Tag-arkiv: hvid chokolade brownie

Hvid chokoladebrownie med mandler og rabarber og hjemmelavet hindbæris

Til min fødselsdag for veninderne i sidste weekend lavede jeg hvid chokoladebrownie med mandler og rabarber til dessert. Eller var det natmad? I hvert fald var kl. 22.30 før den kom på bordet. Den var god, så det sagt. Hvem skulle tro, at jeg pludselig i en alder af 35 år skulle få et soft spot for hvid chokolade? Det har jeg da aldrig brudt mig om, og pludselig er det, det bedste i verden. Lidt svært at handle 300 gram hvid chokolade ind i god tid, når man pludselig udvikler den slags præferencer. Ja, jeg måtte så supplere op, da det kom til, at kagen rent faktisk skulle bages. Anyway, det blev en god kage. Jeg havde faktisk testet den ugen inden, det er jeg ellers ikke god til, men jeg har lært på den hårde måde, at det godt kan betale sig at teste, for det er sjældent præcis som jeg vil have det. Og det fik mit syhold så glæde af den uge. Og jeg havde ret, den var ikke præcis som jeg ville have den, så jeg lavede lidt om hist og pist. Her er min version:

250 gram hvid chokolade

150 gram smør

200 gram sukker

4 æg

korn af en halv stang vanilje

125 gram hvedemel*

en smule salt

2 dl. rabarber i stykker (undlad dem bare, hvis du ikke har i fryseren, men tilsæt evt. anden syrlig frugt.

150 gram ristede hakkede mandler

Smelt den hvide chokolade over vandbad ved meget lav varme. Smelt smørret, og hæld det lidt af gangen i den smeltede chokolade, rør godt rundt inden du hælder mere i, så det ikke skiller, ligesom når man laver mayonaise eller bearnaise. Lad det køle lidt. Pisk æg og sukker luftigt, tilsæt chokolade og smør blandingen i en langsom stråle, vend det godt rundt med en dejskraber. Tilsæt mel og salt gennem en sigte, vend godt rundt i det. Vend til sidst rabarber og ristede mandler i, som er skåret og hakket i den størrelse, du synes er passende. Mit var rimelig groft. Hæld dejen i en ca 20×30 cm. form med bagepapir i, og bag den ca. 20-25 min. ved 175 grader. Den skal lige præcis ikke være helt gennembagt. Lad den køle af. Ummenum.

Jeg serverede den med en hjemmelavet hindbæris. Opskriften er den samme som min vaniljeis, bare med hindbær. Jeg fik lavet en temmelig stor portion, jeg har faktisk stadig en bøtte i fryseren her en uge efter. Mon ikke den kan bruges til den blommetærte jeg har planer om i aften. Nå, sidespring. Her er opskriften på en stor portion:

4 bægrer past. æggeblommer

150 gram sukker

7 dl. fløde

korn af en stang vanilje

300 gram frosne hindbær

Giv hindbærrene et godt opkog, så de er splattet godt ud. Passer dem gennem en sigte, så der ikke er kerner ved. De er rimelig sure, men der er temmelig meget sukker isen, og det lidt syrlige passer godt til den søde kage. Lad dem køle. Pisk æg og sukker luftigt med vaniljen, pisk fløden til skum. Vend hindbærsaften i æggesnapsen og tilsæt til sidst fløden stille og roligt, uden at være for voldsom, så luften bevares i flødeskummet. Sæt på køl til næste dag.

Det var sådan set det. Den laver jeg gerne igen en anden gang.

*Jeg brugte økologisk kagemel fra Skærtoft Mølle, men brug det hvedemel du har. Vær bare opmærksom på, at økologisk mel kræver lidt mere væde end ikke-øko mel, så tilsæt måske 150 gram, hvis du bruger ikke-øko.

Kaffe må der til…

…her dagen derpå, og jeg sparer ikke på den. Opvaskeren er tømt endnu en gang, vaskemaskinen kører, og gæsterne er forduftet efter en ordentlig tørn på den huslige front (tak for hjælpen!!) I går holdt jeg fødselsdag for nogle af kvinderne i mit liv. Jeg elsker at samle dem, det sker for sjældent, men sikke jeg nyder dem, hver og en, når det sker. Vi fik dejlig mad, god vin, gode grin og en sen aften. Det blev ikke til dans på bordene, men vi havde god tid, for næsten alle blev og sov. Ingen skulle køre hjem, og selv min skønne gravide glædessprædende veninde holdt til kl. 1, vi andre klarede den til kl. 3. Søvn blev det ikke rigtig til for mit vedkommende, af en eller anden årsag har jeg ikke fundet ro i nat, og kl. 9 stod jeg op, og gik en morgentur med en anden “morgenfrisk” veninde. Vi fik en ordentlig gang morgenmad med brød, æg, ost, laks og det løse og endnu en omgang snak og grin om bordet. Det var rigtig dejligt at vågne op til så mange skønne kvinder, som for en stund lod mænd og børn være mænd og børn.

Menuen skal I have, men opskrifter må vente, for det er kræfterne altså ikke til i dag. Jeg er træt med træt på, og forventer at den lille familie, der har været ustationeret hos farmor og farfar, snart vender hjem. Jeg har holdt lav profil og krydset fingrer for, at de bare tror jeg stadig sover, for selvom her er tomt og stille, efter de sidste kvinder har forladt selskabet, så er der ikke mange mor-kræfter at trække på lige nu. Nå, det var menuen vi kom fra.

Vi startede med en spicy grøn karry thai suppe med kokosmælk, frisk tun og bønner.

Næste ret var vietnamesiske rispapirruller med snittet grønt, cashewnødder hårdt stegte rejer, krebsehaler og resten af tunen fra suppen. Sød chili, soya og en vietnamesisk sovs at dyppe i, og en Kimchee on the side. Det geniale ved den ret var, at gæsterne selv lavede deres mad, så det krævede et minimum af forberedelser, og det nød jeg. Jeg elsker at lave mad, og jeg laver gerne gæstemad, men nogle gange er opgaven bare vældig omfattende, og så er jeg løbet tør for krudt inden gæsterne kommer. Ikke denne gang. Jeg var endda så fræk, at sætte gæsterne i sving med at snitte grønt, inden vi satte os til bords, under mantraet “6 snitter bedre end 1″ Eller som min kære veninde hørte det “6 snitter er bedre end 1″ “Skal vi have snitter???” spurgte hun straks, for det havde hun alligevel ikke regnet med. Nej, vi skulle ikke have snitter haha.

Til dessert havde jeg lavet hvid chokolade brownie med mandler og rabarber, og en hindbærparfait. Ikke noget dårligt valg, den opskrift kan I godt glæde jer til.

Endnu en gang er jeg blevet enig med et par gæster om, at det ER altså for sjældent vi samles. (ikke at de andre gæster var uenige, de var bare smuttet, inden snakken faldt på lige det emne haha) Måske er det, det der gør, at vi så nyder det ekstra meget, når det sker, men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg på, at tage initiativ til at mødes noget oftere. Det behøver jo slet ikke være så omfattende, det kan bare være en hverdagsaften med masser af kage, kaffe, te og måske lidt syslerier. Det gider jeg i hvert fald godt, jeg håber, de andre også gør.

En dejlig aften, en hyggelig morgen og havde det ikke været for den manglende søvn, havde dagen i dag sådan set også været i fin form, men lige nu er jeg træt, og jeg glæder mig gevaldigt over, at maden ikke blive spist op i går, for så er der lækre rester i køleskabet, lige til at hive frem og nyde en gang til. En reprise jeg ser frem til. Mmmmm….