Tag-arkiv: pitta

En Kapha ude af balance

Jeg går ret meget op i det der yoga for tiden. Ikke kun tirsdag aften, men i det hele taget som en del af mit liv. Jeg prøver at ændre nogle mønstre, indføre nogle gode rene vaner, og droppe dem jeg ikke længere har brug for.

I den forbindelse har jeg også kastet mig over Begynder Yogabogen af Karen Pallisgaard, som jeg har lånt af den her labre larve. Jeg har ikke læst bogen færdig, og vil ikke vurdere om det er en god eller ligegyldig bog. Det jeg vil, er at dele et afsnit med jer, eller rettere resultatet af en test. En test i ren damebladsstil, men jeg synes, den ramte så plet, at jeg må dele det med jer.

Først får I lige en ultra kort forklaring på, hvad dosha er, ellers giver det ingen mening. Og hvis du også har brug for at vide, hvad ayurveda er, så må du lige slå det op eller læse bogen.

Uddrag af Begynder Yogabogen: ” Ayurveda siger, at hvert et menneske har en unik konstitution. Den hedder din prakuti. Den repræsenterer hele dit helbred, viser hvordan din krop bedst arbejder på at være sund og viser, hvilke tendenser og konsekvenser det har, når du kommer ud af balance. Din prakuti er din særlige kombination af fysiske og mentale kendetegn, og den er uforanderlig, du kan se den som din (ayurvediske) DNA:

Prakuti er sammensat af tre livsenergier, som hedder doshaer, og styrer kroppens og sindets funktioner og aktiviteter. Og hold nu tungen lige i munden; hvert af de tre doshaer består af to af naturens fem elementer. Hvert dosha har sine egne fysiske og psykologiske kendetegn, og alle mennesker har deres egen dosering af doshaer –  det er din prakuti. Vi har alle tre doshaer i os, men vil typisk have et eller to dominerende – nogen mennesker har dog fuldstændig ligevægt mellem de tre dosha i deres prakuti.”

Så, nu har du en idé om, hvad dosha er. Jeg har taget testen, og min dominerende dosha er kapha. De to andre er vata og pitta. Resultatet af testen omfatter både noget med den bedste kost for kapha, typsike kendetegn, gode rutiner osv.  Jeg kender ikke lige damebladsbranchen eller hvordan man laver den slags test, så det kan da være, det er total simpelt at give mig følelsen af, at det var en god test med et brugbart resultat, men under alle omstændigheder, så kan jeg bruge det her resultat til noget. Den omfatter også kendetegn for en kapha ude af balance, og det er den del af svaret, jeg gerne vil dele med jer. Det er spot on mig, det her. Ja, det er de typsike kendetegn også, men nu vælger jeg den her del.

Så, en kapha ude af balance:

Kunne bo i sin pyjamas, depressiv, grådig, doven, trækker sig ind i sig selv, slimdannelser, lungeproblemer, langsom, sover mere end 9 timer pr. nat, føler sig tung i krop og sind, orker ikke at tage initiativ, passiv, sofakartoffel, trøstespiser, forandringsangst. Tager på i vægt, astma, hudorme, cyster, væskeophobninger, bærer nag, misundelig, tilbagetrukken.

Godt, så fik vi lige konstateret, at jeg er ude af balance!! Bortset fra astma og hudorme, så er det ret meget mig, det der. Ikke det hele på en gang, og ikke hele tiden, men meget af det slæber jeg rundt på i alt for stor grad. Tænk hvis man kunne ryste det af sig? Som en hund, der kommer op af vandet.

Og jeg har altså gennemlæst de andre dosha også, og de lyder helt anderledes, det er ikke sådan at alle passer på alle. Der er ikke noget revolutionerende i det her, men jeg KAN bruge det til noget. F.eks. har jeg i noget tid gået og tænkt, at jeg har brug for en pause fra mælkeprodukter. Jeg har ikke lyst til dem længere og ja, det gælder også smør, og jeg tror, der er en grund til det, når den slags kommer dumpende. I testens resultat under kost, står der så, at jeg skal undgå mælkeprodukter helt. Så, det tror jeg, jeg prøver i en periode. Det bliver vist ikke svært, for jeg har allerede skåret gevaldigt ned, simpelthen fordi jeg ikke har lyst.

Der står mange andre fine ting, som ville gavne sådan en som mig, men jeg kan desværre ikke citere det hele, så hvis du vil vide mere, så må du læse bogen, ik´.

dosha

Billedet er ikke taget fra bogen, det er fundet på Pinterest