Tag-arkiv: foredrag

Kære Dagbog – Eftertanker

I onsdags var jeg til foredrag med Lykke Rix på Louisiana i Humlebæk. To timer i rum med ca. 60 andre kvinder og en enkelt mand. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, hvad det egentlig handlede om, jeg vidste bare, det var noget om, at finde hjem til sig selv og nej, vi snakker ikke gps teori her. Det første jeg gjorde, var at få en mindre panik anfald. Jeg ankom i halvdårligt humør, mødtes med min gode ven Nina, som også var i halvdårligt humør. Jeg skulle sidde i rum med mange fremmede kvinder, uden at ane, hvad der skulle ske, hvilket i sig selv er temmelig grænseoverskridende for mig. Jeg kunne fornemme, at de fleste i rummet havde helt styr på, hvem Lykke var, men jeg havde aldrig selv hørt om hende. Og det første hun siger er “Kan I mærke det? Kan I sådan rigtig mærke det?” PANIK!! Hvad fanden skal jeg mærke??? Jeg kiggede rundt og tænkte, at måske nogle andre havde fanget den? Jeg var ved at løbe skrigende derfra, for jeg kunne egentlig kun mærke mit dårlige humør, og jeg havde på fornemmeren, det ikke var det svar, hun var ude efter.

Det var sommerregnen. Kunne vi mærke sommerregnen. Hmm, nej, det kunne jeg ikke. Jeg sad indendørs, og jeg blev lidt bange for, at det blev for højtflyvende det her, og at jeg slet ikke kunne være med, hvis det var der, vi skulle hen….

Jeg vil ikke komme med et langt referat af de næste to timers foredrag, men fortælle lidt om, hvad jeg fik ud af det, og hvilke tanker jeg går med lige nu. Lykke viste sig at være en meget gribende og følsom fortæller. Hun fortalte sin historie, og fortalte hvordan, hun havde fundet hjem til sig selv. Og jeg købte den. Jeg blev rørt, og jeg tog endda et par noter, hvilket er meget ulig mig, skulle jeg hilse og sige. Men hun sagde et par ting, som jeg gerne ville huske. Ting jeg vel egentlig godt vidste, men nogle gange er det rart, at få sat ord på af en anden.

Hun sagde blandt andet, at jo mere hun lærte om selvudvikling, jo værre fik hun det, jo mere forkert følte hun sig. Jo klogere hun blev, jo mere skulle der fixes ved hende. Og det ramte mig. Voldsomt.  For det er jo mig. Det aldrig er godt nok. Jeg føler, at uanset hvad jeg gør, så stiller jeg aldrig de andre eller mig selv tilfredse.  Jeg skal hele tiden fixes. Alt skal hele tiden fixes. Uanset hvad jeg gør, både for mig selv og i forbindelse med andre, så føler jeg, at jeg skulle gøre mere, gøre det bedre. Først og fremmest vil jeg gerne være i stand til, at tage en beslutning, og være ok med den, bare fordi det føles rigtigt. Det ville også være rart, hvis andre, enige eller uenige, kunne være ok med det. Der findes sikkert det rigtige at gøre inden for alle områder, men jeg gør bare ikke altid det rigtige, og det koster mig voldsomt meget, at konstant føle mig forkert, konstant overtræde mine egne grænser for andres skyld. Og dermed ikke sagt, at alle andre bevist overtræder mine grænser, og menneskene i mit liv er forfærdelige mennesker, overhovedet ikke. Jeg har jo aldrig sagt det til nogen. Jeg har heller ikke altid vidst det. Men nu ved jeg det, at jeg lader mange mennesker overskride mine grænser, og så føler jeg, at jeg skal fixes, for det er jo nok mig, der er forkert. Men i stedet for at føle mig forkert, i stedet for at fixe mig, så vil jeg egentlig hellere forene mig med, at jeg bare ikke kan stille alle tilfredse. Forene mig med, at jeg ikke kan gøre det hele rigtigt, både rigtigt for mig, og rigtigt for alle andre. Vi er jo alle forskellige, vi har alle vores historie, og de fleste mennesker jeg har i mit liv, ved vel nok, at gør jeg noget, der i deres øjne er forkert, så er det nok hverken med den hensigt eller af ond vilje. Jeg er bare mig, jeg har min historie, og jeg har brug for at gøre noget andet nu. Jeg bliver nød til at mærke efter, så jeg ikke længere får følelsen af, at jeg ikke kan få luft, når jeg gør noget, fordi andre ellers ville synes, jeg var forkert.

Egentlig har jeg været på vej derhen et stykke tid, hvor jeg godt kunne se, at jeg skulle slå bremsen i, og søge lidt mere indad i stedet for at lede efter løsningen alle mulige andre steder. Men det har også gjort, at jeg har trukket mig lidt mere ind i mig selv. Hvis jeg skal lytte til mig selv, sådan helt inde i kernen, så er jeg nød til, at lukke andet lidt mere ude. Jeg leder efter grænsen for, hvor jeg selv slutter og andre begynder. Jeg ved ikke, om det giver mening for andre, men det gør det for mig.

Jeg har nok sagt det før, men nu siger jeg det igen. Jeg har ikke noget følelses filter. Hvis jeg er i rum med andre, så kan jeg alt for ofte rent fysisk mærke deres følelser. Lige for tiden er det særlig slemt, og derfor har jeg trukket mig lidt fra det hele, tror jeg. Og nu tænker du måske, at jeg da lyder ligeså højtflyvende som Lykkes start på foredraget, men sådan føler jeg det ikke selv, for det er sådan en stor del af mig efterhånden, at jeg nogle gange ikke kan få luft. Jeg mærker andres følelser så meget, at jeg ikke kan mærke mine egne. Jeg kan bare mærke en enorm ubehag, og jeg kan næsten føle mig kvalt, hvis jeg både skal rumme mine egne og andres følelser på én gang.

Men altså, det hun sagde med at føle sig forkert og den slags, det var i hvert fald endnu en ting, jeg kan putte i den der rygsæk jeg har med mig, derhen hvor jeg nu engang er på vej hen. Og på den vej forsøger jeg også, at opbygge nogle grænser. Mine egne grænser. De grænser der skal vise mig, hvor jeg er nød til at sige fra. Hvor det koster mig for meget, at gøre noget, som jeg i virkeligheden ikke kan rumme. Jeg ved, der sidder nogle derude og læser med, som fuldstændig forstår hvad jeg siger, for de har det sådan selv, og så sidder der andre, som slet ikke kan følge med lige nu. Og det er også fint nok, jeg er bare virkelig glad for, at jeg har opdaget, det sidste års tid, at vi er mange, der har det sådan her, og mange, der har det virkelig svært med det. Jeg vil gerne finde roen i det, finde hjem. Og Lykke Rix putter jeg i rygsækken, og tager hende med på min vej.

Pin3