Tag-arkiv: Livet efter kræft

Post cancer snak

I går havde jeg en aftale med min frisør. Jeg skulle hverken klippes, farves eller dulles op på nogen måde. Vi skulle snakke om livet efter kræft. Vi har nemlig en særlig ting til fælles. Vi har begge haft livmoderhalskræft. Hun fik det konstateret, lige som jeg var færdigbehandlet. Vi har været igennem stort set det samme forløb i forhold til operation, kemo og stråler. Vi har begge mand og to små børn. Vi er præcis samme alder.

Efter endt behandling har vi haft to forskellige forløb. Jeg har haft alle de forventede bivirkninger (og den liste er lang, den vil jeg skåne jer for) indtil 4 måneder efter endt behandling, hvor jeg fik en ganske usædvanelig bivirkning. Mine syninger i underlivet sprang op. Mit væv var så ødelagt af stråler, at det ikke kunne holde sammen længere. Det var en helt absurd omgang, jeg var igennem der, også det vil jeg skåne jer for, for det er egentlig ikke så meget det, jeg ville snakke om. Jeg ridser bare lige de grove streger op for jer.

Min frisør var igennem et noget andet forløb. Hun fik infektioner i kroppen, som lægerne desværre opdagede meget sent og nærmest ved et tilfælde. Og grunden til man kan overse den slags er jo, at man i forvejen har det rigtig skidt og hele kroppen er ude på et skråplan, når man får kemo og stråler. Hendes infektioner sendte hende ind og ud af hospitalet i 4 måneder straight. Når hun endelig fik lov at være hjemme, skulle hun alligevel møde på Riget 3 gange i døgnet til behandling. Også det forløb er en meget lang og barsk historie. Hun er endt ud med en af de rigtig sjældne bivirkninger af strålebehandlig, nemlig lymfeødem i benet. Og det er for livet. Det er barsk, det siger jeg bare. Jeg kan huske, jeg selv var hundeangst for den bivirkning, men jeg slap indtil videre. Det gjorde hun ikke.

Det var lige den virkelig korte version af vores 2011 sammenlagt. Jeg startede mit forløb i starten af januar 2011, hun sluttede i slutningen af december 2011.

Og hvad så, når man er færdig? Ja, hvad så! Så står man der, og har haft kræft. Det hele er vendt på hovedet. Verden er gået videre, hverdagen vender langsomt tilbage. Er man glad? Er man ked af det? Er man vred? Er man bange? Hele det forløb efterfølgende går man med alene. Uanset hvor mange og hvem jeg har talt med om, hvad der sker inde i mig, så er jeg i bund og grund alene med det. Jeg kan aldrig på nogen måde, få forklaret andre, hvordan der er inde i mig. Lige med den undtagelse af andre, der har været igennem præcis det samme. De ved det. De kan mærke det. Og i går var første gang, jeg for alvor gjorde brug af det. Det har været længe undervejs, men jeg har ikke været klar. Min kære frisør har været til gruppekurser på Herlev sygehus nogle gange, og ses nu med de andre damer privat hver 3. måned. Jeg skal med næste gang. Jeg har taget et langt tilløb. Hver gang jeg så meget som overvejede, at mødes med andre, der har været det samme igennem, så fik jeg kvalme. Nu prøver jeg. Nu tror jeg godt, jeg kan.  Og i går var en blid start. Det var nogle gode, men bestemt også hårde timer. Jeg var helt færdig, da jeg kom hjem. På en måde fyldt op og på en måde fuldstændig drænet.

I dag er mit hoved stadig fyldt af tanker. Hvis jeg kunne, så satte jeg mig, og stirrede ud af vinduet hele dagen. Det kan jeg ikke, og det er nok meget godt i sidste ende. Jeg vil bruge min tid på noget andet. Jeg vil gå i gang  med at lave julehemmeligheder med ungerne. Og i sidste ende, er det jo det, der tæller. Tid med børnene, tid til livet, og tid til julehemmeligheder ikke mindst. Og når vi nu er ved snakken om tid sammen, så har Ronja stået og hevet i mig i lang tid nu, fordi hun vil lave perleplader med mig. Så det vil jeg lave nu. Perleplader. Og senere gælder det julehemmeligheder. Og måske noget varm kakao med flødeskum. Sammen.