Tag-arkiv: Motion

Stavgang

Det der med motion har godt nok svært ved at falde mig helt naturligt. Jeg kan godt lide følelsen bagefter, jeg kan godt lide, hvad det gør ved min krop, jeg elsker at være ude i naturen og alt det, men jeg er virkelig god til at sætte det nederst på dagsordnen. Og det hører bare slet ikke til helt dernede. Der er faktisk ikke rigtig noget dårligt at sige om bevægelse. Og slet ikke den slags, der foregår i naturen. Jeg synes bare, det kan tage så pokkers lang tid nogle gange.

Netop pga. tiden har jeg endnu en gang forsøgt mig med løb på trods af virkelig dårlige erfaringer og skader. Det gik ikke. Efter 2. gang fik jeg smerter i venstre skinneben og det blev siddende i 5 dage. Venstre skinneben er det værste faresignal for mig i forhold til ryggen, det er der, smerten sidder, inden det kan gå rigtig galt for mig. Så jeg droppede det igen. Jeg ville bare gerne spare tid og løbe mine kilometer frem for at gå dem altid.

Nu tror jeg, at jeg har fundet en mellemvej. Stavgang. Jamen, er det ikke sådan noget pensionister gør, spørger du? Jo, det er det vist nok. I hvert fald er jeg ret overbevist om, at melder jeg min ind i en stavgang klub hvis den slags findes, så vil jeg være absolut yngste medlem. Og jeg kan nu med erfaring sige, at det forstår jeg overhovedet ikke! For det er jo rigtig godt!! Jeg har fået et par stænger i fødselsdagsgave, og jeg skulle lige tage tilløb, men nu har jeg prøvet det nogle gange, og sikke en forskel fra almindelig gang. Jeg får langt mere fart på, jeg får meget mere bevægelse i kroppen, jeg kan mærke det i både arme og i mavemusklerne. Jeg får en anden rytme og et fast tempo. Det er ikke helt så nemt at stoppe op og dufte til blomsterne. Jo vist, der skal også være plads til at dufte, men ikke hver gang og ikke flere gange, for så render tiden altså fra mig.

Grunden til jeg var længe om at komme i gang, var at flere sagde til mig, at så skulle jeg på kursus og lære det. Åh! Det har jeg altså hverken tid, overskud, tålmodighed eller økonomi til lige nu. Men så fandt jeg i stedet en instruktionsvideo på youtube, som hjalp mig i gang, og så gik det bare derud af.

Sådan et par stænger koster under 300 kr. og det er mindre end en måneds abonnement koster i et fitnesscenter. Det er vigtigt at vælge teleskopstænger med håndtag, så de kan indstilles præcis efter højde, og så kan de nemt gøres korte og f.eks. tages med i kufferten på ferie.

I morges var jeg ude igen. I regnvejr. Og jeg glemte at skifte til regnjakke, da jeg havde afleveret ungerne, så jeg kom ved en fejl af sted i vinterjakken. Så får man varmen kan jeg afsløre. Og våd blev jeg godt nok også. Men sikke en dejlig tur, selv i regnvejr.

Stavgang

Stavgang

Jeg er så heldig, at have den dejligste natur lige ude for min dør, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde bliver træt af, at gå lige præcis der. Det med at motionere i naturen frem for i et fitness center, har den store fordel for mig, at jeg får ro! Jeg har aldrig musik i ørerne, for det er ikke noget, der gør mig rolig, tvært i mod. Jeg kan ind i mellem godt lytte til en lydbog, men det er sjældent efterhånden. Jeg har virkelig fundet ud af, at der bare er nogle tidspunkter, hvor der skal være helt stille. Og jeg skal helst gøre det alene. Det er ofte her, jeg får de gode idéer, det er her, jeg får tænkt nogle tanker til ende, for jeg har jeg ikke ret meget andet at lave. Som særlig sensitiv er det ekstra vigtigt, at finde nogle områder, hvor der ikke er snak, musik eller andre indtryk. Da jeg var i fitnesscenter kunne jeg sagtens gå derfra mere stresset end da jeg kom, for der var tid på alt og der var mange mennesker, musik der spillede og ofte også tv der kørte. Det gjorde ikke noget godt for mig. På mine gåture lader jeg op i stedet for at blive drænet. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at det er sådan det hænger sammen for mig, men pyt, nu har jeg lært det og jeg nyder det.

Kære dagbog

I dag har jeg været til træning for første gang i 2,5 måned. Hvordan den pause blev så lang, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har bare ikke kunne rumme det. Mit hoved har været fyldt til bristepunktet, og trykker jeg på overlev i en periode. Men det må jeg se at komme ud over, for min krop kan altså ikke tåle, at jeg ikke bruger den. Jeg er vind og skæv, og jeg har virkelig potentiale til at ende med en krop, der ikke KAN bruges, sådan som jeg har behandlet den. Det er op til mig lige nu.

Det var hårdt. Og det gjorde lidt ondt. Og gensynsglæden med lokationen var fraværende. De mangler altså noget på væggene, noget man bliver glad af. Jeg har snakket med lederen om noget tapet for længe siden, jeg håber det bliver til noget en dag. Men jeg fik gjort det jeg skulle, og jeg er godt tilfreds med min indsats for i dag. De næste par dage er det nok knap så sjovt, men…

stop giving up

…måske skulle jeg bare snart lade være at holde de der lange pauser. For jeg ved jo, at så snart jeg er inde i rytmen, så går det ok, og det giver mig den der rummelighed. Jeg kan vælge den gode cirkel, hvor motion giver mig energi og glæde, som giver mig overskud til at gøre ting jeg ellers ikke orker, som gør mig til en gladere mor, og en gladere kæreste, en gladere mig, som så gerne vil træne mere, for at få mere af det gode. Eller jeg kan vælge den dårlige cirkel, hvor jeg ikke motionerer, som resulterer i at have ondt over alt, og det er virkelig noget der dræner mig for energi go overskud, som så gør, at jeg ikke orker at træne. Bom bom, den er egentlig ikke så svær vel? Eller er den? For gang på gang, så går det jo skævt. Ikke kun for mig, men for langt de fleste mennesker. Det går ikke som vi regnede med, det går ikke som vi planlagde.

Det hårdeste er, når man, hver gang det går skævt, føler sig som en fiasko, som en doven hund og man banker sig selv i hovedet med det. Den nagende dårlige samvittighed, der hvisker mig i øret hver dag, jeg ikke kommer afsted. For mit rationelle jeg ved godt, at jeg ikke er en doven hund. Det har jeg måske troet i mange år, men det gør jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg ikke er doven. Og alligevel så sidder den der lille djævel på skulderen, og prøver at overbevise mig om noget andet. Jeg håber, jeg en dag får bugt med den og kan begynde at fortælle mig selv gode positive beskeder, som gavner mig. Hvis jeg kan overføre filosofien fra min kost “Fyld mere af det gode på, så ryger det dårlige automatisk ud”  så skal det nok lykkes en dag. Og eftersom jeg har sendt mig selv temmelig mange dumme beskeder i over 30 år, så kan det godt være, det tager lidt tid, at lave om på det mønster. Some day…

 

Tak Jane for din dagbogsopfordring. Jeg giver det et skud, så må vi se :)

Så skete det!

Jeg er blevet en af dem. En del af hypen. Jeg er gået over til the dark side. Jeg har gjort, som de kloge befaler. Jeg har bidt i det sure æble. Jeg har lukket øjnene og sprunget i med begge ben. Jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter! Fandme så. Og det skal nok blive godt. Det er ikke en af de store kæder med psykotisk musik bragende ud i alle kroge, eller med 400 tv skærme med TV2 News, som ingen mening giver, fordi der ikke er lyd på. Der er roligt. Ikke på falde i søvn måden, overhovedet ikke, men det er en del af konceptet, at det skal være lidt mere zen-agtigt, og ikke så psyko stressende, som sådan nogle steder, i mine øjne, godt kan være.

Jeg har været rigtig nervøs for at starte. Nervøs for ryggen. Tænk nu hvis, og alt det der, men ryggen er samtidig den primære årsag til at komme i gang. Derudover kunne en af grundene f.eks. være, at Ronja for et par uger siden kiggede kærligt på mig, og sagde “når jeg bliver voksen, bliver jeg så lige så tyk som dig mor?” Årh, det var sagt med så meget kærlighed, jeg blev helt rørt faktisk. Og det er ikke fordi, jeg er forfængelig, at de ord er med til at skubbe mig i gang, det er sådan set mere fordi, jeg gerne vil være det gode forbillede. Og uanset hvad, så giver det altså god mening, at tabe de der 10-12 kg. af rent helbredsmæssige årsager. Det kan godt være at 10 kg. bare ser ud som om, man har lidt ekstra til gården og gaden, men min ryg slæber jo også rundt på de 10 kg. hver dag. Kan I høre, hvordan jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er det helt rigtige med det der fitnesscenter?

Anyway, jeg var der i over 2 timer i går, jeg havde en vældig vittig og snakkesalig instruktør med rundt, som hjalp mig til rette. Jeg har fået lagt et program, som er godt for ryggen, og nu er det bare derud af. Jeg er en liiiille smule træt i armene i dag, så er det sagt, men bortset fra det, så går det ok, og jeg er ikke skræmt ved tanken om at vende tilbage i morgen. Og tænk, lige som jeg melder mig ind, smider han et ekstra yoga hold på, så der nu er et formiddagshold til mig og seniorerne hehe. Mon ikke jeg skulle kaste mig ud i det også, om en uges tid eller to. Det tror jeg nok jeg skal.

Daytime tv, tykke maver og en udfordrende udfordring

Jeg ser stort set aldrig tv i løbet af dagen, men i dag er jeg er alene hjemme, manden arbejder ude i byen, så her er stille uden hans musik, kontorlyde og bandeord når noget ikke vil som han vil. Så jeg tændte for tv´et, da jeg spiste frokost og fandt ud af, hvorfor jeg aldrig ser tv om dagen. Jeg zappede rundt for at finde noget, der ikke var OL agtigt, og hvad finder jeg? Et program om en der er afhængig af at spise skurepulver! WTF?? Det er fandme for underligt, så er det sagt. Tv´et forbliver slukket i dagtimerne.

I går morges, da jeg afleverede ungerne i børnehave, sagde Bertram til en medhjælper, på den sødeste glade måde: “Du har en tyk mave”. Jeg krympede mig lidt, og distraherede ham. Vi har haft “du har en tyk mave” snakken før, for på et tidspunkt skal de vel lære, at folk kan blive kede af det, når man kommer med visse udtalelser? Men det er dælme svært at forklare, at man ikke må sige ting, som rent faktisk passer?! Nå, men tyk mave karmaen ramte mig da lige smak i fjæset, da jeg vinkede og gik. Mødte to piger på legepladsen på vej ud, som spurgte om jeg havde en baby i maven. Jeg er heldigvis udstyret med en selvindsigt, der gør mig i stand til at grine af sådan noget, mange andre bliver jo virkelig kede af det. Det der med børn og fulde folk holder vist stik, og jeg er nu et skridt nærmere indmeldelsen i det der fitnesscenter, jeg har snakket om.

Den der madspildsudfordring er altså ikke helt nem. Jeg anstrenger mig virkelig, og jeg gør det langt bedre end jeg tidligere har gjort, men jeg kan altså ikke helt undgå at smide ud. Er det mon en forkælet holdning? Måske er det et spørgsmål om tilvænning? Jeg har brugt en masse, som jeg ellers ville have smidt ud, og det er jeg tilfreds med, men nogle ting egner sig bare ikke til en overnatning i køleskabet. Et trick jeg kan anbefale, er at tage tingene ud af køleskabet, og ikke bare kigge ind i køleskabet. Det gør det noget nemmere, at blive inspireret, at det kommer ud på bordet. Og så skriver jeg mig lige bag øret, at det er en god idé, at sortere ud i køleskabet, INDEN man giver sig i kast med sådan en udfordring i det offentlige rum. Fjols

Og fyi, i aften skal de her lækre fætre indgå som en del af et måltid med rester. Lidt af en teaser hva?

100 km. udfordring med dæmoner på ryggen

Jeg er blevet udfordret. Jeg skal motionere 100 km i april måned. Jeg har accepteret udfordringen. Jeg er klar og i gang. Jeg passer på ryggen, for den er skrøbelig for tiden, men den har nok meget godt af, at jeg kommer godt i gang igen.

Jeg kæmper en kamp med nogle tunge dæmoner, nogle dæmoner der konstant trækker mig i den forkerte retning. Jeg prøver at lytte til mine dæmoner, jeg prøver at forstå dem. Og jeg forsøger, ikke mindst, at skille mig af med dem, men de er ikke meget for at give slip.

Jeg har sagt farvel til et par af dem, nogle af de små, men jeg kæmper en hård og ulige kamp mod de store. Jeg vil så gerne af med dem, for med dem, følger helt sikkert mine ekstra kilo. En byrde både fysisk og psykisk.  Det er ikke altid, jeg vælter mig i forståelse, slet ikke fra mig selv, men jeg gør, hvad jeg kan. Og noget jeg kan lige nu, er at tage imod sådan en udfordring og så tage én dag ad gangen. Om det rykker noget i mig, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg håber det. Jeg håber, at jeg igen kan finde gejsten frem ved motionen, for min krop og mit sind trænger i den grad. Alt for ofte vinder dæmonerne, i den her måned vinder jeg. Måske ikke den lange krig, men i hvert fald det her slag. En dag vinder jeg også krigen, men tiden må vise hvornår.

De 100 km. bliver hentet hjem på motionscykel og gåture. Vores cykel er blevet stjålet, løbe kan jeg ikke, og svømning giver ærlig talt ikke nok i sådan et regnskab, så motionscykel og gåture bliver vejen frem.