Tag-arkiv: Trommen

Søren, Umahro og Safter

I går var jeg til Safter arrangement med Søren Ejlersen fra Aarstiderne og Umahro Cadogan, i anledning af deres nye bog Safter. Det var ikke på Madbanditten manér det heldige asen, nej jeg havde såmænd betalt 125 kr. for en billet.

Jeg er meget begejstret for både Søren Ejlersen og Umahro Cadogan. De har virkelig fat i den lange ende, det er jeg ikke i tvivl om. Det er to kloge mænd, og de lever som de prædiker.  Mine forventninger var dog ikke skruet helt i vejret, jeg havde lidt på fornemmelsen, at jeg ikke ville gå derfra meget klogere end da jeg kom, men jeg kunne alligevel ikke gå glip af det, for tænk hvis nu. Men det skulle vise sig, jeg havde ret. Det jeg lærte, kunne være kogt ned til 5 minutters foredag, men nu var det jo heller ikke kun til min ære, de herrer var kommet forbi. Jeg er sikker på, at Hr. og Fru Danmark lærte en del, og det er jo alle tiders. Så vil jeg bare gerne til et volumen II foredrag, hvor der er krydret med ekstra nørderi.

Jeg synes, det var noget ustruktureret, jeg manglede en rød tråd, og meget af det var lidt snik snak agtigt. Desuden synes jeg der gik meget tid med at fortælle om projekt Aarstiderne. Det er sådan set også fint nok, hvis det var et gratis foredrag. Men nu havde jeg trods alt betalt 125 kr. for den ene time, og så virker det bare lidt skævt for mig, at den halve time går med reklame for både bog og Aarstiderne. Jeg var godt klar over på forhånd, at det selvfølgelig er pga. deres nye bog Safter, at de er på vej rundt i landet, og jeg synes jo både de to herrer er vældig interessante og værd at lytte til, men jeg kunne mærke, da jeg gik derfra, at jeg var lidt irriteret over de penge dér. Måske kan du også fornemme det?

Jeg købte selvfølgelig deres bog som planlagt, den blev solgt billigt. Der blev solgt så mange, at de ikke havde nok med, så jeg måtte blive skrevet op,og så sender de den til mig. De solgte også abonnementer til Aarstiderne, og dem røg der da også nogle stykker af. Jeg er bestemt glad for, de får spredt juicing budskabet, og jeg støtter selvfølgelig Aarstiderne i allerhøjeste grad, men det var ikke et foredrag, der gav mig ret meget med hjem. De 125 kr. er dog tjent ind igen, ved den billige bogpris, så helt snydt føler jeg mig ikke, og jeg kan såmænd godt anbefale en aften med de to kloge hoveder, hvis man ikke ved noget om emnet. De holdt bare lidt for meget på deres viden, efter min mening, det var sgu lidt tyndt, og det ærgrer mig, for jeg ville så gerne give dem topkarakter. Det kan de så få for noget andet, men ikke for den her aften.

Men derfor skal budskabet ikke gå tabt. Juicing er det nye sort, og jeg kan kun anbefale at komme med på bølgen. Selv min mor, som jeg havde med under armen i går, vil have sig en juicer, og så skal hun dælme køre rødbedesaft ned og få sænket det blodtryk. Det er et fantastisk koncept, og hele idéen om Safter bogen kan jeg kun give thumbs up. Nu har jeg af gode grunde ikke set den endnu, men jeg glæder mig, og DEN har jeg store forventninger til.

(Og undervejs, mens jeg skrev det her, har jeg så fundet ud af, at i dag kan man komme til GRATIS præsentation af bogen på Krogerup i Humlebæk, så nu er jeg faktisk en smule irriteret!!??)