Tag-arkiv: Opskrifter

Fransk kartoffelsalat med krydderurter

Den her kartoffelsalat er inspireret af opskrift jeg så for 100 år siden i G0´morgen Danmark. Den er helt klart min favorit kartoffelsalat.

1-2 spsk. dijon sennep

ca. 1 dl. smagsneutral olie, f.eks. solsikke

1 finthakket rødløg

1 bundt basilikum

1 bundt purløg

1/2 bundt dild

Ca. 1 kg. kartofler

salt

peber

Sennep piskes langsomt sammen med olie, lidt ad gangen, ligesom til en mayonaise. Hvis du skulle være så uheldig at det skiller, så tilsæt et par dråber koldt vand og pisk videre med piskeriset. Tilsæt løg og finthakkede krydderurter, og vend til sidst kartofler i skiver eller tern i. Det er sådan set det. Den smager virkelig af sol og sommer med alle de friske krydderurter. Den er rigtig god til grillmaden her i den varme danske sommer.

Hjemmelavet gazpacho

Det er altså noget, der rykker her i sommervarmen. Det er ikke fordi det mætter noget særligt, men det gør lykke indvendig, når termometeret er så højt som nu. Det er smagen af kølig sommerbrise, og en kølig sommerbrise er vist velkommen i de her dage.

Gazpacho som lille forret til 4 voksne:

6 tomater

1/2 løg

2 små peberfrugter

2-3 skiver daggammelt godt brød uden kerner

1/2 agurk

2-3 fed hvidløg

frisk basilikum

olivenolie

en sjat god eddike

salt og peber

Brødet blødes ud i vand i 15-30 minutter. Det hele blendes godt i blender eller foodprocessor. Jeg brugte 3-4 spsk. olivenolie, men prøv dig frem. Det hele passeres gennem en sigte, pres godt på med en grydeske eller noget, så alt væde kommer med og husk at skrabe det med, der sidder under sigten, det er det rene guld. Smag til med salt, peber, olie og eddike.

Du kan også lade den være mere grov, men så er det en god idé at skolde og skælde tomaterne først, og evt grille og skrælle peberfrugterne.

Jeg serverede den i små glas med hjemmelavet croutoner.

Croutoner til gazpacho:

Daggammelt brød skæres i helt små tern, ristes på panden i en god olie og krydders godt med salt og evt. hvidløg. De skal riste i ca. 10 min. og du skal røre rundt ofte. De er det hele værd!

Du kan også servere med en smule skællet agurk i små tern.

Ummenum, siger jeg bare. Velbekomme.

Havregrynspandekager

Når katten er ude, danser musene på bordet? I hvert fald er ham faren i Dublin og vi herhjemme fik pandekager til aftensmad. De er rimelig oldshool, ikke så meget fikumdik, det eneste er, at jeg har udskriftet halvdelen af melet med havregryn. Så får de noget mere tyngde og en smule fiber. Bertram assisterede mig, han rørte dejen sammen og hældte det på panden for mig. Vi var et godt team.

Ca. 10 store havregrynspandekager:

3/4 liter mælk

3 dl. havregryn

3 dl. hvedemel

3 æg

lidt salt

1 tsk. vaniljesukker

2 spsk. sukker

Det hele røres sammen med et piskeris og så skal det hvile en halv times tid, så havregrynene suger lidt væde. Se så om konsistensen passer, det er forskelligt hvor store æg er, hvor meget melet suger osv.

Steg i smør eller kokosolie. De her pandekager blev ret tykke og de er lavet på en stor pande, så der skal ikke så mange til at mætte.

Vi spiste dem med friske jordbær, vaniljeis og hjemmelavet jordbær/rabarber marmelade

Der er forskel på teknik, når man spiser pandekager, men ned, det kommer de i hvert fald.

Jordbær rabarber grød

De sidste rabarber er brugt, og de er brugt ganske fornuftigt, hvis man spørger de der børn vi har boende her i huset. Hold nu op, det røg som varme boller på en vinterdag! Jordbær rabarbergrød blev det til, og det må jeg vist hellere få lavet noget mere af, hvis nu der skulle falde lidt ekstra rabarber af næste gang jeg kommer forbi Ninas have.

Hverken ungerne eller jeg (jeg ved faktisk ikke med ham den kære mand, jeg har vist ikke spurgt ham hvem sagde køkkendiktator?) er ret vilde med store splattede stykker frugt, så jeg skærer frugten ud og så får det lige en forsigtig tur med stavblenderen, når det har simret længe nok. Jeg gør det kun kort, det bliver ikke helt fint, bare så de værste klumper er væk.

Jeg har brugt rarbarber skåret meget fint, jordbær skåret knap så fint. Det har simret 20-35 min med 4-5 spsk. sukker og lidt vanilje. Jeg ved ikke helt hvor meget frugt, jeg brugte, men brug det du har og smag til med sukker alt efter mængden af bær. Når frugten er helt blød, så kan du enten lade det være som det er, eller give det en tur med stavblenderen som jeg har gjort. Og så lige røre det op med en stor tsk. kartoffelmel rørt ud i vand. Jeg bruger et piskeris, når jeg gør det, så undgår jeg helt klumper. Lad det endelig ikke koge igen bagefter. Hæld det i en skål, drys lidt sukker over, så der ikke kommer skind på, og stil det på køl til det er helt koldt. Server med mælk, fløde eller hvad du nu synes. Det smager godt, jeg siger det bare!

Og så kan der vist ikke koges mere grød suppe på det jordbær rabarber tema for den her gang.

Rabarberkage med marcipan

Den her rabarberkage har jeg drømt om, siden det var rabarbersæson sidste år. Den er godt nok god!! Jeg brugte flere af de rabarber jeg fik fra Nina. De rækker langt, sådan en stak rabarber.

Rabarberkage med marcipan:

100 gram sukker

2 æg

100 gram smeltet smør

85 gram øko hvedemel (100 gram ikke øko)

50 gram kokos

1/2 stang vanilje

100 gram marcipan i små tern

1/2 tsk. bagepulver

300 gram rabarber i små fine skiver (jeg brugte lidt mindre)

sukker til at drysse på toppen

Pisk æg og sukker luftigt og hæld det smeltede smør i lidt ad gangen. Bland de tørre ingredienser og vend dem roligt i æggemassen. Vend marcipan og 1/3 af rarbarberne i.  Hæld dejen i en form, drys de sidste rabarber over og tryk dem ned i dejen. Drys med sukker.

Bages i 30-35 min. ved 180 grader. Spises med creme fraiche, vaniljeis eller hvad man nu har lyst til.

Opskrifen har jeg fået af min mor. Hun har fundet den i et ugeblad engang. Jeg håber ikke, jeg træder nogen over tæerne ved at gengive den her. Den er en af de kager, der er så god, at den må deles.

God fornøjelse og glædelig rabarbersæson.

Jordbær-rabarber marmelade

Jeg er ved at være tilbage i form. Og med form mener jeg, at jeg igen kan give den gas i køkkenet, ikke at jeg begyndt at løbe marathon eller løbe i det hele taget. Men bare det at være på højkant det meste af dagen, og være nogenlunde selvkørende ude i den virkelige verden er en gave. Listen med projekter er lang, så jeg starter fra en ende, og jeg starter tidligt. Når nu Ronja alligevel havde jagtet mig meget tidligt ud af sengen efter 4 timers urolig søvn (kunne ikke falde i søvn, og da jeg først gjorde blev jeg vækket flere gange) så gav jeg mig i kast med en jordbær-rabarber marmelade. I mandags fik jeg rabarber fra Ninas have. Nogle er til en rabarberkage (opskrift på vej), resten er nu blevet til marmelade med en masse jordbær vi havde til overs fra fredagsguffen i går.

Jeg lavede det af:

125 gram rabarber

350 gram jordbær

150 gram sukker, måske mere eller mindre, alt efter hvor sød din frugt er.

1/2 stang vanilje og den tomme stang

skal af 1 citron

Bland det hele i en gryde med en spsk. vand, tænd for varmen og rør rundt til sukkeret er opløst. Jeg lader mit simre rimelig længe, jeg kan godt lide når det er godt kogt ind. Desuden havde jeg ikke noget til at tykne det med, så det skal koge ind lidt længere så. Testede konsistensen ved at dryppe lidt på en tallerken og sætte den i køleskabet et par minutter. Da det var stivnet lidt, synes jeg det var nok. Jeg er ikke ret sart med, om det er meget fast eller mere flydende, begge dele har sin charme. Det gør du bare, som du har lyst til. Jeg skoldede mit alt for store glas (de små er optaget), og så plejer jeg lige at skylle det i lidt whiskey eller rom, men det havde vi ikke noget af. Men pyt, den skal nok blive spist hurtigt. Ellers må jeg få lavet en stak pandekager, og det er jo ikke det værste.

Grundopskrift på sprøde boller

Som regel når jeg laver boller, så laver jeg en eller anden variation af den samme grunddej. Den opskrift deler jeg gerne. Den giver rigtig sprøde boller med forskellig smag alt efter meltyper og andet godt. Jeg bruger altid 5 dl. vand, 3/4 dl. surdej (hvis ikke du har mod på en surdej, så bruger du bare 25 gram gær) 5- 10 gram gær, 1 tsk salt og 600 gram mel. Melet kan så varieres som man har lyst til. Dejen skal have en ordenlig gang tæsk i en røremaskine, eller røres så længe man orker med en grydeske eller dejkroge på elpisker. Du kan enten smide dejen tildækket i køleren natten over, og så bage dem næste dag, eller du kan lade dem hæve tildækket i en skål på bordet i et par timer. Det eneste forskel i opskriften er, at hæver du dem koldt, skal du bruge koldt vand, hæver de lunt skal du bruge lunt vand. Lad dem efterhæve på pladen så længe du orker. Mine efterhæver som regel så lang tid, som det tager at varme ovnen op til 250 grader. Jeg skruer ned på 225 når de er kommet ind, og bager dem til de er færdige, ca. 15 min.

I dag lavede jeg dem med 200 gram kamut fuldkornsmel som er min favorit for tiden, 100 gram havregryn og 300 gram hvedemel. En anden favorit er fuldkornsdurummel også blandet med hvede. Jeg bruger også gerne kerner (de skal lige i blød lidt først), frø, gulerødder, æbler, tranebær, abrikoser osv. Af andre meltyper bruger jeg fint speltmel, groft speltmel, ølandshvede, rugmel, grahamsmel og durumhvedemel. Knækkede boghvedekerner og majsgryn er også tit blandet i. Revet blomkål, kartoffel og kogte ris kan også sagtens bruges. Nemt ik?

Hjemmelavet rugbrødsboller og opskrift på surdej

Jeg har sådan set bare brugt den rugbrødsdej, jeg foretrækker lige for tiden, så det kan dejen også sagtens bruges til, altså almindeligt rugbrød. I får lige opskriften, for den er såmænd min egen.

Til 1 rugbrød:

1/2 dl. solsikkekerner

1/2 dl. hørfrø

1/2 dl. græskarkerner

1/2 dl. knækkede rugkerner

1/2 dl. knækkede hvedekerner

Sættes i blød dagen før i 4,5 dl. koldt vand

10 gram gær

1 flydende surdej* (eller den du normalt bruger)

15 gram salt

100 gram hvedemel

350 gram rugmel

Gæren smuldres ud i en skål, tilsæt kerner med vandet de ligger i og rør rundt til gæren er opløst. Tilsæt resten og ælt med røremaskine eller ske så længe du orker, jo længere jo bedre. Mærk efter om dejen er våd nok, for våd, eller lige tilpas. Den skal være fast med klistret.

Lad enten dejen hæve natten over i køleskab eller lad den hæve et par timer ved stuetemperatur. Sæt bollerne på en bageplade og form dem som du har lyst ved lige at fugte hånden med koldt vand. Jeg har forsøgt at lave mine lidt flade, så de egner sig til rugbrødssandwich. Du kan drysse dem med det du nu har lyst til, eller lade være. Her har jeg drysset nogle med sesam, som er min favorit. De fik hurtigt ben at gå på herhjemme.

*Min surdej består af vand og mel, intet andet. Jeg har taget udgangspunkt i Claus Meyers surdej, men mon ikke det er tilladt, at jeg giver min opskrift videre, når nu jeg har lavet den om. Hver gang jeg bruger en spsk. mel til surdejen, så bruger jeg 3/4 dl. koldt vand. Det er ca. mål, for jeg gør det nu uden at måle, og det siger jeg ikke for at være smart i en fart, men for at fortælle, at nøjagtigheden i det ikke er ret vigtig. Jeg bruger hvilken som helst mel, bare den slags jeg nu engang bager med. Jeg rører rundt i den en gang hver eller hver anden dag. Fodrer den stort set hver gang jeg har brugt af den, men kan sagtens springe en gang over, og så doble op næste gang.

Hvis ikke du har en, du kan få en surdej af, så starter du den selv med et par spsk. mel blandet hvede, rug og graham, koldt vand så den bliver tyndtflydende. og så 8-10 dage ved stuetemperatur, hvor du skal røre rundt en gang om dagen. Det er ikke altid det lykkes, og jeg er en af dem, der gerne skal ud og nasse en opstart, men så kan jeg også holde liv i den i et års tid derefter.

Surdejssnakken kan blive lang, kan vi ikke bare sige, at har du spørgsmål, så spørger du bare her i tråden, jeg hjælper gerne :)

Dagen i dag bød på et møde med Søren Ejlersen fra Aarstiderne.com, en dejlig cykeltur og hjemmelavet vaniljeis med chokolade

Endelig kom der noget, der ligner en forårsdag. Og det trængte jeg i den grad til. Virkelig! Jeg var lige ved at miste forstanden over alt det vind og gråvejr. Og når solen så endelig kiggede frem, så måtte jeg ud, ud og trække vejret dybt og mærke foråret. Ungerne cyklede, jeg gik (vores cykel er stjålet, øv med øv på).

Kursen gik til biblo, det er passende afstand at cykle for små ben på knap 4 år. Så er der en god pause med leg, inden turen atter kræver energi på vejen hjem. Turen bød på lysegrønne skud overalt, og et hyggeligt møde og en sludder med Søren Ejlersen, der juicede til os efter alle kunstens regler. Madbanditten juicer som en besat for tiden, så hun har givet mig sådan lyst til at smage en god grøntsagsjuice proppet med ingefær, og det var lige, hvad den kære Søren bød på. Mums. Ungerne slubrede, og det samme gjorde jeg.

I må sandelig også se, de fine blomster min lille Bertram har plukket til mig i dag. Han er mester i at plukke blomster til sin mor, det er noget så dejligt.

Sidst men bestemt ikke mindst, så har jeg lavet en vaniljeis (parfait om man vil) med chokoladestykker.

75 gram sukker

2 bægrer pastauriseret æggeblommer

3,5 dl. fløde

1 stang vanilje

40 gram 70% chokolade

Pisk æg, sukker og vanilje til æggesnaps. Pisk fløden til let skum. Bland lidt flødeskum i æggeblandingen, og derefter resten af flødeskummet. Vend hakket chokolade i. Vælg den form der passer dig. Jeg brugte en lille bradepande, så isen blev flad og hurtig frossen. Jeg beklædte den med film, selvom det er en slip let version.

Isen stod i fryseren i ca. 4 timer, den skal ikke røres rundt.

Ungerne fik den til dessert serveret i mini kræmmerhuse i bedste Karen Volf stil. Senere skal prøven stå med mine peanutbutter cookies fra i går, som har vist sig at være tættere på det ønskede resultat end først antaget, så der kommer en opskrift en af de kommende dage.

Hav en rigtig dejligt lørdag aften derude i Forårs Danmark.

Rispapirruller med grøntsager og sprøde rejer

Du kan bruge det fyld du vil. Til den her portion brugte jeg peberfrugt, romainsalat, forårsløg, avokado og agurker, rejer, nødder og sesamfrø. Jeg snittede grøntsagerne fint.  Jeg ristede rejerne rigtig hårdt, til de er helt små og sprøde. Jeg ristede hakkede cashewnødder, hakkede dem fint, ristede sesamfrø et øjeblik.

Fyld varmt vand (ikke kogende) i et tærtefad, dyp rispapirpladerne ned i i ca. 3 sek. Selvom de føles hårde stadig, så skal de nok suge vand til sig og blive bløde mens du fylder dem. Læg fyld på, gerne også nogle krydderurter som koriander eller thaibasilikum, hvad du nu har lyst til. Når du har lavet en fin lille bunke på pladen, så ruller du den rimelig fast efter vejledningen. Jeg dyppede i soya og sød chilisovs.

Lad være med at lave dem på en tallerken eller at lægge de færdige ruller på en tallerken, for de kan godt finde på at sidde rigtig godt fast. De er ret enkle at lave, men der skal laves nogle stykker. Jeg fik 5 til frokost i dag, (ummenum) og det var ret passende til en frokost. Til aftensmad kræver det nok en smule tilbehør.

Velbekomme :)