Tag-arkiv: nyhedssøgende særlig sensitiv

Hvornår slapper børn rigtig af?

relax

Det har taget mig rigtig lang tid, at få en rimelig god fornemmelse af, hvornår mine egne børn slapper af. Det betyder ikke, de altid er enige, eller de er villige til at lytte til, hvad jeg mener om den slags. Det betyder heller ikke, at jeg altid ved, hvornår det er passende med slappe af tid, og at jeg altid når at opdage det, inden det er for sent. Det betyder bare, at jeg efterhånden er blevet lidt klogere på, hvad der virker og ikke virker i vores familie. Det betyder ikke, at jeg mener, det gør sig gældende hjemme hos andre.

Lad os starte med den højt elskede og nogle gange vældig omdiskuterede iPad. Jeg tænker, at mange forældre giver deres børn noget skærm tid af en slags, når de kommer hjem fra børnehave eller skole? Og fint for mig, det får mine børn såmænd også, og i rimelig frie rammer endda, men det handler ikke om, at jeg mener, de dermed slapper af efter en dag i skolen. For min overbevisning er, at børn ikke slapper af med en iPad. De bliver i den grad stimuleret, og der er hele tiden noget, børnene skal forholde sig til.

Herhjemme er det for det meste ret rolige aktiviteter for min datter, og min søn spiller helst Minecraft, og det er ikke som sådan afslapning. De lærer en masse, og de bliver også underholdt af noget fuldstændig tåbeligt ind i mellem, men de slapper ikke rigtig af. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Jeg er slet ikke imod iPads, tvært imod, jeg synes de er et dejligt redskab, men jeg synes det er ærgerligt, hvis vi begynder at forveksle det med et sted, hvor børnene slapper rigtig af. Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at det er her, voksne slapper af, men det er en helt anden snak.

Som de fleste af jer nok ved, så har jeg en særlig sensitiv datter, og som om det ikke var kasse nok, så er hun også den nyhedssøgende særlig sensitive. Så er kasserne og etiketterne på plads. Hun har virkelig svært ved selv at mærke, hvornår hun skal trække sig og finde noget ro. Og indrømmet, jeg har ikke altid været den bedste til at hjælpe hende, for jeg har ikke altid kunne rumme hendes aktivitetsniveau. Jeg er selv særlig sensitiv, men jeg er langt mere tilbagetrukket, og har ikke kunne relatere til det, som nærmest giver sig udslag som hyperaktivitet. Jeg er ved at forstå det nu, og jeg er ved at forstå, at det er på forskellige måder, hun og jeg slapper af på.

Jeg tænker, at et meget godt måleinstrument for, om børn (og voksne) har slappet af i en given situation eller aktivitet er, om man bagefter er i bedre og roligere humør. Her kan jeg f.eks. nævne min mand, som dag efter dag løber sine min. 5 km, og altid kommer tilbage i en gladere og roligere version af sig selv, end da han løb af sted. Det kan kun betyde for mig, at det er her, han slapper af og lader op.

Min søn elsker iPad´en, og han er virkelig også god til at bruge den! Han overrasker mig ofte med, hvad han kan bygge, hvad han kan opdage og finde ud af. Han elsker den verden, og det giver ham rigtig meget, at være der. Men han kommer sjældent ud på den anden side roligere og gladere end da han startede. Han bliver ikke vred, (med mindre han er rigtig sulten), men gladere er han ikke. Han er til gengæld gladere, når vi har læst en bog sammen. Eller når han har været ude bag ved skuret og snitte og grave huller. Her mærker jeg, at han slapper af. Her bliver han stimuleret lige tilpas til, at han kan komme lidt ned i tempo (for lad os bare indrømme, at der er rimelig god knald på i det der skole og SFO!) og blive glad og rolig. Han er sjældent sammen med mere end en enkelt dreng af gangen herhjemme, han trækker sig fra de store grupper, og det virker åbenbart for ham. Han finder ro i naturen, med en dolk og et bål, så er han i sit es.

Min datter elsker at være sammen med folk. Hun sidder sjældent stille ret længe af gangen, der skal fuld fart på hele tiden. Lige for tiden sjipper hun til hun bliver blå i hovedet! Hun elsker veninderne og vennerne på vejen, jo flere de er sammen på en gang, jo bedre. Aktivitetsniveauet skal helt være højt og det giver hende bestemt rigtig meget. Hun lærer en hel masse socialt, og hun er sammen med børn i alle aldersgrupper. Men hvis hun virkelig skal slappe af og ned i tempo, så skal hun gerne høre rolig musik, tegne, lave perleplader, få læst en bog højt eller være med til at lave mad. Her trækker hun vejret en lille smule dybere, og den der flakken hun kan få i øjnene, når hun helt klart er overstimuleret, den begynder at forsvinde. Hun finder ro ved spisebordet og små sysler, mens jeg eller hendes far er omkring hende.

Mig selv, jeg skal bare have stilhed! Stilhed gør det for mig. Yoga virker også, men kun den yoga jeg laver tirsdag aften, så det er lidt tidsbegrænset på den måde. Men eftersom jeg selv har så stort et behov for stilhed, så gik der lang tid, før jeg fandt ud af, hvor meget min datter slapper af til musik. Jeg slapper overhovedet ikke af til musik. Jeg bliver vildt påvirket af det, og hyler og tuder, hvis det er for følelsesladet. Så jeg troede faktisk også, at min datter havde det på samme måde, eftersom hun også er særlig sensitiv. Der er vi bare slet ikke ens, og det har jeg efterhånden lært.

Jeg kan mærke, at mine børn ofte har svært ved at slappe af. De har svært ved at acceptere understimulation. Nogle gange bekymrer det mig lidt, og så tager vi en dag, hvor der ikke sker noget som helst. Så brokker de sig over, at de ikke må noget, og så brokker de sig lidt mere, og pludselig finder de på noget sjovt ingenting, og så gik det så fint alligevel. Men det kræver en bevidst indsats fra mig, og det er ikke altid, jeg har mulighed eller rum til det.

Jeg kan bestemt godt opfordre mine børn til at sidde med iPad´en, men det falder sjovt nok ofte sammen med, at jeg skal lave aftensmad eller noget andet praktisk, jeg helst ikke vil have afbrudt alt for mange gange. Og så handler det vel næppe om børnenes behov for afslapning, men mere om mit behov for ro og tid. Jeg mærker bare en tendens til, at vi bilder os selv ind, at det er med en iPad i hånden, vores børn slapper af, men jeg tager måske fejl? Hvad er din erfaring? Hvad er dine tanker om børn og afslapning?

Særlig sensitives grænser og komfortzone, hvordan mærker man forskellen?

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Efterår i haven

Verden larmer stadig, og der skal ikke meget til at slå mig ud. Det suser for mine ører og mine øjne er tunge. Jeg har haft et par dage, hvor jeg har lænet mig lidt tilbage, ikke forventet ret meget af mig selv, andet end at passe på. Ronja og Bertram var hjemme i onsdags. De hostede og snottede, og mentalt havde de virkelig brug for en dag hjemme! Skolestart er rigtig hårdt. Vi trak stikket og lavede ingenting. Vi brugte et par timer på et tæppe om eftermiddagen udenfor, vi havde marsvinene med, vi læste bøger og spiste is. Noget af tiden lavede vi virkelig ingenting, og det er mine børn faktisk ikke ret vænnet til. De brokkede sig over, at de ikke måtte det ene og det andet, men vi havde helt ærlig brug for ingenting lige der. Og de endte med at nyde det, vi havde en rigtig dejlig dag.

De virker presset og lidt stresset over skolestart og alt det der følger med, og tænk hvis de er lige så fyldte som mig, så er en dag hjemme godt givet ud. Der er i hvert fald ikke plads til mere i mig. Lige nu hvor jeg sidder og skriver,  skulle jeg have været til yoga. Mit elskede yoga, som jeg glæder mig til hver eneste gang. I dag kunne jeg bare ikke. Der er en anden lærer end normalt, en virkelig dygtig englænder, som jeg sikkert ville få en masse godt ud af. Hun skal holde ayurveda workshop hele weekenden, noget jeg ville elske at være med til, men bare at tage et morgenhold, med en fremmede lærer, det kan jeg bare ikke i dag! Som jeg har skrevet om tidligere, så er jeg helt med på at komme ud af komfortzonen, udfordre sig selv, rykke nogle grænser. Det her havde måske været en mulighed. Men for mig var det for meget, og jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse, der sagde mig, at det her var der ikke plads til i dag.

Det er virkelig svært at forklare, hvis ikke man ved, hvad jeg taler om. I dag ville det bare være grænseoverskridende på den forkerte måde, det ville koste mig mere end det ville give mig. Der er noget med at finde balancen mellem på den ene side at rykke grænserne for komfortzonen, og på den anden side respektere, når der bare ikke skal rykkes ved mere lige nu!

Det er en del af, at være særlig sensitiv (jeg er stadig træt af den betegnelse btw, ordet særlig generer mig meget, men anyway…) det med at blive fyldt op af indtryk, at tage det hele ind, uden filter. Det kan være så svært, at rumme verden, når verden larmer for meget og der er ikke andet for, end jeg må trække mig, lade op og så stikke næsen frem, når jeg igen er klar. Det skal på ingen måde blive en sovepude, men jeg ved, der er andre som mig, der gang på gang har overskredet egne grænser for at tilpasse sig normen, og det behøver vi faktisk slet ikke! Jeg ser det så tydeligt på Ronja. Hun er på mange måder en mini mig, og det er hun især, når det kommer til sensitivitet.

Ronja og Bertram startede til svømning i går. Jeg havde ikke regnet med, at Ronja overhovedet ville komme i vandet første gang. Inden svømning startede plaskede de rundt i den anden ende af bassinet og legede med en fra klassen, som også startede i går. Hun var frisk og kæk og på en måde på hjemmebane. Da svømning startede gik klappen ned. Hun kunne slet ikke rumme det, men det var jeg forberedt på. Bertram tager en ting af gangen, og så lukker han resten ude. Det kan Ronja ikke, hun tager det hele ind på en gang. 14 børn hun ikke kender, larm i svømmehallen, 3 fremmede instruktører, svømning hun ikke kunne finde ud af osv. Det hele kommer bragende på én gang som et godstog. Så Ronja sad på kanten i 20 min. og fandt hoved og hale i det hele. Vi snakkede, hun dyppede sig, op igen, snakke, og til sidst hoppede hun i! Hun gjorde det, og hun var SÅ stolt bagefter, at hun havde været til svømning. Og JEG var stolt.

Moren til den anden dreng fra klassen var blevet meget overrasket over, at hun var gået helt i baglås, eftersom hun havde været så kæk i det andet bassin. Og det er lige præcis det, der kan være så forbandet svært ved at være den nyhedssøgende særlig sensitive (ja, der er mange fine betegnelser og etiketter, I know), for med mindre man ved det, så ser man det ikke, og derfor opdages det ikke, hvis hun gentagne gange overskrider sine egne grænser på den forkerte måde. Og det bliver ikke forstået, når hun endelig siger fra. Og det er for pokker en god ting, når hun kan sige fra. Jeg har ikke kunne det som barn, jeg er først ved at lære det nu. Og det er helt ok med mig, hvis hun lærer det noget før!

Nå, nok snak for i dag. Jeg vil bruge resten af min yogatime på at læse. Jeg skal til supervision på uddannelsen på mandag, og jeg føler mig ikke helt i topform endnu.

Rigtig god weekend derude. Og som altid bliver jeg utrolig glad for en kommentar, hvis du har lyst. Og ellers, så tak fordi du læser med!