Tag-arkiv: hjemmelavet forårsruller

Hjemmelavet forårsruller med rejer

Hjemmelavede forårsruller, det er noget af det bedste. Og jeg laver det alt for sjældent. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det er jo ikke mere besværligt end alt mulig andet. Nu er det tilbage på menuen herhjemme, for det smager virkelig godt. Og det er faktisk også en god resteret, for det gør ikke så meget, om de grøntsager, der kommer i, synger på sidste vers.

IMG_5316

Det der med mængder, det har jeg altså svært ved i den her opskrift, så her er bare, hvilke ingredienser jeg har brugt i de her ruller.

Hvidkål

løg

porre

revet gulerod

bønnespirer

små rejer

Forårsrulledej

Evt. frisk koriander eller anden krydderurt

Lidt soya og peber, evt. salt

Overhæld bønnespirerne med kogende vand, det er noget med bakterier. Hak løg, hvidløg, porre, bønnespirer og revet gulerod helt fint. Steg grøntsagerne i kokosolie til det bliver gyldent og mørt. Steg derefter de små rejer i kokosolie til de bliver mindre og sprøde. Jeg bruger aldrig tigerrejer, der er noget lusk ved dem, det kan jeg mærke. Bland rejer og grønt. Rul nu fyldet ind i forårsrulledej, eller evt. filodej eller rispapir. Du kan se min guide til at rulle rispapirruller, hvis du er i tvivl om, hvordan du ruller dem bedst.

Steg dem nu gyldne og knasende sprøde i godt med olie. Dyp dem i soya og chilisovs.

Velbekomme.