Tag-arkiv: muffins uden hvedemel

Spontane snakskede søndags smuffins

Smuffins? Ja, smuffins. Det starter med S, ok! Desuden har mine børn altid kaldt det for smuffins, det gør de så ikke mere, men så kan jeg heldigvis bare gøre det selv. Jeg fik ikke bagt den frække fredagskage, jeg ellers havde drømt om, den må blive i næste uge, for jeg er bare stadig så flad! Jeg tror, Bertram og jeg tager et smut til lægen i morgen, for hvor længe er det lige man skal være sløj efter sådan en influenza? Så må han lige lytte og kigge, så er det i hvert fald gjort.

Anyway, jeg har bagt smuffins, man kan jo blive endnu mere sløj, hvis man SLET ikke bager!! og de blev helt ok. De er sådan hverdagsmuffinsagtige, og muffins til hverdag er vel ikke helt tosset? Heller ikke på en søndag. Jeg forsøger mig stille og roligt ud i bagning uden hvedemel. Det gør mig nemlig godt. Jeg tager små skridt og får familien med på den måde. De her banditter er der så havregryn i, men jeg er ved at finde min balance med det der med korn, stivelse, sukker og sådan. Jeg udelukker ikke noget helt, men jeg tænker mig om, og gør tingene lidt anderledes end jeg har gjort før.

Muffins uden hvedemel

Til 12 muffins brugte jeg:

2 dl. havregryn

2 dl. mælk

1 dl. creme fraiche 18%

100 gram smeltet smør

2 æg

lidt vaniljepulver

1 dl. kokossukker

2,5 dl. fiberrigt mandelmel

revet skal af 1 økologisk appelsin

Bland havregryn med mælk, smeltet smør, creme fraiche, vaniljepulver, appelsinskal og de 2 æg, lad det stå et øjeblik. Bland sukker og mandelmel i, vend det rundt med gaffel uden at røre for meget. Hæld dejen i muffinforme med en ske og bag dem ved 200 grader i ca. 20 min.

De ser lidt brændte ud på billedet, men det er de altså ikke. De smager rigtig dejligt. De er fugtige og lidt klæge med en god smag af appelsin. De er bestemt værd at springe ud i. God søndag derude.