Tag-arkiv: toiletpung til salg

Når stædighed betaler sig og så skal jeg bruge jeres mening om noget

Jeg kan være temmelig stædig, og jeg kan være det stik modsatte. Jeg kan være stædig på de mest tåbelige tidspunkter. Jeg kan være stædig, bare for at være stædig. Nogle gange bliver jeg stædig, bare fordi jeg bliver revet med. Og jeg kan være noget så irriterende stædig, at jeg selv synes, jeg er irriterende. Kender I det der med sig nu ja! at der kommer én ting ud af munden, og inde i hovedet tænker man bare “HOLD NU KÆFT!” men man holder ikke kæft, man bliver bare ved at spytte tåbeligheder ud, fordi man er stædig? Bemærk venligst, at jeg skriver man, og ikke jeg, for jeg håber virkelig, at få nogle med mig på den her!

Og så er der andre tidspunkter, hvor jeg bare slet ikke er stædig. Overhovedet. Og det er som regel de tidspunkter, hvor jeg egentlig gerne ville være det. Jeg er f.eks. ikke ret stædig når det kommer til motion, og det kan ALLE der kender mig vist bakke mig op i. Jeg er heller ikke ret stædig, når det kommer til, at lære nye ting. Hvis ikke det virker inden for temmelig overskuelig tid, så gider jeg ikke. Bum. Men lige med det her projekt toiletpung, der har jeg altså været stædig. Stædig og tålmodig. Jeg har syet og pillet op, syet og pillet op, syet og pillet mere op. Perfektionisten i mig krævede den helt rigtige model, med de helt rigtige detaljer. Jeg troede faktisk, det var rimelig lige op og ned, at sy sådan en toiletpung. Og det var det da også i starten. Indtil detaljerne begyndte at irritere mig, for det var ikke godt nok. Så var det ikke helt lige op og ned længere. For så skulle jeg regne ud, hvorfor jeg ikke fik det resultat, jeg troede, jeg ville få. Og her er det så, stædigheden kan træde ind, eller jeg kan give fortabt. Stædigheden vandt heldigvis.

Og se, den er faktisk endt med at blive helt i orden. Jeg er rigtig glad for resultatet, den er fin, har de rette detaljer og den rigtige fornemmelse. Min stædighed betalte sig, jeg er tilfreds. Både med toiletpungen og med mig selv.

Hjemmelavet toiletpung

Hjemmesyet toiletpung

Hjemmelavet toilettaske

Lille hjemmelavet toiletpung

Og så skal jeg lige høre jer om noget. Og jeg ville virkelig blive glad for jeres mening. Jeg har længe bøvlet med tanken om, om mine ting skulle hedde noget med Rikkeprikke eller om de skulle hedde noget helt andet. Nu er jeg så kommet frem til et navn, som jeg kraftigt overvejer. Nu er det bare sådan, at det navn, jeg gerne vil have til mine ting, er et ord, der er stavet forkert. Med vilje. Lidt a la hvis man hed Sjokolade i stedet for chokolade, Navnet skrives som det udtales, og ikke som det rigtig skal staves. Giver det mening?

Men kan man hedde noget med en stavefejl? Ordet findes jo, jeg skriver det bare forkert. Kan man det? Eller ligner det så, at jeg har stavet forkert, og så fniser folk i smug? Jaja, jeg kan bare være ligeglad, men det er jeg ikke. Jeg har ikke lyst til, at forklare hele tiden, at det altså er med vilje, at navnet hedder sådan. Og nej, jeg kan ikke bare bruge det rigtige ord, af flere grunde.

Hvad siger I?