Tag-arkiv: Tandlægebesøg

Kære Dagbog – Jeg kunne jo godt lige…

I dag har jeg været ved tandlægen. Igen. Det er 3. gang på en måned, og for en med udtalt tandlægeskræk, så er det altså lidt af en omgang. Først fik jeg lavet en rodbehandling over to omgange, og i dag har jeg så fået hevet en kindtand ud. Den var flækket på langs pga en gammel rodbehandling. Det skulle tage ca. en halv time at trække den tand ud. Det gjorde det så ikke, det tog TO!!! To f…… timer lå jeg der med åben mund og var så sårbar. Den ville bare ikke ud, den pokkers tand. Min stakkels tandlæge endte med at svede som hest, som han selv sagde. Jeg fik ca. 12 sprøjter, for bedøvelsen bliver ikke ret længe i mit system. Han hev, flåede, borede, trykkede og rokkede. Og da jeg langt om længe var færdig, sagde han, at skulle jeg en dag have trukket flere tænder ud, så skulle jeg få en tid hos en hospitalstandlæge. Jamen, så blev det jo afgjort, jeg skal ikke have trukket flere tænder ud. Ever!!

Jeg klarede det nu ok, hvis jeg selv skal sige det. Han sagde, jeg var meget tålmodig, men come on, hvor meget valg har man, når man ligger der? Jeg har den sødeste tandlæge, der lytter, beroliger og forstår. Det er dejligt, trods alt. Og efter den her omgang, så glæder jeg mig helt vildt til at vende tilbage og bare få en stille og rolig tandrensning. Argh, helt vildt er nok så meget sagt, men det bliver piece of cake!!

Her til eftermiddag har jeg så meldt mig lidt ud af familien. Jeg er ovenpå. I min seng. Og i min hule. Egentlig har jeg slet ikke så ondt nu, som jeg frygtede. Og når jeg ikke har ondt, så kunne jeg jo godt lige lave aftensmad? Jeg kunne jo lige ordne den rodebunke, der på mystisk vis er vokset ud af ingenting, på gulvet ved siden af min seng? Når jeg nu alligevel ligger der?! Jeg har jo ikke så ondt, så hvorfor bare ligge der? Altså lige bortset fra, at tandlægen beordrede mig hjem i seng, så tanden får ro til at hele. Men jeg er lidt irriteret over den der tanke om at bare lige kunne, hele tiden dukker op. Hvorfor kan jeg ikke bare ligge ned, læse min bog, se noget tv, hive stikket ud? Begge dele hiver i mig. For nej, jeg kan ikke bare lige. For jeg er fuldstændig drænet for energi. De to timer tog alle kræfter ud af mig for i dag. Jeg har ikke noget at give af. Jeg tusser lidt rundt, putter med et barn der trænger, snakker lidt med en træt familiefar, ligger lidt igen og tænker at jeg kunne jo godt lige, for det gør jo ikke så ondt.

Hvor tit er det lige, jeg melder mig ud og går op på mit værelse? Aldrig. Så nyd det dog for pokker, når nu det skal være. Mon det er de der stressknuder i maven, der alligevel stikker sit grimme fjæs frem? Følelsen af hele tiden at skulle præstere? Følelsen af, at når jeg laver ingenting, så er jeg doven?

Jeg vil prøve at trække vejret dybt ned i maven, forsøge at lukke de eftermiddagstrætte i familien ude, og glæde mig over, at jeg trods alt ikke har så ondt, som jeg havde forventet efter den omgang. Peace out.

tandlægen