Tag-arkiv: træning

Dag 9

Måske skulle min næste udfordring hedde noget med at blogge hver dag? For egentlig har jeg jo ikke lyst til, der går 9 dage mellem indlæggene, men den ene dag tager den anden…

Jeg er nu nået til dag 9 i min udfordring. Og faktisk går det rigtig fint. Jeg har løbet de to runder hver morgen, og det har været helt ok. Selve det at løbe er jeg stadig ikke ret glad for, og det er kun fordi, jeg synes, det er ubehageligt! Men så snart jeg åbner døren og går ud i den friske luft ved 6.30 tiden, så vågner jeg på en helt anden måde end jeg er vant til. Vejret har heldigvis været med mig, jeg er endnu ikke kommet gennemblødt tilbage, men derimod frisk og klar til dagen.

Jeg er ved Gud ikke morgen menneske. I morges vågnede jeg af mig selv kl. 5.30, men jeg kom først op 6.20. Dynen er tung, kroppen er tung og jeg elsker bare at ligge der under dynen. At ligge og lytte til et barn eller to, der er langt væk i tryg og varm søvn, det er noget af det bedste jeg ved. Eller at høre små fortællinger om nattens drømme, det nyder jeg også. Men nu er jeg så også begyndt at nyde, at vågne i den friske luft.

Der er endnu ikke sket de store mirakler på konditionsfronten. Og alligevel er der måske. De to første dage kom jeg tilbage med tarvelig slim i halsen og høj puls (ja, efter 700 meter!!), og selvom jeg stadig synes det er tungt at komme igennem de to runder, så falder pulsen hurtigere igen, og det der slim i halsen har jeg ikke længere. Til gengæld så havde jeg gjort rent på badeværelset i dag, inden jeg fulgte ungerne i børnehave, så måske er der sket noget med morgen energien?

better

Bortset fra det, så er jeg træt for tiden. Træt helt ind i knoglerne. Blame it on february siger Jane, og det gør jeg så. Og så venter jeg utålmodigt på marts! For selvom jeg egentlig ikke har følt mig træt af vinteren, som så mange tidligere år, så er jeg nok alligevel i underskud af frisk luft, D-vitamin og meget andet, som forårssolen bringer med sig. Så jeg hutler mig igennem og glæder mig over, at solen ind i mellem er begyndt at kigge frem igen. Det spiller måske også ind, at vi har valgt vores januar rejse fra i år. Den der uge i sol og varme har kroppen og sindet nok manglet, men jeg satser på en rejse til foråret, og ind til da hepper jeg på den danske sol.

Kære dagbog

I dag har jeg været til træning for første gang i 2,5 måned. Hvordan den pause blev så lang, det ved jeg virkelig ikke. Jeg har bare ikke kunne rumme det. Mit hoved har været fyldt til bristepunktet, og trykker jeg på overlev i en periode. Men det må jeg se at komme ud over, for min krop kan altså ikke tåle, at jeg ikke bruger den. Jeg er vind og skæv, og jeg har virkelig potentiale til at ende med en krop, der ikke KAN bruges, sådan som jeg har behandlet den. Det er op til mig lige nu.

Det var hårdt. Og det gjorde lidt ondt. Og gensynsglæden med lokationen var fraværende. De mangler altså noget på væggene, noget man bliver glad af. Jeg har snakket med lederen om noget tapet for længe siden, jeg håber det bliver til noget en dag. Men jeg fik gjort det jeg skulle, og jeg er godt tilfreds med min indsats for i dag. De næste par dage er det nok knap så sjovt, men…

stop giving up

…måske skulle jeg bare snart lade være at holde de der lange pauser. For jeg ved jo, at så snart jeg er inde i rytmen, så går det ok, og det giver mig den der rummelighed. Jeg kan vælge den gode cirkel, hvor motion giver mig energi og glæde, som giver mig overskud til at gøre ting jeg ellers ikke orker, som gør mig til en gladere mor, og en gladere kæreste, en gladere mig, som så gerne vil træne mere, for at få mere af det gode. Eller jeg kan vælge den dårlige cirkel, hvor jeg ikke motionerer, som resulterer i at have ondt over alt, og det er virkelig noget der dræner mig for energi go overskud, som så gør, at jeg ikke orker at træne. Bom bom, den er egentlig ikke så svær vel? Eller er den? For gang på gang, så går det jo skævt. Ikke kun for mig, men for langt de fleste mennesker. Det går ikke som vi regnede med, det går ikke som vi planlagde.

Det hårdeste er, når man, hver gang det går skævt, føler sig som en fiasko, som en doven hund og man banker sig selv i hovedet med det. Den nagende dårlige samvittighed, der hvisker mig i øret hver dag, jeg ikke kommer afsted. For mit rationelle jeg ved godt, at jeg ikke er en doven hund. Det har jeg måske troet i mange år, men det gør jeg ikke mere. Jeg ved, at jeg ikke er doven. Og alligevel så sidder den der lille djævel på skulderen, og prøver at overbevise mig om noget andet. Jeg håber, jeg en dag får bugt med den og kan begynde at fortælle mig selv gode positive beskeder, som gavner mig. Hvis jeg kan overføre filosofien fra min kost “Fyld mere af det gode på, så ryger det dårlige automatisk ud”  så skal det nok lykkes en dag. Og eftersom jeg har sendt mig selv temmelig mange dumme beskeder i over 30 år, så kan det godt være, det tager lidt tid, at lave om på det mønster. Some day…

 

Tak Jane for din dagbogsopfordring. Jeg giver det et skud, så må vi se :)

Kursen er sat: Middelfart

Når nu man finder sine træningsbukser i bunden af føromtalte bunke i stolen i hjørnet, så siger det ligesom lidt om, hvor længe det er siden man har trænet. Og ja, med man, mener jeg mig. Damn it! Faktisk har jeg ikke haft et par træningsbukser på, siden den sidste cykeltur, hvor det gik helt gak med ryggen, og det er hmm bom bom, længe siden i hvert fald. Og før det, var det jo ikke fordi jeg var flittig bruger af træningsbukser, vel! Og jeg kan da også kun finde det ene par lige nu, selvom jeg faktisk har tømt et helt klædeskab OG en stol i hjørnet. Nå, men ikke desto mindre, så skal jeg i dag afsted på træningslejr i Middelfart. Ej, det er bare så meget løgn, jeg skal afsted på venindetur til Middelfart, men det var ligesom rart at prøve at sige det andet. Og træningstøjet skal faktisk med. Der er fitnesscenter on location, så mon ikke man skulle teste, hvad den her halvgamle forholdsvis ubrugte krop kan trække efterhånden? Det er på tide at komme i gang. Jeg er ligesom bare ikke fitnesstypen. Eller pulsen op typen i det hele taget, men det kan man måske blive? Jeg er mere couch potato typen, men hvis nu motion og jeg bare kunne finde en fin lille overenskomst, hvor vi kan leve stille og roligt side om side, uden nogle af os stiller alt for store krav, og laver alt for meget besvær, mon så ikke det kunne lade sig gøre? Min krop vil i hvert fald gerne, det er mit hoved, der skriger nej.

Anyway, om en times tid smutter jeg mod Middelfart i et par dage. Vi skal bo et sted, hvor der faktisk ikke rigtig er andet at lave, end at spille bordfodbold og give den gas i føromtalte fitnesscenter. Vi håber på godt vejr, en tur til Fredericia og ellers bare ro. Tasken er pakket, jeg har lige hevet et rugbrød ud af ovnen, og et grahamsbrød er sat derind, (for familien skal i hvert fald ikke gå ned på brød, mens jeg er væk) ungerne er kysset farvel, jeg mangler bare et par småting, og en veninde der har fri fra arbejde, så kører vi sydpå, gør vi. Jeg glæder mig.