Tag-arkiv: stress

Særlig sensitive børn, mønstrer, vaner og samfundstilpasning

man

Hvis du er særlig sensitiv*, kender du så det der med, at skulle tage sig sammen og ændre dig, så du kan klare det samme, som alle andre? At skulle tilpasse sig normerne, og gøres hvad der forventes? Jeg kender det i hvert fald. Og jeg tænker det mange gange om ugen, det med at tage mig sammen, og det er nok bare mig, der er besværlig igen, og det kan alle andre jo osv. Kender du det mønster? Det mønster er så indgroet i mig, at selvom jeg ved, hvor meget det dræner mig, hvor meget det koster mig, og hvor lidt det giver mening, så hører jeg mig selv, sige det til min datter.

Ah men, det er så træls. Jeg siger ikke ordret, at hun skal tage sig sammen eller tilpasse sig, men jeg siger og gør alt mulig andet, der egentlig betyder det samme. Nogle gange fordi jeg ikke kan rumme, når det hele bliver for bøvlet, der er både fordele og ulemper ved at have en særlig sensitiv mor og nogle gange fordi, jeg lige i det øjeblik, mener det er det rigtige at gøre.

F.eks. sådan noget med at komme igennem sine morgenrutiner. Det kan være en stor udfordring, når tankerne flyver, og fokus forsvinder. Morgenmaden kan tage virkelig lang tid, når man hele tiden bliver distraheret, og skal fortælle og lige ordne og tegne osv! Her opstår dilemmaet, for hvis nu min datter er den eneste her i huset, der faktisk tager sig den tid det skal tage, at spise sin mad, nyde at sidde der, konversere, hygge sig osv., mens vi andre har travlt med at have travlt, ? Hvad nu hvis det faktisk er hende, der har fat i den lange ende her? Giver det så nogen som helst mening, at jeg beder hende ændre på det? Får det hende til at vokse? Bliver hun et bedre og mere hel menneske af det? Mit bud vil være nej, men til gengæld lærer jeg hende at tilpasse sig samfundet. Det skal såmænd nok komme hende til gode, at hun kender de overordnede spilleregler i samfundet, men på bekostning af hvad? Er missionen fuldført, når hun har lært at spise hurtigt nok, fordi det skal hun jo også kunne i skolen? Og når hun så bliver voksen, så kan hun tage kurser i mindfull spisning, fordi hun fik taget den kvalitet fra sig som barn? Jamen, det er jo virkeligheden i dag, at folk går på kursus i at lære at spise med ro igen?!

Ofte handler det om gamle mønstre hos mig, som ubevidst fortæller mig, at man skal skynde sig, for det skal man?! Jeg har brugt 37 år på at tilpasse mig den ikke særlig sensitive verden, det har sat sine spor. Og er der noget et særlig sensitivt barn har svært ved, så er det tidspres. Alt går simpelthen helt i baglås, når barnet bliver presset på tid. Tårerne vælter ud, hele kroppen går i stå, intet bliver udrettet. Så bliver tidspresset endnu større, for nu kommer vi slet ingen vegne. Så ruller rouletten, og det giver i sidste ende ikke ret meget mening vel?

Særlig sensitive voksne kan for det meste bedre klare et tidspres, men ikke i for store doser og ikke for længe af gangen. Det kan ende i en slem omgang stress, men det kan pres jo i det hele taget. Mange (ikke alle) voksne har også den fordel, at de kan planlægge og se længere ud i fremtiden, strukturere sig ud af det, fordi erfaringen siger dem, at de skal have god tid, ellers går det galt. Den slags kan et barn af gode grunde ikke, og derfor er det vigtigt, at have voksne omkring sig, der kan sørge for den slags. Så bliver barnet ikke så presset. Her viser det særlig sensitive barn tvært imod nogle af sine styrker, ved at være gode til at tilpasse sig strukturer og rutiner. Med en fast og meget struktureret rutine, f.eks. om morgenen, kan du få alt det bedste ud af dit særlig sensitive barn, men er morgenrutinen ustruktureret, så får det alle de mest komplicerede sider frem i dit barn.

Det betyder ikke, at man som særlig sensitiv ikke skal presses ind i mellem, eller tilpasse sig, for det mener jeg sådan set man skal, absolut! Men jeg tænker, at det der med at tage sig sammen, og regne med, man kan det samme som alle andre, og samtidig være den, der påskønner regnbuen ekstra meget, og viser ekstra omsorg for andre, og skal forholde sig ekstra meget til smagen i maden, lydene på gaden osv, den holder ikke vel? Så, skulle vi ikke lade “tag dig nu sammen” blive hos dem, der er normalt sensitive, hvor den hører til? For der giver det rent faktisk mening.

Siger du til dig selv, at du skal tage dig sammen? Forventer du, at du kan det samme, som alle andre? Eller gjorde du engang?

Jeg ved ikke helt, om der var en rød tråd her, nogle gange skriver jeg bare, og så er det ikke altid, jeg ved, hvor det ender. Jeg har tankerne mange steder her til formiddag, sår bær over med mig. Tak fordi du læste med.

*Jeg siger det lige igen, jeg er ikke ret vild med betegnelsen særlig sensitiv. På en eller anden måde, lyder det som om, at særlig sensitive er noget særligt. Bevares, det er vi også, men det er alle mennesker jo?! Så på den måde er der ikke noget særligt ved det. Jeg læste engang, at det var ved et tilfælde, at betegnelsen særlig sensitive opstod. Det var i forbindelse med oversættelsen af Elaine Aarons bog Highly sensitive people. Her er det simpelthen dem, der har stået for oversættelsen, der har fundet på den betegnelse. Det er i hvert fald, hvad jeg har læst.

Når verden larmer virkelig meget og jeg har brug for ro…

peaceful

Det er ikke ret længe siden, jeg skrev om stress symptomer De er der endnu, kan jeg afsløre. Jeg tror dog, jeg er ved at nærme mig kernen af problemet. Det handler om flere ting. Det handler om, at jeg har brugt mere energi end jeg havde. Det handler om, at jeg giver hjælp og assistance til andre, jeg har altid en skulder parat, jeg giver virkelig meget af mig selv, men jeg beder sjældent om at få noget den anden vej, og det kommer ikke af sig selv. Det handler også om, at jeg har været i gang med for meget. For spredt fokus, for mange projekter, for mange ambitioner her og nu, for der er for pokker så meget, jeg gerne vil!

Men jeg har i den grad brug for at trække mig! Det viser sig tydeligt, når jeg begynder at ignorere sms´er om aftaler, krav og forventninger. Lidt som at lade være at tømme postkassen, for så er regningerne jo ikke kommet vel? Jeg har kørt for hårdt på siden starten af sommeren, jeg har glemt at stoppe op, mærke efter og trække vejret. Jeg orkede ikke engang at holde min fødselsdag, jeg vil hellere bare sidde i fred, for mine ører summer og mit hjerte hamrer.

“Somme tider, så bliver jeg så urimelig over for mine omgivelser, det gør jeg altså” siger Jørgen Leth i en af hans fantastiske tekster på Ingen regning til mig albummet. Jeg bliver også urimelig. Lige mens jeg er urimelig, så mener jeg bestemt, det er mine omgivelser, der er urimelige!! At de da ikke kan se det? Forstå det? Mærke det? Men det kan de ikke.

Krav og forventninger er det sværeste lige nu. Og andres behov. Jeg har to børn på 6 år, og de har det altså med at stille krav og have både forventninger og behov. Det er jo ikke noget, jeg kan trække mig fra. Men også her bliver jeg urimelig, og det gør mig ondt! Jeg bliver hende sure mor, som er så træls, og som ikke gider noget og som bare siger nej. Jeg bliver dum og sur, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud!

Der er tydelige tegn på, at jeg er gået over grænsen for, hvad jeg kunne rumme. Der er tydelige tegn på, at jeg har lagt låg på min sensitivitet, fordi jeg ikke orker at tage hensyn til det hele tiden. Jeg mærker min menneskelighed, og jeg mærker et behov for, at der er nogen, der spørger MIG, om JEG er ok. Men hvordan skal verden vide det, når jeg aldrig udtrykker det behov? Hvordan skal de regne ud, at når jeg er stille, så er det fordi, jeg er brugt op? Jeg tænkte, det kunne de regne ud, men det kunne de ikke. Og det er vel egentlig ok?

De næste par timer trækker jeg stikket ud til forpligtelser, krav og forventninger. Jeg vil fordybe mig med min forsømte symaskine og sy noget til mig selv. Jeg vil løbe en tur og læse i en bog. Og så vil jeg lade op til vores første skolefest i aften. Der kommer mange tusinde mennesker. Shit!

Brainstorm på stress symptomer

I går til yoga, da vi lå i restorativ*, kunne jeg mærke et ekstra stort behov for at blive liggende. Jeg lå, som altid, med en øjenpude på, og var helt inde i min egen verden. Jeg ville bare så gerne trække tiden ud, ligge der så længe, jeg havde brug for det. Da tiden var gået, var det nærmest grænseoverskridende for mig, at vende tilbage til rummet. Jeg ville bare så gerne blive i roen. Sådan foregår det desværre ikke, yogatimen sluttede, men jeg måtte bruge lidt tid til at tænke over, hvorfor jeg lige i går havde det store behov for at forsvinde ind i min ro, ind i min egen verden.

Og det var rigtig svært at indrømme over for mig selv, men jeg må nok indse, at jeg på det seneste har fået et par af de pokkers stress symptomer igen, og tankerne er begyndt at hobe sig op og blive filtret ind i hinanden. Det er ikke stort og alvorligt og farligt lige nu, men det bliver det, hvis ikke jeg stopper op nu, finder ud af, hvad det drejer sig om, og viser, at jeg er blevet klogere end sidst. Mine symptomer på en stress, der ligger og lurer er en indvendig sitren i hele kroppen, for høj puls, for mange tanker, træthed, meget overfladisk vejrtrækning, øget behov for at spise på følelserne.

På en måde kommer det bag på mig. Jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg havde styr på det nu. Det har jeg i det store hele også, og jeg regner da med, at bide den her over, inden den får ordenligt fat. Men det kan jeg kun, hvis jeg finder ud af, hvad det handler om.

Jeg har brainstormet lidt på det, bare for at få styr på, hvad det egentlig er, jeg går og tænker på for tiden. For der er ikke synderligt meget, der har ændret sig i min hverdag som sådan. Eller måske er der.

Jeg vil gerne dele min brainstorm med jer, måske kan I bruge det, måske kan I ikke. Jeg mener, at en brainstorm er et yderst virkningsfuldt værkstøj, til at få tankerne ud af hovedet og ned på papir. Få det hele med, også det du synes lyder fjollet eller ubrugeligt. Skriv det ned, kig på det, gå væk, kig på det igen dagen efter, føl efter i maven. Hvad reagerer du på, af det du har skrevet ned? Er der noget, der giver et sug i maven, tårer i øjnene eller andre fysiske signaler? Hvilke vil du gerne krybe udenom, og hvilke kan du nemt slette igen?

Brainstorm på mulige årsager til stress symptomer, uden filter.

-børnenes skolestart

-ny struktur herhjemme

-rod på kontoret

-kost der ikke nærer mig optimalt

-alt for lidt vand

-urolig søvn

-for mange jern i ilden

-en følelse af utilstrækkelighed

-utålmodighed

-perfektionisme

-spørgsmål omkring egen virksomhed

-tanker omkring mine evner

-følelsen af at være bagud

-for lidt ro

-mangel på meditation

-for meget kaffe

-følelsen af at skulle være noget for nogen meget af min tid

-mine besøg af selvindsigt den seneste tid

-nye relationer, hvordan skal de være fremover

-gamle relationer, hvad gør godt og hvad gør ikke

-præstationsangst

-følelsen af forkerthed

-iver efter at ville det hele på den halve tid

-følelsen af at give uden at modtage

-en masse ny viden på meget kort tid

-har svært ved at sætte grænser

 

Jeg skriver alt det ned, som jeg forbinder med en ubalance i mit liv for tiden, også det jeg ellers ikke ville forbinde med stress. Bliv ved at skrive ned, til du har siddet 5 minutter uden at kunne finde på mere. Vær sikker på, du har det hele med, også det du ikke har lyst til at skrive ned og se i øjnene. Listen er til dig alene, ingen andre behøver at se den, så du kan godt skrive det hemmelige og det grimme ned også. Det meste kan måske slettes igen, men det er ligegyldigt, det handler om, at få belyst, hvad der rører sig i livet for tiden, som kan bidrage til en ubalance. Derefter kan vi arbejde med det, flytte noget hen på nogle andre pladser, slette noget, og fremhæve noget andet. Alle tingene på listen, fylder noget i mit liv lige nu, og når jeg får skrevet det ned på den måde, så kan jeg se, at det faktisk er ret mange tanker på en gang. Det kan også være, det er et enkelt område, der skal kigges på, og så er det overstået.

Tankemylderet mærkes ved, at jeg tænker alle tankerne på en gang, og ikke en af gangen, som jeg helst vil kunne, og som jeg ellers har kunne siden januar. Nu får jeg alle tankerne filtret ind i et garnnøgle i hovedet hele tiden, og jeg skal stille og roligt vikle dem ud igen. Det her skal løses, inden det sætter sig, det er der ingen tvivl om. Tidligere havde jeg tankemylder, når jeg gik i seng, det har jeg ikke nu. Jeg falder fint i søvn, men vågner til gengæld flere gange om natten og tænker og tænker, og kan ikke falde i søvn igen.

De næste par dage vil jeg bruge på at kigge på min liste ind i mellem, overstrege noget, understrege noget andet. Og så vil jeg bruge lidt tid på, at finde ind til roen i min egen verden, der hvor jeg var i går, og se om jeg kan tage noget af det med mig tilbage til virkeligheden.

Synes du det giver mening, at lave en brainstorm på den slags symptomer i livet? Lad mig endelig høre.

shavasana

*restorativ er de 5-15 minutter efter aftenens yogapraksis, hvor vi ligger i en afslappende, modtagelig stilling, ofter den der hedder shavasana, som du kan se på billedet herover, men det kan også være andre utrolig givende stillinger. Det er i restorativ, vi høster frugterne af den praksis, vi lige har været igennem, det er her, der sker noget helt særligt i krop og sind.

 

Nu knirker isen igen

Jeg har sådan en følelse af, at jeg i perioder svømmer rundt i koldt vand under isen. Jeg kan godt holde vejret et vist stykke tid, og jeg vænner mig altid til at svømme rundt dernede, selvom det er koldt, og jeg godt ved, der er en verden oven over. Efter noget tid begynder jeg alligevel at lede efter huller i isen, for det kan blive virkelig koldt og ensomt at svømme rundt dernede. Koldt, ensomt, og hårdt, men alligevel trygt og velkendt.

Ind i mellem finder jeg så et lufthul, stikker hovedet op, og hver gang bliver jeg så glad. Sikke et lys, sikke en duft, sikke en varme. Der er liv deroppe og det gør mig godt. Jeg kravler op på isen, bevæger mig rundt, og hver gang tænker jeg, at her skal jeg være for evigt, her er meget bedre end nede under isen i det kolde vand. Men efter et stykke tid begynder isen at knirke og knase, den rykker på sig. Jeg bliver pludselig i tvivl. Hvad skal jeg gøre, når isen sprækker om lidt? For det ved jeg, den gør. Skal jeg lade mig dumpe ned i det kolde velkendte vand og lade isen lukke sig over mig, og så svømme rundt indtil jeg igen får brug for luft? Eller skal jeg se, om jeg kan finde land, se om jeg kan komme væk fra isen? Hvis jeg skal finde land, får jeg brug for noget at navigere efter. Men måske kan det godt betale sig, at gøre en indsats for det. Jeg ved det ikke. Lige nu knirker isen under mig. Om lidt begynder den at sprække. Jeg skal endnu en gang vælge, om jeg skal lade mig dumpe i, eller om jeg vil kæmpe for at finde land, eller i det mindste hoppe fra én isflage til en anden indtil jeg har tænkt mig godt om.

Det underlige er, at hver gang jeg er på isen, og isen er stærk og solid, så glemmer jeg helt, hvordan der var nedenunder. Jeg tror på, at det er her, jeg skal være for altid. Hver gang. Men gang på gang viser det sig, at det ikke hænger sådan sammen. Gang på gang skal jeg vælge. Jeg skal mærke efter, hvad jeg orker. Jeg har på fornemmelsen, at jeg stadig har et par svømmeture i mig, før jeg er klar til at gå på land….indtil da, vælger jeg at stole på processen.

breathe

Kære Dagbog – jeg er her endnu.

Egentlig så mistede jeg motivationen lidt til at blogge her hen over sommeren. Jeg tænkte, at det nok ville vende tilbage, når efteråret ramte, når dagene blev kortere. Men det skete ikke rigtig. Når jeg tænker mig godt om, så kan jeg se nu, at det er fordi, livet på den anden side af skærmen har fyldt så meget, at den her del af livet blev sorteret fra. Der var simpelthen ikke plads til at præstere her også. Alt hvad jeg skrev blev halvhjertet, lidt uinteressant og små kedeligt og endte med at blive slettet igen. Tja, det bliver det måske også fremover, men nu er presset herude i den virkelige verden i hvert fald lettet lidt, så jeg giver det en chance mere.

Da jeg læste det her indlæg for nogle dage siden, så gik det også op for mig, at det Ulla siger i sit meget velskrevne indlæg også spillede ind hos mig. Det vidste jeg bare ikke, før hun sagde det højt. Samtidig har jeg for tiden lidt svært ved at finde den røde tråd i min blog. Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg bidrage med? Hvor har jeg noget at byde ind med? Jeg har brug for at definere bloggen på en måde, så det ikke bliver et stort misk mask af alt og intet. Hvad er det, I gerne vil læse om? Vil I læse om mig og min familie? Er det opskrifter? Er det billeder af de ting, jeg syr? Er det en blanding, hvor det hele er med? Med Ullas indlæg i tankerne, så ville det være rigtig dejligt med lidt feedback her.

Men når nu jeg alligevel skriver, så kan jeg da fortælle, om lidt af det, der har fyldt mit liv den sidste tid.

Jeg har fået min egen hule. Min kære mand har fået sig et kontor ude i byen, så jeg er nu alene på skansen herhjemme i dagtimerne. Det nyder vi begge i stor stil. For skal jeg være helt ærlig, så er fælles kontor med manden på hjemmeadressen ikke det, der har bidraget allermest til hverken vores arbejds eller privatliv de sidste måneder. Vi havde begge brug for forandring. Det betyder, at jeg nu har mere luft omkring mig, mere ro og det har han også. Det har givet os en masse på arbejdsfronten, og det har givet mig plads til at drømme stort i mit lille rum. De drømme vil jeg gerne dele med jer snart, men det må vente lidt endnu. Jeg er ikke klar.

Derudover, så har min lille Ronja fyldt meget i mine tanker. Hun har haft det svært, og egentlig har det nok handlet meget om, at JEG har haft det svært. Det smitter hende med det samme, når jeg har de der stressede knuder i maven. Et af de karaktertræk hun har arvet fra mig, på godt og ondt, er at hun er særlig sensitiv. Forskellen ligger så i, at jeg er voksen, jeg kan læse mig frem til, hvad det drejer sig om, både for hende og for mig selv, jeg kan mærke efter, men hun er lille, og må bare spille med. Jeg kan ikke forklare hende det. Endnu. Det har givet nogle rigtig dumme situationer, når både hun og jeg er brugt op, og der samtidig også er en lille dreng og en far, som også har brug for en plads her i familien. Nu er mine knuder i maven langsomt ved at løsne sig, og det smitter heldigvis også. Det er helt utroligt, så stor indflydelse både det sagte og usagte har på vores små børn. Sikke et ansvar man bærer på. Jeg håber, vi er på rette spor nu.

Jeg har været hos min ene fysioterapeut i dag. Som nogle måske kan huske, så går jeg hos to forskellige (mand og kone). Den lange historie omkring hvad der er kommet ud af det forløb, vil jeg fortælle om en anden dag, det kræver vist sit eget indlæg. Men i hvert fald, så har jeg hen over sommeren ikke været ret meget hos ham, mest hos hende. Og i dag da jeg kom, der lyste han helt op. Han var så glad og kunne tydeligt se, at den kvinde der kom ind af døren i dag, er en helt anden, end den der kom hos ham første gang tilbage i januar! Det skal lige indskydes, at den mand altså ikke er en normal fysioterapeut. Han kan noget mere, det er jeg ikke i tvivl om. Han behandler hele mennesket, ikke kun den smerte, der lige sidder i lænden, nakken eller hvor den nu sidder. Og han så, at jeg er kommet langt. Han har forstået mig, og behandlet mig ud fra, hvad han så. Det har været fantastisk, og det var rigtig dejligt, at han så noget andet i dag. Jeg har fået glimtet i øjet tilbage, min holdning ændrer sig, mine konstante smerter er på retur, lige nu har jeg flere dage uden smerter i ryggen end jeg har med smerter. Det er en ny verden. Boblen om mit hoved er sprunget, jeg føler det nærmest som om, jeg ikke kunne se, og nu har fået briller.

Jeg tager et skridt af gangen. Det kan godt være, det ikke altid går så hurtigt, men jeg er på vej. Men SKAL det gå hurtigt? Jeg har vist aldrig gjort noget hurtigt, til stor irritation for min omverden og mig selv ind i mellem, men hvis det nu engang er sådan jeg er? Der er jo en grund til, vi har fået indrettet vores liv herhjemme, som vi har. Jeg passer ikke ned i hurtig kassen. Jeg passer ikke ind i det konventionelle arbejdsliv. Det ødelægger mig. Men jeg føler stadig, jeg skal undskylde for det?! Hvorfor skal jeg hele tiden stræbe efter, at lave mig om, så jeg passer ind i det liv, som andre lever? Ja, jeg er SÅ privilegeret, at det kan lade sig gøre sådan her, men er det forkert? Det betyder ikke, at jeg bare fiser den af, for det gør jeg langt fra. Jeg halter altid bagud, har altid travlt. Men jeg nyder, at jeg kan gøre det jeg skal i ro og fred. Og se, nu følte jeg alligevel et behov for at fortælle, at jeg faktisk har travlt og er bagud?! Endnu en gang skulle jeg forklare og forsvare. Selv på en blog, hvor de fleste læsere, slet ikke er nogen, jeg møder i mit virkelige liv. Utroligt. Det må jeg arbejde videre på.

Nå, måske var det et sidespring, eller måske var det det, jeg virkelig ville sige? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald noget af det, der rører sig i mit liv for tiden. Det der fylder mine tanker.

Og er det så ikke ved at være fast, at der til indlæggene om mine tanker, hører et pinterest quote? Jo, det tror jeg vist nok, så her får I en af mine favoritter for tiden. Jeg siger det bare…

busy