Tag-arkiv: tanker om livet

Kære dagbog – tanker om kost, sygdom og holisme

I dag har jeg bare lidt blandede tanker om kroppen, jeg håber, du kan finde hoved og hale i dem. Om der er en rød tråd, det ved jeg ikke, men prøv at følge med.

Da jeg for lidt over to år siden fik konstateret livmoderhalskræft, hørte jeg under cancerpakken (ja, here we go again, jeg snakker stadig om kræft). Når man hører under cancerpakken, så skal man indkaldes til samtale inden for to dage. Alt er lidt hu hej agtigt. Og hurra for det, for bare den weekend vi skulle gå i uvisheden var en evighed. Nå, men når man så er til den her samtale, så skal man svare på en hel masse spørgsmål om ens fysik, psyke og historie. Jeg skulle svare på de der åbenlyse spørgsmål om jeg røg, om jeg drak alkohol osv osv. Ikke én gang var der et spørgsmål, der var kostrelateret. Og det undrer mig i den grad. Lægen til samtalen udfyldte et vældig langt skema om mig, som jeg vil gå ud fra, indgår i diverse statistikker, så de kan finde frem til, om min kræftform ofte rammer rygere, folk der drikker eller ikke drikker alkohol, folk der motionerer, folk der er overvægtige og alt mulig andet. Men altså ikke om det er en sygdom, der oftere rammer vegetarer, eller folk der ikke spiser fisk, eller folk der ikke drikker vand i dagligdagen, eller folk der kun drikker cola light, eller folk der drikker blå fun, spiser for mange jordbær eller økologisk skimmelost.

Jeg mener bare, kosten spiller da en rimelig stor rolle i vores hverdag. Vi spiser mange gange hver dag, og der er virkelig stor forskel på, hvad vi som mennesker indtager. Da jeg fik konstateret min sygdom, havde jeg f.eks. levet udelukkende af cola light i mere end 10 år. Og uanset om det er cola light eller appelsin juice, så kan jeg bare forestille mig, at 1,5 liter af den samme drikkevare hver dag i over 10 år måske kunne være interessant at have med i en statistik? Det bliver alligevel til et par liter over tid. På 10 år straight bliver det til 5475 liter, og det skulle da være underligt, hvis ikke det kunne påvirke mit helbred i en eller anden forstand? Men ingen spørgsmål om kostvaner overhovedet. Hvorfor er det ikke interessant? Hvorfor er det ikke interessant, hvor ofte jeg spiste chokolade og dårlige chips? Eller hvor meget eller hvor lidt grønt? Hvor meget eller hvor lidt kød? Fisk? Sukker?

Og så lidt noget andet, men alligevel ikke. Lige nu går jeg i behandling hos to forskellige fysioterapeuter. Jeg er blevet henvist dertil af en helt anden fysioterapeut. Hun gav nemlig op, og vidste selv, at hun ikke kunne gøre mere for mig. Hun kunne simpelthen ikke regne ud, hvad der var galt. Hvorfor min ryg ikke fik det bedre. Og hvorfor mine smerter pludselig havde ændret karakter. Og hatten af for hende for at sende mig videre, det er der ikke mange der ville gøre, og stadig føle, de havde æren i behold.

Det eneste de to nye fantastiske mennesker i mit liv ikke behandler, er min ryg. For lige med det samme fandt den ene ud af, at den er gal med mine fødder. Og dem har ingen kigget på før. Jeg har gået hos flere behandlere, gået til rygtræning på hospitalet osv. Og jeg vidste bare, at det var ligegyldigt. Det var symptombehandling, og hver gang de har nævnt operation af min ryg, så har jeg sagt nej! Jeg har åbenbart vidst, at det ikke var dér, den i virkeligheden var gal. De proppede mig med smertestillende, som jeg skulle tage flere gange om dagen. Jeg ville ikke have dem. Jeg vidste, at det ikke ville løse noget på lang sigt. Bevares, jeg har taget smertestillende mange gange, efter behov, for ellers kunne jeg jo til tider slet ikke fungere. Men at spise 16 piller om dagen, det vil jeg altså ikke! Det går det jo for pokker ikke væk af. Men ingen har kigget på andet end min ryg. Ham jeg går hos nu, så det med det samme.

Hvad han også så var, hvorfor mine smerter havde ændret karakter. Det kommer simpelthen fra min operation dér for to år siden. Mit ar, som er temmelig langt, det heler så fint udvendigt, og har kun fået ros af onkologerne. Men ingen har tænkt på, hvordan det kunne være indvendigt. Heller ikke jeg. Min egen private gynækolog sagde dog, at det for nogle mennesker, kunne være nødvendigt med indvendig massage hos en særlig fysioterapeut, men ingen på Rigshospitalet har nævnt noget i den stil. Og det tog min nye fysioterapeut 5 minutter at konkludere, at det er dér, et af mine helt store problemer sidder. Jeg spænder og kompencerer i hele kroppen. Jeg har også utrolig mange følelser i klemme i det ar. Når han rører det og forsøger at løsne op, så er det som at blive stukket med knive. Det gør helt absurd ondt. Og når han så viser mig, på et andet sted på kroppen, hvor hårdt han trykker, så er det som at blive trykket helt forsigtigt. Jeg er ikke i tvivl om, at manden har ret! Og han gør noget godt for min krop. Og forklarer mig hvad og hvorfor. Og det giver i den grad mening, det han siger.

Når jeg så er inde hos hans kone, så får jeg noget behandling af mine fødder. Hun tager sig kærligt af dem (av av) inden jeg om en lille måneds tid får nogle indlæg hjem, som er lavet til mig i Canada. Efter første behandling kunne jeg næsten ikke styre min venstre fod. Hun har fået løsnet op for noget, der har været lukket af i en evighed. Og selvom hun kun skal behandle mine fødder, så går også hun op i helheden af min krop. Hun behandler nemlig ikke kun fødderne. Og det er det, der er så fantastisk anderledes, end hvad jeg nogensinde har oplevet før. Min KROP bliver behandlet, ikke kun mine symptomer og mine lokale smerter. HUN går op i, hvad jeg drikker, hvad jeg spiser, hele min historie, om jeg har slået mig som barn osv. Alt tager hun med, ja det gør de begge. Og hun går også op i, hvor meget der sidder tilbage af den psykiske del af min kræftbehandling. Som hun sagde, så når man får sådan noget så tæt ind på livet, så er det omverdenen, der bryder sammen, det er de andre, der græder, det er de andre, der reagerer. Det gør man ikke selv. Man trykker på overlev. Der er ikke andet at gøre. Og når så hele forløbet er slut, man er kommet ud på den anden side (som mange heldigvis gør), så er omverdenen glad, for nu er det jo overstået, og så er det godt igen. Men hey, jeg fik jo ikke selv reageret? Og nu kan jeg se på de andre, at det er meningen, jeg skal være glad? Men man er ikke glad. Jo, jeg var glad for det var overstået, jeg var glad for, jeg kom godt igennem det osv. Men den der følelse af, at græsset nu var grønnere på MIN side, den udeblev. Og så kan man jo gå der og føle sig helt forkert. Og lidt ensom. Og det sætter sig. Når man så ikke lytter til det psykiske, så begynder det at sætte sig fysisk, for på et eller andet tidspunkt, så skal man stoppe op. Og stopper man ikke af sig selv, så skal kroppen nok hjælpe til. Og det har den i den grad gjort nu. Kroppen har sagt stop, og jeg bliver nød til at lytte. Jeg har fået så mange tegn, og mine diskusprolapser har så været et af de temmelige in your face agtige af dem, men jeg har ikke læst dem rigtigt. Nu forstår jeg dem, men om min omverden forstår MIG, det ved jeg faktisk ikke.

Det jeg vist i sidste ende vil frem til er, at vi er nød til at tænke lidt bredere, lidt mere holistisk. Jeg er godt klar over, at alle ikke kan alt, men det må da være muligt, med lidt mere tværfaglighed her i verden. Ingen har spurgt til mine kostvaner under et helt kræftforløb (ud over selvfølgelig at pointere, hvor vigtigt det var, at spise meget, når jeg fik kemo, så jeg ikke tabte mig. Og misforstå mig ikke, jeg er onkologer og andre på Riget evigt taknemmelige for det, de har gjort for mig!! Virkelig.) Der mangler bare noget. Ligesom der har gjort i hele mit rygforløb. Ligesom der gør i mange andre sygdomsforløb jeg kender til i min nære familie. Vi mangler at tænke hele mennesket med. Og det er muligvis for meget at forlange, jeg kan bare ikke forstå, at noget som virker temmelig logisk og lige til højrebenet, er noget jeg skal lede så længe efter.

Måske lidt bøvlet og rodet, men nogle gange er det bare sådan tankerne kommer ud. Og en dagbog dømmer jo heldigvis ikke på røde tråde og formuleringer. Da slet ikke sent søndag aften. Vel?

quote