Tag-arkiv: mine skønne unger

I de her dage, går tankerne tilbage

Ronja og Bertram

De sidste to aftener har jeg tilbragt på Hillerød sygehus. For en gangs skyld med et fantastisk formål, nemlig at sidde og nusse med den skønneste dejligste lille Josefine. Min kære veninde og kæresten har fået den dejligste lille pige, og uden at sige for meget, så er hun altså usædvanlige dejlig, sådan rent objektivt host host. For 4,5 år siden var det mig, der lå på Hillerød sygehus (ja og et par gange siden, men det er en anden historie), dog ikke på barselsgangen, men på neo natal. Jeg fødte to små rollinger 6 uger for tidligt. Og når jeg siger små, så mener jeg små. 1840 gram og 1970 gram. Der kan man tale om, at være bange for, de går i stykker, når man rører dem.

At sidde der i stolen med den yndigste lille pige, sender bestemt tankerne tilbage til dengang det var os. Shit, det var hårdt med hårdt på. Jeg tror bestemt, at alle nye forældre synes det er benhårdt, og man kan jo kun tage udgangspunkt i sit eget liv og egne oplevelser. Min oplevelse var vist chok tilstand. Hvem var de to baryler? Hvor længe skulle vi være her? Ville jeg nogensinde selv kunne give dem mad? Hvorfor græd de? Hvordan stoppede man det? Hvornår ville vi nogensinde få noget søvn? Ville de tage på i vægt? Hvor var jeg i alt det her? Hvordan skulle jeg dække deres behov? Hvad VAR deres behov? Var der en manual et sted? Hvorfor spiste de forældre længere nede af gangen kun røde pølser? Jaja, madpolitiet var allerede på spil dengang.  Mon knuden i maven ville løsne sig igen? Ville jeg stoppe med at få daglige grådanfald? 3 uger var vi der. Og da vi kom hjem, så blev det for alvor hårdt. Christ.

Jeg kan huske, det bedste råd, jeg nogensinde har fået i forbindelse med at blive mor, det var da jeg fik en sms fra en god veninde, mens vi stadig var indlagt, som skrev “Hvis man ikke får den altoverskyggende forelskede mor-følelse fra dag et, så er det ok, det skal nok komme!” Og så hyyyylede jeg. TAK!! Jeg var ikke helt forkert, jeg gjorde ikke alt galt, og det var ok, jeg ikke var som en mor på film, der bare havde styr på det hele fra fødslen. Tak tak tak! Det glemmer jeg aldrig. Og grunden til, jeg ikke havde forestillet mig, den følelse af at stå og kigge på dem og tænke “hvem er I, hvad vil I her?” er nok fordi, det er tabu. Det er der i hvert fald ikke ret mange, der siger højt. Men i virkeligheden er der jo nok mange mødre, der har det sådan. Og fædre. Og hun havde ret, veninden, det kom. Men det tog tid, vi skulle lige lære hinanden lidt at kende. Den kom langsomt, den der mor følelse. Men den kom. Og i dag har jeg ikke længere følelsen af, at jeg var forkert og jeg manglede noget. Jeg var helt normal. Og jeg er ikke bange for at sige det højt.

En af de klogeste bogtitler, der nogensinde er lavet må være “Jeg var en virkelig god mor, før jeg fik børn”. Jeg har ikke læst bogen endnu. Den står i min reol, men hey, tiden har ikke været til det, for jeg har for travlt med at være mor. Og det er fandeme ikke for tøsedrenge, kan jeg godt hilse og sige. Indrømmet, jeg har måske ikke de nemmeste roligste børn i verden, og de har måske ikke de nemmeste og roligste forældre i verden  men jeg har heldigvis de dejligste, men hold kæft, hvor var jeg klog, inden jeg selv fik børn. Det er jeg ikke mere. Jeg prøver at overleve, og have børn der overlever også. Parforholdet skal også gerne overleve, så vi ikke ender med en familie, der en dag bliver fundet hovedløse, fordi vi har revet knoppen af hinanden. Og det der med overskudsmor, glem det. Her er jeg lykkelig, hvis bare jeg er mor og ikke underskudsmor. Overskudsmor er alt for ambitiøst.

Der flyver virkelig mange tanker gennem hovedet i de her dage. Især om den noget barske start vi havde. Indtil videre ser det ud til, at Josefine og hendes mor og far har en noget blidere start, og det gør mig glad. De skal nok få kam til deres hår, og de skal nok komme til at synes, at det er benhårdt, for de har jo DERES situation og tage udgangspunkt i, og man skal ikke altid sammenligne sig med andre, hvor det hele var anderledes. Man er hvor man er, og det skal man have lov at være. Og indtil videre er vi alle overlevet, vi har alle hovedet siddende solidt på skuldrerne, og bogen får jeg nok læst en dag, når ungerne er flyttet hjemmefra. Men pyt, vi klarede den start, og morfølelsen er alive and kicking, og selv om min facebook opdatering her til morgen lød “Har lige hylet som en Sirene (måske knap så elegant, måske lød det mere som en gammel sur heks med en fløjte galt i halsen) for at få ungernes opmærksomhed. Nu har jeg hovedpine. Jeg skal vist ikke være Sirene i mit næste liv.” så ved jeg allerede, hvad jeg vil være i mit næste liv. Jeg vil være MOR!

 

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram

Ronja og Bertram