Tag-arkiv: James Hetfield

Hva´så når man møder en kendt?

Stork

Jeg er fra provinsen, og møder sjældent kendte mennesker her i kvarteret. De seneste kendte, jeg har mødt her i byen er tidligere trafikminister Flemming Hansen, og Amalie Szigethymed mor Lotte. Med al respekt, så er det ikke ligefrem højest på min liste over kendisser, der imponerer mig. Ej, det passer faktisk ikke, Amalie imponerer mig sådan set lidt, bare på en eller anden underlig omvendt måde?

En gang i mellem, når jeg bevæger mig helt til Kjøwenhavnstrup, falder der en kendt ned i min turban, eller der er i hvert fald en kendt inden for synsvidde. Jeg har for nylig kørt forbi Casper Christensen i min bil på Østerbro, og sådan får jeg ind i mellem et glimt, at det der skal forestille creme de la creme af Danmarks kultur og erhversliv. Jeg er sjældent imponeret. Men en gang i mellem er der en af de fede kendte i mellem. En af dem, som imponerer mig. En af dem, som jeg egentlig godt ville have en samtale med. Jeg aner ikke om hvad, men jeg har bare på fornemmelsen, at de har noget at byde på, og det har jeg selvfølgelig også.

Den ene jeg har stødt på, er Viggo Mortensen. Årh mand, ham ville jeg gerne have snakket med, eller sagt hej til eller noget. Men hvad fanden gør man? Manden gik der i Tivoli med sine børn, han så meget privat ud. Men på en eller anden måde, så ville jeg jo gerne fortælle ham, at jeg synes han var fed ik? Det gjorde jeg ikke. Han opdagede mig, det gjorde han, for jeg havde min kære nevø hængende vandret i luften efter mig, ham havde jeg hevet med derhen, for så havde jeg da en nogenlunde plausibel undskylning for evt. at trænge mig på. Drengen var jo for pokker vild med Aragorn! Men ak, han så så privat ud med sin familie, det ville jeg ikke forstyrre.

En anden jeg har mødt, og her siger jeg mødt, for vi hilste faktisk på hinanden i enrum, gav endda et nik til hinanden, er James Hetfield. Jeg havde slet ikke set det komme, og der kan man tale om, at blive mundlam. Jeg stod på hotel Skt. Petri i København, ventede på min kære mand ved elevatoren. Vi var på kæresteovernatning i byen, og vi skulle sørme til Metallica koncert om aftenen!! Og hvem kommer gående rundt om hjørnet, og skal have elevatoren ned? Selveste Metallica himself. Der skal jeg lige love for, jeg blev starstruck! Hvis der er nogen, der har et godt bud på, hvad pokker man lige siger dér, så kom endelig med det. For man står der over for Mister top tjekket, han er to meter høj, har den dybeste stemme, (ja, han sagde faktisk hej til mig). Siger man “see you tonight høhø” eller hvad? Ej, der gik jeg altså helt i baglås. Det gjorde så jeg ikke dengang, jeg mødte Michael Carøe på en bar i Vegas, selvom han så noget selvfed ud, og havde ønsket en vis form for starstruckhed, det er helt sikkert. Han tog elevatoren ned, min kære mand kom op, og det tog altså lidt, at overbevise ham om, at den var god nok. Men han var ikke længere i tvivl, da vi fik værelse på den gang, der var lukket af til nogle kendisser. Ham, der viste os vores værelse, blev noget lang i ansigtet, da jeg godt vidste, hvem det var jaja, der havde jeg fået tungen på gled igen, for det var jo top hemmeligt. Nå, men den ærgrer mig noget over, selvom jeg stadig er glad for, jeg et kort øjeblik var in the precence of greatness i stilhed. Metallica er soundtracket til det meste af min ungdom, så det var altså noget helt særligt, at stå der og vente på elevatoren med James Hetfield ved min side.

Nå, inden jeg går helt i selvsving og dykker for langt ned i minderne, så er hele grunden til det her indlæg, at jeg i går igen mødte en af de der kendte, som jeg synes er fed. Vi snakker ikke Hetfield kaliber eller andre, der kan give kriller i maven, men en helt stille og rolig nede på jorden kendt mand, som jeg synes er helt ok, som jeg respekterer, som jeg lytter til, og bare godt kan lide. I går havde jeg inviteret min kære mand i biografen og se Hobitten, og jeg inviterede ham oven i købet ud at spise først. På hans favorit falafelsted ved biografen, ingen smalle steder her. Der har vi vist ikke været i et par år. Jeg gider sjældent, men i går var vi der på eget initiativ, for at glæde ham. Jeg hører godt, der sidder en far og søn ved siden af os, som generelt er lidt stille, men ellers har en forsigtig sludder. Jeg får bare aldrig kigget over på dem. Da vi så forlader etablissementet, spørger ham den kære, om jeg godt havde set, at vi sad ved siden af Mads Christensen.(han ved godt, jeg er lidt tosset med den mand) “Neeej, for real?” svarer jeg , og drøner selvfølgelig tilbage, for at glo ind af vinduet. Han havde så lige drejet sig i mellemtiden, og sad med korslagte arme, korslagte ben og så meget stramt ud af det vindue, som hende tossen kom flyvende hen til (endnu et af mine Bridget Jones moments). Jeg sendte ham et stort smil og en salut. Måske var det den stramme udstråling der gjorde, at det blev en salut og ikke et vink, jeg ved det ikke, jeg går normalt ikke og sender salutter til hverdag. Jeg fik et smil retur. Jeg smuttede, for ligesom med Viggo, så var han der med sin søn. Nu ved jeg godt, Mads Christensen nok kan være lidt mere i fred end Viggo Mortensen, men anyway, når der er børn, som har deres kendte forældre med ud, så fortjener de vel lidt privatliv, det er trods alt ikke deres valg?

De skulle så også i biografen, og vi gik rundt med dem, som de eneste i popcornbiksen, vi stod alene med ham i kaffekøen, ja jeg havde mange muligheder, for at sige noget. Men igen, hvad siger man? Han er ikke ligefrem en, der giver sommerfugle i maven, men jeg kan lide ham, og det ville vel være ok at sige til ham? Jeg synes pludselig, det virkede så dansk jantelovsagtigt at sige ingenting. Ingenting ud over min salut. Jeg håber, han tolkede den som en jeg-synes-du-er-fed-og-bliver-glad-når-du-er-i-mads-og-monopolet-salut.

Og hvad har alt det her, med to storke på et billede at gøre, tænker du? Ingenting overhovedet. Det er bare et godt billede, jeg fik taget på Gran Canaria, som jeg synes, I skulle se.

Salut!

P.s. Jeg er så heldig, at kende indehaveren af den skønne webshop JustHairClips.dk og hun har lovet mig, at hun vil finde præmier til en Give Away her på bloggen en af de næste uger, så stay tuned.