Tag-arkiv: livmoderhalskræft

Noget om forebyggelse, kræft og livsstil

Det er nu 3 år og 6 måneder siden jeg fik konstateret livmoderhalskræft, og det er 3 år og 2 måneder siden jeg blev erklæret rask efter 4 måneders behandling med operation, kemoterapi, stråler og hvad der ellers følger med i den cocktail. Siden da har jeg fulgt to bloggere, som er døde af kræft, en skuespiller har mistet livet, og to andre bloggere har fået diagnosen, og er nu i behandling. Min frisør fik konstateret livmoderhalskræft, lige som jeg var færdig med behandling, og efter et noget længere forløb end mit, blev også hun erklæret rask. Hun er nu tilbage i strålebehandling her 3 år efter.

I dag har jeg været til kontrol på Riget, og selvom det måske kan virke som noget, jeg bare gør fordi jeg får besked på det, for der er jo ikke noget at komme efter, så tager jeg intet for givet! Intet! Hver gang får jeg ondt i maven, hver gang kommer det hele op til overfladen, hver gang er det tungt.

Jeg blev heldigvis frikendt igen i dag, det er jeg uendelig glad for! Det er altid altid altid en lettelse, og det er ikke noget, der er blevet hverdag i vores liv. Jeg arbejder hver dag på at forbedre mit liv, så jeg forebygger så godt jeg kan, men som sagt, jeg tager intet for givet.

Jeg var på mange måder et levende bevis på, at det de kloge siger omkring mulige årsager til kræft passer. Sådan er det ikke helt længere. Jeg vil tage aktiv del i at forebygge, for der er virkelig meget, vi selv kan gøre. Jeg siger ikke, at alle der får kræft eller anden alvorlig sygdom, selv er skyld i det, men ved visse kræftformer og ved visse andre sygdomme, så har vi altså mulighed for at forebygge. Det kræver noget, det er ikke noget, man kan klare ved at spise en pille, men jeg tror på, det er det værd.

Jeg så en film i går The healing effect, hvor der blandt andet tales om, at folk ikke kan finde tid og energi til at lave sund mad og motionere, men man kan godt finde tid til 5 timers dialyse om ugen, når nyrerne svigter. Vi bruger simpelthen for meget krudt på helbredelse, og alt for lidt krudt på forebyggelse. Det er en rigtig kedelig udvikling.

Min mand har ændret rigtig mange ting i sit liv radikalt over det sidste år. Meget af det stammer absolut fra tankerne omkring min sygdom, hvordan man behandler sig selv, hvordan man får det optimale liv. Han ville have mere ud af livet, så han tog en beslutning om at ændre det. Han laver en eller anden form for træning hver dag enten løb, boksning, svømning, hvad han har lyst til. Han står op kl. 5 om morgenen for at få det maksimale ud af sin dag, han spiser virkelig sundt, han drikker ikke alkohol, han spiser stort set ikke sukker, han fylder godt op med grøntsager og fisk, drikker vand i rå mængder, går i seng kl. 22, og han har aldrig haft det bedre. Alligevel sætter mange mennesker spørgsmålstegn ved hans valg. Nogen har spurgt “hvad sidder du af”. Nogen mener det kræver virkelig store mængder cola og porno at opveje sådan et liv.

Jeg siger ikke, andre skal gøre som ham, det står såmænd alle frit for, jeg mener bare, at det er en uheldig udvikling, hvis det at han tager ansvar for sit liv, i langt højere grad end han gjorde tidligere, får folk til at undre sig. Der var ingen, der havde nogen kommentarer, da han røg, spiste chips, drak øl og rødvin, var inaktiv og sov så længe han kunne slippe af sted med. Og hvordan andre tager ansvar for deres liv, skal jeg ikke vurdere eller dømme, så der er såmænd ingen, der skal tage det her ilde op. Jeg synes bare, der er noget, der er gået skævt her?

Mange af os kunne virkelig godt trænge til en opstrammer, når det kommer til sundhed og forebyggelse. Det er vores krop, vores liv det gælder. Jeg er i den grad glad for mit, jeg vil gerne beholde det, og jeg vil hver dag gøre lidt mere for at sikre mig, at jeg også har et godt liv om 50 år. Det er min nemlig beskedne plan, jeg vil have et godt sundt liv hele vejen til 90! :) Hvordan vi hver især mener, vores gode liv er, det er individuelt, bare sørg for det føles godt.

 quit sugar

Billedet er snuppet fra Madbandittens facebookside

Kære dagbog – tanker om kost, sygdom og holisme

I dag har jeg bare lidt blandede tanker om kroppen, jeg håber, du kan finde hoved og hale i dem. Om der er en rød tråd, det ved jeg ikke, men prøv at følge med.

Da jeg for lidt over to år siden fik konstateret livmoderhalskræft, hørte jeg under cancerpakken (ja, here we go again, jeg snakker stadig om kræft). Når man hører under cancerpakken, så skal man indkaldes til samtale inden for to dage. Alt er lidt hu hej agtigt. Og hurra for det, for bare den weekend vi skulle gå i uvisheden var en evighed. Nå, men når man så er til den her samtale, så skal man svare på en hel masse spørgsmål om ens fysik, psyke og historie. Jeg skulle svare på de der åbenlyse spørgsmål om jeg røg, om jeg drak alkohol osv osv. Ikke én gang var der et spørgsmål, der var kostrelateret. Og det undrer mig i den grad. Lægen til samtalen udfyldte et vældig langt skema om mig, som jeg vil gå ud fra, indgår i diverse statistikker, så de kan finde frem til, om min kræftform ofte rammer rygere, folk der drikker eller ikke drikker alkohol, folk der motionerer, folk der er overvægtige og alt mulig andet. Men altså ikke om det er en sygdom, der oftere rammer vegetarer, eller folk der ikke spiser fisk, eller folk der ikke drikker vand i dagligdagen, eller folk der kun drikker cola light, eller folk der drikker blå fun, spiser for mange jordbær eller økologisk skimmelost.

Jeg mener bare, kosten spiller da en rimelig stor rolle i vores hverdag. Vi spiser mange gange hver dag, og der er virkelig stor forskel på, hvad vi som mennesker indtager. Da jeg fik konstateret min sygdom, havde jeg f.eks. levet udelukkende af cola light i mere end 10 år. Og uanset om det er cola light eller appelsin juice, så kan jeg bare forestille mig, at 1,5 liter af den samme drikkevare hver dag i over 10 år måske kunne være interessant at have med i en statistik? Det bliver alligevel til et par liter over tid. På 10 år straight bliver det til 5475 liter, og det skulle da være underligt, hvis ikke det kunne påvirke mit helbred i en eller anden forstand? Men ingen spørgsmål om kostvaner overhovedet. Hvorfor er det ikke interessant? Hvorfor er det ikke interessant, hvor ofte jeg spiste chokolade og dårlige chips? Eller hvor meget eller hvor lidt grønt? Hvor meget eller hvor lidt kød? Fisk? Sukker?

Og så lidt noget andet, men alligevel ikke. Lige nu går jeg i behandling hos to forskellige fysioterapeuter. Jeg er blevet henvist dertil af en helt anden fysioterapeut. Hun gav nemlig op, og vidste selv, at hun ikke kunne gøre mere for mig. Hun kunne simpelthen ikke regne ud, hvad der var galt. Hvorfor min ryg ikke fik det bedre. Og hvorfor mine smerter pludselig havde ændret karakter. Og hatten af for hende for at sende mig videre, det er der ikke mange der ville gøre, og stadig føle, de havde æren i behold.

Det eneste de to nye fantastiske mennesker i mit liv ikke behandler, er min ryg. For lige med det samme fandt den ene ud af, at den er gal med mine fødder. Og dem har ingen kigget på før. Jeg har gået hos flere behandlere, gået til rygtræning på hospitalet osv. Og jeg vidste bare, at det var ligegyldigt. Det var symptombehandling, og hver gang de har nævnt operation af min ryg, så har jeg sagt nej! Jeg har åbenbart vidst, at det ikke var dér, den i virkeligheden var gal. De proppede mig med smertestillende, som jeg skulle tage flere gange om dagen. Jeg ville ikke have dem. Jeg vidste, at det ikke ville løse noget på lang sigt. Bevares, jeg har taget smertestillende mange gange, efter behov, for ellers kunne jeg jo til tider slet ikke fungere. Men at spise 16 piller om dagen, det vil jeg altså ikke! Det går det jo for pokker ikke væk af. Men ingen har kigget på andet end min ryg. Ham jeg går hos nu, så det med det samme.

Hvad han også så var, hvorfor mine smerter havde ændret karakter. Det kommer simpelthen fra min operation dér for to år siden. Mit ar, som er temmelig langt, det heler så fint udvendigt, og har kun fået ros af onkologerne. Men ingen har tænkt på, hvordan det kunne være indvendigt. Heller ikke jeg. Min egen private gynækolog sagde dog, at det for nogle mennesker, kunne være nødvendigt med indvendig massage hos en særlig fysioterapeut, men ingen på Rigshospitalet har nævnt noget i den stil. Og det tog min nye fysioterapeut 5 minutter at konkludere, at det er dér, et af mine helt store problemer sidder. Jeg spænder og kompencerer i hele kroppen. Jeg har også utrolig mange følelser i klemme i det ar. Når han rører det og forsøger at løsne op, så er det som at blive stukket med knive. Det gør helt absurd ondt. Og når han så viser mig, på et andet sted på kroppen, hvor hårdt han trykker, så er det som at blive trykket helt forsigtigt. Jeg er ikke i tvivl om, at manden har ret! Og han gør noget godt for min krop. Og forklarer mig hvad og hvorfor. Og det giver i den grad mening, det han siger.

Når jeg så er inde hos hans kone, så får jeg noget behandling af mine fødder. Hun tager sig kærligt af dem (av av) inden jeg om en lille måneds tid får nogle indlæg hjem, som er lavet til mig i Canada. Efter første behandling kunne jeg næsten ikke styre min venstre fod. Hun har fået løsnet op for noget, der har været lukket af i en evighed. Og selvom hun kun skal behandle mine fødder, så går også hun op i helheden af min krop. Hun behandler nemlig ikke kun fødderne. Og det er det, der er så fantastisk anderledes, end hvad jeg nogensinde har oplevet før. Min KROP bliver behandlet, ikke kun mine symptomer og mine lokale smerter. HUN går op i, hvad jeg drikker, hvad jeg spiser, hele min historie, om jeg har slået mig som barn osv. Alt tager hun med, ja det gør de begge. Og hun går også op i, hvor meget der sidder tilbage af den psykiske del af min kræftbehandling. Som hun sagde, så når man får sådan noget så tæt ind på livet, så er det omverdenen, der bryder sammen, det er de andre, der græder, det er de andre, der reagerer. Det gør man ikke selv. Man trykker på overlev. Der er ikke andet at gøre. Og når så hele forløbet er slut, man er kommet ud på den anden side (som mange heldigvis gør), så er omverdenen glad, for nu er det jo overstået, og så er det godt igen. Men hey, jeg fik jo ikke selv reageret? Og nu kan jeg se på de andre, at det er meningen, jeg skal være glad? Men man er ikke glad. Jo, jeg var glad for det var overstået, jeg var glad for, jeg kom godt igennem det osv. Men den der følelse af, at græsset nu var grønnere på MIN side, den udeblev. Og så kan man jo gå der og føle sig helt forkert. Og lidt ensom. Og det sætter sig. Når man så ikke lytter til det psykiske, så begynder det at sætte sig fysisk, for på et eller andet tidspunkt, så skal man stoppe op. Og stopper man ikke af sig selv, så skal kroppen nok hjælpe til. Og det har den i den grad gjort nu. Kroppen har sagt stop, og jeg bliver nød til at lytte. Jeg har fået så mange tegn, og mine diskusprolapser har så været et af de temmelige in your face agtige af dem, men jeg har ikke læst dem rigtigt. Nu forstår jeg dem, men om min omverden forstår MIG, det ved jeg faktisk ikke.

Det jeg vist i sidste ende vil frem til er, at vi er nød til at tænke lidt bredere, lidt mere holistisk. Jeg er godt klar over, at alle ikke kan alt, men det må da være muligt, med lidt mere tværfaglighed her i verden. Ingen har spurgt til mine kostvaner under et helt kræftforløb (ud over selvfølgelig at pointere, hvor vigtigt det var, at spise meget, når jeg fik kemo, så jeg ikke tabte mig. Og misforstå mig ikke, jeg er onkologer og andre på Riget evigt taknemmelige for det, de har gjort for mig!! Virkelig.) Der mangler bare noget. Ligesom der har gjort i hele mit rygforløb. Ligesom der gør i mange andre sygdomsforløb jeg kender til i min nære familie. Vi mangler at tænke hele mennesket med. Og det er muligvis for meget at forlange, jeg kan bare ikke forstå, at noget som virker temmelig logisk og lige til højrebenet, er noget jeg skal lede så længe efter.

Måske lidt bøvlet og rodet, men nogle gange er det bare sådan tankerne kommer ud. Og en dagbog dømmer jo heldigvis ikke på røde tråde og formuleringer. Da slet ikke sent søndag aften. Vel?

quote

Fem favoritter på væggen

Nej, hvad er nu det? En ny kategori på bloggen? Ja, det er lige det, det er. Fem favoritter.

Her er fem favoritter på væggene i stuen.

Woody Allen Manhattan

Jeg er helt tosset med Woody Allen og hans univers. Både nye og gamle film kan jeg se igen og igen, men især de gamle klassikere har en stor plads i mit Woody Allen elskende hjerte.

Ronja og Bertrams malerier

Ronja og Bertram har malet fine malerier over temaet hav. Fine ik?

Vi sidder bare her 

Vi sidder bare her. 3 mænd, der både hver for sig og tilsammen er ganske særlige. Jeg er vild med deres idé, og i særdeleshed med det produkt, der kommer ud af det i sidste ende. Plakaten her er signeret af de tre herrer. Jeg snakkede mig til den, efter vi havde set dem live på Jazz House i København. Det var en usigneret reklameplakat, der hang på væggen, som jeg fik lov at få af den unge mand, der solgte deres cd´er efter koncerten. Han fik desuden gode drikkepenge, for at få den signeret.

Minder om Malta

Det her maleri købte min mand og jeg sammen, den dag jeg fik konstateret kræft. Måske en lidt skør ting, men den dag virkede det helt rigtigt. Det minder os om bugten i den by på Malta, hvor vi boede i 5 år.

Hundertwasser

Den her Hundertwasser havde jeg kigget på og sukket efter længe. Under mit kemoforløb indførte min svigerinde, at jeg fik en gave hver onsdag, når jeg kom hjem fra kemo, enten af hende eller af min mand. Det her billede fik jeg den sidste onsdag af min mand.

Det var mine første fem favoritter. De har alle stor betydning for mig og jeg kigger på dem hver dag. Kigger og tænker et par glade tanker.

Endnu en kontrol veloverstået på en iskold smuk vinterdag

Sikke en smuk morgen vi havde i dag hva? Her var helt stille, iskoldt og bare så flot. Jeg fik taget et par billeder på vej hjem fra børnehaven. Ja, I har sikkert set det samme, der hvor I var, men jeg deler nu alligevel.

Jeg har været til min sidste 3 måneders kontrol i dag. Det gik godt. Jeg endte faktisk med at føle mig ekstra fin down there, så meget ros fik jeg af onkologen. Nu er der 6 måneder til næste kontrol. Det betyder, at jeg er rykket i en anden statestik over tilbagefald, og det er længe ventet. Og jeg føler mig heldig. Jeg gik rundt derinde på Rigshospitalet og så så mange skæbner. Børn, unge, voksne og olderne. De fejler alt herfra og til månden. Og jeg følte mig heldig. Jeg gik også tænkte på Mira Wanting, hun har vel også haft sin gang derinde. Ligesom så mange andre har. Nogle slipper igennem, så heldig var jeg. Nogle er syge i mange år, nogle bliver aldrig raske. Der er mange skæbner sådan et sted, og jeg følte mig i den grad heldig.

Og jeg skal lige love for, jeg var lettet efter min kontrol. Jeg vidste faktisk ikke, hvor meget det havde presset mig i de sidste dage, men da jeg var færdig, forsvandt min kvalme og en stor knude i maven. Så selvom jeg egentlig ikke troede det, så havde jeg været nervøs. Nu er jeg ikke længere nervøs, nu føler jeg mig ekstra fin. Og heldig.

Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013 Vinter januar 2013

Lidt fredagssnak om sygdom, kage, kys og kram.

Lys i januar

Herhjemme er vi syge igen. I hvert fald halvdelen af os. Nogen har feber, og nogen skal holde sig i temmelig fornuftig afstand af toilettet. Vi er faktisk ikke kommet os rigtig over juleferiens influenza, og måske det gør os ekstra sårbare, for vi er ellers ret sjældent syge herhjemme. I hvert fald ikke noget i stil med en influenza. Nej, her har det de sidste par år været kræft, diskus prolaps, et skævt bækken og andet i den stil. Man kan i virkeligheden blive helt taknemmelig for bare at have mavepine.

Jeg skulle have været på Riget i dag. Min sidste 3 måneders kontrol. Herefter overgår jeg til 6 måneders kontrol, det glæder jeg mig til. Så føler jeg, jeg hører til en anden statestik. Jeg hører til en gruppe, hvor der er endnu mindre risiko for tilbagefald. Den gruppe vil jeg gerne være en del af. Kontrollen på Riget i dag er udsat et par uger. Jeg ville ellers gerne have det overstået. Om et par dage, er det to år siden jeg fik konstateret livmoderhalskræft, så ligesom sidste januar, så fylder det lidt ekstra i min bevidsthed i de her dage. Der er bare noget ved mærkedage, der gør noget ved én. Man tænker lidt ekstra, det fylder lidt mere. Og den sørgelige besked om Mira Wanting gjorde selvfølgelig også noget ved mig. Jeg må endnu en gang opfordre både kvinder og mænd til at få den HPV-vaccine. Der er faktisk ikke nogen undskyldninger. Jeg vil virkelig gerne høre fra den, der har en undskyldning, der holder vand? Bare afsted med jer, og husk også at få de årlige celleskrab, ik?

Nå, nu skal det hele ikke gå op i sygdom elendighed vel, det er trods alt fredag, det er da også noget. Jeg har planer om en fredagskage, nu må vi se, om det bliver til noget. Jeg har gået rundt med en kage i hovedet i en uges tid, og den trænger til at blive bagt meget underlig sætning, jeg kan godt høre det! Uanset sygdom, så er der jo nogen, der insisterer på fredagsguf, jaja, det gør jeg også, så jeg skal have bikset noget sammen. Og en klistret chokoladekage med creme fraiche til lyder da temmelig fornuftig, ik? Kig ind senere, så er der måske kage på menuen.

Så du for øvrigt det nye program “Du skal dø” med den skønne Anders Lund Madsen i går? Tankevækkende program. Det kan vist nok få nogle til at give et ekstra kys eller kram.

Og hey, det slår mig lige, at 3 af mine absolut top favoritter inden for tv og underholdning hedder Anders. Anders Lund Madsen, Anders Matthesen og Anders Agger. Lidt skørt.

Og så har jeg vist ikke mere at sige for nu, bortset fra at I skal huske at nyde fredagen og hinanden og lidt kage derude. Giv et kram, fordi I kan. Giv et kys, fordi I har lyst. Rigtig god weekend til dig og dine.

Post cancer snak

I går havde jeg en aftale med min frisør. Jeg skulle hverken klippes, farves eller dulles op på nogen måde. Vi skulle snakke om livet efter kræft. Vi har nemlig en særlig ting til fælles. Vi har begge haft livmoderhalskræft. Hun fik det konstateret, lige som jeg var færdigbehandlet. Vi har været igennem stort set det samme forløb i forhold til operation, kemo og stråler. Vi har begge mand og to små børn. Vi er præcis samme alder.

Efter endt behandling har vi haft to forskellige forløb. Jeg har haft alle de forventede bivirkninger (og den liste er lang, den vil jeg skåne jer for) indtil 4 måneder efter endt behandling, hvor jeg fik en ganske usædvanelig bivirkning. Mine syninger i underlivet sprang op. Mit væv var så ødelagt af stråler, at det ikke kunne holde sammen længere. Det var en helt absurd omgang, jeg var igennem der, også det vil jeg skåne jer for, for det er egentlig ikke så meget det, jeg ville snakke om. Jeg ridser bare lige de grove streger op for jer.

Min frisør var igennem et noget andet forløb. Hun fik infektioner i kroppen, som lægerne desværre opdagede meget sent og nærmest ved et tilfælde. Og grunden til man kan overse den slags er jo, at man i forvejen har det rigtig skidt og hele kroppen er ude på et skråplan, når man får kemo og stråler. Hendes infektioner sendte hende ind og ud af hospitalet i 4 måneder straight. Når hun endelig fik lov at være hjemme, skulle hun alligevel møde på Riget 3 gange i døgnet til behandling. Også det forløb er en meget lang og barsk historie. Hun er endt ud med en af de rigtig sjældne bivirkninger af strålebehandlig, nemlig lymfeødem i benet. Og det er for livet. Det er barsk, det siger jeg bare. Jeg kan huske, jeg selv var hundeangst for den bivirkning, men jeg slap indtil videre. Det gjorde hun ikke.

Det var lige den virkelig korte version af vores 2011 sammenlagt. Jeg startede mit forløb i starten af januar 2011, hun sluttede i slutningen af december 2011.

Og hvad så, når man er færdig? Ja, hvad så! Så står man der, og har haft kræft. Det hele er vendt på hovedet. Verden er gået videre, hverdagen vender langsomt tilbage. Er man glad? Er man ked af det? Er man vred? Er man bange? Hele det forløb efterfølgende går man med alene. Uanset hvor mange og hvem jeg har talt med om, hvad der sker inde i mig, så er jeg i bund og grund alene med det. Jeg kan aldrig på nogen måde, få forklaret andre, hvordan der er inde i mig. Lige med den undtagelse af andre, der har været igennem præcis det samme. De ved det. De kan mærke det. Og i går var første gang, jeg for alvor gjorde brug af det. Det har været længe undervejs, men jeg har ikke været klar. Min kære frisør har været til gruppekurser på Herlev sygehus nogle gange, og ses nu med de andre damer privat hver 3. måned. Jeg skal med næste gang. Jeg har taget et langt tilløb. Hver gang jeg så meget som overvejede, at mødes med andre, der har været det samme igennem, så fik jeg kvalme. Nu prøver jeg. Nu tror jeg godt, jeg kan.  Og i går var en blid start. Det var nogle gode, men bestemt også hårde timer. Jeg var helt færdig, da jeg kom hjem. På en måde fyldt op og på en måde fuldstændig drænet.

I dag er mit hoved stadig fyldt af tanker. Hvis jeg kunne, så satte jeg mig, og stirrede ud af vinduet hele dagen. Det kan jeg ikke, og det er nok meget godt i sidste ende. Jeg vil bruge min tid på noget andet. Jeg vil gå i gang  med at lave julehemmeligheder med ungerne. Og i sidste ende, er det jo det, der tæller. Tid med børnene, tid til livet, og tid til julehemmeligheder ikke mindst. Og når vi nu er ved snakken om tid sammen, så har Ronja stået og hevet i mig i lang tid nu, fordi hun vil lave perleplader med mig. Så det vil jeg lave nu. Perleplader. Og senere gælder det julehemmeligheder. Og måske noget varm kakao med flødeskum. Sammen.

Herbjørg Wassmo, here I come

Jeg nåede dælme at læse en hel bog på ferien, og den var endda på 600 sider! Ja ja, jeg valgte ganske vist den nemme løsning og gav mig i kast med Nymåne af Stephanie Meyer, 2´eren i Twillight sagaen, men jeg er nu alligevel overrasket over, at jeg nåede hele bogen. Jeg er ikke helt vild med at indrømme det, men den vampyrhistorie er kravlet godt ind under huden på mig, den er altså spændende! Nu venter jeg på 3´eren, men min kære svigerinde skal lige vende hjem fra ferie, før jeg kan låne den. I mellemtiden har jeg så været så vovet, at kaste mig over den Herbjørg Wassmo bog, som ikke kom med i kuffterten til Bulgarien. Den ville simpelthen være for tung følelsesmæssigt, hvis den er bare lidt i stil med de andre jeg har læst af hende. Men læses det skal den, og jeg tror, jeg er klar nu. Det lyder måske underligt for nogle, men siden jeg var igennem operation og behandling for livmoderhalskræft sidste år, har jeg været på sådan en følelsesmæssig rutsjebanetur, at jeg ikke har kunne læse, se eller lytte til noget, der kostede mig på følelserne og gjorde mig trist. Men jeg tror, jeg er kommet dertil, hvor jeg godt tør prøve kræfter med det igen. Måske bliver jeg ikke færdig med bogen denne gang, men jeg føler noget stærkt ved, at jeg i det mindste, tør give mig i kast med det.

Så nu vil jeg gå i seng og tage Herbjørg Wassmos Et glas mælk, tak med mig. Godnat og sov godt.

Sidste stik af hpv-vaccinen overstået

Så nu er vaccinen komplet. Vaccinen foregår i 3 trin, som man skal have inden for et år. Som jeg har skrevet om her så giver det rigtig god mening, at jeg får den vaccine, selvom jeg har haft livmoderhalskræft. Og jeg vil endnu en gang opfordre til, at andre også vælger at få den. Ja, det koster en del, men jeg kan godt love jer, at det er pengene værd, hvis man er en af dem, der har en omgang livmoderhalskræft i kortene, og det kan ingen jo frasige sig, rent faktisk heller ikke selvom man ikke har en livmoder, som er tilfældet for mig nu. Desuden så får man halvdelen af pengene retur, hvis man er medlem af Danmark.

Og nu kan endnu flere unge kvinder få en gratis hpv-vaccine Nu er det helt op til dem fra årgang ´85 der kan få den fra d. 27. august. Og den der med, at det kun rammer naboen, kan jeg hilse og sige ikke holder stik. Jeg blev ramt og måtte igennem hele møllen med angsten, få fjernet livmoder, stråler og kemo, og det har livslange konsekvenser for mig. Jeg kan kun opfordre til, at man kommer afsted og får den vaccine, for tænk nu hvis. Og det er absolut ikke for at male fanden på væggen eller være sortseer, jeg er bare realistisk, for man kan virkelig aldrig vide, og tænk at der rent faktisk findes en vaccine mod i hvert fald én type kræft. Den snupper op til 70% af potentielle tilfælde, og som det fremstår nu, så tror de fleste, det kun er helt unge kvinder, der skal have den, fordi det er dem der får den gratis, men nej, det er alle, ifølge samtlige læger, onkologer og sygeplejersker jeg har talt med i mit forløb. Nu er min vaccine klaret, og jeg krydser fingrer for, at jeg aldrig oplever noget lignende igen.