Tag-arkiv: søjledyr

Middelfart tur-retur

Ja, det var ganske vist i Lørdags, jeg kom hjem fra Middelfart, men siden da har jeg haft en lille syg dreng og en dårlig ryg, så jeg rev lige et par dage ud af kaldenderen på familiekontoen. Nu er den lille dreng rask, det er ryggen ikke, men den er til at arbejde med. Det var en fed tur til Middelfart. Og den sætning troede jeg egentlig aldrig, jeg ville sige, men der var den altså. Når man først har fået de der børn, rækkehus og en Volvo Stationcar, så kan en tur til Middelfart med en kær veninde pludselig virke meget eksotisk. Allerede inden vi nåede til Fyn, havde vi snakket mere sammen, end vi har formået de sidste par måneder, så turen virkede absolut efter hensigten. Planen var nemlig ingenting. Og det gik faktisk fint med den plan, især når man tænker på, at min veninde Trine kan være temmelig svær at holde i ro. Men udsigten fra den store terasse på vores opholdssted dragede, så selv Trine måtte kapitulere og bare nyde roen.

Vi havde udsigt over Lillebælt og de to broer, oppe fra en bakketop, og det var ikke så ringe endda.

Og ved I hvad? Jeg kom i det der fitnesscenter, som jeg lige vil benytte lejligheden til at omdøbe til et motionsrum i kælderen. Kælder eller ej, så virkede det efter hensigten, så lidt over 8 fredag morgen stod vi dernede og oksede afsted på henholdsvis crosstrainer og løbebånd. Trine er i gang med projekt løb for tiden, det gør hun godt. Mig selv, jeg skulle bare overleve, og det gjorde jeg. Jeg fik onduleret både crosstrainer og løbegåbånd, og jeg fik lavet øvelser for ryg, mave og en gang udstræk. og jeg fik følt på nærmeste hold, hvor lidt der skal til, før min krop bliver forskrækket og ikke kan forstå, hvad der sker. Nøj, hvor fik jeg trætte ben! Men det fik sat endnu en omgang tanker i gang, så tør man mon sætte næsen op efter, at én får meldt sig ind i fitnesscenter efter sommerferien?

Nå, der var også det mad der. To gange lækker aftensmad i Middelfart og en tarvelig gang frokost i Fredericia. Frokosten først. Scenen er sat: En helt almindelig provins café, der har samme menukort som alle andre steder. Her har jeg som regel 2-3 valg som fiskespisende vegetar, og som altid er et af de valg en tunsandwich. Jeg havde lige set nabobordet få sådan en, og den så ok ud, men der var klart for lidt salat til, jeg gider altså ikke bare en dåse tun med mayo og en bolle. Jeg spurgte så, om vi kunne få noget ekstra salat til, bare en håndfuld grønt, I ved. Det var hun ikke sikker på, hun måtte lige spørge, men det ville i hvert fald koste ekstra. Godt så. Hun kom meget stolt tilbage og sagde, at det kunne vi godt, men nævnte ingen pris, så jeg tænkte, at mon ikke man bare får sådan en håndfuld, uden ekstra beregning? Øh nej! Da regningen kom, så jeg, at vi havde betalt 15!! kr. ekstra pr. person for en lille klat rucola! Det er jo røveri ved højlys dag. Bevares, jeg bliver ikke ruineret af de 15 kr. men helt ærlig, Café 47, der må I lige stramme lidt op! (og apropos dyre madpriser, har I så bemærket at priserne i supermarkedet har taget endnu et nøk op? Jeg har været i Irma i dag, hvor dåsetun var steget fra 40 til 45 kr for 3 stk, og de er altså lige steget fra 35 kr. for 3 stk. og økologisk hvedemel koster nu 43 kr. for 2x2kg i stedet for de sædvanelige 35 kr. Det er da nogle voldsomme prisstigninger?)

God mad fik vi bestemt også, og det var rent faktisk i Middelfart. Der ligger en lækker italienk restaurant nede ved vandet, Dolce Vita hedder den. Der spiste vi begge aftener. Den første aften fik vi en lækker risotto med rejer (jeg lærer vist aldrig, at risotto er den vildeste bombe i maven, eller også mener jeg måske bare, at det er det værd, for nøj, hvor jeg elsker risotto!) den anden aften valgte vi laks bagt med ingefær og citrus, med grønt til. Og anden aften kunne vi tilmed sidde udendørs med fantastisk udsigt over Lillebælt og Middelfarts noget så fine havnefront. Der må virkelig være pøset nogle penge i den havn, men flot, det var det.

Jeg havde godt læst, at der skulle ligge en bank ved fronten, i en bygning der har fundet adskillelige priser, (man er vel turist) og da jeg så den, kunne jeg godt forstå hvorfor. Jeg var helt betaget af den. Om den passer ind, kan diskuteres, men fornyelse må der til en gang i mellem.

Jeg synes, det er en fantastisk smuk bygning, og den er i hvert fald noget mere interessant end min lokale Danske Bank, hvor jeg hører til. Jeg kunne kigge på den længe.

Sidst, men ikke mindst, så fik jeg da lidt godter med hjem. Til mig selv. Jeg fik tanket op på t-shirts, og en enkelt sommerbluse, et par nye sko blev det også til, det er vist lige dem jeg har ledt efter i et års tid. Og så købte jeg sørme et lille stykke kunst til mig selv, på et fint galleri ved den gamle lillebæltsbro. Jeg har tidligere set sådan en lille fætter i samme serie på en anden blog, hvor jeg straks forelskede mig i den, så da jeg så familien, kunne jeg ikke modstå fristelsen. Søjledyr hedder de små filurer.

Fin lille fyr ik? Han er fuld af spræl og udtryk, jeg er helt vild med ham.

Og sådan gik turen i store træk til Middelfart. Jeg nød det, Trine nød det, jeg gør det gerne igen.