Tag-arkiv: Vinterhi

Vinterhi?

Bedst som jeg havde lyst til at gå i vinterhi, disker naturen op med den smukkeste morgen. Nu er jeg blevet i tvivl, og jeg venter nok et par dage. Men jeg skal da lige love for, den mørke tid har sat sig i krop og sind. Pludselig er jeg blevet mere tyndhudet, pludselig er jeg blevet skrøbelig, og jeg føler, jeg er lige så nem at knække, som et af de frosne græsstrå, jeg fik billeder af her til morgen.

Jeg synes ellers, jeg var ved at være en smule zen-agtig, men jeg er i den grad slået ud af kurs.  Jeg er ved at acceptere, at det er en af vilkårene her i livet, det med at blive slået ud af kurs, og skulle finde vej tilbage, men jeg bliver altid lidt forskrækket, når det sker. Og jeg føler mig ikke forberedt. Det kommer altid bag på mig, når sindet lige tager et skarpt sving mod mørkere tider. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg plejer at håndtere det, men måske jeg rent faktisk skulle gøre noget aktivt for, at både jeg og mine omgivelser slipper billigt i år.

Noget med nogle gåture, når solen viser sig som i dag, noget med nogle kosttilskud, og noget med at gå ekstra tidligt i seng. Noget med meditation, og noget med lidt ekstra træning og en opprioritering af yoga. Så må vi se, om det gør mig mere omgængelig for mine nærmeste, og giver mig lidt mere ro i mave og sind.