Tag-arkiv: Kantareller

Flødestuvet kantareller

Hvem sagde at restemad er kedeligt? Ikke mig i hvert fald. En rest halvkedeligt brød, en sjat fløde, der skulle bruges og et godt tilbud på flotte kantareller i Irma, det er altså ikke den værste kombination, man kan komme ud for.

Rist brødet

Rens kantarellerne godt (uden vand)

Steg dem kort tid i lidt olie, tilsæt fløde, lad det koge lidt ind, tilsæt en lille smørklat, salt og peber.

Læg det på det ristede brød og nyd.

En meget simpel version, men det rykker!!

Daytime tv, tykke maver og en udfordrende udfordring

Jeg ser stort set aldrig tv i løbet af dagen, men i dag er jeg er alene hjemme, manden arbejder ude i byen, så her er stille uden hans musik, kontorlyde og bandeord når noget ikke vil som han vil. Så jeg tændte for tv´et, da jeg spiste frokost og fandt ud af, hvorfor jeg aldrig ser tv om dagen. Jeg zappede rundt for at finde noget, der ikke var OL agtigt, og hvad finder jeg? Et program om en der er afhængig af at spise skurepulver! WTF?? Det er fandme for underligt, så er det sagt. Tv´et forbliver slukket i dagtimerne.

I går morges, da jeg afleverede ungerne i børnehave, sagde Bertram til en medhjælper, på den sødeste glade måde: “Du har en tyk mave”. Jeg krympede mig lidt, og distraherede ham. Vi har haft “du har en tyk mave” snakken før, for på et tidspunkt skal de vel lære, at folk kan blive kede af det, når man kommer med visse udtalelser? Men det er dælme svært at forklare, at man ikke må sige ting, som rent faktisk passer?! Nå, men tyk mave karmaen ramte mig da lige smak i fjæset, da jeg vinkede og gik. Mødte to piger på legepladsen på vej ud, som spurgte om jeg havde en baby i maven. Jeg er heldigvis udstyret med en selvindsigt, der gør mig i stand til at grine af sådan noget, mange andre bliver jo virkelig kede af det. Det der med børn og fulde folk holder vist stik, og jeg er nu et skridt nærmere indmeldelsen i det der fitnesscenter, jeg har snakket om.

Den der madspildsudfordring er altså ikke helt nem. Jeg anstrenger mig virkelig, og jeg gør det langt bedre end jeg tidligere har gjort, men jeg kan altså ikke helt undgå at smide ud. Er det mon en forkælet holdning? Måske er det et spørgsmål om tilvænning? Jeg har brugt en masse, som jeg ellers ville have smidt ud, og det er jeg tilfreds med, men nogle ting egner sig bare ikke til en overnatning i køleskabet. Et trick jeg kan anbefale, er at tage tingene ud af køleskabet, og ikke bare kigge ind i køleskabet. Det gør det noget nemmere, at blive inspireret, at det kommer ud på bordet. Og så skriver jeg mig lige bag øret, at det er en god idé, at sortere ud i køleskabet, INDEN man giver sig i kast med sådan en udfordring i det offentlige rum. Fjols

Og fyi, i aften skal de her lækre fætre indgå som en del af et måltid med rester. Lidt af en teaser hva?