Tag-arkiv: ulla lullaby

Kære Dagbog – jeg er her endnu.

Egentlig så mistede jeg motivationen lidt til at blogge her hen over sommeren. Jeg tænkte, at det nok ville vende tilbage, når efteråret ramte, når dagene blev kortere. Men det skete ikke rigtig. Når jeg tænker mig godt om, så kan jeg se nu, at det er fordi, livet på den anden side af skærmen har fyldt så meget, at den her del af livet blev sorteret fra. Der var simpelthen ikke plads til at præstere her også. Alt hvad jeg skrev blev halvhjertet, lidt uinteressant og små kedeligt og endte med at blive slettet igen. Tja, det bliver det måske også fremover, men nu er presset herude i den virkelige verden i hvert fald lettet lidt, så jeg giver det en chance mere.

Da jeg læste det her indlæg for nogle dage siden, så gik det også op for mig, at det Ulla siger i sit meget velskrevne indlæg også spillede ind hos mig. Det vidste jeg bare ikke, før hun sagde det højt. Samtidig har jeg for tiden lidt svært ved at finde den røde tråd i min blog. Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg bidrage med? Hvor har jeg noget at byde ind med? Jeg har brug for at definere bloggen på en måde, så det ikke bliver et stort misk mask af alt og intet. Hvad er det, I gerne vil læse om? Vil I læse om mig og min familie? Er det opskrifter? Er det billeder af de ting, jeg syr? Er det en blanding, hvor det hele er med? Med Ullas indlæg i tankerne, så ville det være rigtig dejligt med lidt feedback her.

Men når nu jeg alligevel skriver, så kan jeg da fortælle, om lidt af det, der har fyldt mit liv den sidste tid.

Jeg har fået min egen hule. Min kære mand har fået sig et kontor ude i byen, så jeg er nu alene på skansen herhjemme i dagtimerne. Det nyder vi begge i stor stil. For skal jeg være helt ærlig, så er fælles kontor med manden på hjemmeadressen ikke det, der har bidraget allermest til hverken vores arbejds eller privatliv de sidste måneder. Vi havde begge brug for forandring. Det betyder, at jeg nu har mere luft omkring mig, mere ro og det har han også. Det har givet os en masse på arbejdsfronten, og det har givet mig plads til at drømme stort i mit lille rum. De drømme vil jeg gerne dele med jer snart, men det må vente lidt endnu. Jeg er ikke klar.

Derudover, så har min lille Ronja fyldt meget i mine tanker. Hun har haft det svært, og egentlig har det nok handlet meget om, at JEG har haft det svært. Det smitter hende med det samme, når jeg har de der stressede knuder i maven. Et af de karaktertræk hun har arvet fra mig, på godt og ondt, er at hun er særlig sensitiv. Forskellen ligger så i, at jeg er voksen, jeg kan læse mig frem til, hvad det drejer sig om, både for hende og for mig selv, jeg kan mærke efter, men hun er lille, og må bare spille med. Jeg kan ikke forklare hende det. Endnu. Det har givet nogle rigtig dumme situationer, når både hun og jeg er brugt op, og der samtidig også er en lille dreng og en far, som også har brug for en plads her i familien. Nu er mine knuder i maven langsomt ved at løsne sig, og det smitter heldigvis også. Det er helt utroligt, så stor indflydelse både det sagte og usagte har på vores små børn. Sikke et ansvar man bærer på. Jeg håber, vi er på rette spor nu.

Jeg har været hos min ene fysioterapeut i dag. Som nogle måske kan huske, så går jeg hos to forskellige (mand og kone). Den lange historie omkring hvad der er kommet ud af det forløb, vil jeg fortælle om en anden dag, det kræver vist sit eget indlæg. Men i hvert fald, så har jeg hen over sommeren ikke været ret meget hos ham, mest hos hende. Og i dag da jeg kom, der lyste han helt op. Han var så glad og kunne tydeligt se, at den kvinde der kom ind af døren i dag, er en helt anden, end den der kom hos ham første gang tilbage i januar! Det skal lige indskydes, at den mand altså ikke er en normal fysioterapeut. Han kan noget mere, det er jeg ikke i tvivl om. Han behandler hele mennesket, ikke kun den smerte, der lige sidder i lænden, nakken eller hvor den nu sidder. Og han så, at jeg er kommet langt. Han har forstået mig, og behandlet mig ud fra, hvad han så. Det har været fantastisk, og det var rigtig dejligt, at han så noget andet i dag. Jeg har fået glimtet i øjet tilbage, min holdning ændrer sig, mine konstante smerter er på retur, lige nu har jeg flere dage uden smerter i ryggen end jeg har med smerter. Det er en ny verden. Boblen om mit hoved er sprunget, jeg føler det nærmest som om, jeg ikke kunne se, og nu har fået briller.

Jeg tager et skridt af gangen. Det kan godt være, det ikke altid går så hurtigt, men jeg er på vej. Men SKAL det gå hurtigt? Jeg har vist aldrig gjort noget hurtigt, til stor irritation for min omverden og mig selv ind i mellem, men hvis det nu engang er sådan jeg er? Der er jo en grund til, vi har fået indrettet vores liv herhjemme, som vi har. Jeg passer ikke ned i hurtig kassen. Jeg passer ikke ind i det konventionelle arbejdsliv. Det ødelægger mig. Men jeg føler stadig, jeg skal undskylde for det?! Hvorfor skal jeg hele tiden stræbe efter, at lave mig om, så jeg passer ind i det liv, som andre lever? Ja, jeg er SÅ privilegeret, at det kan lade sig gøre sådan her, men er det forkert? Det betyder ikke, at jeg bare fiser den af, for det gør jeg langt fra. Jeg halter altid bagud, har altid travlt. Men jeg nyder, at jeg kan gøre det jeg skal i ro og fred. Og se, nu følte jeg alligevel et behov for at fortælle, at jeg faktisk har travlt og er bagud?! Endnu en gang skulle jeg forklare og forsvare. Selv på en blog, hvor de fleste læsere, slet ikke er nogen, jeg møder i mit virkelige liv. Utroligt. Det må jeg arbejde videre på.

Nå, måske var det et sidespring, eller måske var det det, jeg virkelig ville sige? Jeg ved det ikke. Det er i hvert fald noget af det, der rører sig i mit liv for tiden. Det der fylder mine tanker.

Og er det så ikke ved at være fast, at der til indlæggene om mine tanker, hører et pinterest quote? Jo, det tror jeg vist nok, så her får I en af mine favoritter for tiden. Jeg siger det bare…

busy