Tag-arkiv: oopsies

Mine oopsies

Hvis man kender lidt til lchf (low carb high fat) verdenen (som efterhånden er vokset sig gigantisk i DK), så kender man også Oopsies. Et helt igennem fjollet navn, som jeg ikke forstår. Det er fra de svenske lchf´ere så vidt jeg kan regne ud. Måske var der en, der lavede dem ved en fejl engang og sagde oops? Skørt navn i hvert fald.

De originale oopsies synes jeg er lidt for vandbakkelse agtige, de giver mig ikke helt det, jeg gerne vil have, som erstatning for det brød, jeg ikke længere spiser. Og så orker jeg ikke det der med at dele æg op i piske i to skåle, så jeg har lavet min egen variant, som har sesammel i, og som bare er pisket i en enkelt skål for nemheds skyld.

Sesam oopsies lchf

Oopsie sandwich med mayo, ost, salat og tomat.

Sesamoopsies:

3 æg

1/2 tsk. salt

1/2 tsk. bagepulver

100 gram Philadelphia original (ikke light!)

1 spsk. Husk (loppefrøskaller)

3 spsk. sesammel

Pisk æg og Philadelphia sammen til en ensartet masse, tilsæt resten af ingredienserne og pisk igen.

Fordel dejen i klatter på bagepapir, der bliver 8-10 stykker af den her portion alt efter størrelse. Bag dem i ovnen ved 150 grader i ca. 20-25 minutter. Kig til dem, når de er gyldne og faste, så er de færdige.

De kan bruges som sandwichbrød, burgerboller eller andet i den dur. Den her oopsie variation deler førstepladsen over lchf brød for tiden, med Jane Faerbers grøntsagsfladbrød fra hendes über lækre bog Spis dig mæt og glad.