Tag-arkiv: Tanker

Nu knirker isen igen

Jeg har sådan en følelse af, at jeg i perioder svømmer rundt i koldt vand under isen. Jeg kan godt holde vejret et vist stykke tid, og jeg vænner mig altid til at svømme rundt dernede, selvom det er koldt, og jeg godt ved, der er en verden oven over. Efter noget tid begynder jeg alligevel at lede efter huller i isen, for det kan blive virkelig koldt og ensomt at svømme rundt dernede. Koldt, ensomt, og hårdt, men alligevel trygt og velkendt.

Ind i mellem finder jeg så et lufthul, stikker hovedet op, og hver gang bliver jeg så glad. Sikke et lys, sikke en duft, sikke en varme. Der er liv deroppe og det gør mig godt. Jeg kravler op på isen, bevæger mig rundt, og hver gang tænker jeg, at her skal jeg være for evigt, her er meget bedre end nede under isen i det kolde vand. Men efter et stykke tid begynder isen at knirke og knase, den rykker på sig. Jeg bliver pludselig i tvivl. Hvad skal jeg gøre, når isen sprækker om lidt? For det ved jeg, den gør. Skal jeg lade mig dumpe ned i det kolde velkendte vand og lade isen lukke sig over mig, og så svømme rundt indtil jeg igen får brug for luft? Eller skal jeg se, om jeg kan finde land, se om jeg kan komme væk fra isen? Hvis jeg skal finde land, får jeg brug for noget at navigere efter. Men måske kan det godt betale sig, at gøre en indsats for det. Jeg ved det ikke. Lige nu knirker isen under mig. Om lidt begynder den at sprække. Jeg skal endnu en gang vælge, om jeg skal lade mig dumpe i, eller om jeg vil kæmpe for at finde land, eller i det mindste hoppe fra én isflage til en anden indtil jeg har tænkt mig godt om.

Det underlige er, at hver gang jeg er på isen, og isen er stærk og solid, så glemmer jeg helt, hvordan der var nedenunder. Jeg tror på, at det er her, jeg skal være for altid. Hver gang. Men gang på gang viser det sig, at det ikke hænger sådan sammen. Gang på gang skal jeg vælge. Jeg skal mærke efter, hvad jeg orker. Jeg har på fornemmelsen, at jeg stadig har et par svømmeture i mig, før jeg er klar til at gå på land….indtil da, vælger jeg at stole på processen.

breathe

Jeg er simpelthen så sur i dag!

Og jeg prøver, at holde lidt lav profil omkring det, for jeg har to syge børn hjemme (som egentlig ikke er syge mere, men fik en ekstra dag hjemme), og det er jo ikke deres skyld, at deres mor havde en carb overdoze i går aftes vel? Og hold nu op, jeg kan ikke tåle det!!! Will I ever learn?!

Jeg er konstant sulten for tiden, for jeg får ikke spist nok fedtstof. Og når jeg er sulten, bliver jeg træt og sur. Og når jeg har syge børn hjemme, får jeg ikke gået ture, og når jeg ikke får gået ture, så får jeg ondt i ryggen og mine ben. Så dér er vi lige nu. Mig, der har to hyperaktive børn hjemme, mens jeg er sur, træt, sulten og har ondt i ryggen.

Desuden jeg er jeg SÅ træt af min computer!! Alt tager dræbende lang tid, jeg kommer ingen vegne. Det er bl.a. derfor jeg ikke får blogget nok for tiden. Jeg har egentlig masser af indlæg, jeg orker simpelthen bare ikke, at starte den op med håndsving, for at se den gå ned tre gange i minuttet bagefter. Og i dag fik ungerne så lov at låne den (det er derfor den er tændt nu). Jeg havde lovet det i går, og så glemte vi det. Så de har siddet ved den, alt i mens mit blod begyndte at koge mere og mere. Og det kan godt være, det ville være en god idé, at snakke pænt til den og om den, så det ikke går helt galt, men jeg er ligeglad. Så nu råber jeg: JEG ER SÅ FREAKING TRÆT AF DIG, DIT GAMLE SKROG!!! Dér, så det sagt. Hjalp  det på mit humør? Nope, ikke det mindste.

Dagen startede ellers fint. Men det er som om hele mit system bliver svækket, når jeg ikke får den rigtige mad, og får gået ture. Det er som om, nerverne sidde uden på huden, og hvis man kommer for tæt på mig, bliver jeg brændt. Jeg opdagede det ikke i morges. Men i løbet af dagen kommer det snigende.

Derudover går jeg med nogle rigtig tunge forstyrrende tanker, som jeg ikke kan finde ud af at slippe. Noget gammelt bøvl fra skoletiden, jeg ikke har lyst til at slæbe rundt på længere, men som pludselig er kommet op til overfladen og er blevet meget aktuelt. Og i dag dukker det op hele tiden. Jeg tror, det handler om, at jeg rydder op for tiden. Både fysisk og mentalt. Der følger virkelig meget med, med sådan en oprydning, og det her er en af de ting, jeg skal have op og vende, helst få smidt ud, og så komme videre. Det forstyrrende i det er, at jeg troede det var et rart og varmt minde, jeg skulle have med mig altid, men pludselig begynder det at gå op for mig, at slet ikke er sådan det forholder sig, det troede jeg bare. Nu tror jeg i stedet, at det er noget, der skal smides ud, for det har slet ikke den værdi, jeg troede det havde, og det gør mig rigtig ked af det. Klogere, men ked af det.

Stol på processen, det har jeg sagt til mig selv længe. Og i al den her oprydning indvendig og udvendig, er jeg forberedt på, at der dukker ting og episoder op, som vil gøre mig ondt og ked af det. Jeg er bare ikke forberedt på, hvornår de kommer. Der er ikke nogen advarsel. Nu er den her dukket op, det er åbenbart der, jeg er nået til, og jeg går lidt i hårdknude. Men jeg stoler på processen, også selvom det her bidrager til en virkelig sur dag, hvor jeg samtidig har spist forkert, og har ondt i ryggen. Nu er mine børn rendt ud og lege, det forstår jeg godt.

past

Dag 9

Måske skulle min næste udfordring hedde noget med at blogge hver dag? For egentlig har jeg jo ikke lyst til, der går 9 dage mellem indlæggene, men den ene dag tager den anden…

Jeg er nu nået til dag 9 i min udfordring. Og faktisk går det rigtig fint. Jeg har løbet de to runder hver morgen, og det har været helt ok. Selve det at løbe er jeg stadig ikke ret glad for, og det er kun fordi, jeg synes, det er ubehageligt! Men så snart jeg åbner døren og går ud i den friske luft ved 6.30 tiden, så vågner jeg på en helt anden måde end jeg er vant til. Vejret har heldigvis været med mig, jeg er endnu ikke kommet gennemblødt tilbage, men derimod frisk og klar til dagen.

Jeg er ved Gud ikke morgen menneske. I morges vågnede jeg af mig selv kl. 5.30, men jeg kom først op 6.20. Dynen er tung, kroppen er tung og jeg elsker bare at ligge der under dynen. At ligge og lytte til et barn eller to, der er langt væk i tryg og varm søvn, det er noget af det bedste jeg ved. Eller at høre små fortællinger om nattens drømme, det nyder jeg også. Men nu er jeg så også begyndt at nyde, at vågne i den friske luft.

Der er endnu ikke sket de store mirakler på konditionsfronten. Og alligevel er der måske. De to første dage kom jeg tilbage med tarvelig slim i halsen og høj puls (ja, efter 700 meter!!), og selvom jeg stadig synes det er tungt at komme igennem de to runder, så falder pulsen hurtigere igen, og det der slim i halsen har jeg ikke længere. Til gengæld så havde jeg gjort rent på badeværelset i dag, inden jeg fulgte ungerne i børnehave, så måske er der sket noget med morgen energien?

better

Bortset fra det, så er jeg træt for tiden. Træt helt ind i knoglerne. Blame it on february siger Jane, og det gør jeg så. Og så venter jeg utålmodigt på marts! For selvom jeg egentlig ikke har følt mig træt af vinteren, som så mange tidligere år, så er jeg nok alligevel i underskud af frisk luft, D-vitamin og meget andet, som forårssolen bringer med sig. Så jeg hutler mig igennem og glæder mig over, at solen ind i mellem er begyndt at kigge frem igen. Det spiller måske også ind, at vi har valgt vores januar rejse fra i år. Den der uge i sol og varme har kroppen og sindet nok manglet, men jeg satser på en rejse til foråret, og ind til da hepper jeg på den danske sol.

Kære Dagbog – hvad skaber værdi?

Jeg havde en god lang snak med en dejlig ven i går. En snak der satte nogle tanker i gang omkring værdier i livet. Hvad er det i vores hverdag, der giver os værdi?

Jeg har haft (eller har vel stadig) en periode, hvor mange ting har været rigtig surt. Jeg har nogle ting, der frustrerer mig rigtig meget, som jeg ikke kan få til at gå op i en højere enhed. Jeg ved godt, at jeg hverken lever under filippinske eller syriske tilstande, men jeg kan nu engang kun tage udgangspunkt i mit eget liv. Og mit liv er fyldt til randen med dårlig samvittighed. Jeg fortæller mig selv den dårligst mulige version af de fleste scenarier. Når jeg f.eks. nu har fået mit eget rum herhjemme, efter min mand har flyttet sit kontor ud i verden, så har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare får mig et normalt arbejde, rydder rummet og giver Bertram og Ronja hver deres værelse, i stedet for de stadig skal dele. Og det kan jeg så fortælle mig selv 50 gange om dagen. At det er mit ego, der gør, at jeg har behov for mit eget rum, og at det er piberi, når jeg føler min hals og mave snøre sig sammen ved tanken om et helt almindeligt arbejde med kolleger og arbejdstider.

Men i stedet for at have det elendigt over de valg, i stedet for at have det elendigt over, at jeg ikke ser et almindeligt arbejde som en mulighed lige nu, så må jeg finde værdien i mine valg. Hvad det giver mig af værdi, at jeg arbejder hjemme, hvad det giver min familie af værdi. Og det er ved Gud ikke økonomisk værdi jeg bidrager med lige nu, så værdien må ligge et andet sted. Værdien må bl.a. ligge i, at jeg ikke ender i en depression, fordi jeg skal ud i en verden, jeg ikke kan overskue. Værdien må også ligge i mine forholdsvis korte arbejdsdage. Og så må jeg lige lede videre på det punkt for der fylder den samvittighed lige lidt rigeligt….hmmm.

I stedet for altid at se de praktiske ting i hverdagen, der skal gøres uanset om jeg vil eller ej, som belastninger, der fjerner mig fra de ting jeg elsker at lave, så må jeg finde værdien i dem også. Værdien i at sørge for, at min familie får sund, hjemmelavet mad, selvom det kan betyde lang tid i køkkenet, tid som jeg kunne bruge på alt mulig andet. Men jeg vælger at bruge tiden i køkkenet, for det er det, der giver mig værdi. Og vi vælger at bruge nogle timer i weekenden på rengøring, fordi det giver familien værdi, at her er rent og ryddet, det giver noget overskud, at rodet ikke fylder det hele. Men det må bare ikke overskygge de andre værdifulde ting, som en weekend kan byde på. Så lige så vel som rengøring er en del af weekend programmet, så skal der også være plads på prioriteringslisten til andet. Det giver i hvert fald mig enormt meget værdi, at vi som familie i weekenden laver noget sammen. Vi har en ret ensartet hverdag, hvor alt foregår på samme tid og på samme måde. Det er vigtigt for os alle, at have de rammer i hverdagen. Men det betyder, at vi ikke bruger ret meget tid sammen uden for hjemmet i hverdagene, så det har jeg virkelig behov for i weekenden. Så en udflugt i weekenden giver mig lige så meget værdi som rengøringen gør. Og grunden til, jeg nok har brug for at tænke det lidt på den måde, som bliver lidt liste agtig og struktureret er, at mine tanker ellers bliver et stort miskmask af hvad vi burde, hvad vi skal, hvad vi vil, og det bliver noget frygtelig rod inden i mit hoved. Og det giver absolut ingen værdi for mig at holde weekend på den måde.

En anden del af mit liv, jeg har brug for at værdisætte er motion. Motion er jeg også god til at se som en sur pligt, og som en pligt der kan undværes, skæres væk, for hvis jeg ikke har timer nok i døgnet, så er det den mindst vigtige. Og det er jo noget vrøvl! Og hvis ikke jeg mener, at det at gå en lang tur giver mig en umiddelbart værdi, for det gør det ikke, på den lange bane, så giver det mig den værdi, at jeg får mindre ondt i ryggen, at jeg får frisk luft, at jeg ikke svækker mine muskler, at jeg minimerer risikoen for alverdens sygdomme osv. Det er da en stor værdi, som jeg går glip af. Jeg må vende tankerne lidt på mange områder. Jeg har virkelig haft en periode, hvor det hele bare var surt, næsten uanset hvad det drejede sig om, og helt ærlig, det giver ingen værdi overhovedet.

Jeg har vist mange steder i mit liv, hvor jeg skal finde værdien i det jeg gør. Det kan vel i virkeligheden gøre forskellen på at overleve og at leve? Det tror jeg, i hvert fald for mit vedkommende. Ellers ender dagene med en lidt for lang to do liste, hvor tingene bliver streget, bare fordi de står der og skal laves, og ikke fordi man får følelsen af at tilføre sit liv ægte værdi.

charlie brown

 

Sukker og sødestoffer, endnu en gang.

Mit indtryk er egentlig, at der har kørt en ret intens debat om sukker og sødestoffer i flere år nu. En debat som bogen Kernesund familie* vel var med til at starte op? Er det ikke nogenlunde derfra den har kørt? Eller var det bare der, jeg blev interesseret og så har det hængt fast hos mig? I hvert fald så læste jeg Kernesund familie, mens jeg var gravid, og jeg var lidt sent ude med den bog, og eftersom mine børn nu er 4 år, så er det omkring 5 år den debat må have kørt i mit hoved? Men på de 5 år, oplever jeg ikke, at der er sket ret mange reelle ændringer, så i det store hele er folk vel ikke enige i konklusionen om farerne ved både sukker og kunstige sødemidler. Men eftersom jeg selv tror på det, og selv gør en masse for at holde sukker i stram snor og sødestoffer helt ude, så får jeg konstant følelsen af at være hysterisk, overdrevet og ude af trit med virkeligheden. Jeg føler ofte, at jeg står alene med mine holdninger (heldigvis deler min kære mand og jeg holdninger om det her emne), men når nu vi må gå ud fra, at alle vil det bedste for deres børn, og jeg virkelig tror på, at sødestoffer er giftige og sukker er noget møg i dagligdagen, så ville det da være underligt, hvis ikke jeg forsøger, at holde det ude af deres hverdag? Men når nu det er noget, som andre mener er helt ok i større eller mindre mængder, så ender jeg som hende den hysteriske mor. Jeg er bare helt sikker på, at andre forældre også ville forsøge at undgå, at deres børn får “fødevarer” som de selv anser som giftige eller bare som noget møg. Men så så længe det “bare” drejer sig om sukker og kunstige sødemidler, som er så infiltreret i vores hverdag, så er det mig, der er galt på den.

Et frugt og grøntfad, som jeg lavede den anden dag til ungerne og deres legekammerater, som var med hjemme fra børnehaven. Det blev revet væk som varme boller.

Jeg er selv en overvægtig sukkerjunkie, så jeg ved på tætteste hold, hvad det møg kan gøre ved én. Jeg tror faktisk, de fleste mennesker er sukkerjunkier, ganske uden de ved det, men det er en anden snak. Jeg har selv drukket cola light, og kun cola light i ca. 13 år, så også her ved jeg, hvad det gør ved kroppen, og hvor afhængig man bliver. Jeg drikker det ikke længere, jeg stoppede fra den ene dag til den anden, jeg har ikke savnet det, og jeg rører det ikke igen. Så det er ikke fordi, jeg ikke har erfaringer med både sukker og de kunstige sødemidler, for det har jeg i den grad. Det er noget bras, det gør ikke noget godt for nogen, og det har sneget sig ind så mange steder, at vi ikke engang længere opdager, hvor meget vi får på en dag.

Jeg har oplevet episoder med både sukker og sødestoffer, som generede mig, så sent som i dag, og det er endnu kun tidlig eftermiddag. Ungerne skulle til frisør i dag, den ene efter den anden. Vi kørte ned til byen, Bertram og ham faren gik ind først, og jeg skulle i økobiksen og købe noget specielt kokosmel (som hun så ikke havde, hmrf)så der gik Ronja og jeg ind. Da vi kom derind, var der temmelig mange børn, godt nok er det lørdag, men alligevel. De fik alle sammen en lille økologisk skub-op-is af den slags vi selv har liggende i fryseren, så den genkendte Ronja selvfølgelig, og ville gerne have en. Der var åbenbart gang i noget skattejagt, som startede i økobiksen. Jeg tænkte, at det kunne vi da lige nå, inden det blev Ronjas tur til at blive klippet. Vi fik et skattekort, Ronja fik sin lille is, og vi gik afsted mod de butikker, der stod på kortet. Første stop var en skobutik, og gæt hvad Ronja fik? En slikkepind!! WTF? En slikkepind og en reklame nøglekæde. Gæt om hun overhovedet har set, at hun fik andet end slikkepinden? Hvorfor ikke bare nøjes med kæden? Nu ville Ronja slet ikke have mere is, nu ville hun have slikkepind. Fokus er på nuværende tidspunkt røget fuldstændig for pigen og jeg er småirriteret indeni, og er egentlig klar til at stoppe skattejagten her. Jeg kan så se på kortet, at man også kan gå ind i en lille børnetøjsbutik på vej tilbage til frisøren, så det prøver jeg lige, for de giver vel ikke slikkepinde alle steder? Nej, det gjorde de ikke, for i børnetøjsbutikken fik vi så juice! Hvorfor kan de ikke dele noget reklamebras ud i stedet? Godt så, jeg kapitulerer og går tilbage mod frisøren. Bertram ser selvfølgelig gevinsterne og vil også, og det kan jeg da fint forstå. Ham faren går derfor i Økobiksen og starter forfra. Han kommer dog ikke til skobutikken, men havner i stedet i brillebutikken, og det er jo fint nok, for der får man en ballon. Men kan man nøjes med en ballon? Nej, de får da også en pose med ikke mindre end 8 bolcher (som faren puttede i lommen). Der er faktisk 5 butikker endnu på kortet, og en af dem er endda slikbutikken, men her er man da selv ude om det, hvis man går derind så det gjorde vi ikke. Da Ronja og jeg er færdige i mødes vi med drengene, og vi må selvfølgelig i brillebiksen så Ronja også får en ballon. Og så bad jeg om KUN at få en ballon, tak. Ronja blev glad for sin ballon, men havde hun også fået bolcher, så havde ballonen være overflødig. I mellemtiden havde faren og Bertram fundet vej til en herretøjsbutik, så da vi kom tilbage til dem, sad Bertram med endnu en slikkepind. Og så sluttede festen altså. Jeg vil tro, vi har været i byen i 50 minutter max, inkl to frisørbesøg, og på den tid havde ungerne fået i alt 6 slikkepinde (ja, for de fik jo også hos frisøren, som ikke var så venlig, at spørge forældrene først, om det var i orden), de 3 smadrede halvvejs, de opdagede intet af det andet de fik, og der var ballade over at de ikke fik ens osv osv osv.

Så kan man måske argumentere for, at det er også fordi, de ikke får noget ret tit, så bliver de helt vilde, når de endelig gør. Men nej, det passer ikke. De får faktisk ret tit noget, lidt for tit faktisk. Både herhjemme og andre steder. Så det argument holder ikke. Det handler om, at de selvfølgelig kan mærke, hvor dejligt kroppen får det af at få sukker, ligesom alle andre. De kan som små børn bare ikke se de langsigtede mulige konsekvenser, og der skal jeg som forældre træde til, det er vel min pligt?

Senere hjemme sidder Ronja hos en af de andre i bebyggelsen og hygger. Jeg kommer lige derover, fordi jeg ikke har set hende længe, og vil lige tjekke om alt er ok. Hun sidder så, og drikker blåt saftevand. Hun viser mig det, og hun har ikke drukket ret meget, jeg tror faktisk ikke, hun kunne lide det. Og det stank, jeg siger det bare. Det kan da for pokker ikke gøre noget godt for nogen, at drikke noget så kunstigt som blå Fun light, der stinker som jeg ved ikke hvad? Og hvad gør jeg? Ingenting. Jeg sluger min kamel og lister hjem igen. Der er så mange følelser blandet ind i det mad, så hvis jeg siger noget til de forældre, der til daglig giver deres eget barn Fun light, så vil det lyde som om, jeg anfægter deres evner som forældre. Og det er ikke det jeg gør, jeg vil bare gerne have lov, at vælge noget andet på mine og mine børns vegne. Det kan muligvis godt være, det virker fordømmende på andre, men det er ikke det, der er hensigten.

Og her er beviset på, at jeg ikke er det mindste hellig. Fredagsguffen i går var hjemmelavet jordbæris i vafler med en mini flødebolle på toppen. Så det handler vitterlig ikke om, at jeg ikke under dem noget, jeg er bare ked af, at det er blevet så stor en del af hverdagen, og at vi som forældre skal føle, at vi skal forsvare os, fordi vi ikke har lyst til at vores børn skal have blå saftevand og slikkepinde fra Gud og hver mand. Det er IKKE synd for børnene, at sukkerindtaget bliver holdt i kort snor, det mente jeg i går, det mener jeg i dag, og jeg mener det højst sandsynligt også i morgen. Og så fik jeg vist raset ud for den her gang.

God lørdag aften herfra.

*Jeg vil lige pointere, at jeg ikke er ubetinget tilhænger af den kernesunde livsstil, men jeg mener, hun har fat i nogle pointer, som trængte til at blive hevet frem i lyset.

Lækre lilla lupiner

Når man ikke kan få sommer på sådan en søndag i juni, så må man ty til andre metoder. Hurra for enevælde på bloggen, hvor jeg kan få sommer hver eneste dag, hvis jeg skulle få lyst. I går mødte jeg et par af årets sidste lupiner i det fri her i området. Jeg synes desværre, man fra kommunal side, har det med at slå den vilde natur lidt for meget ned, så der bare er pænt og yndigt græs, men det lykkes da ind i mellem, at finde små oaser, hvor der er fred og plads til at udfolde sig. Vilde blomster ser jeg slet ikke nok til. Dengang jeg var barn (ja, det var lige præcis det jeg sagde!), der kunne man samle mange fine buketter af smukke vilde skønheder. Det er muligvis ved at være moderne igen,på kommunalt plan, det der med at have vilde blomster, men det er dælme ikke ret ofte jeg støder på det. Så de fine vilde lupiner, jeg kunne nyde i går, da jeg var på cykeltur med ungerne og deres mormor, var et glædeligt syn. Smukt ik?

5. dags kost i min udfordring

Så er der endnu en gang opdatering fra sygesengen. Status er: Den ryg driver mig til vanvid. Og så er der vist ikke så meget andet at sige om det!

Det gik endnu en gang fint med kosten i går. Det er en smule ensformigt, men det er grænser for, hvor meget jeg kan bede den kære mand om at præstere i køkkenet, eftersom det til daglig må siges at være mit domæne. Men jeg har uden tvivl fået dejlig mad, han går op i min udfordring med liv og sjæl, dejligt.

Til morgen fik jeg en stor tallerken blandede godter, æbler, gulerødder, mandler og ost.

Til frokost fik jeg røræg, en portion tunsovs, agurk og en juice af spinat, æble og en ting mere??

Om eftermiddagen fik jeg ærter, æbler, ost og daddelkugler, som min mor havde været så rar at hjælpe med at lave.

Senere fik jeg også en juice af selleri, æbler, mynte og lime. Den var dejlig.

Det blev til sen aftensmad som var en temmelig stor tunbøf, en tomatsovs og bagte grøntsager.

Endnu senere blev det igen til et par daddelkugler, mens jeg så endnu en film i rækken: May I be Frank Jeg lejede den på Playitfwd for $3, fint koncept. Interessant film, den er et kig værd, hvis man er til den slags ;)

Endnu et kig i verdens mindste have

Jeg bliver altid så imponeret, når jeg kigger i et Ikea katalog og ser, hvor meget funktionalitet de kan klemme ind på vældig lidt plads. Om det er dejligt at bo i, det skal jeg ikke kunne sige, men smart ser det ud. Jeg bliver også altid imponeret over, hvor mange farver og hvor meget skønhed vi kan klemme ind i noget nær verdens mindste have. Vi har hverken plads til køkkenhave eller mandshøjt drivhus, og hængekøjen står altid ude på fællesgræsset, når den er slået op, for den kan simpelthen ikke være der, men alligevel er jeg så glad for den lille have vi har. Det er ikke mig, der hverken passer eller plejer den, jeg nyder den bare, og det gør ungerne i den grad også. Der er en lille sandkasse, et rimelig stort bord med stole, et lille drivhus, og så er der smukke blomster. Desuden har vi fundet plads til både jordbærplanter, hindbærbuske, magnoliatræer og et lille æbletræ. Sidste år havde vi også friske ærter og lidt gulerødder, og så er der krydderurter i alle kroge hele sommeren. Vi har et par hortensia, et lille grantræ og endda også et ordenlig fætter af en havepejs. Der er fyldt godt op, men på den gode måde.

Her er lidt af det der pynter derude lige for tiden.

Jeg venter en smule utålmodigt på, at det er tid til at få krydderurterne ud i drivhuset og i krukkerne, for det er, ærlig talt, noget af det bedste jeg ved, at bruge friske krydderurter fra min egen have i køkkenet. Jeg bruger bunker af friske krydderurter om sommeren og så langt ind i efteråret, jeg får lov. Ih, hvor jeg glæder mig.

Marts=sparemåned

Jeg har udfordret mig selv. I marts skal jeg spare, og jeg skal spare meget. Det havde jeg såmænd allerede besluttet, inden jeg kom forbi Madbandittens spareudfordring , men den hoppede jeg med på. I hvert fald her i uge 1, så må jeg se, hvad hun finder på i de næste uger. Jeg har derfor været den virkelig bevidste forbruger i den her uge. Det er ikke gået ubetinget godt, men jeg har brugt færre penge end jeg plejer, det er jeg ikke i tvivl om. Der er flere områder af mine indkøb, jeg skal have kigget på. For det første, så hamstrer jeg. Jeg handler altid ind, som om der er atomkrig og hungersnød lige om hjørnet. Jeg er bange for at løbe tør. Jeg dækker alle eventualiteter ind. Det resulterer i skuffer og skabe, der bugner af mad. Og alligevel synes jeg ikke, vi har noget. For det andet, så handler jeg så meget økologisk, som jeg kan. Og selv om det skærer i mit hjerte, så er jeg nød til at kigge på den del også, for nogle gange ER det altså bare for dyrt. Ofte kigger jeg slet ikke på forskellen i pris, jeg tager bare øko, for det foretrækker jeg. Men det er for nylig gået op for mig, at øko mælk faktisk koster det dobbelte af ikke øko mælk!! Det tror jeg nu er fordi, prisen på ikke øko mælk er sat kraftigt ned, ikke fordi øko mælk er sat op, for sådan har det altså ikke altid været. Men jeg går ikke på kompromis med mælken, den forbliver øko, ligesom æggene og mel, og bestemt også andre ting. Men f.eks. da jeg var i Irma i går så opdagede jeg, at økologiske ærter kostede 26 kr. for en pose, og ikke økologiske ærter koster 10 kr!!! Hvad sker der for den forskel? Nu plejer jeg altid at købe de økologiske på tilbud i Irma, så er der 3 poser for 45, det er fint med mig, men i går var der ikke tilbud, så jeg tog dem der ikke var øko. For helt ærlig, den forskel var bare for stor for mig. Mest fordi jeg tror, der bliver lagt ekstra meget oven i prisen, bare fordi de kan, og ikke fordi de er tilsvarende dyrere at producere. Men hvad ved jeg…

I hvert fald så endte jeg med at bruge 85 kr. i Irma. “Det må være rekord” sagde Benjamin da jeg kom hjem. Ja, det tror jeg det er. Jeg havde været en tur forbi fiskehandleren inden, jeg skulle bruge fiskefars til boller i karry (ungerne skulle have det med i børnehave i dag, det er en anden historie), men alt i alt var det ikke et dyrt indkøb. For det tredje så er jeg ikke god til planlægning. Det der med madplaner fungerer aldrig rigtig for mig, men jeg prøver endnu en gang. Den her gang har jeg besluttet, at jeg laver planen 3-4 dage frem, og ikke en hel uge. Jeg er alligevel i Netto 2 gange om ugen, for det meste mandag og torsdag, og så kan jeg handle nyt ind til de næste 3-4 dage. Og så er torsdag blevet fast rugbrødsdag, for der får ungerne varm mad i børnehaven. Så laver jeg altid noget varmt fisk til, f.eks. panerede rødspætter, torskerogn eller fiskefrikadeller, som vi skal have til i dag (der var planlagte rester af fiskefarsen fra i går, jow jow). Rugbrødsdag er nem, billig og ikke mindst planlagt. For det fjerde så skal jeg holde mig fra de pokkers spothylder i Netto! Jeg skal være bedre til at lade de overhovedet-ikke-nødendige-men-helt-utrolig-lokkende-og-tiltrækkende-ultra-billige ting ligge!! Vi har faktisk ting nok. Og det vi har mest brug for, det kan jeg altså ikke finde på Nettos spothylder.

Når jeg har gjort noget ved de 4 ting, i større eller mindre grad, mon så ikke, jeg har sparet lidt i sidste ende? Og hvorfor så alt det spare snak, tænker I måske? Jo, det skal jeg sige jer. For det første har jeg de her indgroede dårlige vaner (og min lille dæmon på skulderen, som min psykolog kalder det), som jeg skal have gjort op med. Jeg skal have kontrollen tilbage. For det andet, så drømmer jeg stadig om sommerhus, og det kræver altså at vi skal spare et sted, før vi kan bruge penge et andet. For det tredje, så ønsker jeg mig  har jeg virkelig brug for en overlock :) Jeg vender tilbage i slutningen af måneden med en opdatering, så må vi se, hvor godt det er gået. Jeg tror på det.

Projekt godmorgen

Det kan virke banalt på den ene side, og det kan virke helt absurd på den anden. Jeg er i gang med projekt godmorgen, og jeg håber, I er med. Jeg har besluttet mig for, at jeg siger godmorgen til dem, jeg møder på min vej frem til kl. 10, derefter hilser jeg med et hej. Nej, det gælder ikke alle i toget, eller alle i køen i Brugsen. Det gælder alle dem jeg direkte passerer, når jeg går ud i verden, det gælder dem, jeg støder på foran og indeni børnehaven (utroligt så mange der ikke siger godmorgen!!),det gælder damen ved kassen i Netto, det gælder naboen og bibliotikaren, det gælder manden der sælger hus forbi og hvem jeg ellers er i nogenlunde direkte kontakt med. Resten får et smil. Jeg tror virkelig på, at det engang var det naturligste i verden, at lette på hatten og sige godmorgen, goddag og god aften, til dem man møder på sin vej. Måske forsvandt den slags høfligheder da hatten røg ud til højre? Jeg vil rigtig gerne, at folk smiler til mig, hilser på mig, og at jeg ikke møder dem med mistro, når de gør det. For det er lidt der vi er, ikke? Folk er nok lidt underlige, hvis de smiler for meget, hilser for meget, sætter sig ved siden af os i bussen. Så er de enten ude på noget, eller også kunne de være statister i en ny sæson af Morten og Peter. Og vi kan ikke lide det underlige. Jo, på behørig afstand på den anden side af tv´et kan vi da godt lade som om vi er nede med dem der er lidt anderledes, men ikke i vores helt rigtige virkelighed i bussen, toget og Netto. Der skal vi bare have fred til at komme videre med vores dag så hurtigt, effektivt og smertefrit som muligt, uden for mange sammenstød med det der muligvis kunne være underligheden selv. Men måske, bare måske, kunne vi ind i mellem også nå at sende et smil, give en forlomme, og lette på hatten? Det er også en udfordring for mig. Jeg kan sagtens sidde her og puste mig op, men jeg er heller ikke vant til det, og jeg vil da heller ikke stemples som underlig. Jeg gør et forsøg, og så må vi se, om jeg havner på den lukkede, eller om det i stedet lykkes mig, at få smilet til at vandre videre ud i verden.