Tag-arkiv: næsten lchf

Hjemmelavede mælkesnitter

Det er vist 20 år siden, jeg sidst har smagt en mælkesnitte, så egentlig skal jeg ikke kunne sige, om det her er en erstatning, eller om det bare er to stykker kage med creme i mellem. Noget jeg dog godt tør påstå er, at den her mælkesnitte slår Kinders version med mange længder!

Bertram har aldrig smagt en mælkesnitte, og Ronja har fået en enkelt eller to hjemme hos en veninde. De forstår hvorfor, så godt som man nu gør, når man er 5 år, men ind i mellem får jeg en klage fra dem, fordi der er mange andre, der gerne må få dem med i børnehave. Jeg kan da godt forstå, det virker urimeligt, at nogle må få elendig kage med i børnehave, når andre ikke må. Der er ikke rigtig nogen politik for den slags i børnehaven, ikke andet end at forældrene aktivt har taget stilling til, at børnehaven ikke har en politik. Men hvad stiller man så op? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg vil være rigtig ked af, hvis det er laveste fællesnævner på madfronten, der skal diktere, hvad mine børn skal have med til eftermiddagsmad. Og jeg mener uden tvivl, at en mælkesnitte er laveste fællesnævner i den her forbindelse.

I sidste uge snakkede vi lidt om det igen. og ham faren kom til at love, at hende moren (aka mig) kunne lave mælkesnitter selv. Det var så en af de ting, der ikke gik ind af det ene øre, og ud af det andet, nej det huskede ungerne skam, og spurgte til det flere gange om dagen!

Søndag fik jeg så prøvet det af, og uanset om man mener, den er som mælkesnitte eller ej, så er det bare en killer kage!! Og pludselig var mælkesnitter et stort hit både hos manden og jeg.

Jeg brugte:

75 gram blødt smør

3 spsk. kokossukker

1 æg

1 tsk. honning

1 tsk. bagepulver

2 spsk. kakao

3 spsk. hvedemel

3 spsk. fiberrigt mandelmel

1 spsk. fiber husk

1 dl. sødmælk

Pisk sukker og smør luftigt, tilsæt ægget og pisk igen. Bland alle de tørre ingredienser, og bland nu det hele i skålen og rør godt rundt.

Hæld i en lille form, bag i ca. 12-15 min. ved 180 grader til den er lige akkurat færdig.

Lad den blive helt kold, stil den gerne på køl.

Lav i mellemtiden cremen.

1,5 spsk. blødt smør

1,5 spsk. neutral flødeost

2,5 spsk. flormelis (eller evt. sukrinmelis)

Rør de 3 ingredienser sammen med en gaffel.

Når kagen er blevet kold, så skær den i to lige store dele. Smør den ene del med cremen og læg den anden ovenpå. Stil den nu på køl igen, gerne et par timer, og også gerne til næste dag.

Om den er helt mælkesnitte agtig, det ved jeg ikke, men den er i hvert fald kommet for blive her i familien.

Hjemmelavede mælkesnitter

Hjemmelavede mælkesnitter

Hjemmelavede mælkesnitter

Hjemmelavede mælkesnitter

Ungerne fik den dog ikke med i børnehave. Men helt ærlig, så har jeg lidt lyst til det. Bare fordi.