Tag-arkiv: sukker

Lidt om lchf kage, mit indre sukkermonster og en opskrift på snaskede chokolademuffins.

Som de fleste af jer ved, så hælder jeg til lchf kosten. Når jeg skriver hælder til, så betyder det, at jeg egentlig bare føler, at jeg spiser mad, og ikke er så glad for alle de kasser, det kan puttes i. Det kan hurtigt give en fornemmelse af, at man gør noget forkert, hvis man ikke konstant overholder nogle bestemt principper eller retningslinjer. Og den følelse har jeg egentlig haft nok af i mine fedtforskrækkede dage! Hvis mad konstant handler om rigtigt og forkert, så synes jeg nydelse, nærring og energidelen træder i baggrunden, og det har jeg ikke længere lyst til.

Når det er sagt, så har jeg jo mærket, hvor stor forskel det har gjort for mig, at jeg har budt fedtstof velkommen i mit liv efter mange mange år uden. Og at jeg samtidig har minimeret sukkerindtag og ikke længere lever af hjemmebagte boller og rugbrødsmadder. Det har givet min krop en ro. Og den ro mærker jeg især, når jeg ikke har den! For jeg tager også nogle gange nogle valg, som er virkelig dårlige for mig, og så må jeg æde konsekvenserne de følgende dage, ja uger kan det vare. Suk. Der mærker jeg for alvor, hvor godt det er for mig, at spise lchf kost.

Men, jeg har været nød til, at finde mig et sted midt i mellem, hvor jeg tager hensyn til alle i familien. Det er en lang forklaring, så det vil jeg ikke gå i dybden med, for lige nu handler det egentlig bare om kage og bagværk. Det er nemlig ikke lykkedes mig endnu, at sælge kage og brød herhjemme, som er bagt helt uden mel. Ind i mellem lykkes det, men det er for sjældent til, at jeg egentlig orker. Jeg selv er rigtig glad for det, og jeg finder oftest min inspiration hos denne dejlige dame, og hun kan om nogen sit stof. Men når jeg bager lchf kage, så er det oftest små portioner, for det er mest mig der spiser det. Jo, der er bestemt nogle opskrifter, som ryger indenbords med stor appetit, som børnekiksene fra Janes Spis dig mæt og slank, bananbrødet sluger ungerne også gerne, og mine egne glutenfri knækbrød spiser hele familien, men når jeg skal lave kage, så må jeg altså gå på kompromis.

Det er ikke ret tit, vi bager kage. Egentlig ærgrer det mig lidt, for ungerne elsker at bage, og det kan være en rigtig hyggelig ting, at gøre sammen. Det kan også være en aktivitet fra helvede, hvis begge børn er med og de hele tiden bliver uvenner over hvem der skal hvad, og det ender med mel og æg i hele køkkenet!! Jeg elsker kage, jeg elsker at bage kage, og at spise kage, men der er så meget kage og guf alle vegne, at det sjældent levner plads til, at vi selv får bagt. Og så er der lige det med, at hvis jeg ikke bager lchf style, så dukker det ondeste sukkermonster op i mig. Det er f.eks. gerne til børnefødselsdage, jeg får et gensyn med det kære sukkermonster. Når bunden er lagt med hvide boller, og kage, ja, så er det man finder mig begravet i lagkagen på den Gollum agtige måde “Mmmm, my precious” når aftensmadstiden nærmer sig. Sukkermonsteret i mig råber “Vig bort, rigtig mad, det er mig, der bestemmer i dag!”  Og så er det, jeg går i seng klokken 21 med hovedpine og ondt i hele kroppen. Og det er ikke væk næste dag. Nej, der må jeg døje med de onde sukkertømmermænd, som betyder jeg er sur og træt hele dagen, og drømmer om den forbandede lagkage, som intet godt gør for mig.

Den kamp orker jeg ikke ret tit. Det er uværdigt, og det gør ikke noget godt for mig eller min familie. Så er det ligesom bare nemmere, at lade være med at bage. Eller tage til børnefødselsdag, men den del er ligesom en del af livet, jeg må lære, at navigere i.

Nå, men al den her kagesnak kommer sig af, at i går var begge børn hjemme. Bertram er syg, og Ronja fik en velfortjent fridag. Men eftersom hun ikke var syg, men var i fin hopla, og ikke lå splattet ud på sofaen, så skulle der ske noget. Og hun ville så gerne bage! Jeg har en muffinbog, hun ofte beundrer, og hendes store yndige øjne fik mig overtalt. Jeg holdt mig dog fra muffinbogen, men fik kringlet den, så jeg kunne lave nogle muffins, hvor vi mødes på midten. Jeg tog udgangspunkt i mine hjemmelavede mælkesnitter, for de var jo eddergode, og indeholder mindre hvedemel og sukker end mange andre kager. De blev virkelig gode! Og sukkermonsteret blev holdt på afstand. Og så var Ronja så venlig, at dele muffins ud til det meste af nabolaget, så der ikke lå 18 muffins og fristede. Det hjælper også på det, ik!

Her er, hvad jeg brugte til 18 muffins:

150 gram blødt smør

5 spsk. kokossukker

2 æg

5 spsk. hvedemel

6 spsk. fiberrigt mandelmel

5. spsk. kakao

2 spsk. fiber Husk

2 tsk. bagepulver

2 dl. sødmælk

Pisk smør og æg luftigt, tilsæt et æg af gangen og pisk videre. Bland alle de tørre dele, og pisk dem i også, du kan også bare vende det hurtigt i med en ske, så bliver dejen mere typisk muffinagtig. Til sidst vendes mælken i, lidt af gangen.

Fordel dejen i ca. 18 muffin forme (alt efter hvor store du vil have dem) og bag dem i et kvarters tid ved 180 grader. Laver du dem større, skal de have lidt længere. Stik i dem med f.eks. en spids kniv, for at tjekke om de er færdige. Lad dem køle af 5 minutter i formen, og vend dem derefter ud på en rist.

chokolademuffins

Her er de næsten direkte fra ovnen, men da de var kølet ned fik Ronja lov at pynte nogle med både glasur og hjertekrymmel. Så var det ligesom også sikrere, at jeg ikke gik amok og åd dem alle, for jeg bryder mig ikke om glasur. Eller krymmel.

chokolademuffins

Sukker og sødestoffer, endnu en gang.

Mit indtryk er egentlig, at der har kørt en ret intens debat om sukker og sødestoffer i flere år nu. En debat som bogen Kernesund familie* vel var med til at starte op? Er det ikke nogenlunde derfra den har kørt? Eller var det bare der, jeg blev interesseret og så har det hængt fast hos mig? I hvert fald så læste jeg Kernesund familie, mens jeg var gravid, og jeg var lidt sent ude med den bog, og eftersom mine børn nu er 4 år, så er det omkring 5 år den debat må have kørt i mit hoved? Men på de 5 år, oplever jeg ikke, at der er sket ret mange reelle ændringer, så i det store hele er folk vel ikke enige i konklusionen om farerne ved både sukker og kunstige sødemidler. Men eftersom jeg selv tror på det, og selv gør en masse for at holde sukker i stram snor og sødestoffer helt ude, så får jeg konstant følelsen af at være hysterisk, overdrevet og ude af trit med virkeligheden. Jeg føler ofte, at jeg står alene med mine holdninger (heldigvis deler min kære mand og jeg holdninger om det her emne), men når nu vi må gå ud fra, at alle vil det bedste for deres børn, og jeg virkelig tror på, at sødestoffer er giftige og sukker er noget møg i dagligdagen, så ville det da være underligt, hvis ikke jeg forsøger, at holde det ude af deres hverdag? Men når nu det er noget, som andre mener er helt ok i større eller mindre mængder, så ender jeg som hende den hysteriske mor. Jeg er bare helt sikker på, at andre forældre også ville forsøge at undgå, at deres børn får “fødevarer” som de selv anser som giftige eller bare som noget møg. Men så så længe det “bare” drejer sig om sukker og kunstige sødemidler, som er så infiltreret i vores hverdag, så er det mig, der er galt på den.

Et frugt og grøntfad, som jeg lavede den anden dag til ungerne og deres legekammerater, som var med hjemme fra børnehaven. Det blev revet væk som varme boller.

Jeg er selv en overvægtig sukkerjunkie, så jeg ved på tætteste hold, hvad det møg kan gøre ved én. Jeg tror faktisk, de fleste mennesker er sukkerjunkier, ganske uden de ved det, men det er en anden snak. Jeg har selv drukket cola light, og kun cola light i ca. 13 år, så også her ved jeg, hvad det gør ved kroppen, og hvor afhængig man bliver. Jeg drikker det ikke længere, jeg stoppede fra den ene dag til den anden, jeg har ikke savnet det, og jeg rører det ikke igen. Så det er ikke fordi, jeg ikke har erfaringer med både sukker og de kunstige sødemidler, for det har jeg i den grad. Det er noget bras, det gør ikke noget godt for nogen, og det har sneget sig ind så mange steder, at vi ikke engang længere opdager, hvor meget vi får på en dag.

Jeg har oplevet episoder med både sukker og sødestoffer, som generede mig, så sent som i dag, og det er endnu kun tidlig eftermiddag. Ungerne skulle til frisør i dag, den ene efter den anden. Vi kørte ned til byen, Bertram og ham faren gik ind først, og jeg skulle i økobiksen og købe noget specielt kokosmel (som hun så ikke havde, hmrf)så der gik Ronja og jeg ind. Da vi kom derind, var der temmelig mange børn, godt nok er det lørdag, men alligevel. De fik alle sammen en lille økologisk skub-op-is af den slags vi selv har liggende i fryseren, så den genkendte Ronja selvfølgelig, og ville gerne have en. Der var åbenbart gang i noget skattejagt, som startede i økobiksen. Jeg tænkte, at det kunne vi da lige nå, inden det blev Ronjas tur til at blive klippet. Vi fik et skattekort, Ronja fik sin lille is, og vi gik afsted mod de butikker, der stod på kortet. Første stop var en skobutik, og gæt hvad Ronja fik? En slikkepind!! WTF? En slikkepind og en reklame nøglekæde. Gæt om hun overhovedet har set, at hun fik andet end slikkepinden? Hvorfor ikke bare nøjes med kæden? Nu ville Ronja slet ikke have mere is, nu ville hun have slikkepind. Fokus er på nuværende tidspunkt røget fuldstændig for pigen og jeg er småirriteret indeni, og er egentlig klar til at stoppe skattejagten her. Jeg kan så se på kortet, at man også kan gå ind i en lille børnetøjsbutik på vej tilbage til frisøren, så det prøver jeg lige, for de giver vel ikke slikkepinde alle steder? Nej, det gjorde de ikke, for i børnetøjsbutikken fik vi så juice! Hvorfor kan de ikke dele noget reklamebras ud i stedet? Godt så, jeg kapitulerer og går tilbage mod frisøren. Bertram ser selvfølgelig gevinsterne og vil også, og det kan jeg da fint forstå. Ham faren går derfor i Økobiksen og starter forfra. Han kommer dog ikke til skobutikken, men havner i stedet i brillebutikken, og det er jo fint nok, for der får man en ballon. Men kan man nøjes med en ballon? Nej, de får da også en pose med ikke mindre end 8 bolcher (som faren puttede i lommen). Der er faktisk 5 butikker endnu på kortet, og en af dem er endda slikbutikken, men her er man da selv ude om det, hvis man går derind så det gjorde vi ikke. Da Ronja og jeg er færdige i mødes vi med drengene, og vi må selvfølgelig i brillebiksen så Ronja også får en ballon. Og så bad jeg om KUN at få en ballon, tak. Ronja blev glad for sin ballon, men havde hun også fået bolcher, så havde ballonen være overflødig. I mellemtiden havde faren og Bertram fundet vej til en herretøjsbutik, så da vi kom tilbage til dem, sad Bertram med endnu en slikkepind. Og så sluttede festen altså. Jeg vil tro, vi har været i byen i 50 minutter max, inkl to frisørbesøg, og på den tid havde ungerne fået i alt 6 slikkepinde (ja, for de fik jo også hos frisøren, som ikke var så venlig, at spørge forældrene først, om det var i orden), de 3 smadrede halvvejs, de opdagede intet af det andet de fik, og der var ballade over at de ikke fik ens osv osv osv.

Så kan man måske argumentere for, at det er også fordi, de ikke får noget ret tit, så bliver de helt vilde, når de endelig gør. Men nej, det passer ikke. De får faktisk ret tit noget, lidt for tit faktisk. Både herhjemme og andre steder. Så det argument holder ikke. Det handler om, at de selvfølgelig kan mærke, hvor dejligt kroppen får det af at få sukker, ligesom alle andre. De kan som små børn bare ikke se de langsigtede mulige konsekvenser, og der skal jeg som forældre træde til, det er vel min pligt?

Senere hjemme sidder Ronja hos en af de andre i bebyggelsen og hygger. Jeg kommer lige derover, fordi jeg ikke har set hende længe, og vil lige tjekke om alt er ok. Hun sidder så, og drikker blåt saftevand. Hun viser mig det, og hun har ikke drukket ret meget, jeg tror faktisk ikke, hun kunne lide det. Og det stank, jeg siger det bare. Det kan da for pokker ikke gøre noget godt for nogen, at drikke noget så kunstigt som blå Fun light, der stinker som jeg ved ikke hvad? Og hvad gør jeg? Ingenting. Jeg sluger min kamel og lister hjem igen. Der er så mange følelser blandet ind i det mad, så hvis jeg siger noget til de forældre, der til daglig giver deres eget barn Fun light, så vil det lyde som om, jeg anfægter deres evner som forældre. Og det er ikke det jeg gør, jeg vil bare gerne have lov, at vælge noget andet på mine og mine børns vegne. Det kan muligvis godt være, det virker fordømmende på andre, men det er ikke det, der er hensigten.

Og her er beviset på, at jeg ikke er det mindste hellig. Fredagsguffen i går var hjemmelavet jordbæris i vafler med en mini flødebolle på toppen. Så det handler vitterlig ikke om, at jeg ikke under dem noget, jeg er bare ked af, at det er blevet så stor en del af hverdagen, og at vi som forældre skal føle, at vi skal forsvare os, fordi vi ikke har lyst til at vores børn skal have blå saftevand og slikkepinde fra Gud og hver mand. Det er IKKE synd for børnene, at sukkerindtaget bliver holdt i kort snor, det mente jeg i går, det mener jeg i dag, og jeg mener det højst sandsynligt også i morgen. Og så fik jeg vist raset ud for den her gang.

God lørdag aften herfra.

*Jeg vil lige pointere, at jeg ikke er ubetinget tilhænger af den kernesunde livsstil, men jeg mener, hun har fat i nogle pointer, som trængte til at blive hevet frem i lyset.