvor balancen findes. Jeg skal have mere balance i min kost, og spise på mine egne præmisser og efter min egen overbevisning, og ikke efter hvad andre mener. Jeg skal have balance i alene tid og social tid, jeg skal lære at sige til og fra, og finde mig selv igen.

Så det er den retning, jeg arbejder i nu. Jeg føler mig målrettet og opsat, og jeg ser frem til at tage en status igen om et år, og mærke hvordan det føles, at faktisk nå i mål med mine mål. Jeg regner med, jeg tager målsætning op som et emne ind i mellem, for jeg har på fornemmelsen, det er et område, der halter lidt hos mange mennesker. Vi kører lidt på autopilot, mange af os, uden at sætte os et helt konkret mål. Det håber jeg, I vil være med på. Lad mig endelig vide, hvis der er noget mere konkret omkring målsætning, som I gerne vil læse om, så vil jeg se, om jeg kan vinkle det, så I får svar.

Tak fordi I læste med. I er mere end velkomne til at smide en kommentar, det er altid dejligt, at høre jeres tanker om, det jeg skriver. Rigtig god dag.