Tag-arkiv: særlig sensitiv

System overload for en særlig sensitiv

Når nu man siger, at ca. 20% af befolkningen er særlig sensitive. Og i den gruppe mennesker er der forskellige grader af sensitivitet. I den ene ender er der dem, der ikke bliver voldsomt berørt af det, hvor andre er så sensitive, at de sanser al energi omkring sig, og det derfor er en af de faktorer, der fylder allermest i deres liv. Og lad os så sige, at dem der ligger i den ende, hvor man ikke bliver voldsomt berørt, eller i hvert fald fungerer normalt uden de store konsekvenser, og hvor man har lært at navigere i det, de ligger på 1. Og dem der sanser al energi, de ligger på 10. Så vil jeg skyde på, at jeg ligger på omkring 7-8 stykker.

Jeg er virkelig god til at mærke andre mennesker. Og når jeg siger god, så er det fordi, jeg prøver, at lægge en positiv linje for det. Så, jeg er god til at sanse andre mennesker. Deres humør, deres historie, deres følelser osv. Udfordringen for mig er så, at jeg IKKE er god til at lukke af for det. Jeg har aldrig (før nu) arbejdet med at lukke af. En anden ting jeg ikke er god til, er at smide det ud af mit system igen. Dvs. at jeg nu gennem 36 år har sanset, mærket og taget andres følelser, humør, historier, og deres liv ind. Ind i mit system, ind i min krop, ind i mit sind. Og jeg har ikke formået, at give slip på det igen.

Kan I se, hvor jeg vil hen? På et eller andet tidspunkt, så er der altså ikke plads til mere. Nogle har måske plads til mere end andre, eller nogle formår måske at undertrykke sig selv og deres system længere end jeg. Men jeg ved, af hele mit hjerte, at jeg er nået til det punkt, hvor jeg er nød til at sprænge ballonen. Min fineste opgave for mig selv nu, det er først og fremmest at få muget ud i alt det møg, jeg har skrabet sammen i årenes løb. Det er jeg i gang med for tiden. Og havde man fortalt mig for et år siden, at det rent faktisk kunne lade sig gøre, havde jeg ikke troet på det. Eller jeg havde i hvert fald ikke haft mulighed for at gøre det. Tingene sker efterhånden som man er klar til det. Og hvis man ikke lytter når man er klar, så får man flere og kraftigere vink, indtil man forstår, at nu er det tid. Og nu er det tid for mig.

Det kan være, du ikke forstår, det jeg skriver, i dag, men så måske om et år, to år, 10 år, så giver det mening, for så er du klar, og så sker der de helt rigtige sammentræf i dit liv, som leder dig den vej, du skal. Og uden det skal lyde som en åbenbaring, så er det det, der er sket for mig. Så jeg har set det for mig. Og her snakker vi altså ikke et syn eller andet i den dur vel, men jeg har set for mig, hvordan jeg (altså mig inden i mig) rydder ud lige nu. Giver slip og smider væk. Helt konkrete billeder af det. Det startede helt af sig selv, da jeg var klar og åben. Jeg tror ikke, man kan “tvinge” det i gang ved selv at bruge visualisering, men jeg tror på, at visualisering er et vigtigt værktøj, men for mig duede visualisering ikke, før jeg var helt klar. Det samme gælder mindfullness, men den tager vi en anden dag.

Mens jeg rydder ud, så skal der ske en anden lige så vigtig ting. Jeg skal skærme mig selv. Jeg skal lukke af, så jeg ikke bare starter forfra igen, for så er jeg jo lige vidt. Men som jeg skrev i starten, så er jeg god til at sanse andre mennesker, og der er noget ved det, der er så stor en del af mig, at jeg slet ikke kan se mig selv uden den del. Hvem er jeg, hvis jeg ikke sanser de andre? Jeg har jo altid været den man kom til, når der skulle snakkes, hjælpes, vejledes, rådes osv. For mit udgangspunkt var, at jeg forstod, fordi jeg kunne mærke, hvordan folk havde det. Jeg vidste ikke, at det var sådan det forholdt sig, men det ved jeg nu, og det siger jeg uden at blinke med øjnene. Jeg har altid været meget forstående, nok i en grad, så det er gået ud over mig selv.  Men jeg vil virkelig gerne lære, at skærme af på kommando. Giver det mening. Så jeg ikke er åben konstant, men når jeg selv vil. Det arbejde er stort, men vigtigt. Voldsomt vigtigt. Og jeg tror på, at det nok skal ske. Jeg har fået en smagsprøve på det, og jeg kan lide det.

Det kræver, at man er klar. Man kan gå og samle værktøjer sammen i rygsækken, så man ved, hvad man skal tage frem, den dag man bliver klar. Og når man så er klar, skal man lytte. Hvis man kan….

hsp

En særlig sensitiv snak

Mand, der sker noget i mit liv for tiden. Sådan på den særlig sensitive front. Jeg er i gang med et ret stort projekt, der kommer til at tage lang tid. Nemlig at finde ind til kernen af mig selv, der hvor jeg er ok, der hvor jeg er stærk, der hvor jeg er i balance. Det er ikke noget man lige gør på et par dage. Og det er for mit vedkommende heller ikke noget, jeg kan gøre alene. Jeg har brug for at få bekræftet, at mine tanker omkring mig selv er rigtige. Og det viser sig langsomt, at det er de. Jeg er åbenbart ikke helt tosset, og mine anelser er ikke helt ved siden af. Og det finder jeg langsomt ud af, ved at snakke med folk, der er klogere end jeg er, på det her område. Sikke en lettelse.

Jeg har en del særlig sensitive mennesker i mit liv, sjovt nok. Det er mennesker, jeg kan spejle mig i, det har jeg brug for. Jeg kan se nu, at behovet for at kunne spejle mig i andre, som har det som jeg selv, har været meget større end jeg anede. De mennesker får mig til at føle mig mindre forkert. Hvis jeg hele tiden er i selskab med folk, som slet ikke ved, hvordan det er, at være sådan som jeg er, så får jeg forkerthedsfølelsen. Og den følelse er jeg så helt igennem utrolig træt af! Nogle mennesker i mit liv er kommet længere end jeg er, dem kan jeg trække lidt på. Andre er nået knap så langt som jeg er, de kan trække lidt på mig. Uanset hvor langt man er, kan jeg nu se, at det er helt afgørende, at man har nogle i sit liv, som er som en selv.

Det der med at finde kernen. Det lyder jo vældig fint og sådan, men at skulle finde ind til den styrke, der ligger derinde et sted, uden helt at vide hvordan, det kræver altså hårdt arbejde, og kontakt med de rigtige folk. Nogle kan måske finde hjælp og svar i litteratur om emnet, men det kan jeg ikke. Ikke nok i hvert fald. Jeg er nød til at have nogle, jeg kan stole på og stille spørgsmål om det her liv.

Det er egentlig ikke nyt for mig, at jeg er særlig sensitiv. Det der er nyt for mig, er hvor voldsomt stor betydning det har for mit liv. Før var det noget, der lå lidt ude i kanten af mit liv, nu er det kommet tættere og tættere ind i centrum. Det er der, jeg skal finde svarene. Det er der, jeg helt konkret skal finde svar på, hvorfor nogle situationer er så vanskelige for mig. Og hvordan får jeg så gjort dem mindre vanskelige? Altså på den helt lavpraktiske måde.

Jeg er så heldig, at vores liv er indrettet, så jeg kan undgå mange situationer, som andre ikke kan slippe udenom. Det er jeg evig taknemmelig for. Jeg er f.eks. ikke tvunget til at skulle møde på en arbejdsplads, jeg skal ikke med et fyldt tog om morgenen, jeg kan handle, når der er færrest i supermarkederne osv. Jeg kan sagtens få dårlig samvittighed over, at jeg har den mulighed, for hvad med alle de andre, der ikke har? Men jeg hører gang på gang, at det får jeg ikke noget ud af alligevel. Og det er jo rigtigt. Jeg kan jo for pokker lige så godt trives i det, for hvad er ellers pointen med, at vi har valgt at leve som vi gør? Vi har taget det valg, fordi vi som familie trives bedst sådan, og så kan jeg vel lige så godt gøre det. Altså trives. Være glad, være stolt? Vi er jo ikke kommet sovende til det. Vi har bare taget nogle andre valg.

Jeg håber og tror, at det vil lykkes for mig, at være ok på et tidspunkt. At jeg virkelig finder den styrke i min kerne, som jeg egentlig godt ved, jeg har. At jeg slipper mine lænker, som kun jeg selv kan låse op (med vejledning fra kyndige folk, som ved, hvad de snakker om).

Det blev måske lidt flyvende det her, og jeg ved egentlig godt, at det er nemmere at forholde sig til, når der er nogle konkrete eksempler på, hvordan man kan håndtere forskellige situationer. Det vil jeg gerne komme nærmere ind på de næste måneder efterhånden som jeg forhåbentlig bliver klogere på mig selv og det her emne. Det skal fylde mere her på bloggen, for jeg har på fornemmelsen, jeg har en del særlig sensitive læsere….

hsp

Kære Dagbog – hvad skaber værdi?

Jeg havde en god lang snak med en dejlig ven i går. En snak der satte nogle tanker i gang omkring værdier i livet. Hvad er det i vores hverdag, der giver os værdi?

Jeg har haft (eller har vel stadig) en periode, hvor mange ting har været rigtig surt. Jeg har nogle ting, der frustrerer mig rigtig meget, som jeg ikke kan få til at gå op i en højere enhed. Jeg ved godt, at jeg hverken lever under filippinske eller syriske tilstande, men jeg kan nu engang kun tage udgangspunkt i mit eget liv. Og mit liv er fyldt til randen med dårlig samvittighed. Jeg fortæller mig selv den dårligst mulige version af de fleste scenarier. Når jeg f.eks. nu har fået mit eget rum herhjemme, efter min mand har flyttet sit kontor ud i verden, så har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare får mig et normalt arbejde, rydder rummet og giver Bertram og Ronja hver deres værelse, i stedet for de stadig skal dele. Og det kan jeg så fortælle mig selv 50 gange om dagen. At det er mit ego, der gør, at jeg har behov for mit eget rum, og at det er piberi, når jeg føler min hals og mave snøre sig sammen ved tanken om et helt almindeligt arbejde med kolleger og arbejdstider.

Men i stedet for at have det elendigt over de valg, i stedet for at have det elendigt over, at jeg ikke ser et almindeligt arbejde som en mulighed lige nu, så må jeg finde værdien i mine valg. Hvad det giver mig af værdi, at jeg arbejder hjemme, hvad det giver min familie af værdi. Og det er ved Gud ikke økonomisk værdi jeg bidrager med lige nu, så værdien må ligge et andet sted. Værdien må bl.a. ligge i, at jeg ikke ender i en depression, fordi jeg skal ud i en verden, jeg ikke kan overskue. Værdien må også ligge i mine forholdsvis korte arbejdsdage. Og så må jeg lige lede videre på det punkt for der fylder den samvittighed lige lidt rigeligt….hmmm.

I stedet for altid at se de praktiske ting i hverdagen, der skal gøres uanset om jeg vil eller ej, som belastninger, der fjerner mig fra de ting jeg elsker at lave, så må jeg finde værdien i dem også. Værdien i at sørge for, at min familie får sund, hjemmelavet mad, selvom det kan betyde lang tid i køkkenet, tid som jeg kunne bruge på alt mulig andet. Men jeg vælger at bruge tiden i køkkenet, for det er det, der giver mig værdi. Og vi vælger at bruge nogle timer i weekenden på rengøring, fordi det giver familien værdi, at her er rent og ryddet, det giver noget overskud, at rodet ikke fylder det hele. Men det må bare ikke overskygge de andre værdifulde ting, som en weekend kan byde på. Så lige så vel som rengøring er en del af weekend programmet, så skal der også være plads på prioriteringslisten til andet. Det giver i hvert fald mig enormt meget værdi, at vi som familie i weekenden laver noget sammen. Vi har en ret ensartet hverdag, hvor alt foregår på samme tid og på samme måde. Det er vigtigt for os alle, at have de rammer i hverdagen. Men det betyder, at vi ikke bruger ret meget tid sammen uden for hjemmet i hverdagene, så det har jeg virkelig behov for i weekenden. Så en udflugt i weekenden giver mig lige så meget værdi som rengøringen gør. Og grunden til, jeg nok har brug for at tænke det lidt på den måde, som bliver lidt liste agtig og struktureret er, at mine tanker ellers bliver et stort miskmask af hvad vi burde, hvad vi skal, hvad vi vil, og det bliver noget frygtelig rod inden i mit hoved. Og det giver absolut ingen værdi for mig at holde weekend på den måde.

En anden del af mit liv, jeg har brug for at værdisætte er motion. Motion er jeg også god til at se som en sur pligt, og som en pligt der kan undværes, skæres væk, for hvis jeg ikke har timer nok i døgnet, så er det den mindst vigtige. Og det er jo noget vrøvl! Og hvis ikke jeg mener, at det at gå en lang tur giver mig en umiddelbart værdi, for det gør det ikke, på den lange bane, så giver det mig den værdi, at jeg får mindre ondt i ryggen, at jeg får frisk luft, at jeg ikke svækker mine muskler, at jeg minimerer risikoen for alverdens sygdomme osv. Det er da en stor værdi, som jeg går glip af. Jeg må vende tankerne lidt på mange områder. Jeg har virkelig haft en periode, hvor det hele bare var surt, næsten uanset hvad det drejede sig om, og helt ærlig, det giver ingen værdi overhovedet.

Jeg har vist mange steder i mit liv, hvor jeg skal finde værdien i det jeg gør. Det kan vel i virkeligheden gøre forskellen på at overleve og at leve? Det tror jeg, i hvert fald for mit vedkommende. Ellers ender dagene med en lidt for lang to do liste, hvor tingene bliver streget, bare fordi de står der og skal laves, og ikke fordi man får følelsen af at tilføre sit liv ægte værdi.

charlie brown

 

Stavgang

Det der med motion har godt nok svært ved at falde mig helt naturligt. Jeg kan godt lide følelsen bagefter, jeg kan godt lide, hvad det gør ved min krop, jeg elsker at være ude i naturen og alt det, men jeg er virkelig god til at sætte det nederst på dagsordnen. Og det hører bare slet ikke til helt dernede. Der er faktisk ikke rigtig noget dårligt at sige om bevægelse. Og slet ikke den slags, der foregår i naturen. Jeg synes bare, det kan tage så pokkers lang tid nogle gange.

Netop pga. tiden har jeg endnu en gang forsøgt mig med løb på trods af virkelig dårlige erfaringer og skader. Det gik ikke. Efter 2. gang fik jeg smerter i venstre skinneben og det blev siddende i 5 dage. Venstre skinneben er det værste faresignal for mig i forhold til ryggen, det er der, smerten sidder, inden det kan gå rigtig galt for mig. Så jeg droppede det igen. Jeg ville bare gerne spare tid og løbe mine kilometer frem for at gå dem altid.

Nu tror jeg, at jeg har fundet en mellemvej. Stavgang. Jamen, er det ikke sådan noget pensionister gør, spørger du? Jo, det er det vist nok. I hvert fald er jeg ret overbevist om, at melder jeg min ind i en stavgang klub hvis den slags findes, så vil jeg være absolut yngste medlem. Og jeg kan nu med erfaring sige, at det forstår jeg overhovedet ikke! For det er jo rigtig godt!! Jeg har fået et par stænger i fødselsdagsgave, og jeg skulle lige tage tilløb, men nu har jeg prøvet det nogle gange, og sikke en forskel fra almindelig gang. Jeg får langt mere fart på, jeg får meget mere bevægelse i kroppen, jeg kan mærke det i både arme og i mavemusklerne. Jeg får en anden rytme og et fast tempo. Det er ikke helt så nemt at stoppe op og dufte til blomsterne. Jo vist, der skal også være plads til at dufte, men ikke hver gang og ikke flere gange, for så render tiden altså fra mig.

Grunden til jeg var længe om at komme i gang, var at flere sagde til mig, at så skulle jeg på kursus og lære det. Åh! Det har jeg altså hverken tid, overskud, tålmodighed eller økonomi til lige nu. Men så fandt jeg i stedet en instruktionsvideo på youtube, som hjalp mig i gang, og så gik det bare derud af.

Sådan et par stænger koster under 300 kr. og det er mindre end en måneds abonnement koster i et fitnesscenter. Det er vigtigt at vælge teleskopstænger med håndtag, så de kan indstilles præcis efter højde, og så kan de nemt gøres korte og f.eks. tages med i kufferten på ferie.

I morges var jeg ude igen. I regnvejr. Og jeg glemte at skifte til regnjakke, da jeg havde afleveret ungerne, så jeg kom ved en fejl af sted i vinterjakken. Så får man varmen kan jeg afsløre. Og våd blev jeg godt nok også. Men sikke en dejlig tur, selv i regnvejr.

Stavgang

Stavgang

Jeg er så heldig, at have den dejligste natur lige ude for min dør, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde bliver træt af, at gå lige præcis der. Det med at motionere i naturen frem for i et fitness center, har den store fordel for mig, at jeg får ro! Jeg har aldrig musik i ørerne, for det er ikke noget, der gør mig rolig, tvært i mod. Jeg kan ind i mellem godt lytte til en lydbog, men det er sjældent efterhånden. Jeg har virkelig fundet ud af, at der bare er nogle tidspunkter, hvor der skal være helt stille. Og jeg skal helst gøre det alene. Det er ofte her, jeg får de gode idéer, det er her, jeg får tænkt nogle tanker til ende, for jeg har jeg ikke ret meget andet at lave. Som særlig sensitiv er det ekstra vigtigt, at finde nogle områder, hvor der ikke er snak, musik eller andre indtryk. Da jeg var i fitnesscenter kunne jeg sagtens gå derfra mere stresset end da jeg kom, for der var tid på alt og der var mange mennesker, musik der spillede og ofte også tv der kørte. Det gjorde ikke noget godt for mig. På mine gåture lader jeg op i stedet for at blive drænet. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at det er sådan det hænger sammen for mig, men pyt, nu har jeg lært det og jeg nyder det.

Kære Dagbog – jeg er her endnu.

Egentlig så mistede jeg motivationen lidt til at blogge her hen over sommeren. Jeg tænkte, at det nok ville vende tilbage, når efteråret ramte, når dagene blev kortere. Men det skete ikke rigtig. Når jeg tænker mig godt om, så kan jeg se nu, at det er fordi, livet på den anden side af skærmen har fyldt så meget, at den her del af livet blev sorteret fra. Der var simpelthen ikke plads til at præstere her også. Alt hvad jeg skrev blev halvhjertet, lidt uinteressant og små kedeligt og endte med at blive slettet igen. Tja, det bliver det måske også fremover, men nu er presset herude i den virkelige verden i hvert fald lettet lidt, så jeg giver det en chance mere.

Da jeg læste det her indlæg for nogle dage siden, så gik det også op for mig, at det Ulla siger i sit meget velskrevne indlæg også spillede ind hos mig. Det vidste jeg bare ikke, før hun sagde det højt. Samtidig har jeg for tiden lidt svært ved at finde den røde tråd i min blog. Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg bidrage med? Hvor har jeg noget at byde ind med? Jeg har brug for at definere bloggen på en måde, så det ikke bliver et stort misk mask af alt og intet. Hvad er det, I gerne vil læse om? Vil I læse om mig og min familie? Er det opskrifter? Er det billeder af de ting, jeg syr? Er det en blanding, hvor det hele er med? Med Ullas indlæg i tankerne, så ville det være rigtig dejligt med lidt feedback her.

Men når nu jeg alligevel skriver, så kan jeg da fortælle, om lidt af det, der har fyldt mit liv den sidste tid.

Jeg har fået min egen hule. Min kære mand har fået sig et kontor ude i byen, så jeg er nu alene på skansen herhjemme i dagtimerne. Det nyder vi begge i stor stil. For skal jeg være helt ærlig, så er fælles kontor med manden på hjemmeadressen ikke det, der har bidraget allermest til hverken vores arbejds eller privatliv de sidste måneder. Vi havde begge brug for forandring. Det betyder, at jeg nu har mere luft omkring mig, mere ro og det har han også. Det har givet os en masse på arbejdsfronten, og det har givet mig plads til at drømme stort i mit lille rum. De drømme vil jeg gerne dele med jer snart, men det må vente lidt endnu. Jeg er ikke klar.

Derudover, så har min lille Ronja fyldt meget i mine tanker. Hun har haft det svært, og egentlig har det nok handlet meget om, at JEG har haft det svært. Det smitter hende med det samme, når jeg har de der stressede knuder i maven. Et af de karaktertræk hun har arvet fra mig, på godt og ondt, er at hun er særlig sensitiv. Forskellen ligger så i, at jeg er voksen, jeg kan læse mig frem til, hvad det drejer sig om, både for hende og for mig selv, jeg kan mærke efter, men hun er lille, og må bare spille med. Jeg kan ikke forklare hende det. Endnu. Det har givet nogle rigtig dumme situationer, når både hun og jeg er brugt op, og der samtidig også er en lille dreng og en far, som også har brug for en plads her i familien. Nu er mine knuder i maven langsomt ved at løsne sig, og det smitter heldigvis også. Det er helt utroligt, så stor indflydelse både det sagte og usagte har på vores små børn. Sikke et ansvar man bærer på. Jeg håber, vi er på rette spor nu.

Jeg har været hos min ene fysioterapeut i dag. Som nogle måske kan huske, så går jeg hos to forskellige (mand og kone). Den lange historie omkring hvad der er kommet ud af det forløb, vil jeg fortælle om en anden dag, det kræver vist sit eget indlæg. Men i hvert fald, så har jeg hen over sommeren ikke været ret meget hos ham, mest hos hende. Og i dag da jeg kom, der lyste han helt op. Han var så glad og kunne tydeligt se, at den kvinde der kom ind af døren i dag, er en helt anden, end den der kom hos ham første gang tilbage i januar! Det skal lige indskydes, at den mand altså ikke er en normal fysioterapeut. Han kan noget mere, det er jeg ikke i tvivl om. Han behandler hele mennesket, ikke kun den smerte, der lige sidder i lænden, nakken eller hvor den nu sidder. Og han så, at jeg er kommet langt. Han har forstået mig, og behandlet mig ud fra, hvad han så. Det har været fantastisk, og det var rigtig dejligt, at han så noget andet i dag. Jeg har fået glimtet i øjet tilbage, min holdning ændrer sig, mine konstante smerter er på retur, lige nu har jeg flere dage uden smerter i ryggen end jeg har med smerter. Det er en ny verden. Boblen om mit hoved er sprunget, jeg føler det nærmest som om, jeg ikke kunne se, og nu har fået briller.

Jeg tager et skridt af gangen. Det kan godt være, det ikke altid går så hurtigt, men jeg er på vej. Men SKAL det gå hurtigt? Jeg har vist aldrig gjort noget hurtigt, til stor irritation for min omverden og mig selv ind i mellem, men hvis det nu engang er sådan jeg er? Der er jo en grund til, vi har fået indrettet vores liv herhjemme, som vi har. Jeg passer ikke ned i hurtig kassen. Jeg passer ikke ind i det konventionelle arbejdsliv. Det ødelægger mig. Men jeg føler stadig, jeg skal undskylde for det?! Hvorfor skal jeg hele tiden stræbe efter, at lave mig om, så jeg passer ind i det liv, som andre lever? Ja, jeg er SÅ privilegeret, at det kan lade sig gøre sådan her, men er det forkert? Det betyder ikke, at jeg bare fiser den af, for det gør jeg langt fra. Jeg halter altid bagud, har altid travlt. Men jeg nyder, at jeg kan gøre det jeg skal i ro og fred. Og se, nu følte jeg alligevel et behov for at fortælle, at jeg faktisk har travlt og er bagud?! Endnu en gang skulle jeg forklare og forsvare. Selv på en blog, hvor de fleste læsere, slet ikke er nogen, jeg møder i mit virkelige liv. Utroligt. Det må jeg arbejde videre på.

Nå, måske var det et sidespring, eller måske var det det, jeg virkelig ville sige? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald noget af det, der rører sig i mit liv for tiden. Det der fylder mine tanker.

Og er det så ikke ved at være fast, at der til indlæggene om mine tanker, hører et pinterest quote? Jo, det tror jeg vist nok, så her får I en af mine favoritter for tiden. Jeg siger det bare…

busy