Tag-arkiv: vintermad

Dahl, en vegetar klassiker

En kær veninde har lige været et par uger i Indien, en fantastisk tur. Da jeg sad og så billeder og hørte hendes dejlige fortælling, fik jeg selvfølgelig lyst til indisk mad. Egentlig ikke et tema der kører ret ofte herhjemme, det er som om, jeg glemmer det lidt. Og det er ret begrænset, hvad jeg laver fra den del af verden. Men en dahl, det kan jeg da lave. Så det gjorde jeg.

IMG_5308

Her er min version:

1 løg i tern

1 spsk. kokosolie

2 dl. røde linser skyllet i koldt vand

2 fed hvidløg

1 tsk. karry

1 dåse hakket tomater eller en halv flaske passata

vand

1 tsk. stødt spidskommen

1 tsk. stødt koriander

salt

peber

Steg løgene bløde i kokosolien ved middel varme. Tilsæt karry, spidskommen, presset hvidløg og koriander. Rør rundt et øjeblik, hæld linserne i gryden og dæk dem med vand. lad det simre 5-10 minutter ved middel varme. Hvis det ser ud som om, det bliver for tørt, så tilsæt lidt mere vand. Hold øje med det, så det ikke sætter sig i bunden. Tilsæt tomaterne, salt og peber. Lad det nu simre i 20 minutter, gerne uden låg, så det koger lidt ind og tykner. Smag det til inden servering.

Server dahlen med en klat græsk yoghurt 10% på toppen og pres gerne lidt frisk citron ud over.

Her er det serveret med nutanas falafler, og stegt spidskål med ærter og æble.

Blomkål-jordskokkesuppe med persillepesto og brødstænger

Blomkål-jordskokkesuppe med persillepesto og brødstænger

Det var menuen i går. Et rigtig dejlig måltid, som var populær hos hele familien.

Blomkål-jordskokkesuppe:

1 lille blomkålshoved skåret i mindre stykker

ca. 10 jordskokker, skrællet og skåret i mindre stykker

1 løg i grove tern

en rest halvkedelig broccoli (feel free to bruge et frisk )

et par håndfulde knoldselleri i tern

2-3 fed hvidløg i skiver

oliven olie

salt

peber

urtesalt

2,5 dl. piskefløde

Start med at svitse løg i oliven olie, tilsæt resten af grøntsagerne og svits til det får farve. Dæk grøntsagerne med vand, og lad det simre i 20 min. eller til det er mørt. Blend med stavblender, tilsæt fløde, smag til med urtesalt, salt og peber. Easy peasy.

Hjemmelavet persillepesto

Persillepesto: (den har jeg vist før, men den tåler gerne en gentagelse)

1 stor håndfuld persille

1/2 fed hvidløg

olivenolie så det passer (ca. 1 dl.)

1/2 dl. pinjekerner

Revet parmesan eller anden ost, hvad der svarer til 3-4 spsk. frisk revet

Rist pinjekernerne på en tør pande, lad dem køle ned. Riv osten på den fine side af rivehjernet og stil det til side. Smid hvidløg, persille, pinjekerner og olivenolie i minihakkeren eller noget tilsvarende og blend den så grov eller fin som det passer dig. Vend osten i og smag til med salt.

Hjemmelavede brødstænger

Brødstænger:

10 gram gær

3 dl. lunkent vand

2 spsk. oliven olie

1 dl. blandet frø, jeg brugte hørfrø, chiafrø og sesamfrø

3 dl. fuldkornsdurummel*

3 dl. tipo 00 mel*

1 tsk. salt

ekstra sesamfrø til at vende dem i

Opløs gæren i vandet og tilsæt resten. Ælt så længe du orker, jo længere tid du bruger, jo bedre resultat. Lad dejen hvile min. 1 time. Rul dejen ud i stænger, tryk dem flade, tryk dem godt ned i sesamfrø, du skal evt. lige fugte dem med våde hænder først. Til sidst snor du dem og lægger dem på bageplade. Lad dem nu hvile igen, gerne 1/2 time. Bag dem ved 200 grader i ca. 12 minutter. De var vældig populære hos ungerne, og de smagte rigtig dejligt.

Hjemmelavet brødstænger

Hjemmelavede brødstænger

Så var det vist nok opskrifter for i dag, hva?

*Brug bare noget andet mel, hvis det passer dig bedre.