Tag-arkiv: hsp

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

Særlig sensitive tømmermænd

I går var jeg helt brugt. Jeg følte, jeg gik rundt i en boble hele dagen. Og jeg ved godt hvorfor. Det lyder måske åbenlyst, men jeg skal ikke ret langt tilbage i tiden, før jeg ikke kunne regne ud, hvor få begivenheder der skulle til at køre mig ned. Og jeg ville da slet ikke have regnet det ud, når nu de begivenheder, er noget, jeg føler lader mig op og gør mig glad.

Onsdag havde jeg 4 aftaler. Jeg skulle til min fantastiske fysioterapeut om formiddagen, og det altid godt og rart. Jeg holder af at snakke med ham, og han fikser altid lige det, som jeg trænger til. Senere kom min skønne veninde Nina til frokost. Ikke noget særligt, og ikke ret længe, men rigtig hyggeligt. Så sidst på eftermiddagen var jeg til forældrerådsmøde. Jeg har det fint med at være i forældrerådet nu på 3. år. Jeg stopper til sommer, når mine unger starter i skole, men jeg har haft det ok med det. Og mødet i onsdags var rigtig fint.

Direkte derefter skulle jeg mødes med min savnede veninde Trine til kaffe. Det blev selvfølgelig alt for sent, så jeg sov først omkring midnat. Og torsdag morgen var selvfølgelig lige den morgen, hvor jeg skulle høre Benjamins vækkeur kl. 5.45!!

Så jeg var træt i går. Og selvom alle de 4 ting er noget, der giver mig noget, noget jeg gerne vil osv., så kostede det mig det meste af en dag i går. Jeg fik da lavet, det meste af jeg skulle, men det var i nedsat tempo, og jeg sukkede en del undervejs.

Der er selvfølgelig ikke noget udsædvaneligt i, at man er træt, når man har fået 2 timers søvn mindre end man plejer. Men jeg vil vove den påstand, at mange mennesker kan lægge trætheden fra sig for en stund. Måske bare være ekstra trætte om aftenen efter arbejde. Sådan er det ikke for mig. Jeg bruger enormt mange kræfter på at have 4 aftaler på en dag. Hver for sig giver de mig noget, der er ikke noget af det, jeg havde lyst til at vælge fra, men jeg er dog blevet så klog på mig selv, at jeg godt vidste, jeg ville være smadret dagen efter. Man kan sammenligne det lidt med tømmermænd, det kender de fleste til. Jeg bliver så fyldt op af indtryk og mennesker, at jeg kommer i en tømmermænd lignende tilstand. Hvis man drikker et enkelt glas vin, eller en enkelt øl, så mærker man det næppe ret meget dagen efter, men 4 øl eller 4 glas vin ville i den grad give mig tømmermænd.

Og uanset hvor meget eller lidt man sover efter en aften med for meget alkohol, så mærkes det dagen efter. Og uanset hvor meget jeg havde sovet efter sådan en 4 aftalers dag, så ville jeg mærke det dagen efter. Og ligesom man ved, at “drikker jeg det her antal genstande, så kommer det til at koste mig i morgen, men jeg gør det alligevel, for jeg ved, jeg får en skide sjov aften i aften”, så ved jeg også, at sådan en dag som i onsdags kommer til at koste mig dagen efter, men jeg gør det alligevel, for jeg havde en god dag.

Kunsten for mig er, at vælge, nu hvor jeg er i stand til at vælge. Nogle gange så er der selvfølgelig ikke mulighed for at have den luksus at vælge som man vil, men det er en vigtig ting, at have med i sine overvejelser, at selvom de ting, man vælger til, er noget man bliver glad af og bliver fyldt op af, så kan det have en konsekvens.

First World problems, er der måske nogle der sidder og tænker. Og ja, det er det absolut. Men når nu det er her vi er, og når nu, man kan blive mere bevidst om, at optimere sig selv, få mest ud af sin tid, og få større overblik over, hvem man er, og hvordan man reagerer, så tager jeg det med.

Og nu vi snakker om alkohol….

shityounot

God weekend!

System overload for en særlig sensitiv

Når nu man siger, at ca. 20% af befolkningen er særlig sensitive. Og i den gruppe mennesker er der forskellige grader af sensitivitet. I den ene ender er der dem, der ikke bliver voldsomt berørt af det, hvor andre er så sensitive, at de sanser al energi omkring sig, og det derfor er en af de faktorer, der fylder allermest i deres liv. Og lad os så sige, at dem der ligger i den ende, hvor man ikke bliver voldsomt berørt, eller i hvert fald fungerer normalt uden de store konsekvenser, og hvor man har lært at navigere i det, de ligger på 1. Og dem der sanser al energi, de ligger på 10. Så vil jeg skyde på, at jeg ligger på omkring 7-8 stykker.

Jeg er virkelig god til at mærke andre mennesker. Og når jeg siger god, så er det fordi, jeg prøver, at lægge en positiv linje for det. Så, jeg er god til at sanse andre mennesker. Deres humør, deres historie, deres følelser osv. Udfordringen for mig er så, at jeg IKKE er god til at lukke af for det. Jeg har aldrig (før nu) arbejdet med at lukke af. En anden ting jeg ikke er god til, er at smide det ud af mit system igen. Dvs. at jeg nu gennem 36 år har sanset, mærket og taget andres følelser, humør, historier, og deres liv ind. Ind i mit system, ind i min krop, ind i mit sind. Og jeg har ikke formået, at give slip på det igen.

Kan I se, hvor jeg vil hen? På et eller andet tidspunkt, så er der altså ikke plads til mere. Nogle har måske plads til mere end andre, eller nogle formår måske at undertrykke sig selv og deres system længere end jeg. Men jeg ved, af hele mit hjerte, at jeg er nået til det punkt, hvor jeg er nød til at sprænge ballonen. Min fineste opgave for mig selv nu, det er først og fremmest at få muget ud i alt det møg, jeg har skrabet sammen i årenes løb. Det er jeg i gang med for tiden. Og havde man fortalt mig for et år siden, at det rent faktisk kunne lade sig gøre, havde jeg ikke troet på det. Eller jeg havde i hvert fald ikke haft mulighed for at gøre det. Tingene sker efterhånden som man er klar til det. Og hvis man ikke lytter når man er klar, så får man flere og kraftigere vink, indtil man forstår, at nu er det tid. Og nu er det tid for mig.

Det kan være, du ikke forstår, det jeg skriver, i dag, men så måske om et år, to år, 10 år, så giver det mening, for så er du klar, og så sker der de helt rigtige sammentræf i dit liv, som leder dig den vej, du skal. Og uden det skal lyde som en åbenbaring, så er det det, der er sket for mig. Så jeg har set det for mig. Og her snakker vi altså ikke et syn eller andet i den dur vel, men jeg har set for mig, hvordan jeg (altså mig inden i mig) rydder ud lige nu. Giver slip og smider væk. Helt konkrete billeder af det. Det startede helt af sig selv, da jeg var klar og åben. Jeg tror ikke, man kan “tvinge” det i gang ved selv at bruge visualisering, men jeg tror på, at visualisering er et vigtigt værktøj, men for mig duede visualisering ikke, før jeg var helt klar. Det samme gælder mindfullness, men den tager vi en anden dag.

Mens jeg rydder ud, så skal der ske en anden lige så vigtig ting. Jeg skal skærme mig selv. Jeg skal lukke af, så jeg ikke bare starter forfra igen, for så er jeg jo lige vidt. Men som jeg skrev i starten, så er jeg god til at sanse andre mennesker, og der er noget ved det, der er så stor en del af mig, at jeg slet ikke kan se mig selv uden den del. Hvem er jeg, hvis jeg ikke sanser de andre? Jeg har jo altid været den man kom til, når der skulle snakkes, hjælpes, vejledes, rådes osv. For mit udgangspunkt var, at jeg forstod, fordi jeg kunne mærke, hvordan folk havde det. Jeg vidste ikke, at det var sådan det forholdt sig, men det ved jeg nu, og det siger jeg uden at blinke med øjnene. Jeg har altid været meget forstående, nok i en grad, så det er gået ud over mig selv.  Men jeg vil virkelig gerne lære, at skærme af på kommando. Giver det mening. Så jeg ikke er åben konstant, men når jeg selv vil. Det arbejde er stort, men vigtigt. Voldsomt vigtigt. Og jeg tror på, at det nok skal ske. Jeg har fået en smagsprøve på det, og jeg kan lide det.

Det kræver, at man er klar. Man kan gå og samle værktøjer sammen i rygsækken, så man ved, hvad man skal tage frem, den dag man bliver klar. Og når man så er klar, skal man lytte. Hvis man kan….

hsp

En særlig sensitiv snak

Mand, der sker noget i mit liv for tiden. Sådan på den særlig sensitive front. Jeg er i gang med et ret stort projekt, der kommer til at tage lang tid. Nemlig at finde ind til kernen af mig selv, der hvor jeg er ok, der hvor jeg er stærk, der hvor jeg er i balance. Det er ikke noget man lige gør på et par dage. Og det er for mit vedkommende heller ikke noget, jeg kan gøre alene. Jeg har brug for at få bekræftet, at mine tanker omkring mig selv er rigtige. Og det viser sig langsomt, at det er de. Jeg er åbenbart ikke helt tosset, og mine anelser er ikke helt ved siden af. Og det finder jeg langsomt ud af, ved at snakke med folk, der er klogere end jeg er, på det her område. Sikke en lettelse.

Jeg har en del særlig sensitive mennesker i mit liv, sjovt nok. Det er mennesker, jeg kan spejle mig i, det har jeg brug for. Jeg kan se nu, at behovet for at kunne spejle mig i andre, som har det som jeg selv, har været meget større end jeg anede. De mennesker får mig til at føle mig mindre forkert. Hvis jeg hele tiden er i selskab med folk, som slet ikke ved, hvordan det er, at være sådan som jeg er, så får jeg forkerthedsfølelsen. Og den følelse er jeg så helt igennem utrolig træt af! Nogle mennesker i mit liv er kommet længere end jeg er, dem kan jeg trække lidt på. Andre er nået knap så langt som jeg er, de kan trække lidt på mig. Uanset hvor langt man er, kan jeg nu se, at det er helt afgørende, at man har nogle i sit liv, som er som en selv.

Det der med at finde kernen. Det lyder jo vældig fint og sådan, men at skulle finde ind til den styrke, der ligger derinde et sted, uden helt at vide hvordan, det kræver altså hårdt arbejde, og kontakt med de rigtige folk. Nogle kan måske finde hjælp og svar i litteratur om emnet, men det kan jeg ikke. Ikke nok i hvert fald. Jeg er nød til at have nogle, jeg kan stole på og stille spørgsmål om det her liv.

Det er egentlig ikke nyt for mig, at jeg er særlig sensitiv. Det der er nyt for mig, er hvor voldsomt stor betydning det har for mit liv. Før var det noget, der lå lidt ude i kanten af mit liv, nu er det kommet tættere og tættere ind i centrum. Det er der, jeg skal finde svarene. Det er der, jeg helt konkret skal finde svar på, hvorfor nogle situationer er så vanskelige for mig. Og hvordan får jeg så gjort dem mindre vanskelige? Altså på den helt lavpraktiske måde.

Jeg er så heldig, at vores liv er indrettet, så jeg kan undgå mange situationer, som andre ikke kan slippe udenom. Det er jeg evig taknemmelig for. Jeg er f.eks. ikke tvunget til at skulle møde på en arbejdsplads, jeg skal ikke med et fyldt tog om morgenen, jeg kan handle, når der er færrest i supermarkederne osv. Jeg kan sagtens få dårlig samvittighed over, at jeg har den mulighed, for hvad med alle de andre, der ikke har? Men jeg hører gang på gang, at det får jeg ikke noget ud af alligevel. Og det er jo rigtigt. Jeg kan jo for pokker lige så godt trives i det, for hvad er ellers pointen med, at vi har valgt at leve som vi gør? Vi har taget det valg, fordi vi som familie trives bedst sådan, og så kan jeg vel lige så godt gøre det. Altså trives. Være glad, være stolt? Vi er jo ikke kommet sovende til det. Vi har bare taget nogle andre valg.

Jeg håber og tror, at det vil lykkes for mig, at være ok på et tidspunkt. At jeg virkelig finder den styrke i min kerne, som jeg egentlig godt ved, jeg har. At jeg slipper mine lænker, som kun jeg selv kan låse op (med vejledning fra kyndige folk, som ved, hvad de snakker om).

Det blev måske lidt flyvende det her, og jeg ved egentlig godt, at det er nemmere at forholde sig til, når der er nogle konkrete eksempler på, hvordan man kan håndtere forskellige situationer. Det vil jeg gerne komme nærmere ind på de næste måneder efterhånden som jeg forhåbentlig bliver klogere på mig selv og det her emne. Det skal fylde mere her på bloggen, for jeg har på fornemmelsen, jeg har en del særlig sensitive læsere….

hsp