Tag-arkiv: raw food

Lækker rå gulerodsbrownie med chokolade og kanel

Rå gulerodsbrownie

Den her lækkerbisken har rumsteret i mit hoved et stykke tid, og mine forventninger var blevet ret høje, efterhånden som jeg har gået og brygget på den og tænkt mmmm…. Den levede heldigvis op til forventningerne, den var et hit over hele rækken herhjemme, også hos dem, der som regel hellere vil have mormors drømmekage end mors eksperimenter. Den er nu også virkelig god!

Når jeg skriver rå, mener jeg ikke rå som i raw food rå, men at den ikke er bagt. Den kan såmænd sagtens laves rigtig rå, så skal der bare laves et par justeringer.

1 rå gulerodsbrownie:

125 gram fintrevet gulerod

75 gram tørrede dadler

75 gram mandler

50 gram blødt smør (brug kokosolie til raw eller mejerifri version)

2 spsk. raw kakao

1/2 tsk. kanel

50 gram mørk chokolade (udelad for raw version)

1/2 dl. fløde (udelad for raw eller mejerifri version)

Smelt chokoladen i fløden i en lille gryde ved meget lav varme. Blend først dadlerne i foodprocessoren, tilsæt mandler og blend igen, og tilsæt til sidst resten af ingredienserne og blend til det bliver ensartet og cremet.

Hæld browniemassen i en lille form med bagepapir eller lignende, og stil den på køl i et par timer. Skær den ud i små firkanter og server evt. med lidt flødeskum eller en god vaniljeis. Her er den drysset med frysetørret hindbær og ananas, som et dejligt syrligt modspil til den søde brownie.

Lad mig endelig høre, hvad du synes, hvis du prøver opskriften.

P.s. Jeg roder lidt med bloggens design for tiden, og af en eller anden grund, så vender mine billeder sidelæns på mobiltelefoner. Jeg håber, jeg får det løst hurtigt, jeg arbejder på det. Eller, jeg kan overhovedet ikke kan finde ud af, hvad der er galt, så jeg er ved at få nogle andre til at arbejde på det, mmmkaaay. Rigtig god weekend derude.

Raw food frokost salat

Raw food frokost salat

Raw food frokost salat

Jeg havde brug for at gøre lidt ekstra ud af min frokost i går, efter jeg havde lavet den brainstorm på stress symptomer, som endte i en temmelig lang liste. Jeg havde brug for energi, og noget min krop ville sætte pris på. Jeg er meget inspireret af raw food for tiden, jeg læser og lytter, og lærer en masse om, hvad raw food gør ved kroppen. Man kan sige, det er en meget naturlig gren for mig, at bevæge mig ud af, eftersom jeg er vegetar, og stræber efter så ren en kost som muligt. Det er i hvert fald et område, der skal udforskes, der er noget godt at hente der.

Nå, egentlig ville jeg bare dele min salat med jer. Så kan man diskutere, hvorfor jeg vælger at kalde den raw food, og ikke bare en salat, som det jo i bund og grund er. Tja, det er nok mest fordi, jeg er blevet inspireret til den i en af mine raw food bøger, og så er den helt igennem rå og ren. Når jeg spiser sådan en portion til frokost, så er min energi mærkbar forøget efter jeg har spist, i forhold til de dage, hvor jeg ikke rigtig får noget grønt og levende til frokost.

Fis i en hornlygte med det levende mad? Nej, jeg tror det ikke, jeg tror, den er god nok. Jeg kan se pointen i, at rå mad er nemmere at fordøje fordi det indeholder de enzymer, som kroppen ellers selv skal producere, hvis maden er opvarmet, og dermed har mistet de enzymer verdens korteste forklaring på raw food, jeg ved det godt. Og hvis maden er nemmere at fordøje, så er der mere energi i overskud til noget andet, og derfor bliver man ikke lige så træt efter et måltid. Jeg er ikke interesseret i et raw liv som sådan, men jeg er interesseret i at være bevidst om, at en del af min kost skal bestå af rå rene grøntsager og gode fedtstoffer, hvis jeg vil have optimal næring. Hvis du synes, raw food lyder farligt og mystisk, så er man jo velkommen til bare at kalde det en salat.

Jeg har ikke rigtig mål på det, jeg har blandet, jeg brugte, hvad der var i køleskabet. Det hele blev snittet meget fint og tålmodigt.

Jeg brugte:

broccoli

forårsløg

peberfrugt

agurk

gulerødder

avokado

nektarin

mandler

Jeg lavede en dressing af:

1/2 dl. oliven olie

1 tsk. kokossukker (ok, den er faktisk ikke rå, brug evt. rå honning)

1 tsk. tamari

1/2 citron

1 tsk. eddike

Smag den til, måske den skal være mere sur, mere sød.

Det var faktisk det. Det var den bedste frokost, jeg længe har spist.

Har du nogle tanker omkring raw food, du gerne vil dele, så er du mere end velkommen.