Tag-arkiv: id-life coach

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!

5 mål der skal gøre det næste år til mit bedste år nogensinde!

37

Jeg havde fødselsdag i går. 37 år. Bum!

Fødselsdagsentusiasmen er dalet lidt med årene. Ikke pga. den stigende alder, for den har jeg det sådan set fint nok med. Og det er ikke fordi, jeg ikke mener, jeg er værd at fejre. Og jeg kan faktisk meget godt lide at få gaver. Så, hvad mon det egentlig handler om? Jeg ved det ikke, men en fødselsdag er et godt tidspunkt at tage en status på, hvordan det egentlig går, ikke?

Lige for tiden arbejder jeg med, at være rummelig og omsorgsfuld over for mig selv. Jeg øver mig i at lade være at skælde mig selv ud over, alle de år jeg føler, jeg har spildt på at leve i en boble af frygt. Og inderst inde tror jeg på, at det jeg har oplevet, de erfaringer jeg har draget, handler om, at jeg skal bruge det til noget senere hen, men ind i mellem slås jeg med en lille djævel, der bander og svovler over alle de år, jeg gemte mig væk fra verden. Men jeg lærte noget der, noget som en dag kommer andre til gavn, det ved jeg. Så jeg øver mig i rummelighed.

Jeg er også i en gang med en form for selv-coaching. Det er svært at komme helt uden om, når nu jeg er fedtet ind i coaching miljøet meget af tiden, og jeg får virkelig meget ud af det. Jeg møder rigtig meget selvindsigt, jeg opdager rigtig mange sider af mig selv, jeg havde gemt væk, og jeg er blevet nysgerrig på, hvor meget jeg egentlig rummer, og hvad jeg kan udvikle mig til. Jeg er utålmodig efter at vokse, at lære, at kunne mere. Jeg vil rejse, jeg vil læse, jeg vil udforske, og jeg vil gøre det her år til et fantastisk år.

Hvordan gør jeg så det? Tja, jeg har aldrig sat mig sådan et mål før, men egentlig har jeg aldrig sat mig ret mange mål. Men hvis jeg ikke sætter mål, så har jeg ingen retning. Og hvis jeg ikke har en retning, så ender jeg med at gå i ring.

Jeg er blevet inspireret af en fantastisk coach, Robin Sharma, til at spørge mig selv: Hvilke 5 ting skal ske det næste år, for at gøre det her år, til mit bedste år nogensinde? Det har jeg gået og tænkt lidt på. Mit bud er:

-Jeg skal komme i rigtig god fysisk form. Jeg skal fortsætte min yoga to gange om ugen, og også indføre en ugentlig yogarutine herhjemme, så jeg kommer op på 3 gange. Desuden skal jeg fortsætte det løb, jeg er kommet i gang med, og så krydser jeg fingre for, at kroppen holder til det.

-Jeg skal meditere som en naturlig del af min hverdag. Det kan være, det kræver nogle kurser i meditation, eller bare skrap øvelse, som er skrevet ind i min kalender.

-Jeg skal tilgive mig selv mine fejltrin og gøre dem til erfaringer i stedet. Jeg skal lade være at være så hård ved mig selv, og give slip på, at fortiden kunne have været anderledes.

-Jeg  skal lære at få flere ting gjort på kortere tid. Jeg skal optimere min dag med struktur, planlægning og rutiner. Jeg skal have ryddet endnu mere ud i vores hjem, for hvis vi har færre ting, er der mindre oprydning. Jeg skal have frigivet noget tid, som jeg kan bruge mere produktivt end tilfældet er nu. Der er plads til forbedring!

-Jeg skal nærme mig en form for balance. Jeg skal skrive ned, tage status, sætte små mål, og pejle mig mere ind på, hvor balancen findes. Jeg skal have mere balance i min kost, og spise på mine egne præmisser og efter min egen overbevisning, og ikke efter hvad andre mener. Jeg skal have balance i alene tid og social tid, jeg skal lære at sige til og fra, og finde mig selv igen.

Så det er den retning, jeg arbejder i nu. Jeg føler mig målrettet og opsat, og jeg ser frem til at tage en status igen om et år, og mærke hvordan det føles, at faktisk nå i mål med mine mål. Jeg regner med, jeg tager målsætning op som et emne ind i mellem, for jeg har på fornemmelsen, det er et område, der halter lidt hos mange mennesker. Vi kører lidt på autopilot, mange af os, uden at sætte os et helt konkret mål. Det håber jeg, I vil være med på. Lad mig endelig vide, hvis der er noget mere konkret omkring målsætning, som I gerne vil læse om, så vil jeg se, om jeg kan vinkle det, så I får svar.

Tak fordi I læste med. I er mere end velkomne til at smide en kommentar, det er altid dejligt, at høre jeres tanker om, det jeg skriver. Rigtig god dag.

“I en travl hverdag….”

Det er en sætning, vi hører igen og igen og igen. Det er som om, det er blevet et grundvilkår, at vi har en travl hverdag. Jeg får følelsen af, at vi er blevet fået en hjernetatovering med ordene, og vi ikke har mulighed for at se, at det måske, bare måske, kunne være anderledes? Vi lærer det tidligere og tidligere. Mine børn er lige startet i skole, og de skal være der 1 time længere om dagen end børn var sidste år. Vi skal nå mere og mere, vi får bare ikke flere timer i døgnet.

“Jamen sådan er vilkårene jo!” Tja, både og, vil jeg påstå. Vi har et valg, i visse områder af vores liv. Det handler meget om, hvad vi vælger til og fra. Ofte handler det faktisk ikke om, at vilkårene er sådan, det handler om, at der ikke er noget, vi har lyst til at give slip på. Vi vil det hele, og konsekvensen bliver en fortravlet dag, hvor vi knap når at stoppe op og trække vejret.

Jeg har lige været på 3. modul af min uddannelse til life coach. Her havde vi en morgen runde, hvor vi hver især fortæller, hvor vi er her og nu. Her nævnte jeg bl.a. mit behov for alenetid. Alenetid er for mig ikke længere et fravalg af min familie eller andre, det er et helt grundlæggende behov jeg har, nøjagtig som at spise, drikke, sove, holde varmen osv. Og jeg har meget alenetid, det er bestemt ikke alle forundt, og det er heller ikke alle, der har behovet. Jeg troede tidligere, at alenetid betød, at jeg ikke kunne lide de mennesker, jeg ikke var sammen med i min alenetid. Jeg fik en trist følelse af det, og selvom jeg vidste, jeg havde behovet, så lagde jeg låg på det. Hvis jeg valgte at være alene, selvom jeg havde mulighed for at være sammen med mine børn, mand, veninder, så var der noget galt med mig, og så var vi nok ikke en lykkelig familie. Måske nogen kan genkende det? Jeg har sidenhen fundet ud af, at det ikke er tilfældet! Nu har jeg som regel ikke dårlig samvittighed over, at jeg har brug for at være alene. I stilhed. For jeg har lært, at her lader jeg op. At være sammen med mennesker giver mig en enorm værdi, og en mening med livet, men det dræner mig også.  For meget alenetid betyder på den anden side, at jeg løber tør for værdi og mening, så jeg skal have balance i det.

I pausen den dag efter runden var der flere, der kom hen til mig og sagde, at jeg havde virkelig ramt noget i dem med den snak om alenetid, og hvad det gjorde ved mig at have den, og hvad det gjorde ved mig, når jeg ikke havde den. For de havde aldrig alenetid! De skulle noget hele tiden. De havde så travlt med at have travlt, at de forsvandt i det. Der er så meget, vi skal nå i en travl hverdag, at vi sjældent når, at være alene. Men der er som regel heller ikke noget af det, vi vil give afkald på. Karrieren vil vi ikke give afkald på, heller ikke lønnen, fritidsaktiviteten giver os også værdi, og så er der børnenes fritid, den skal også passes, vi vil helst heller ikke give afkald på for meget tv tid (her er ellers en del at hente for de fleste, kan jeg forestille mig), vi vil heller ikke stå tidligere op om morgenen, og vi er også tvunget til at sidde i trafikken hver morgen og eftermiddag osv osv osv.

Jeg siger ikke, det er nemt. Og jeg siger heller ikke, at jeg har løsningen, og jeg tror bestemt heller ikke, det er alle travle mennesker, der føler, det skal ændres. Og mennesker tilpasser sig, så måske det går fint? Noget tyder bare på, at det ikke er tilfældet. Måske er det bare en god idé, at stoppe op ind i mellem, lige få sig selv samlet op, og tage en status på, hvor vi selv og vores familie som helhed er på vej hen i det her liv. Det gør mig ked af det, at se så mange mennesker og familier gå ned med flaget for en kortere eller længere periode, bl.a. fordi vi har bildt os selv ind, at det er et grundvilkår, at have travlt. Måske er det ikke? Hvad mener du?

Robin Sharma

Meditation for fred i aften kl. 18

silhouette-165527_640

Her den anden dag fik jeg en mail, jeg ville dele med jer, men jeg kom fra det igen. I får den nu, måske I kan nå det, hvis I har lyst.

Den er fra ID-Academy, som er det sted, jeg er ved at tage min Life coach uddannelse.
 På fredag d. 8. august kl.17.45 åbner vi dørene for alle som har lyst til at være med i en verdensomspændende meditation for fred.

Meditationen er et gratis åbent hus arrangement og foregår samtidigt på ID-ACADEMY i København, Drueholm og Silkeborg.

Initiativet er startet af Deepak Chopra og hans community og man håber på op mod 100.000 deltagere på verdensplan. Hvis du ikke har muligheden for at komme så kan du deltage hjemme hos dig selv.

Vores dygtige undervisere vil være til stede og facillitere processen.

Meditationen starter præcist kl. 18.00.

Man skal registrere sig som deltager på det understående link: http://globalmeditation.chopra.com

Kig forbi uanset hvor du bor i landet – tag gerne en ven med – og hjælp med at sprede informationen om arrangementet.

Lad os i fællesskab og sammen med tusindevis af andre i hele verden udbrede intentionen om fred i vores eget indre og i verdens lidelsesfyldte brændpunkter.

På forhåbentligt gensyn,

Kærlig hilsen,

Steen Degn

Så, hvis der sidder nogen derude, som skulle have lyst, så skal I være velkomne.

Namaste…

P.s. Skulle I mangle praktisk information, så skriver I bare i kommentarfeltet.

Dans som om ingen ser det

Helt uden jeg var klar over det, er jeg blevet mere og mere forkrampet som årene er gået. Min krop har fysisk trukket sig sammen, jeg har meget svært ved at give slip og være afslappet, som i RIGTIG afslappet. Ikke på den der nu har jeg ædt julemiddag og smider mig på sofaen afslappet, men som noget, der kommer indefra. Der, hvor man slipper hæmningerne og lader kroppen gå derhen, hvor den gerne vil.

To helt fysiske oplevelser er med til at få min krop til at give slip. Den ene er yogaen, som kræver af mig, at jeg er fuldt til stede, og at jeg giver kroppen frit spil. Jeg bruger hver en muskel, hver en celle i kroppen under sådan en yogapraksis, det er som om min krop bliver vækket til live efter den har ligget i hi. Jeg elsker det, virkelig! Jeg kan give mig hen til yogaen, jeg overgiver mig, og netop når det er Prana flow yoga, så er der hele tiden en mindre eller større bevægelse i gang, og det kan føles som en dans. Jeg kan også mærke, at jeg bliver dygtigere, og det nyder jeg i den grad også. Jeg bruger mindre og mindre energi på, hvad de forskellige stillinger hedder, selvom de for det meste bliver nævnt ved deres oprindelige navn og ikke en dansk version. Yogaen bliver mere flydende for mig, og jeg håber, jeg med små skridt får det integreret mere og mere i mit daglige liv. Ikke kun yogastillingerne (asanas), men hele yogalivet med karmayoga, meditationen, kosten osv, for det er som at komme hjem.

En anden ting, der får mig til at give slip er dans. Vi danser på ID-lifecoach uddannelsen. Vi rykker alle stolene ud til siden, (vi har et virkelig dejligt stort lyst lokale på Østerbrogade) musikken bliver skruet op, og det kan være alt fra afrikansk stammemusik til Danser med drenge. Det var SÅ grænseoverskridende den første gang. 20 fremmede stod der, kiggede ned i gulvet og tænkte pis pis pis!!!! Jeg troede et kort øjeblik, at jeg ville besvime, hvem ved, måske ville jeg faktisk falde død om! Jeg var ANGST! Men jeg gjorde det, og på dag 4 glædede jeg mig, til vi skulle danse.

Vi mødes så kun 4 dage hver 2. måned, men alligevel har det gjort en kæmpe forskel for mig. Det har åbnet en dør, dansen har vist mig noget, jeg havde pakket væk. Det handler om kropsfornemmelse, det handler om at komme ud af komfortzonen, om at rykke grænser, om at give slip, om at turde noget, jeg ikke turde før. Det handler ikke om, at se tjekket ud, at se fjollet ud, at være god til det eller noget andet. Det handler bare om at være, og det er helt vildt fedt! Tænk, det havde jeg glemt. Jeg havde glemt, hvordan det føles at give slip, at mærke min krop. Det at mærke min krop, hvad den kan, hvad den gør, hvad den vil, har været sådan en øjenåbner for mig. Det har givet mit et helt andet forhold til min krop. I mange år har jeg hadet min krop, jeg følte mig altid bare som den tykke, klodsede, utjekkede og jeg blev ked af det, når jeg så på mig selv. Sådan har jeg det slet ikke længere. Jeg nyder min krop nu! I stedet for at dømme den på vægten, så fejrer jeg den og glædes over, hvad den kan. Den kan SÅ meget!  Der er en hel verden inden i kroppen, som hver eneste dag, gør hvad den skal for at passe på mig. I alt for mange år så jeg den som en skal, der enten kunne være tyk eller slank, ikke andet. Det er helt forsvundet, og noget af det, der virkelig har ændret det, har været dansen og yogaen.

Så, en opfordring herfra. Dans! Prøv at danse helt for dig selv derhjemme. Skru op for musikken, rul gardinenerne ned, hvis du har brug for det, luk øjnene, hav bare tæer, så du får kontakt til underlaget og bare stille og roligt prøv at give slip. Se hvad der sker, når dansen starter i armene eller bagdelen, se hvad der sker, når du bevæger hele kroppen på en gang, se hvad der sker, når du hopper. Du hopper måske ikke første gang, måske vrikker du bare med tæerne første gang, det er også helt fint, men prøv det nogle gange, og se om du finder en eller anden form for forløsning ved det. Jo mere modstand du føler mod at prøve, jo mere trænger du måske til at prøve det? Jo mere det provokerer dig, jo mere ville det måske gøre dig godt?

Jeg vil virkelig gerne høre om det, hvis du prøver det af, så smid mig en kommentar enten om dine tanker omkring det, din modstand eller dit forsøg. God fornøjelse.

dance

Noget om overbevisninger

Jeg har nu været på 2. modul af ID-life coach uddannelsen. Det har været en rutsjebanetur. Egentlig var det stille og roligt op og ned, mens jeg var der, men dagene derefter har været et ordenligt dyk ned, og jeg er stadig fuldstændig drænet. Vi lærte, på det her modul, om overbevisninger, og noget om at give slip på fortiden. Én ting er, at man skal lære en masse, men samtidig skal jeg også forholde mig til 19 andre elever, OG jeg skal stille op som klient hver dag og blive pillet fra hinanden uden altid at blive sat rigtig sammen igen. Jeg siger jer bare, så bliver man altså træt!

Jeg har lært en hel del om at finde frem til andres overbevisninger, men jeg har så sandelig også lært en masse om mine egne! Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med overbevisninger, så er det de små sætninger, vi går og fortæller os selv hele tiden, sætninger som begrænser os i vores udvikling. Det kan f.eks. være “jeg er ikke god nok til det”, “jeg har ikke tillid til andre mennesker” eller “andre mennesker kan ikke rigtig lide mig”…sætninger i den stil. Overbevisninger er noget vi har troet på længe, og pludselig er det blevet til vores sandhed. Og selvom der måske skulle sidde en enkelt eller to derude, som tænker at de ingen overbevisninger har, så tro mig, det har alle!

Overbevisninger kan bestemt også være positive, men vi koncentrerede os selvklart mest om de negative, for det er dem, der er hæmmende for os, det er dem, der begrænser os, men i en vis grad også beskytter os. Overbevisninger er konklusioner, vi har draget på baggrund af vores erfaringer. Det kan bestemt både være godt og skidt, men de gode hæmmer os ikke i vores liv, det gør de negative så absolut.

Selvom jeg synes, det er rigtig hårdt at stå model til det her, så er det også helt utrolig lærerigt. Jeg lærer så meget, og jeg suger det hele til mig som en svamp. Men det er godt nok tomt og underligt at sidde i stilhed efter 4 så intense dage, og ikke have nogen i sin nærhed, som ved, hvad jeg lige har været igennem. Jeg kan ikke forklare det her til nogen. Det er sikkert også fint nok, og om et par dage, så letter det lidt, men lige nu, der er det svært.

Jeg glæder mig så vildt til at prøve det her på nogen. Jeg har selvfølgelig prøvet det på nogle af de andre elever, og jeg havde en vildt god oplevelse med en af dem, hvor vi faktisk fik fuldstændig fjernet en af hendes meget hæmmende overbevisninger. Den gik simpelthen i opløsning. Det var fedt!! Men jeg glæder mig til at prøve det på helt andre mennesker, jeg glæder mig til at se, hvad det kan føre med sig.

I går aftes var jeg til yoga. Jeg glædede mig rigtig meget, for det giver mig mere, end jeg havde troet muligt. Jeg har det hver gang som om, jeg kommer hjem, når jeg er til yoga. Altså ikke som at mit hjem ikke er hjemme, men hjem i mig selv. Tingene falder på plads, jeg falder på plads. Krop, sjæl, mening, formål mødes på samme tid i mig. Sådan var det også i går, og det trængte jeg i den grad til efter weekendens udfordringer.

body mind

Derudover, så har der været stille her på kanalen, for vi har været en tur på Mallorca. Vi gik all in på charter, men det kan være, der kommer billeder fra det en anden dag.

Er det farligt, at blive ked af det?

Jeg havde en oplevelse den anden dag, som jeg gerne vil dele med jer. Men jeg vil ikke udlevere nogen, og jeg vil ikke bryde den fortrolighed, jeg har med vedkommende. Så for at dele det, så bliver det meget udetaljeret, men prøv om du kan følge med, og hav med i tankerne, at jeg ikke kan være specifik.

Jeg kan lige starte med at fortælle kort, om en helt anden oplevelse, som jeg havde, da jeg var på 1. modul af ID-life coach uddannelsen i weekenden. Hver dag  lærte vi nogle nye værktøjer, som vi skulle ud i grupper og øve. De to første dage skulle vi øve en 15 minutters coaching session, den sidste dag var det 40 minutter. På den 40 minutters session var det mig, der var klient. Ca. halvvejs inde i forløbet fangede min coach noget i mig, han ramte plet, og fra det ene sekund til det andet væltede tårerne ud af øjnene på mig. Her kunne min coach vælge to veje. Han kunne trøste mig, enten fordi han synes det var ubehageligt, eller han var bange for, at jeg synes, det var ubehageligt. Eller han kunne vælge at lade mig være i det, og selv være i det med mig. Han valgte heldigvis det sidste. Måske fordi han var ok med det, måske fordi han så, at jeg var ok med det, eller måske var det for ufordringens skyld. I hvert fald lod han mig blive i det. Og det var der, jeg begyndte at rykke. Fordi jeg ikke længere tænkte, men følte. Jeg gav slip og var bare i det. Havde han trøstet mig, havde han ville løse det, havde han spurgt om jeg ville have en pause, så var jeg lukket i igen. Så var jeg begyndt at tænke. Jeg siger ikke, at målet i sig selv er tårer, slet ikke, men hvis der er brug for dem, så skal de have lov at være der.

Og så tilbage til den oprindelige historie. Jeg havde en oplevelse en aften, hvor det samme skete for en veninde. Hun snakker sig ud af tingene, rationaliserer, tænker, bruger mange ord. Hun vil ikke føle. Det kan der være mange årsager til, det skal jeg ikke være dommer over. Det er jo et helt sædvaneligt handlingsmønster. Men så skete der noget i samtalen, hvor jeg ramte noget, og hun blev ked af det. Og ved I hvad? Det var fedt. Årsagen til hun blev ked af det, var selvfølgelig ikke fed, men det at hun gav slip, bare i 15 sekunder, og ikke lod tankerne styre, men lod følelserne fylde, det gjorde en forskel. Og jeg havde ikke brug for at trøste, hun havde ikke brug for at blive trøstet. Vi kunne bare være i det lidt, og hun opdagede forskellen på at tænke og føle.

Jeg tror desværre, det er en noget overset kvalitet efterhånden, det der med at mærke efter. Jo, vi kan alle sige, at vi lige skal stoppe op og mærke efter, men kan vi det? Virkelig mærke efter? Jeg har ikke kunne i mange år. Det troede jeg, at jeg kunne. Lige indtil jeg rent faktisk kunne. Så mærkede jeg forskellen, og der er en bragende forskel. Tidligere når jeg mærkede efter, så tog tankerne alligevel over. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde det, jeg mærkede ikke, hvordan jeg havde det. Kan I følge mig her?

For mit vedkommende, så har det været afgørende, at nå dertil, hvor jeg virkelig mærker efter. Om det er vigtigt for alle, det skal jeg ikke kunne sige. Måske har det noget at gøre med, at jeg er særlig sensitiv, og jeg derfor skal have følelserne med mig alle vegne. Jeg kan ikke slippe af med dem alligevel, de fylder så meget i mig, så jeg kan lige så godt lære at tyde dem, mærke dem, bruge dem. Måske ser verden helt anderledes ud, hvis man er udstyret med en helt normal sensitivitet, det ved jeg ikke.

Normalt når nogle er kede af det, eller mærker noget, der ikke er rart, så skal vi straks i gang med at fikse det, vi går i løsningsmode, vi skal blive glade igen. Men hvorfor er det så pokkers farligt, at være ked af det? For mit eget vedkommende, så har jeg temmelig let til tårer. Det betyder ikke altid, at jeg er ked af det, når tårerne triller, men når jeg virkelig er ked af det, så er det måske også ok? Måske er det lige der, jeg kan mærke noget andet. Det behøver ikke være farligt, det behøver ikke stoppe, det kan tværtimod være til stor gavn. Det kan være forbundet med forløsning, at være ked af det. Og når jeg tænker tilbage, hvor folk har forsøgt (af et absolut godt hjerte, vil jeg gerne understrege) at få mig ud af ked af det-heden, så kan jeg se situationer, hvor jeg har tænkt “så lad mig dog for helvede være ked af det!!” Men det er bare ikke alle (ind i mellem mig selv inklusiv) som kan rumme, når andre er kede af det. Det vækker måske noget i en selv, man ikke bryder sig om at føle. Måske ved man ikke, hvad man skal sige, gøre, mene. Men vi er vel udstyret med de her følelser af en årsag. Hvem mon kommer bedst ud på den anden side af hjertesorg, den der kan græde, føle og finde forløsning, eller den der er tapper, holder på det, eller slet ikke mærker? Jeg tror, evolutionen har ramt meget godt plet med både tårer, følelser og ked af det-hed. Men vi skal turde være i det, ellers kan vi ikke bruge det til noget.

feel

1. modul på ID-life coach uddannelsen er klaret

Jeg er kommet hel ud på den anden side af 1. modul på ID-life coach uddannelsen. Fredag morgen var jeg ikke overbevist om, at jeg virkelig ville komme hel igennem det, men det gjorde jeg. Jeg gik ikke i stykker. Tværtimod. Og egentlig vidste jeg det fra starten, at jeg havde en barriere, jeg skulle forcere, men at der ville være rart på den anden side. Og der er altså rart her. Jeg kan trække vejret igen, jeg kan få luft. Det kunne jeg faktisk også lørdag og søndag, men torsdag og fredag fik jeg vist ikke meget ilt til hjernen.

Men sikke en weekend. Jeg er så glad så glad så glad for, jeg er startet på den uddannelse. Lige præcis den uddannelse, lige præcis nu, med lige præcis de mennesker. Det har været voldsomt grænseoverskridende på så mange planer, men for pokker, hvor har det givet mig meget. Især har det vist mig, at jeg kunne. SGU! Jeg kunne rykke mine grænser, jeg kunne trække vejret uden for komfortzonen, jeg kunne være i det trods angst, panik og ondt i hele kroppen. Jeg kunne vokse.

Jeg smutter igen, jeg ville bare lige opdatere på, at jeg stadig er i live, ingen medstuderende eller lærere har spist mig eller knækket mig. Jeg er lidt stærkere i dag, end jeg var i sidste uge.

tiptoe